Solen skinnede den nu fem-årige alex hamato i ansigt og hun glibbede med øjnene.
Hun lå på den grønnneste eng hun nogensinde havde set, hendes lasede kjole var rar at have på om sommeren. Men det var lidt for kort om vinteren.
Men hun var glad for at hun var flyttet ind i skoven her var rart at være, selvom der ikke altid var mad nok.
Men der var idet mindste mere end derhjemme hos dumme onde bedstefar, som slog hende når hun tog et stykke brød. Her var meget bedre end i det store store hus.
En sommerfugl landede på hende hånd.
Hun lo, en lille fin latter kun så høj at den overdøvede træernes hvislen.
Nogen bevægede sig i udkanten af engen. hun kom hurtigt på benene og ventede på endnu et signal fra mennesket eller dyret. Hun håbede det var et dyr for så kunne hun få ekstra god mad idag.
En svag puslen i en busk var signal nok for hende. Hun trak sin dolk der sad fast i hendes bælte, hun havde taget den fra hendes bedstefar da hun flyttede ud af huset.
Dolken skinnede da den blev mødt med solen, hun havde lige slæbet den så den var klar til at gå på jagt med. Det var sjældent hun kom hjem med bytte, men nogle gange havde hun heldet med sig.
Hun var nu helt tæt, hun hævede dolken klar til at stikke den i ræven eller kaninen, og blev meget overrasket da to 4-årig børns hoveder stak frem bag busken.
de havde det samme hår som hende selv men deres sorte øjne lyste af frygt.
Hun stak skuffet dolken tilbage i bæltet.
Og studerede nysgerrigt børene foran hende. Det var flere måneder siden hun sidst havde set sine naboer Kinga og Marek. sidst de sås havde de holdt jul i hendes hytte, de var sorte. Hun havde aldrig set nogen med så sorte øjne før.
de kigge på hende med et blik i øjnene hun ville kunne huske resten af hendes liv.....