Gengangeren

Efter min død havde de mennesker jeg havde gjort ond, svært ved at tilgive mig. Så derfor havde jeg ikke andet valg end at komme tilbage. Hver gang nogen tænkte på, hvor ond jeg havde været. Og jeg havde været ond.

Der var den lille pige med de lyse fletninger, hende som jeg havde skubbet af gyngen, så hun havde slået en tand ud. Hun kaldte mig tilbage et par gange. Det var værre med den gamle mand med rollatoren. Ham jeg havde slået ned og stjålet fra, han sad vist i kørestol nu. Han forstyrrede mig ustandseligt. Det var rædsomt, at skulle høre ham brokke sig igen og igen.

Stuen var lille og tilrøget. Væggene var gullige og askebægret fuldt. Den gamle mand sad i sin lænestol og røg den ene cigaret efter den anden. Det var umådelig kedeligt at se på. Forbandede møgunge, det er typisk ungdommen nu til dags. Den slags ser man også altid i fjernsynet.

Der var helt hvidt og sterilt. Den lille pige kiggede op i en meget stor lampe. En tandlæge iført en hvid kittel og gummihandsker stod lænet ind over hende. En stor glitrende tåre løb ned at pigens skrammede ansigt. ”Moar? Jeg vil ikke tilbage på legepladsen.”.

Badeværelsesdøren var låst, og gardinerne trukket for. En femtenårig pige med sort, farvet hår og sort make-up i ansigtet, tog et glas ud af skabet. Jeg mente nok at vi havde nogle sovepiller her i skabet. Pigen kiggede på glasset, mit syn blev sløret af hendes tårer. Jeg har bare brug for at sove… meget længe. Hun tømte glasset.

Og sådan blev jeg trukket rundt til alle dem jeg havde skadet, aldrig fik jeg fred. Jeg havde vredt råbt undskyld, hver gang den lille pige havde mareridt, hver gang den gamle havde smerter, hver gang teenagepigen tog køkkenkniven og skar lange flænger i sin arm. Hver gang nogen græd eller skreg fordi jeg havde gjort dem ondt. Men jeg fik ikke fred, jeg måtte vidne alle deres smerter, tage del i dem og føle mine ofres frygt. De få gange hvor jeg ikke var trukket ind i et inferno af smerte, frygt og vrede, søgte jeg efter noget, som kunne give mig fred. Der var bare intet, der var ingen. Der var bare en tyk hvid dis som skjulte alt, og det skræmte mig.

Pigen kastede op. Det bankede på døren. ”Sofie? Hvad sker der?”. Døren blev slået ind, Sofies mor skreg. Datteren havde fråde om munden, og krampede.

Det bippede, på hospitalssengen lå en dreng som jeg næsten havde slået ihjel.
Der sad en slange fast til hans hals, som sørgede for at han fik ilt. Han kunne ikke selv trække vejret. ”Vi kan ikke gøre mere. Den som overfaldt ham er død, og det fortjener hun.”.
’Undskyld!’, skreg jeg. ’Undskyld! Jeg ville ikke… ‘. Skade ham? Det var jo det jeg ville. Jeg ville se hans blod, se ham krumme sig sammen under mine slag. Jeg ville høre ham tigge mig om at holde op. Selvom det ikke var ham jeg var sur på, var det ham jeg ville lade det gå ud over.
’Undskyld.’ sagde jeg så igen. Forældrene kiggede op. ”Hvem der?”. Det gav et sæt i mig. ’Mig.’, svarede jeg. ’Mig som,… som gjorde det der ved jeres søn.’. Forældrene kiggede forfærdede på hinanden. ”Kan du også høre det?”. Manden nikkede. ”Hvad vil du?”, spurgte han vredt. ’Jeg vil undskylde, det var mig som gjorde det. Jeg… jeg hader dem bare så meget.’. ”Hvem? Vores søn?”. Jeg rystede på hovedet. ’Nej, jeg ville bare ønske, at jeg ikke havde gjort ham noget. Vil i ikke nok tilgive mig? Jeg er tvunget til at komme tilbage, hver gang han har smerter.’. ”Det fortjener du!”, sagde moderen hårdt. ’Ja.’, sagde jeg og en tåre trillede ned ad kinden på mig. Tåren ramte faderen på hånden. ”Hvem græder du for?”, spurgte han efter nogle minutters stilhed. ’Dem jeg har gjort ondt. Og mine søskendes skæbne.’, svarede jeg. ’Jeg er så ked af det. Vil i ikke nok finde dem, altså mine mordere,… og straffe dem for deres handlinger... ligesom jeg blev.’. Moderen rakte ud og rørte ved tåren. ”Vi… jeg tilgiver dig, ingen fortjener at skulle gå igen. Jeg vil ikke straffe nogen, det løser igen ting.”. Faderen nikkede. ”Nej, det er en hård skæbne…”. Hans stemme tonede bort sammen med rummet. ’Undskyld’, sagde jeg inden det forsvandt helt.

