Jeg sad i bussen på vej ind til byen. Det var varmt, svedigt og klamt at sidde i den stopfyldte bus. Ved siden af mig sad en ældre herre. Han sad på kanten af sit sæde, så langt væk fra mig som det smalle sæde kunne tillade.
Man kunne tydeligt se at vi ikke kendte hinanden. Hans kropsholdning viste tydeligt at han ikke ville have noget med mig at gøre. Han var stiv og sad helt ret op og ned.
Han hev sig med mellemrum i skæget og kløede sig bag øret. Han virkede nervøs som han sad der. Hans lædertaske, som han havde på skødet, så ud til at være mindst ligeså fyldt som bussen. Han holdt med et fast greb om den slidte hank. Selv havde jeg ikke nogen taske med. Min pung lå, stop fuld som alt andet i min nærhed, i min lomme. Jeg havde omkring syvtusinde kroner på mig. Et overbeløb af penge, hvis du spørger mig. Men jeg havde brug for dem, til en ny computer, en Mac.

Da jeg steg af bussen, steg jeg lige ud i en flok pop drenge og piger. En af pigerne så stift på mig. Hun stod hånd i hånd med en dreng. De var begge smurt ind i makeup. Drengens hår var sat op med voks. Der var så meget at det lignede han ikke havde vasket hår i flere dage.
Da jeg havde mast mig forbi dem, gik jeg hen af gaden. Der var stop fyldt. Det virkede lidt som om, at alle havde besluttet at tage i byen den dag. Alle omkring mig havde travlt. Folk styrtede rundt, som myrer i en myretue. Jeg snoede mig vej gennem denne mylder. Ud og ind mellem de travle myrer. Lige hen til iMac butikken. Jeg gik ind af de dobbelte glasdøre. Der var stort set ingen i butikken, kun mig og manden bag disken.
”Kan jeg hjælpe?” spurgte han, da han så mig. ”Ja, jeg skal se på en computer. En bærbar.”
Manden førte mig hen til de bærbare. Der stod 8 på et bord. Uden at tænke videre over det, købte jeg en af dem.

Ud på gaden igen. Alle stod stille. Jeg så tilbage, ind i butikken. Manden bag disken stod ubevægelig, som en statue og så på et stykke papir. Hans hænder var som sømmet fast til bordet. Han åndede ikke, det var tydeligt.
Folk på gaden var også fastfrosset. Jeg gik ned gennem hovedgaden. Der stod tre drenge og spillede bold, eller det havde de gjort. Nu stod de stille, bolden hang i luften, som hang den i en snor fra himlen.
En stærk lugt ramte mine næsebor. Lavtryk. Der var tordenvejr på vej. Jeg så op. Mørke skyer trak sig sammen over byens høje huse. De væltede frem som bølger der stormede frem mod bredden. Jeg kunne mærke angsten brede sig i hele min krop.
En kold vind blæste mig hårdt i nakken. Den stak som knive mod min bare nakke. Smerten var næsten ulidelig. Jeg bed det i mig.
Pludselig kunne jeg se en stærk forandring. Alle træerne var ved at gå ud. Bladene blev brune og faldt af. Når de ramte jorden gik de i tusinde stykker. Som glas, splintredes de på de kolde sten, der udgjorde vejen hvor busserne kørte.
I det jeg så op mod himlen, brød et uvejr løs. Regnen hamrede ned på de kolde sten og de knuste blade. Lyn og torden hærgede hele den mørke himmel. Lys blændede, lyd gjorde døv.
Jeg ville gå i læ for stormen i en butik, men alle døre var lukkede. Ingen halvtage var rullet ud. Ingen steder at søge ly.
Med et begyndte der at falde hagl. Store, runde. De smadrede alt de ramte. De ramte folk på gaden. De mennesker der blev ramt, gik i stykker. Jeg blev ramt flere gange. Blod flød ned af mine arme, min pande og mine ben.
Haglene stoppede med at falde. De smelte på den iskolde jord, som var den så varm som solen selv. Gaderne var oversvømmede.
Der var blevet tyndet ud i menneskerne på gågaden. Jeg gik i den tunge regn, rundt og så mig om. I det jeg gik rundt om et hjørne, så jeg den pige, jeg også havde set da jeg steg ud af bussen. Hun stod med sin hånd som om hun holdt om noget. Men der var intet. Det slog mg at hun havde sået hånd i hånd med en dreng, da jeg så hende sidst. Han var sikkert gået i stykker.
I det jeg var gået omkring ti meter væk, kom der en høj skinger lyd fra himlen. Et højt, gennemtrængende skrig. Jeg faldt til jorden. Holdt mig for ørene. Skreg.
Jeg ved ikke hvor længe jeg lå der. En time, måske to?

