Den forsinkede julekalender del 2... skulle egentlig have været en julenovelle... men der kom noget... eller nogen ... i vejen ^^

håber i kan lide den...

1
Et barn er født i Bethlehem,
De høje toner klang smukt i det høje kirkerum.
Bethlehem,
Carsten var sunket hen i tanker igen. Hun var bare ligeglad, syntes han af og til. Hun bekymrede sig overhovedet ikke om ham eller om familiens økonomi. Men måske var det ikke kun hendes skyld. I begyndelsen havde de været meget optagede af hinanden, men nu var det ligesom om kontakten kun var overfladisk. Han kunne ikke huske, hvornår forandringen var sket. Det var bare som om de var vokset fra hinanden. Måske blevet for gamle og alvorlige til at have glæde af hinanden. Det var ikke sådan, at han ikke elskede hende mere, eller at han var træt af hende eller børnene. Aldrig. Han kunne ikke leve uden dem, det vidste han udmærket godt. Det var heller ikke sådan, at han havde været eller overvejede at være utro. Bestemt ikke. I den fortravlede hverdag tænkte han mest over, at hun ikke interesserede sig, men her under den sidste sang i gudstjenesten var hans tanker et andet sted. På selve juleaftens dag skulle han ikke kun tænke på sig selv.
“thi glæder sig Jerusalem.”
Nynnede han stille med og skævede til konen, der sad ved siden af ham. Hendes øjenlåg var let nedslåede, mens hun fulgte med i teksten. Ved hendes ene fod stod den flaske rødvin, de havde med til præsten, der var gift med en af Carstens kolleger. Kirken var pyntet med gran og røde bær og juletræet ved siden af prædikestolen strålede. Hvert eneste lys var tændt og atmosfæren var hellig på en fredfyldt måde. Det var halvmørkt udenfor, men lyset spillede i glasmosaikkerne. Det var dejligt at komme væk fra den fortravlede hverdag bare et øjeblik.
Halleluja, halleluja!

2
En fattig jomfru sad i løn,
Lød den samlede stemme. Sangen steg op mod de mørke hvælvinger og fik de utallige stearinlys til at blafre svagt.
sad i løn!
Det var jo egentlig det, julen handlede om. Fred og glæde, der spredte sig til alle. Også dem, der var flygtet fra krig og død. Også de forfulgte, de fattige og de ulykkelige. Dem, der havde en anden religion var, efter Carstens mening også velkomne til at komme i kirke og mærke julefreden. Jesus stirrede ud over kirken med sine halvlukkede blide lidt lidende øjne. Carsten havde altid følt, at det ikke var Jesus i sig selv, der var det allerhelligste. Det var budskabet om troen på kærlighed og fred mellem mennesker, der betød noget. Det var det, der skulle leveres videre, selv om det var i form af historier om troens magt. Men han var vel ikke selv det bedste eksempel.
og fødte himlens kongesøn.
Han havde ikke sovet ret meget den nat. Han havde ligget og stirret op i loftet længe, fordi mareridtet stadig sad i kroppen på ham. Hun havde ligget med ryggen til i den anden side af sengen, og han havde svagt kunnet ane hendes hofter og skuldre og en lys tot hår over dynekanten, fordi hans øjne havde vænnet sig til mørket. Nogen nætter lå de helt tæt, men det blev let for varmt. Hun havde nok heller ikke været helt glad for ham altid, indrømmede Carsten for sig selv.
Halleluja, halleluja!

3
Han lagdes i et krybberum,
De havde altid haft penge nok, og han havde selv syntes, at det var hans fortjeneste. Hun var børnelæge, så hun havde selvfølgelig en hel del at sige. Men han havde ikke rigtig set det på den måde, for hun havde også haft tid til andet. Hun havde fulgt børnene til skole og børnehave hver evig eneste dag. Hun havde været med i forældrerådet på skolen og arrangeret fester og juletamtam, som skulle ryste børn og forældre sammen. Han havde aldrig været med til en eneste af hendes fester. Hun lavede mad hver eneste dag, og han havde været så blind for alle de timer, hun havde brugt på at holde familien samlet.
krybberum..
Sang de. Sammenhængen i rummet var på en måde skjult og slående på samme tid, syntes Carsten pludselig. De var her jo alle sammen for at fejre højtiden. Nogen af dem, der sad bænket omkring ham havde nok travlt og var let stressede, mens andre var sunket helt hen i den fredfyldende sang. Hans kone så op, og så gled hendes blik tilbage over teksten i den lille folder, de havde fået udleveret. Han havde siddet en hel del foran den bærbare. Talt i telefon og ikke rost hendes mad, når hun serverede den. Han havde ikke bemærket, når hun fik ny kjole og ikke taget skoene af, når hun lige havde vasket gulv. Mon hun var meget sur på ham?
Guds engle sang med fryd derom.
Kunne hun overhovedet være sur i julen. Han vidste af egne erfaringer, at det kunne man sagtens, men var hun i stand til det?
Halleluja, halleluja!