Jeg var tilbage til ingenting. Var det bare det jeg skulle, undskylde? Men det havde jeg gjort så mange gange. Men havde jeg ment det? Nej. Jeg skulle mene det. Jeg skulle snakke med dem, få dem til at forstå og forstå dem.

Den lille pige lå i sin seng. ’Undskyld.’, sagde jeg, der skete intet. Jeg mente det, det gjorde jeg virkelig. Jeg hadede mig selv for det jeg havde gjort. For at have skræmt den lille pige som jeg så tit havde set sidde og gynge helt alene. Hun havde ingen venner. Ligesom drengen jeg havde slået ned. Han cyklede altid rundt alene i skoven.
Den lille pige så sig om, som om hun kunne mærke, at der var nogen i værelset med hende. Hun havde siddet så stille og roligt og gynget da jeg skubbede hende ned og sparkede til hende. Hun kiggede direkte på mig. ’Undskyld.’, sagde jeg igen. ’De slog mig, jeg har aldrig lært andet, og jeg er så vred på dem. Undskyld.’. Pigen satte sig op. ”Forsvinder du hvis jeg tænder lyset?”. Jeg rystede på hovedet.
Hun tændte en lampe og klappede på dynen ved siden af sig. Jeg satte mig. ”Hvem slog dig?”, spurgte hun. ’De sagde jeg var dum, og de kunne ikke lide mig. Derfor gjorde jeg det mod dig og drengen.’. Pigen kiggede undrende på mig. ”Hvilken dreng? Hvad gjorde du ved ham?”. Jeg kiggede ud af vinduet. ’Jeg slog ham, hårdt. Han døde næsten.’, sukkede jeg. ’Men jeg har undskyldt, og hans forældre har vist tilgivet mig.’. Den lille pige nikkede. ”Det er godt. Det gør ikke noget med min tand. Tandfeen kommer og henter den.”. Jeg nikkede. ’Måske vil du tale med drengen og hans forældre?’. Hun nikkede. ’Og den gamle mand, og Sofie?’. ”Slog du også dem?”. Jeg rystede på hovedet. ’Kun den gamle mand.’. Jeg forklarede hvordan hun kunne finde dem. Jeg have rejst mig men vendte mig om da hun sagde; ”Min mor siger at jeg hvis nogen slår mig skal jeg sige det til en voksen. Man må ikke slå, siger hun. Heller ikke hvis nogen slå mig”. Jeg kiggede undersøgende på hende. ’Hvad? Kan du ikke se at de skal betale for det de har gjort?’. Pigen trak på skuldrene. ’Farvel, og undskyld.’. Hun vinkede til mig.

Igen var tilbage til intetheden. Disen. Bare lidt flere, så kunne de måske finde mine mordere. Og straffe dem. Jeg forstod bare ikke, hvorfor både pigen og drengens forældre prøvede at tale mig fra at hævne mig? De, af alle, måtte da forstå mig.

