Et lille stykke af en kommende historie jeg skriver på.

Jeg så op på ham gennem sløret af hår. Skulede af ham. Hvor vovede han ...
Han smilte hånligt ned til mig, hvilket fik den knurrende stemme i mit hoved til at hvæsse.
Bag ham stod Alina. Hun lignde en der bare ønskede at være alle andre steder end her lige nu. Jeg forstod hende ikke. Det var jo hendes skyld at vi stod her nu. Det måtte hun bare til at indse.
"Nå, hvad bliver svaret så?" spurgte han. Det hånlige smil blev større, og jeg fik pludselig en lyst til slå hans ansigt til mos.
'Nej, du bliver nødt til at beherske dig. Vent til det rette øjeblik.' hviskede en stemme i mit hoved. En fornuftige stemme. Den man burde lytte til, i stedet for bare at slå hjernen fra, som det af og til endte med i sådane situationer.
"Nej." hvislede jeg. Det hånlige udtryk forsvandt fra hans ansigt, og blev ersattet af et hårdt og sammenbidt. Jeg kunne ikke lade være med at fryde mig indevendigt. 'Det havde du nok ikke regnet med, hva?'
"Thomas kan vi ikke bare gå?" peb Alina bag ham. Hun lignede virkelig bare en lille pige, som hun stod der med armene slyngtet om sig selv, og kardiganen trukket tæt sammen omkring hendes tynde krop.
"Nej det kan vi ikke." snerrede han til hende. Han ikke så meget som værdigede hende et blik. Det gjorde hende tydeligvis en smule knotten.
Jeg trak noget af det sorte hår væk fra mit ansigt, så jeg bedere kunne se dem. Det var jo ikke ligetil, med sådan noget hår, der altid mente at det skulle falde ned i øjne.
"Hun har ret Thomas," jeg sørgede for at vrænge ekstra meget af hans navn, hvilket gav mig præsis den reaktion jeg ønskede fra hans side, nemmelig vrede. "I skulle jo nødig blive set sammen med heksebarnet."
Det var hvad de kaldte mig. Heksebarnet. Det var vel forståligt at de var bange for mig. Det er jo ikke så normalt at man på en uge, går fra at ligne et spædbarn, til at ligne en pige på tre. Og at man så også lærer at tale på den uge, gør det jo ikke så meget bedere.
En kuldegysning gik gennem dem begge. Det kunne der være to årsager til. Et: Det kom bag på dem at jeg kendte det navn de kunne kaldte mig, når jeg ikke var i nærheden. Eller to: Jeg var kommet til at tale med min alt for voksne stemme. Jeg satsede på to.
Thomas rettede sig op og stirrede vredt på mig. Alina krøb stadig sammen bag ham.
"Så du ved hvad man kalder dig? Det kommer ikke bag på mig. Du har ret. Du er et heksebarn. Og det er derfor vores fra har sendt bud efter Inkvisitoren."
Nu var det min tur til at bliver gennemrystet af kuldegysninger. Inkvisitorerer var folk der jagede hekse. Selv hvis man ikke var en heks, kunne man blive dømt som en. Der skulle bare en lille mistanke til.
Jeg sank en klump på størelse med et æble, men den var fast besluttet på at blive sidende.

hvor har du fået din insperison fra?

Ærligt talt så kom sådan noget bare til mig en gang imellem

God skrivestil!:D Kommer der ikke noget mere? *smiler indsmigrende*