Så var det altså sådan det blev. Forfærdeligt og sørgeligt, og helt som jeg havde regnet med. Alligevel kom det som et chok, da min far ringede til mig i sidste uge og fortalte, at det skete nu. Han havde lydt grædefærdig, og næsten som om han hadede sig selv. Men sådan ville jeg nok også lyde, hvis jeg var en af de mange løgnere, der havde lovet Elias fremtiden, selvom alle kunne se, at det var håbløst. Til sidst orkede ikke engang lægerne at kigge opmuntrende på os længere.
Vi havde siddet der i flere timer og stirret ud i luften, mens vi kunne høre hvordan livet langsomt gled ud af Elias' svage hænder. Og så døde han, d. 16. januar klokken 23:58, bare to minutter før vi fyldte nitten år. Siden da havde alting været gråt.
Der var koldt herinde, virkelig koldt, og jeg hørte ikke efter, hvad præsten sagde. Han stod alligevel bare der og belærte os andre om, hvor fantastisk Elias havde været, selvom han aldrig havde mødt ham. Jeg var blevet spurgt, hvad Elias og mig plejede at lave sammen, men jeg havde bare kigget tomt på præsten. Forventede han virkelig, at jeg efter fire år kunne huske, hvad vi plejede at lave sammen? For jeg gik ud fra, at det ikke var ting som "det var mig der klippede håret af ham, da det begyndte at falde af", han var ude efter.
Rundt omkring mig begyndte folk at rejse sig op, jeg gjorde det samme, uden at vide hvorfor. Jeg skævede til højre og så salmebogen i min farmors hånd. Synge. Vi skulle synge en salme om Gud og døden for Elias' skyld. Det var lige før jeg fik det dårligt. Det eneste Elias nogensinde havde sagt til mig om sygdommen var, at hvis han døde, ville han ikke have begravelsen i en kirke. Ikke engang det, ikke engang den ene lille ting, havde jeg været i stand til at gøre for ham. Ikke fordi jeg ikke havde prøvet, men det var som om at ingen rigtig lyttede til den døende drengs tvillingebror. Som om han også skulle passes på, og tales til med dæmpet stemme. Så nu var vi til begravelse i Østre Kirke, og bagefter skulle Elias ud og ligge ved siden af vores farfar og oldefar. Det var lige før jeg havde lyst til at slå salmebogen ud af min farmors hånd.
Der blev bedt en bøn, og så skulle mig, far, onkel Lars og nogle andre, hvis ansigter jeg ikke genkendte, op og bære Elias ud til det sted, hvor den smule der var tilbage af ham, skulle rådne op. Mine fødder var så tunge, og hvert skridt var så uendeligt svært at tage.
Jeg kunne ikke se på det, mens de sænkede kisten ned i fangehullet. Ikke når Elias stemme ringede for mine ører. "Jeg vil ikke begraves på en kirkegård. For når Gud ikke kan lide de mennesker, han har skabt, så bryder jeg mig heller ikke særlig meget om ham. Han er ikke forpligtet, Jonas, forstår du?"
Jeg havde forstået, men det var jeg ene om, og nu lå min bror dernede. Det eneste sted, han ikke ville ende.
Præsten tog en lille skovl frem, og begyndte at kaste jord ned i hovedet på Elias, mens min far stod ved siden af og græd, så hans skuldre rystede. Selv kunne jeg ikke rigtig føle noget, nærmest som alt i mig var blevet suget ud, da Elias tog det sidste åndedrag.
"Af jorden skal du igen opstå." Jeg så præsten bevæge læberne, men jeg hørte ingenting. Havde han virkelig kunnet få sig selv til at sige det?
"Hva'?" røg det ud af mig, og min fars gråd stoppede brat. Der blev helt stille, det eneste man hørte, var vindens hylen og en hund der gøede et sted. Jeg fornemmede at alle gloede på mig, men jeg holdt blikket rettet spørgende mod præsten.
"Af...Af jorden skal du igen opstå?" sagde han og sendte mig et forsigtigt nik. En hånd lagde sig på min albue, og jeg vendte mig om og så ind i min fars ansigt.
"Det betyder, at Elias altid vil være med os," sagde han. Det føltes som den mavepuster Elias havde givet mig dengang vi var små og skændtes om ridderborgen. Jeg kunne ikke trække vejret, jeg kunne ingenting. Jeg skubbede min far til side og satte i løb. Der var ingen steder at løbe hen, men jeg løb. Den svage vintersol skar i mine øjne, det var koldt og gråt, for Elias kom aldrig tilbage, jeg ville aldrig se ham igen. Kun hvis jeg stolede på, at Gud ville sende mig det rigtige sted hen, når jeg om lidt tømte glasset med hovedpinepiller.