Jeg var tilbage i den gamles stue. ”Dig!”. Den gamle pegede på mig. ”Du er død. Du skulle være død! Forsvind, hvorfor er du her?”. Jeg holdt begge hænder op, for at vise at jeg ikke ville gøre ham noget. ’Jeg kommer for at undskylde. Jeg er så ked af det jeg gjorde. Hvis jeg kunne gøre det godt igen ville jeg gøre det. Det kan jeg bare ikke. I morgen kommer der nok en lille pige. Hende har jeg også skadet, men hun har tilgivet mig.’. Den gamle fnøs. ”Og det regner du med at jeg også vil gøre?”. Jeg rystede på hovedet. ’Næh, jeg vil bare sige undskyld.’. Han kiggede undersøgende og mistroisk på mig. ’Vil du ikke nok finde dem? Dem som slog mig ihjel, inden de slår mine søskende ihjel. Vil du ikke nok straffe dem?’. Manden så overrasket på mig. ’De betyder alt for mig.’. Han rystede træt på hovedet. ”Hvad vil du have jeg skal gøre ved dine mordere? Hold op med at prøve at hævne dig. Det fører ikke til noget.”. Stuen forsvandt.

Hold op med at prøve at tage hævn? De havde gjort mit liv til et helvede! Og min søskendes.

Igen, var der den der bippende lyd. Igen, var jeg på et hospital. Jeg satte mig på stolen ved siden af Sofie. ’Sofie? Jeg er ked af det. Du er ikke grim, dum eller tyk. Du er et stærkt menneske, du må ikke give op.’. Sofie kiggede sløvt på mig, men vendte hovedet den anden vej da hun genkendte mig. ’Undskyld, jeg ved at det ikke gør det bedre, men du får besøg senere i dag.’. I det samme gik døren op. ”Der er besøg Sofie.”, sagde sygeplejersken. Ind kom den gamle, den lille pige og forældrene til drengen. ”Hej Sofie. Har du tid til at snakke lidt? Eller, har du lyst til at snakke?”.

Moderen til drengen satte sig på stolen overfor mig. Sofie vendte sig om og kiggede på sine gæster. Så trak hun på skuldrene. ”Vi ved du blev mobbet af en anden pige fra din skole. Hende der.”, sagde moderen og nikkede over mod mig. ”Men hun er virkelig ked af det. Hun er tvunget til at gå igen.”. Sofie kiggede overrasket på mig. Jeg nikkede. ’Jeg blev slået, ligesom mine søskende. Hvis jeg prøvede at stoppe dem, så blev det værre. Jeg var så vred, at jeg lod det gå ud over alle mulige andre.’. Jeg gemte mit ansigt i hænderne og græd, flov over det jeg havde gjort. Den gamle mand lagde en hånd på min skulder. Det var som om jeg blev mere og mere virkelig for hver gang jeg undskyldte. I starten kunne de ikke engang høre mig, så begyndte de at kunne se og høre mig, og nu kunne de endda røre mig.
”Du blev dræbt af dem ikke? Dem som slog dig og dine søskende?”. Jeg nikkede. Sofie så tænksom ud. ”Hvis jeg tilgiver dig, forsvinder du så?”. Jeg nikkede igen. ’Vil du ikke nok, jeg er ked af det. Og hvis du gør, vil i så ikke finde mine søskende?’. Sofie smilte svagt. ”Nu har jeg jo fået nogle venner, som kender til hemmeligheden om dig. Jeg tilgiver dig, men jeg har et krav. Du skal tilgive dine mordere. Jeg vil gerne snakke med skolen, men så må du også lære at tilgive, præcis ligesom vi har gjort”. Jeg sukkede og nikkede. Det ville ikke blive let, men jeg ville gøre for mine søskendes skyld. Jeg ville gøre alt for dem. Hospitalet forsvandt, og jeg var tilbage i min egen stue.