En mand kom hen og tog fat i min arm, hev mig op.
”Knægt? Er du okay?” Jeg så på ham. Hvad skete der?
”Hvor er skyerne? Hvad skete der med regnen?” Jeg begyndte at råbe, ”Hvad skete der?!”
Manden så overrasket på mig. ”Skøre skid!” sukkede han og gik.
Der stod jeg tilbage, forladt. Jeg rystede på hoved. Jeg måtte være blevet skør.
Hvad skulle det ellers være? Jeg ville hjem. Jeg satte ned mod busstoppestedet. Der var ikke ret mange mennesker. Jeg steg omborg på bussen. Der sad omkring ti mennesker. Jeg satte mig alene ved at vindue. Bussen kørte.

Hjemme satte jeg min computer lige inden for døren, gik ind i stuen, satte mig. Tænde tv’et. Nyhederne rullede over skærmen. Intet om stormen. Vejrudsigten: ”I dag har været en af årets hidtil mest solrige…”
Jeg fik en underlig kvalme. Jeg måtte kaste op. Jeg sad i flere timer med hoved og kummen. Der kom intet.
Jeg gik tilbage til gangen, hvor jeg havde efterladt min computer. Jeg tog den ind på mit arbejdsværelse. Satte den op. Jeg tændte den. I det samme kom der en tekst op på skærmen. Med stor, rød skrift stod der: ”Enden er nær!”
Jeg lukkede den hurtigt sammen. Var dette en del af den storm jeg havde været med i? Hvis det var, hvad blev så det næste? Det ville tiden vise…

En spændende og overraskende tekst, selvom jeg ikke helt har forstået det hele ved at læse den igennem én gang.
Du bruger ordet "stopfyldt" tre gange i forskellige sammenhænge. Dér kunne du måske godt bruge nogle forskellige ord.
Jeg vil gerne høre mere

Gjorde jeg? Ej, ups! xD
Jeg plejer ellers at få at vide, at jeg har et stort ordforråd.
Jeg har bare ikke lige selv fulgt med så.

God historie. Lige i starten troede jeg ikke rigtig historien handlede om noget - men den bliver virkelig god til slut. Måske skal du alligevel tænke lidt over din pointe med historien - finder hovedpersonen det ikke mærkeligt at alt omkring ham stopper? Så tørster jeg virkelig efter at få et lidt mere begrundet svar over hvorfor han oplevede denne storm når ingen andre gjorde? Og til sidst: hvad skete der med den computer han købte? Var det også bare en hallucination? Ellers kan jeg faktisk rigtig godt lide din afstand til personen, vi ved ikke hvad han tænker eller hvorfor han reagere som han gør; det virker rigtig godt.
Men prøv at læse den højt, skriv den om, læs den højt, skriv den om, hele tiden. Den er rigtig god, men måske skal du bare lige finpudse et par detaljer. Keep up the good work!

Tark! ;D
For de gode råd og det hele!

Jeg tror (for jeg ved det ikke) at det hele bare er noget der sker inde i hans hoved.
Jeg kan godt lide at slutte mine historier åbne, men tit bliver de MEGET åbne.

Manner jeg fik kuldegysninger af at læse historien...
Virkelig god handling ;)

Tark ;D