Emne: du må ikke snakke med fremmede - novelle

Har du tid/lyst til at læse denne og kommentere?

Hun tænker. Hun befinder sig på biblioteket, hvor hun sidder og læser i en avis. Hun sidder dér tit. Om hun i virkeligheden læser avisen, er der ingen, som ved. En gang i mellem kigger hun op over kanten af sine lysebrune briller. Så iagttager hun manden, som sidder og læser i hans avis, hvor han plejer. Altid med to borde i mellem dem.
Han er ikke ret høj, tætbygget, har måne og bruger briller.
Selv hedder hun Ellen, er 162cm høj og omkring 69 år gammel. Ellens hår er en blanding mel-lem hvid og lys grå.
Hun kigger op fra avisen, op over brillernes kant, mens hun lader tankerne flyve tilbage i ti-den.

Ellen var 4 år. Hun legede i baggården, sammen med nogle af de andre børn fra opgangen. På vasketøjssnorene hang der rent vasketøj, men det var også det eneste, som var rent. Ellen og de andre børn legede dåse, den dag. Da det var Ellens tur til at være den, kom der pludselig en mand ind i baggården, som hverken Ellen eller nogle af de andre kendte. Alle de andre børn skyndte sig væk, og det gjorde Ellen også. Men Ellen faldt, og da hun rejste sig op med et knæ, der farvede hendes ellers hvide, hud rød, stod manden lige ved siden af hende. Han rakte en hånd ud til hen-de, som for at sige goddag, og Ellen tog imod hånden. Da han åndede ud lige foran hende, kunne hun lugte at han lige havde røget en smøg.

Så er der en, som kommer forbi Ellen med slæbende trin. Han skramler med stolen overfor, for at sætte sig ned. Lydene afbryder Ellens tankestrøm brat.
Foran hende sidder nu en ung mand med et knaldgult bilmagasin. Manden har høretelefoner i ørerne og Ellen kan høre stumper af noget, som hun synes er, rædsomt musik.
Pludselig kan Ellen genkende den duft, som hænger ved den unge mand. Duften, der er sur, får Ellen til at tænke på, hvad der videre skete, da hun kom op til sin mor.

”Aftensmad,” kunne Ellen høre hendes mor råbe. ”Vi ses, alle sammen,” sagde Ellen inden hun smuttede forbi de andre og løb op i opgangen. Da hun kom ind i lejligheden, stod hendes mor ved gryderne, og bad hende om at dække bord. Det gjorde Ellen altid gerne, men i dag da hun prik-kede hendes mor, for at får rakt tallerkenerne, standsede moren hende. ”Hvordan er det dog du lugter? Det er jo næsten som om, du har været andre steder end i baggården! Måske har du end-da snakket med nogen, som jeg ikke vil have du snakker med? Du må forstå, at man ikke skal snakke med alle man møder, selvom man er udstyret med et godt snakketøj,” sagde moren i et rasende tempo, mens hun holdt godt fast om datterens arm. ”Må man ikke snakke med alle man møder?” spurgte Ellen forundret. Det fik Ellens mor, Karen, til at stramme grebet om Ellens arm. ”Måske har jeg ikke fortalt dette her til dig før, men det er altså meget vigtigt, at du hører efter nu og lover, at du aldrig vil snakke med fremmede.” Karen holdt en kunstpause, som hun sikkert havde øvet sig længe på. Hun fortsatte: ”Da jeg var barn, legede jeg med en pige, som boede over-for. Hun snakkede rigtig meget. En dag, da vi havde været ude og sjippe, kom der en mand hen til os. Han sagde, at han havde hørt os snakke sammen. Det kunne vi jo ikke se noget galt i, så vi snakkede med manden, som havde han været én, vi kendte. Men det var han jo ikke.” Nu skiftede morens ansigtsudtryk. I stedet for at være strengt, blev det bedrøvet. ”Efter lidt tid spurgte man-den min veninde, om hun ville vise ham ned til stationen. Min veninde trak på skulderen og sag-de, at det kunne hun da godt. Hun gik med ham, og jeg så hverken hende eller ham igen.” Morens ansigtsudtryk skiftede tilbage til det strenge ansigtsudtryk, som Ellen kendte bedst. ”Kan du nu forstå, at du ikke må tale med fremmede? Lov mig, at du ikke…”

Ellens tanker bliver afbrudt, da der pludselig lyder noget højt musik. To piger, med et tykt lag sminke, kommer gående forbi. Ellen læner sig langsomt tilbage i den bløde, blå biblioteksstol. Ud gennem sine brilleglas kan hun se manden med månen. Hun overvejer, om hun skal gå hen og snakke med ham, men hun beslutter sig for, at hun jo har lovet sin mor ikke at tale med fremmede. Et sidste blik på manden, inden hun kigger ned i avisen igen, afslører, at han min-der lidt om den klasselærer hun havde, da hun startede i skole. I avisen fanger en titel hendes blik. ”Skolen skal niveauinddeles.” Det filosoferer hun lidt over, og da hun kigger op fra avisen igen, befinder hun sig på sin første skoledag.