Mine søskende sad og tegnede, mens mine mordere skændtes ude i køkkenet.
”Det er din skyld! For helvede! Hvad fanden gør vi når skolen ringer?!”. De skreg begge da de opdagede mig. ”Dig?! Var du ikke død?!”. Jeg lo hult. ”Nej, jeg er død. Og det var jer som slog mig ihjel, og var det ikke for mine søskende, så tilgav jeg jer ikke.”. Den enes øjne flakkede ind i stuen til mine søskende. ”Hvad har du tænkt dig at gøre ved mine børn?!”. ”Intet, jeg tilgiver jer for at ødelægge deres liv og ende mit.”. Så snart jeg havde sagt det faldt en sten fra mit hjerte.

Sneen dalede stille ned over kirkegården, og seks mennesker lagde hver deres kort og blomst. Det var sidste gang jeg var tvunget til at tage tilbage. For at se dem jeg havde gjort ondt, ære mit minde. For at blive forvisset om at jeg var tilgivet, og at de ville sørge for mine søskende. ’Undskyld’, sagde jeg en sidste gang.

”Smukt.”, sagde en dyb stemme. Disen lettede og en mand rakte sin hånd ud mod mig, bag ham stod endnu flere mennesker. ”Hvem er i?”, spurgte jeg frygtløst. ”Gengangere, præcis ligesom dig. Ingen af os kunne tilgive før vi døde.”.

Okay, den her har jeg arbejdet på i nogle år efterhånden. Jeg har fået en forelægger til at kigge på den, og hun synes den var fin, men manglede lidt afpudsning. Jeg er slet ikke færdig med den, men jeg vil super gerne have "læserenes" meninger om den.

Jeg kan godt li' den! :D Sådan en man lige skal gå og tænke over i et par dage ...

Det er jeg glad for at høre! Konstruktiv kritik er mere end velkommen :D

Tadaaaaa.... her kommer den færdige og redigrede version. Jeg håber i kan lide den

Gengangeren

Efter min død havde de mennesker jeg havde gjort ond, svært ved at tilgive mig. Så derfor havde jeg ikke andet valg end at komme tilbage. Hver gang nogen tænkte på, hvor ond jeg havde været. Og jeg havde været ond.

Der var den lille pige med de lyse fletninger, hende som jeg havde skubbet af gyngen, så hun havde slået en tand ud. Hun kaldte mig tilbage et par gange. Det var værre med den gamle mand med rollatoren. Ham jeg havde slået ned og stjålet fra, han sad vist i kørestol nu. Han forstyrrede mig ustandseligt. Det var rædsomt, at skulle høre ham brokke sig igen og igen.

Stuen var lille og tilrøget. Væggene var gullige og askebægret fuldt. Den gamle mand sad i sin lænestol og røg den ene cigaret efter den anden. Det var umådelig kedeligt at se på. Forbandede møgunge, det er typisk ungdommen nu til dags. Den slags ser man også altid i fjernsynet.

Der var helt hvidt og sterilt. Den lille pige kiggede op i en meget stor lampe. En tandlæge iført en hvid kittel og gummihandsker stod lænet ind over hende. En stor glitrende tåre løb ned at pigens skrammede ansigt. ”Moar? Jeg vil ikke tilbage på legepladsen.”.

Badeværelsesdøren var låst, og gardinerne trukket for. En femtenårig pige med sort, farvet hår og sort make-up i ansigtet, tog et glas ud af skabet. Jeg mente nok at vi havde nogle sovepiller her i skabet. Pigen kiggede på glasset, mit syn blev sløret af hendes tårer. Jeg har bare brug for at sove… meget længe. Hun tømte glasset.