4
Og østens vise ofred der,
Carstens lave dybe stemme faldt overraskende godt sammen med de andres sang og orglets spil. Han lukkede øjnene let og nynnede bare sagte med.
ofred der,
Han havde haft meget travlt i året, der var gået. Når han endelig havde haft fri, så havde han ikke fløjet med drager med sin søn. Han havde ikke hjulpet sin datter med den matematik, der gik hende så frygteligt på. Hvert år, når de havde fødselsdag, blev han faktisk overrasket over, at de voksede så hurtigt. I det lange løb var det som om, han slet ikke nåede at møde dem i nuet.
Guld, røgelse og myrra skær.
Skyldfølelsen kom i bølger. Så prøvede han at nå dem. At finde al den tid, han havde spildt og bruge den med dem. Men det var altid forkert. Carsten kunne ikke længere nå dem syntes han, og måske havde han inderst inde ret. Når de blev endnu ældre, end de allerede var, så ville de kun huske ham som en flygtig mand, der ikke havde haft tid til dem. Det var han i hvert fald selv sikker på. Han havde virkelig prøvet at rette op på det nogen gange. Men det endte altid med, at han gled tilbage i sin egen vante bane.
Halleluja, halleluja!

5
Forvunden er nu al vor nød,
Carsten mumlede med på verset med en vis ironi. Finanskrisen optog meget af firmaets tid. Nøden i Afrika og de danske soldaters indblanding i Afghanistan bekymrede ham personligt. Ikke fordi han ikke kunne lide, at hans land var med til at skabe fred. Han ville bare ikke selv bryde sig om, at nogen andre forsøgte at rette op på Danmarks problemer, hvis der nu nogensinde blev sådan nogen. Det håbede han for guds skyld ikke. Han kastede et lille blik op på alteret. Nadveren var overstået, og der stod kun et enkelt af de små glas tilbage foran billedet af Jesus, der holder om apostlen Peter, mens de går på vandet. Det var blevet forladt, fordi præsten ikke havde bemærket dets ensomhed. Carsten spekulerede et øjeblik på, om han havde fået følelser for et lille sølvbæger.
al vor nød,
Terrorangrebet i Indien havde sådan set også været noget af en øjenåbner. Carsten havde fået forbud mod at rejse til Indien ligesom de andre medarbejdere, og forbuddet var endnu ikke ophævet. Han kunne egentlig heller ikke se, hvad han skulle i Indien, men alt kunne vel ske.
os er i dag en frelser fød.
For der var ikke blevet ro i Israel, da Jesus blev født. Kong Herodes havde ladet alle nyfødte drengebørn dræbe. Præsten havde læst op af juleevangeliet, som alle kendte så godt. Og det skete i de dage…
Halleluja, halleluja!

6
Guds kære børn vi blev påny,
En lille pige ved siden af Carsten svingede rastløst med benene, mens hun kiggede op i loftet. Hun nynnede kun halvhjertet med og så ud til at kede sig, men alligevel kunne Carsten godt forstå, hvorfor menneskene var Guds kære børn. Han kunne bare ikke forstå, at de var holdt op med at være det. Han ønskede igen, at han kunne sige, alt hvad han tænkte til sine egne børn, men tiden var gået. Hans datter sad på rækken bag ham. Hun så ikke ud til synge ret meget med. Hun sad og bed tænksomt i en negl, mens hun studerede det lille sanghæftes forside.
blev påny,
Hun fik et par bukser, hun ønskede sig. Den havde været uforskammet dyr, havde Carsten ment. Men hun havde skrevet den øverst på sin ønskeseddel, og familien havde råd til luksus. Det havde han næsten messet til sig selv, da han stod i den alt for fyldte butik sammen med sin kone. Den høje popmusik, som han ellers syntes ganske godt om, gav ham en klaustrofobisk trykken imod brystet og halsen. Han burde ikke have sagt ja, men det havde været i et anfald af mindre vanvid. Eller også var det bare skyldfølelse, der havde trukket ham ud på dybt vand.
skal holde jul i himmelby.
Himmelby, tænkte Carsten og pillede lidt ved sine pæne negle. Mon det kun var det himmelske sted, eller mon det var livet, den kære Grundtvig havde tænkt på.
Halleluja, halleluja!

