Ingen kender hendes hemmeligheder.


Hjem, det var det eneste jeg ville. Endnu et gys fandt vej ned af min ryg. Kolde hænder om min hals, et fast greb. Chokket greb mig om halsen. Den prøvedepå at kvælde mig, den prøvede på at binde halsen på mig, den havde fat i mig,men så, så løsnede den sit greb og blev suget ned i hjertet, den hamrede løs der inde, den vil ud, ja angsten ville ud af mit hjerte. Dens faste stød der slog imod hjertets indre, fik mig til at stivne.
Jeg skal hjem inden det bliver mørkt, ingen overlever mørket, jeg skal skynde mig, men den tillader det ikke. Vinden prøver at rive mig om kuld, den hvisker mig truende ord i øret, højre, venstre, højre den bliver ved med at skifte. Den vil forhindre mig og sniger sig helt tæt ind til min krop, den kæler mine små hår på arme og ben, vinden vil forfører mig, den tager fat i mig. En varm tåre falder langsomt ned, den efterlader et varmt spor. Jeg ser ligeud og kan se det usikre lys. Lyset kan gå ud til vær en tid, til vær en tid overlade mig tilmørket, den piner og leger med mig. Den kan lide at se mig lide, den vil have at jeg skal løber mig til døde. Lyset er ondskab og godhed, lyset er facaden til mørket. Men jeg giver ikke op jeg skal kæmpe. Pludselig ser jeg op på min veninde, hun ser underligt på mig, hun må have set angsten i mine øjne. Kan hun da slet ikke mærke det her, kan hun slet ikke mærke truslen eller angstens svedder ligger tungt i luften. Kan hun virkelig ikke se advarslen.
”Nanna hvad er der, har du det godt?” hun bryder den pinende stilhed, jeg ser på hende. Vinden tager fat i hendes hår, den vil tage hende med, den blæser håret i hendes ansigt, hun må ikke snakke ingen ved hvad vinden gør som næste! Jeg tør ikke at svare hende, derfor nikker jeg kun blidt, jeg kan dog se hun venter på et svar, så jeg svarer stille: ” ja jeg har det fint”. Fint!... Et godt ord at gemme sig bag, ingen må vide mine hemmeligheder. Hvad vil de ikke tro om mig? Hvordan skulle jeg kunne forklare hende at jeg bliver forfulgt, at noget er efter mig, at det jagter mig. Hvordan skulle jeg kunne forklare det? Hvem vil nogensinde tro at mørket er efter mig, at lyset kun er facaden på mørket og at vinden prøver på at vælte mig omkuld. De ville tro jeg er sindssyg, ingen skal vide mine hemmeligheder.
Gode undskyldninger er de eneste løsninger.

Jeg skriger pludselig op da en står hånd kommer imod mig, en meget stærk og fast hånd, det kan kun være den sorte hånd. Angsten bedøver mig, jeg mister min stedsans, vinden får bladende til at danse, de danser med husene og lyset. Alt kører som en karrusel rundt om mig. Intet er som før. I samme sekund bliver jeg grebet af mørket, den får fat i mig, den vugger mig og omfavner dens kolde arme om mig, den tager mig langt ned i dybet. Længer og længer ned. Skriget forstummer i en gråd og pludselig…. Stilhed, fuldkommen stilhed ikke engang mit hjerte tør at slå.

I må MEGET gerne kommenter. Det er min første.
-ved godt jeg er dårlig til at stave, men har meget svært ved det :/

Jeg kan virkelig godt lide historien - den er virkelig dragende! Jeg vil gerne høre noget mere af det du skriver!!

ihh mange, mange tak det jeg virkelig (VIRKELIG) glad for :D
- Der kommer flere ind med tiden, det lover jeg.

Hej,

jeg fandt den endelig! Efter mindst en halv time kunne jeg endelig finde ud af, at finde rundt på siden :D
Af dine to noveller kan jeg bedst lide denne her. Jeg synes man kan meget godt relatere til det Nanna føler, du beskriver det sådan, som man oplever frygten. I mange historier læser man bare "og jeg var så bange, at jeg var lige ved at dø".
For resten, jeg har sendt en venneanmodning ;)

Hilsen Sandra