LinkBack URL
About LinkBacks
The End Of Life As You Know It
Her er en.. Eh.. Ved ikke helt hvad jeg skal kalde den. Det var egentlig bare noget jeg skrev for sjov, af kedsomhed. Ville have lagt en af mine noveller herind, men den var for lang ^-^
At være alene.
At være ensom.
At føle sig død.
Hun gav op. Stod bare i regnen og græd. Der var ikke mere tilbage. Hendes liv var intet værd, og hun kunne ikke gøre andet end at stå der, midt på vejen, i regnen, med lange, sorte striber fra mascaraen ned ad kinderne.
Nej, hun kunne ikke mere. Kunne ikke kæmpe for et meningsfuldt liv.
Hun kunne mærke blodet fra sårene, løbe ned ad hendes, engang så smukke, ben. Hendes ben var nu blege og tynde. Dengang alt var godt, var de smukke og solbrune. Nu var de ikke andet end en dårlig imitation af en anoretisk emo. Hun kunne mærke smerten igen og faldt ned på alle fire. Hun skreg. Hendes hvide kjole sad tæt op ad hendes tynde krop. Vandet klæbte til hende. Kulden havde svøbt sig som et tæppe rundt om hende. "Jeg vil ikke mere!" skreg hun, "jeg er bare så, så," hendes stemme knækkede over. Det medførte at det sidste ord kom som en hvisken, "træt.."
En rød Ford kom kørende forbi i mørket, og hun kunne høre de glade råb, fra hormonfyldte teenagere. Der var kun en af lygterne der virkede på den, og den anden var kun svag i den måneløse nat. Teenagerne i bilen ænsede ikke engang den livstrætte pige der lå på vejen. Hun havde ellers håbet på at de ville ramme hende. Hun havde ikke modet til selv at gøre en ende på dette håbløse liv. Forden forsvandt i mørket og hun var igen alene i mørket. Gadelygterne oplyste ikke meget, og der kom sjældent biler forbi.
Hun længtes efter den eller så normale følelse af et andet menneske. Af at kunne høre hans åndedræt, at kunne mærke hans hånd mod hendes. Hans hud mod hendes.. Hun savnede ham. Hun savnede hans tomme løfter om en anden verden, en bedre verden. Det var der hun først hørte ham i natten. Hans skingre stemme skar gennem gaderne. Han skreg hendes navn, og man kunne høre desperationen i den. Hun havde ikke krafter til at svare. Hun kunne faktisk ikke fatte at han overhovedet ledte efter hende. Snart kunne hun se omridset af hans høje krop, der var indhyllet i en stærk lugt af død. Han kiggede desperat rundt efter hende, men kunne ikke se gennem mørket. Hun prøvede ar sætte sig op, men hendes krop gav op. Hun kunne kun krydse fingre for, at han fandt hende.
Han løb hurtigt og adræt gennem mørket, indtil han så noget hvidt midt på vejen. Han løb bestemt efter det. Måske.. Måske kunne det være hende. Da han kom nærmere kunne han se hendes blå øjne og det sorte hår. Det var hende.
Han nåede hen til hendes forslåede krop, tog hende op. Han holdte hende ind til sig. Hun kunne mærke hans åndedræt i hendes nakke. "Du.." hun brugte alle sine kræfter på at få presset ordene frem, "kom.." Han smilede gennem de friske tåre på hans kind. "Ja, og jeg forlader dig ikke igen.." Hun tog hans hånd, som lå på hendes smalle talje, og flyttede den hen til midt på hendes mave. Han gav et ryk i sig idet han mærkede blodet mellem hans fingre. "Nej.." sagde han, og rykkede hånden fra såret i hendes mave. "Jo.." svarede hun svagt. Han holdt bestemt om hende, og kunne mærke livet sive ud iaf hende i takt med, at blodet dryppede ned og forvandlede den smukke kjole, til noget der kunne være med i en gyser. Hun hostede og smilede for sig selv. Hun fik sin vilje, hun var døende. Så åndede hun ud.
Besvar med citat
Bogmærker