7
På stjernetæpper lyseblå,
Carsten løftede hovedet en smule og kiggede op i loftets buer, der tonede ud højt oppe. Det var som om sangen var levende og fulgte væggene, mens den steg opad og blev mere og smukkere.
lyseblå,
Der havde ikke været nogen rigtige snefald endnu, men det var også lidt problematisk med den globale opvarmning og alt det. Det bekymrede Carsten en smule, men slet ikke nok, mente hans kone. Hun var meget aktiv og fulgte med i, om isbjørnene druknede på nordpolen, eller hvad det nu var. Det var også noget, der kunne give Carsten dårlig samvittighed. At jorden ikke havde godt af, at han gik på den. Men det var vel den samme sang som børnene. Han glemte alt for hurtigt og det betød ikke så meget i hans hverdag. Det irriterede ham grueligt, at hans kone skruede de forfærdelige elsparepærer i lamperne. Det frygtelige søvnige lys, de altid startede op med, gav Carsten myrekryb, og han sørgede for altid at have et større lager af de rigtige gode gammeldags pærer. Faktisk stod han altid klar med en af de rigtige pærer, når hans kone skulle til at finde sine miljøvenlige øjenødelæggere frem.
skal glade vi til kirke gå.
Carsten kastede et blik op mod den nærmeste høje lysestage. Han kunne næsten se kirkens strålende glans, som om han stod udenfor. Han forestillede sig, hvordan vinduernes firkantede ruder blev kastet ud i en mørk nat som flakkende livgivende lys.
Halleluja, halleluja!

8
Guds engle der os lære brat,
Carsten åbnede og lukkede hænderne, der hvilede på hans lår. Han vendte dem om og så på linjerne i sine håndflader. Det var jo ikke fordi han var helt vildt troende, at han gik i kirke, sagde han til sig selv. Han syntes nok nærmere, at det var en hyggelig tradition, besluttede han og gned sine halvkolde fingre mod hinanden. Hans frakke knitrede let om ham, da han flyttede lidt på fødderne.
lære brat,
Stein Bagger var blevet fløjet tilbage til Danmark engang i den sidste uge. Bernsteins pyramidespil var blevet knust af den vaklende tvivl, som finanskrisen spredte. Pengene var bare væk. Carsten, der var i finansvæsnet forstod det, men han vidste godt, at hans søn ikke anede, hvordan det hang sammen. Måske skulle han prøve at forklare det. Mens Carsten mumlede med på verset, spurgte han sig selv, om Kraniet fra Katyn var en god gave til hans dreng.
at synge, som de sang i nat.
Han havde takket nej til at komme i kirken med resten af familien, fordi han lige skulle cykle ud til sin kæreste med hendes gave. Carsten vidste ikke rigtig om han kunne lide pigen, der virkede som en ret naiv dulle. Men nu var det drengens liv og ikke hans. Det nye orgel nynnede med på melodien og udgjorde, sammen med en ældre, ret bred mand foran Carstens kone, den dybe bas, der rungede svagt for Carstens ører som undertone til den lyse sang.
Halleluja, halleluja!

