Da alex slog øjnene op kunne hun ikke være i tvivl om at hun havde en krop. Hver eneste nervecelle i hende syntes at smerte ulideligt. Et øjeblik lå hun bare stille for at vente på at den brændende fornemmelse skulle dø ud, men efter noget der føltes som en evighed opgav hun og prøvede at komme op og sidde. Hendes muskler skreg i protest. Med en svag stønnen faldt hun tilbage i sengen. Hospitalssengen.
Hun kendte denne seng som var det hendes egen i Gryffindortårnet. Hun kendte hver sprække i loftet over hendes hoved. Hun kendte hver eneste kurve i den tykke stenmur til venstre for hende. Selv himlen udenfor vinduet virkede velkendt. Tanken om hvor mange gange hun havde ligget her og samlet kræfter dagen efter en fuldmåne tvang et bittert smil frem. Hendes måne-forbandelse.
måne. Det var mærkeligt at hun ikke kunne huske noget fra denne Forvandling. Siden de andre ti stille med det her for hendes skyld havde hver nat med måne stået klart frem i hendes hukommelse. Men ikke denne nat – det var kun brudstykker. alex lukkede forpint øjnene og prøvede at huske. Desperat.

Smerte… stærk smerte… knogler i ryggen munden og hovdet der ændrede form, kroppen den ufrivilligt måtte undergå Forvandlingen… ensomheden… angsten… og så… og så… menneskestemmer, menneskelugt, rovdyret der ønskede at jage og flænse… byttet der forsvandt igen; ud af rækkevidde… en vanvittigt trang til blod… og igen smerte – en uendelig nat af smerte…

Først lå hun bare lammet. Marta og hendes bror Kacper Rzeszowski ville vide bedre end at dukke op foran hende de første par timer efter hun var ude på jagt. De ville være kommet som dyr. Hverken Izabela , var kommet i nat… Og hun havde lugtet mennesker – det var hun sikker på. To af dem. Men ingen kendte indgangen til det Hylende Hus udover dem (og så lige hendes gudfar og hans venner). Ingen. Det var deres hemmelighed. Hendes hemmelighed