Sorry hvis det står lidt mærkeligt, det er fordi det copypastet fra et word-dokument.

Efter et Fsa oplæg:


Han vidste det!
Han vidste det nu ville blive afsløret.
De var ankommet til lejrskolen efter en dødssyg cykeltur på næsten to timer. I regnvejr. De fik en halv time til at indrette sig på deres værelser. Så skulle de mødes nede i den store fællesstue. Han havde ikke gjort sig umage, bare smidt det ind under sengen. Der havde ikke været andre på værelset, han havde troet at han var i sikkerhed, han havde været alt for uforsigtig. Selvfølgelig kunne han ikke få værelset for sig selv, ti minutter før de skulle mødes, var Lene kommet ind med to af sportsidioterne. De havde smidt hans ting ned på det ufejede gulv og forvist ham til den klamme mugne madras der lå under sengen i tilfælde af at der var for lidt senge.
”Mødet” var kedeligt, det meste af tiden sad han bare og ventede på at komme tilbage til værelset.
Ubehaget kom snigende omkring halvvejs og sveden var så småt begyndt at springe frem på hans pande, det var kun et spørgsmål om tid før kramperne satte ind. Han måtte snart tilbage til værelset. Den ene sportsidiot var gået på toilettet for et par minutter siden og han var ikke dukket op endnu, han var vel ikke gået tilbage til værelset? Det begyndte at stikke i hånden og gåsehud brød frem overalt på kroppen, et sikkert tegn på at der var gået alt, alt for lang tid.

Uret fortalte ham at stikkeriet havde varet i fem minutter, men det føltes som meget længere tid. Sveden drev ned af panden, hænderne rystede og hjertet bankede heftigt i hans bryst. Han kunne ikke holde det ud! Hans mave vendte sig og det krævede en enorm kraftanstrengelse ikke at stønne af smerte. Han rejste sig så hurtigt at stolen bagved ham væltede, Det lykkedes ham at mumle et par ord om hovedpine før han styrtede ud af døren. Først til højre og så til venstre, gangene flød sammen i hovedet på ham, det hele forsvandt ind i en tåge. Venstre eller højre? Dørene for forbi ham. der! Han rakte hånden ud, men døren blev revet op, før han nåede at tage fat i den. Sportsidioten stod i døren og spærrede, han huskede ikke at han havde set idioten så bleg før. I et par anspændte sekunder stod de og stirrede hinanden dybt i øjnene, så smilede idioten et stift smil og hastede forbi ham. Da idioten var forsvundet rundt om hjørnet, kastede han sig ind af den stadig åbne dør og smækkede den i. Han smed sig ned på gulvet, hænderne blev stadig sværere at kontrollere, sorte prikker dansede for hans øjne og vejrtrækningen blev anstrengt. Hånden famlede febrilsk rundt inde under sengen, mens benene rystede i kramper, han greb om en håndfuld bløde sokker en eller anden havde glemt. Endelig, endelig! Hans hånd lukkede sig om plastikposen. Han kunne mærke nålen og de forskellige andre redskaber der lå i den. Hans hænder rystede så meget at det kun var med besvær at han kunne få posen op uden at ødelægge indholdet. Lighteren fængede, og skeen med stoffet blev forsigtigt ført henover, Citronen der blev presset ud i skeen røg på gulvet. Han lod den ligge. Sprøjten ville kun modvilligt suge stoffet op, på halvvejen satte det sig fast, han sugede som en gal. Hvis den stoppede til nu var alt forbi, så skulle det hele smides ud og ekstrasprøjten lå hjemme i den lille æske. Luftrøret snævrede ind fra alle sider, endelig, resten gled op i sprøjten. Han vendte håndfladen opad, satte sprøjten mod huden og skubbede den forsigtigt ind mellem de mange ar fra alle de andre stik. Hans mund var fuldstændig tør, mens resten af kroppen var badet i sved, det skulle være nu! Fingeren trykkede sprøjten i bund.
Det kom som en bølge, blodet susede rundt i hans krop, han druknede i den berusende fornemmelse af frihed, intet betød noget. Han blev omfavnet af den vidunderlige følelse ligegyldighed. Befriende latter fandt vej fra hans mund, hvor var det skønt, ingen bekymringer, der fandtes intet andet end den berusende tomhed, der fyldte ham op til han ikke kunne rumme mere.

Hvorfor lå han ned? Han skubbede sig besværligt op i siddende stilling, alt imens hukommelsen rørte på sig. Han havde tilbragt en hel time med at sidde og tegne provokerende tegninger på væggen. Hans blik søgte opad og han lo på trods af den hæslige følelse af at være tilbage. Rusen blev stadig kortere og kortere, denne gang havde den kun varet i ca. en time, i starten havde verden stået stille i op til 2 timer. Posen med stofferne i lå ved siden af ham, Han greb et par Effexor og en enkelt Nimadorm, de kunne da i hvert fald tage toppen af ubehaget.
Han tænkte tilbage på mødet, noget rørte på sig i hukommelsen, var der nogen der havde kigget mistænksomt på ham da han gik? Nej, ikke der, men sportsidioten havde set ham noget bleg ud da de stod i døren… Idioten vidste det! Han havde fundet hans stoffer! Han så sig febrilsk omkring, var der blevet snaget i andre ting? Lyden af en bil der bremsede op afbrød hans tanker. Han for hen til vinduet, lige ude foran vinduet holdt en politibil med sirener og hele pivtøjet. Idioten havde været hurtig, han måtte væk, og det skulle værre nu! Der var kun brug for det vigtigste. Posen med stoffer skulle med, ekstra lighter og cigaretpapir lå gemt i et par sokker, hvis nu kanylen stoppede til igen. Fødder kom løbende, nu skulle der handles hurtigt. Han greb sko og jakke, det måtte blive vinduet denne gang. Heldigvis bød vinduet ikke på de store udfordringer, det sværeste var at snige sig uset væk, det ville have været fuldstændig umuligt hvis han havde haft sko på. Heldigvis var det ikke første gang, det var bedst at forsvinde i en fart, så han havde da lidt øvelse hvad det angik. Da han nåede udkanten af skoven, smed han skoene på jorden og tog dem og jakken på. Han forbandede sin uforsigtig langt væk, mens han løb væk fra lejrskolen. Hvorfor havde han ikke gemt det ordentligt! Det var jo derfor han havde den lille æske med forskellige små knive, save, skruetrækkere samt tape og hvad man ellers kan tænkes at få brug for hvis man skulle gemme noget småt i f.eks. væggen, under brædderne eller andre lignende steder. Grene svirpede ham i ansigtet og hjertet bankede heftigt i hans bryst, men han blev ved med at løbe, til benene gav efter under ham. Han sank gispende sammen, hivende efter vejret. Skoven omkring ham var dyster og mørk. Klokken måtte være omkring de ni, på en novemberaften var det allerede godt på vej til at blive nat klokken otte, klokken syv var det stadig lyst. Hvor var han træt. Måske skulle, jorden så, så dejlig ud. Hvor var…