Og sådan blev jeg trukket rundt til alle dem jeg havde skadet, aldrig fik jeg fred. Jeg havde vredt og forurettet råbt undskyld, hver gang den lille pige havde mareridt, hver gang den gamle havde smerter, hver gang teenagepigen tog kniven og lavede små røde snit i sin arm. Hver gang nogen græd eller skreg fordi jeg havde gjort dem ondt. Men jeg fik ikke fred, jeg måtte vidne alle deres smerter, tage del i dem og føle mine ofres frygt. De få gange hvor jeg ikke var trukket ind i et inferno af smerte, frygt og vrede, søgte jeg efter noget, som kunne give mig fred. Der var bare intet, der var ingen. Der var bare en tyk hvid dis som skjulte alt, og det skræmte mig.

Pigen var faldet om på badeværelsesgulvet og det bankede på døren. ”Sofie? Hvad sker der?”. Døren blev slået ind, Sofies mor skreg. Datteren lå helt stille og ligbleg med et pilleglas og et stykke papir i hånden.

Det bippede, på hospitalssengen lå en dreng som jeg næsten havde slået ihjel.
Der sad en slange fast til hans hals, som sørgede for at han fik ilt. ”Min lille dreng.”, græd moderen. ”Hvorfor gjorde hun det mod dig?”. ’Undskyld!’, skreg jeg. ’Undskyld! Jeg ville ikke… ‘. Skade ham? Det var jo det jeg ville. Jeg ville se hans blod, se ham krumme sig sammen under mine slag. Jeg ville høre ham tigge mig om at holde op, le ad hans ynkelighed og vide at jeg bestemte hans skæbne. ’Undskyld.’ sagde jeg så igen og mærkede et stik af ængstelighed. De kunne ikke høre mig, de ville ikke få at vide at jeg mente det. Forældrene kiggede op. ”Hvem der?”. Det gav et sæt i mig. ’Mig.’, svarede jeg og tøvede så. ’Mig som,… som gjorde det der ved jeres søn.’. Forældrene kiggede forvirrede og skeptiske på hinanden. ”Kan du også høre det?”. Manden nikkede. ”Hvad vil du? Har du ikke gjort skade nok?”, spurgte han bittert. ’Jeg vil… Jeg ved ikke hvad jeg vil, men… undskyld. Det er ikke hans skyld, det ved jeg godt… men de gjorde det samme ved mig.’. ”Hvem? Vores søn?”. Jeg rystede på hovedet, men huskede så at de ikke kunne se mig. ’Nej, ikke ham.’. Det var som om jeg havde prikket hul på en byld, og jeg kunne slet ikke stoppe mig selv. ’Hvis jeg kunne ville jeg redde ham. Kan i ikke tilgive mig? Jeg kan ikke holde ud at se på alt det forfærdelige mere.’, sagde jeg. ”Det fortjener du!”, sagde moderen hårdt. ’Ja.’, sagde jeg og en tåre trillede ned ad kinden på mig. Tåren ramte faderen på hånden. ”Hvem græder du for?”, spurgte han efter nogle minutters stilhed. ’De levende.’, svarede jeg. ’Jeg er så ked af det. Vil i ikke nok finde mine mordere, de har mine søskende… i må straffe dem for deres handlinger, ligesom jeg blev. For mine søskendes skyld, ikke for min.’. Moderen rakte ud og rørte ved tåren. ”Vi… jeg tilgiver dig. Du har ikke fortjent at leve videre selv når du er død. Men jeg vil ikke straffe nogen, det løser igen ting.”. Faderen nikkede. ”Du er tilgivet…”. Hans stemme tonede bort sammen med rummet. ’Undskyld’, sagde jeg inden det forsvandt helt.

Jeg var tilbage til ingenting. Var det bare det jeg skulle, undskylde? Men det havde jeg gjort så mange gange. Men der var alligevel en forskel. Denne gang var jeg blevet tilgivet, af dem og mig selv. Jeg måtte bede om tilgivelse og acceptere deres dom.