9
Da vorde engle vi som de,
Carsten stirrede frem for sig. Måske var verden ved at køre lidt af sporet. Grådighedens årtier var overstået sagde de, men det passede jo ikke helt. Der skulle nok være noget. Hvordan var det overhovedet kommet så vidt? Ballon, der var bristet. Nogen burde havde stoppet det. Men det var blevet ved. Ingen havde set det. Eller det havde de. Det havde bare ikke gjort noget. Sådan var det jo med mange ting. Men han havde heller ikke gjort noget, selv om han ganske godt vidste, at højt at flyve er langt at falde. Et øjeblik spurgte Carsten sig selv, om alle havde det ligesom ham.
vi som de,
Nej Carsten havde ikke selv sagt eller gjort noget til mange ting. Men det var jo ting, som så mange andre også havde set. Ingen havde gjort noget. Måske var det i virkeligheden sådan det var, mumlede han uhørligt til sig selv. Hvis man bare lader stå til, så er det ikke til at sige, hvad der sker. Verden skal nok gå videre uden at høre på ens meninger.
Guds milde ansigt skal vi se.
Ja det ville Carsten gerne. Så kunne han stille spørgsmål ved noget af det, der undrede ham. Jesus stirrede lettere bebrejdende på ham nu, syntes Carsten, der vred sig en smule ubehageligt til mode på sin plads. Kirkens milde lys var jo ikke et sted at søge læ for alle sine egne kritiske tanker.
Halleluja, halleluja!

10
Ham være pris til evig tid,
Det ville folk ikke sige om Carsten. Han var jo bare et menneske, og han havde ladet stå til. Måske hadede hans kone ham. Hun bad ham i hvert fald aldrig mere om noget. Det var hende selv, der tog ansvar. Hun bad ikke om den omsorg og den opmærksom, han så gerne ville give hende. Måske var det derfor han aldrig gjorde alvor af sine private løfter om at glæde sin familie.
evig tid,
Det ville blive ved i evig tid. Ting, der ikke blev standset, ville fortsætte som skruen uden ende. Carsten kunne jo se sit eget liv. Om lidt skulle de hjem og fejre jul med svigerforældrene. Han havde ikke snakket med dem siden sidste jul, og der opstod altid den frygtelige pinlige tavshed, når svigerfar drak for meget og blev halvpløret.
for frelser bold og broder blid!
Nej Carsten var hverken modig eller særlig tålmodig med andre mennesker. Han holdt på sine egne borgerlige principper, og verden ragede ham faktisk ikke synderligt, hvis han selv skulle sige det.
Halleluja, halleluja!
Det måtte han indrømme overfor sig selv, da han nynnede de sidste toner af julesangen.

11
Så kom der liv i menneskemængderne. Carsten rejste sig og trak sin frakke om sig. Halstørklæde og handsker. Nylon knitrede mod nylon, da folk trængtes for at komme op og ud mellem bænkerækkerne. Han lod sig trække med af sin kone. Ned mod døren, hvor præsten stod smilende og trykkede hænder. Hun lyste op i et bredt smil, da hun så Carsten og konen. Carsten var væk i sine egne tanker, da han ønskede hende glædelig jul. Måske skulle han forsøge at ændre sig? Forsøge at blive en anden og bedre mand. Standse den onde cirkel og tage del i den globaliserede verden. Men kunne han det? Han tvivlede. Naturligvis kunne han ikke. Han havde jo prøvet før. Lovet sig selv ting. Så hvorfor skulle denne gang blive anderledes. Men han ønskede jo at forandre verden. Og sig selv. Og han burde starte et sted. Selvfølgelig skulle han gøre forsøget. Han trykkede igen præsten i hånden og roste hendes prædiken, før han fulgte med familien ud af den store dør. Han låste bilen op. Hans tanker var et helt andet sted, da han satte sig ind bag rattet. Ja han ville ændre sig. Det skulle blive den bedste jul nogensinde. Han trak i håndbremsen, trådte på koblingen og satte bilen i gear. Den blå Peugeot forlod parkeringspladsen, og Carsten skruede op for radioavisen for at slippe for at snakke. Der blev stille i bilen. Kun speakerens let skrattende stemme hørtes. Carsten ville huskes, sagde han til sig selv. Hans børn skulle ikke kun omtale ham som et spøgelse, der aldrig havde været til stede. Han ville bruge julen til at vise, at han elskede dem. At de var mere værd end arbejdet og telefonmøderne. Han blev så opstemt af tanken, at han slet ikke så lastbilen, før det var for sent. Datterens skrig fik ham til at se op og ind i døden. Den snuskede køler. En Elvisfigur i vinduet. Et bilhorn tudede, men det var ikke hornet i den blå Peugeot.

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1820
Melodi: A. P. Berggreen, 1849