Han vågnede ved, at en skarp smerte kløvede hans hoved i to. Da han ville tage sig til hovedet, skød smerten på ny gennem ham, denne gang ned gennem armen. Solen stod lavt på himlen, det måtte være omkring daggry. Han måtte have sovet i mindst syv timer, derfor smerten! Han plejede at tage skud med omkring fem timers mellemrum, og så smertede hans lemmer endda før. Den aften, til mødet, var der gået mindst otte timer fra første til andet skud. En kvist knækkede i nærheden, og han for op. Havde nogen set ham? Han sprang i skjul bagved en stor eg, nogen eller noget kom listende frem, kiggende til alle sider. Kvinden, for det var en kvinde, vendte sig rundt til alle sider, nøje granskende alle træerne, da hun havde besluttet at der var sikkert nok, satte hun sig på hug, og et glimt af blank stål viste sig ved hendes venstre hofte. Han gispede lydløst, hvorfor bar kvinden rundt på en kniv?! Var hun jæger eller var hun… en morder!? Han trådte uvilkårligt et skridt tilbage, og en kvist knækkede under hans sko. Kvinden drejede hovedet med et sæt, og styrtede hen til egen hvor han befandt sig. For s***n! Hvorfor havde han ikke set sig for?! Han snurrede rundt og styrtede dybere ind i skoven, uden at tage hensyn til hvor mange kviste han knækkede i forbifarten. Kvinden var lige i hælene på ham. Han drejede skarpt til højre og var lige ved at styrte ind i et kæmpe træ, han smuttede udenom og var allerede på vej videre da en ide slog ned i ham, en vanvittig ide, men stadig en ide. Skoven for forbi ham, og det næste skarpe sving bragte ham i direkte kurs mod en ældgammel og solid eg. Han gav sig ikke tid til at tænke, løb bare hen og brugte stammen som afsæt så han kunne nå en af de laveste grene. Fødderne fandt af sig selv vej, til grenene der næsten lå helt hen af jorden, og derfra gik det støt og roligt opad. Det var ikke specielt anstrengende på grund af de mange grene, men barken var ikke lige så venlig, han havde det som om han skrabede huden af helt ind til knoglerne på den sprukne og knudrede bark. Under ham bandede og svovlede kvinden, lyden af grene der knækkede nåede hans ører. Hun måtte være over midten, der hvor grenene begyndte at blive tynde, hvis man ikke holdt sig inde ved stammen. Han kravlede et lille stykke længere op, langt nok til at hun ikke kunne følge efter ham. Han lænede sig mod stammen, og prøvede at få styr på sin vejrtrækning, det tog tid og da han ville læne sig lidt udover grenen, for at se hvad kvinden lavede, måtte han gribe hårdt fast i grenen over ham, da han fik overbalance. Kvinden sad under ham og råbte op til ham, hendes stemme lød grødet og fjern. Hvad var der galt?! Han svajede og posen med stoffer skar sig ind i hans hofte, måske var det på tide med et skud, det havde taget hårdt på hans kræfter at løbe så langt og bagefter kravle op i træet. Han fandt posen frem og hældte halvanden af de små sølvpapirspakker ud i skeen sammen med lidt af reservecitronen, det hele blev varmet op med lighteren, og denne gang huskede han trykke ny luft ind i sprøjten et par gange, så der ikke var nogen risiko for, at blandingen satte sig fast på halvvejen og blokerede. Sprøjten blev sat ned til håndleddet og presset i bund. Han blev ramt, hænderne gav slip, men fandt en gren lige under, han lukkede hænderne fast om grenen og prøvede at få vejrtrækningen under kontrol. Vejrtrækningen blev regelmæssig, derefter langsommere og langsommere, vejret satte sig fast på halvvejen, gispene afløste hinanden i hurtigere og hurtigere rækkefølge. Kvinden kiggede undrende op på ham og råbte noget, han ikke kunne høre for suset i hans ører. Det voksede sig højere. Det begyndte at flimre i udkanten af hans synsfelt, det snævrede sig indad, indtil han ikke kunne se noget for tusind sorte pletter. Hans hånd mistede kraften i grebet og denne gang faldt han, samtidig med at hans vejrtrækning stoppede helt. Han susede gennem luften, nærmede sig grenen hvor kvinden sad og hvilede sig, i et sidste desperat forsøg på at redde sig greb han efter grenen og lyden af splintrende træ var det sidste han hørte, derefter blev alting sort.