Den lille pige lå i sin seng. ’Undskyld.’, sagde jeg, der skete intet. Jeg mente det, det gjorde jeg virkelig. Jeg hadede mig selv for det jeg havde gjort. For at have skræmt den lille pige som jeg så tit havde set sidde og gynge helt alene. Hun havde ingen venner. Ligesom drengen jeg havde slået ned. Han cyklede altid rundt alene i skoven.
Den lille pige så sig om, som om hun kunne mærke, at der var nogen i værelset med hende. Hun havde siddet så stille og roligt og gynget da jeg skubbede hende ned og sparkede til hende. Hun kiggede direkte på mig. ’Undskyld.’, sagde jeg igen. ’Din tand er blevet fin.’. Pigen satte sig op. ”Forsvinder du hvis jeg tænder lyset?”. Jeg rystede på hovedet.
Hun tændte en lampe og klappede på dynen ved siden af sig. Jeg satte mig. ”Hvad er der galt?”, spurgte hun. ’De sagde jeg var dum, de slog mig og mine søskende. De kunne ikke lide mig. Jeg er så ked af at det gik ud over dig.’. Pigen kiggede undrende på mig. ”Åh, men hvorfor slog du så mig? Gjorde det ikke ondt da de slog dig?”. Jeg kiggede væk, ud af vinduet. ’Jo, men… det var forkert, kan du tilgive mig?’, sukkede jeg og så forsigtigt på pigen. Hun nikkede. ”Det tror jeg godt jeg kan. Hvis du altså lover at du ikke gør det igen.”. Jeg smilede næsten. ’Tak. Du er en god pige. Ligesom…’, jeg stoppede mig selv. ’Gå nu, jeg skal sove, for tandfeen kommer ikke hvis man er vågen. Jeg rakte ud efter hende, men trak hånden til mig. ’Sov godt.’.

Igen var tilbage til intetheden. Disen. Jeg sukkede, og mærkede en vis lettelse inden i. Pigen og forældrene havde alle tilgivet mig. Selv jeg have tilgivet mig de ting jeg havde gjort mod dem. Men hvis bare de ville tage sig af mine søskende, hvis bare nogen ville.

Jeg var tilbage i den gamles stue. ”Dig!”. Den gamle pegede chokeret på mig. ”Du er død. Du skulle være død! Forsvind, hvorfor er du her?”, råbte han febrilsk og vredt. Jeg bakkede et par skrid bag ud da han vrede slog mig. ’Jeg kommer for at undskylde.’, sagde jeg forsigtigt. ’Jeg vil bede om din tilgivelse.’. Den gamle fnøs. ”Først slår du mig ned, og så regner du med at jeg vil tilgive dig?”. Jeg rystede på hovedet. ’Nej, jeg håber.’. Han så overrasket på mig, men genfandt hurtigt sin vrede. ’Du kunne let blive slemt skuffet hvis du håber at jeg vil tilgive dig.’. Jeg trak på skuldrene. ’Det ved jeg, men jeg vil bare blive ved med at vente. Jeg har ikke andet at tage mig til. Jeg er nemlig død, men det ved du jo.’ . Manden så overrasket på mig. ’Hvad laver man når man er død?’, spurgte han. ’Man venter på tilgivelse. Håber at ens kære klarer sig uden en.’, forklarede jeg ham. ’Undskyld.’. Han rystede træt på hovedet. ”Okay, jeg tilgiver dig. Men, husk lige at hvad det end er som har drevet dig herud, så er det ikke det værd.”. Jeg så forvirret på ham. ”Det var i nyhederne. Din død. Jeg ved ikke hvad de har gjort ved dig, men du skal ikke, kan ikke, tage hævn.”. Stuen forsvandt.

Jeg kan ikke tage hævn? Jeg kan hvis jeg vil. Og det vil jeg.

Igen, var der den der bippende lyd. Igen, var jeg på et hospital. Jeg satte mig på stolen ved siden af Sofie. ’Sofie? Jeg er forfærdelig ked af det.’. Sofie kiggede sløvt på mig, men vendte hovedet den anden vej da hun genkendte mig. ’Undskyld. Jeg ved at det ikke hjælper på smerterne...’. I det samme gik døren op. ”Der er besøg Sofie.”, sagde sygeplejersken. Ind kom den gamle, den lille pige og forældrene til drengen. ”Hej Sofie. Har du tid til at snakke lidt? Eller, har du lyst til at snakke?”. Jeg kiggede overrasket på dem. Moderen til drengen satte sig på stolen overfor mig. Sofie vendte sig om og kiggede på sine gæster. Så trak hun på skuldrene. ”Vi ved du blev mobbet af en anden pige fra din skole. Hende der.”, sagde moderen og nikkede over mod mig. ”Hun har gjort mange skrækkelige ting, men hun har bedt om tilgivelse igen og igen hos os som hun har gjort ondt. Sofie kiggede overrasket på mig. Jeg nikkede. ’Jeg er blevet tilgivet af dem. Jeg forstår ikke at de kan, jeg kan ikke. Men jeg er taknemmelig for det.”, sagde jeg. Hun kiggede forvirret på mig. ’Jeg blev slået, ligesom mine søskende. Hvis jeg prøvede at stoppe dem, så blev det værre.’, forklarede jeg. ”Jeg burde have stoppet dem helt, men i stedet gjorde jeg dette.’, sagde jeg og slog ud med hånden mod de mennesker som var samlet i rummet. Jeg gemte mit ansigt i hænderne og græd, flov over det jeg havde gjort. Den gamle mand lagde en trøstende hånd på min skulder. ”Du blev dræbt af dem ikke? Dem som slog dig og dine søskende?”. Jeg nikkede. Sofie så tænksom ud. ”Hvis jeg tilgiver dig, forsvinder du så?”. Jeg nikkede igen, men mærkede at der var en sidste person som skulle tilgive mig. Sofie smilte svagt. ”Jo, jeg tilgiver dig gerne, men jeg har et krav. Du skal tilgive dig selv og dine mordere.”. Den sidste person var mig, og det vidste Sofie. ”Jeg vil gerne snakke med skolen, men så må du også lære at tilgive, præcis ligesom vi har gjort”. Jeg sukkede og nikkede. Det ville ikke blive let, men jeg ville gøre for mine søskendes skyld. Jeg ville gøre alt for dem. Hospitalet forsvandt, og jeg var tilbage i min egen stue.

Mine søskende sad og tegnede, mens mine mordere skændtes ude i køkkenet.
”Det er jo en yndig situation at være i! Tror du ikke de nok skal finde ud af det?!”. De skreg begge da de opdagede mig. ”Dig?! Var du ikke død?!”. Jeg nikkede, og samlede alt mit mod og tvang mig selv til at acceptere at jeg ikke kunne gøre noget. ’Jo, jeg er død. Og jeg kan ikke passe på dem mere.’ Sagde jeg og kiggede på mine søskende som slet ikke bemærkede noget. ’Men jeg tilgiver mig selv at jeg ikke kunne gøre mere… og jeg tilgiver jer, at i endte mit liv.’ Den enes øjne flakkede ind i stuen til mine søskende. ”Hvad har du tænkt dig at gøre ved mine børn?!”. Jeg smilede træt. ’Jeg kan intet gøre.’.

Sneen dalede stille ned over kirkegården, og seks mennesker lagde hver deres kort og blomst. Det var sidste gang jeg var tvunget til at tage tilbage. For at se dem jeg havde gjort ondt, ære mit minde. For at blive forvisset om at jeg var tilgivet, og at de ville sørge for mine søskende. ’Undskyld’, sagde jeg en sidste gang.

”Smukt.”, sagde en dyb stemme. Disen lettede og en mand rakte sin hånd ud mod mig, bag ham stod endnu flere mennesker. ”Hvem er i?”, spurgte jeg frygtløst. ”Gengangere, præcis ligesom dig. Ingen af os selv kunne tilgive før vi døde.”.