Solen skinnede for første gang i mange dage. Det var august, og Ellen var på vej i skole sammen med sin mor. På fortovet gik der også andre mødre med deres børn i hånden. Alle børn var meget spændte på at se deres nye klassekammerater. Man startede jo ikke i skole hver dag. Karen og Ellen nåede frem til skolen, lige da det ringede, og de gik hen til det klasseværelse, hvor Ellen skulle have klasse. Lidt før de nåede klassen standsede Karen og bøjede sig ned til Ellen. ”Kan du huske, hvad jeg sagde om, at du ikke må tale med fremmede?” spurgte hun. Ellen nikkede. ”Godt så. Du bliver nødt til at gå ind og snakke med nogle af dine klassekammerater. Ellers lærer du dem jo ikke at kende,” fortsatte Karen. ”Det er kun dem, som er ældre end dig selv, du ikke skal snakke med. Dem på din egen alder er jo ikke farlige…”

Det får Ellen til at tænke på, om hun alligevel skal gå over til manden og snakke med ham. De er jo begge to lidt ensomme, og hvad har hun at miste ved det? Hun lovede jo også sin mor, at hun ville snakke med jævnaldrene mennesker. Ellen ved ikke, hvad det er, som holder hende tilbage. Er det de mange forkerte valg, hun har lavet, som hun er bange for, vil overmande hende i denne situation? Eller er det, fordi hun er bange for det ukendte? Det er som om det sidste af sætningen ”det ukendte” runger i hendes hoved, og hun bliver trukket tilbage til den-gang, hvor hun trådte ind i klassen for første gang.

På vej ind ad døren mødte Ellen en papirsflyver. Der var nogen, som allerede havde fundet sig godt tilrette. De havde i hvert fald ikke taget deres mor med. Der var 2 pladser tilbage i klassen. Den ene forrest til højre, den anden var i midten til venstre. Ellen gik hen mod pladsen forrest til højre, men en dreng overhalede hende, og satte sig der. Så skiftede hun kurs mod den anden plads og satte sig i stedet der. Det var et to-mandsbord og ved siden af Ellen, sad der en meget nervøs pige med fletninger. Okay, jeg prøver at sige ”hej”, tænkte Ellen. Ellen vendte sig om mod pigen, tog en dyb indånding, og rakte hånden frem: ”Hej, jeg hedder Ellen. Hvad hedder du?” Pi-gen løftede sit hoved, det fik fletningerne til at svinge, og smilte et bredt smil. ”Jeg hedder Sarah.”

Ellen kigger over brillernes kant, og hun ser lige ind i et par nysgerrige øjne. Forlegent sænker hun hurtigt blikket, men forbindelsen har betydet, at hun beslutter sig for at gå over og snakke med ham, inden hun tager hjem. Tøvende, men bestemt, rejser hun sig op, og går hen til man-dens bord. Pludselig føler hun sig ung igen.

Ellen var 16 år. Hun var til halbal, sammen med en masse gode veninder. De startede tidligt op hjemme ved Marie, en lyshåret flirt, og klokken 10 var de godt i gang ved halballet. De fleste af pigerne havde været ude at danse en eller flere gange, men ikke Ellen. Hun tænkte stadig på, at hun ikke måtte tale med fremmede. Pludselig så hun en sød dreng. Ellen følte det som om, hendes hjerte sprang et slag over. Han kom hen til hende, og spurgte om de skulle danse. Ellen sagde ja, selvom hun var nervøs for, hvad hendes mor ville sige til det. De havde danset stort set hele nat-ten. Det var første gang, at Ellen ikke havde gjort det, som hendes mor havde sagt hun skulle. Naturligvis var det derfor også den første gang, hun ikke havde fortrudt det. Hun havde nydt det i fulde drag.

Han ser overrasket op på hende, hvorefter han peger på stolen overfor. Ellen nikker, takker og sætter sig ned. Da hun sidder ned, spørger hun om hans navn. ”Kim,” svarer han. Ellen rækker hånden over mod ham, smiler og siger: ”Mit navn er Ellen.”

Da mørket falder på, sidder de stadig og snakker.


Nogle er er lige blevet delt, men det skal du ikke tænke på..(:

Sød historie! Måske skulle du forklare lidt mere hvad det er der holder Ellen tilbage for at snakke med Kim. Altså, hvorfor tager hun sin mors ord så helligt? Hvorfor tænker hun ikke bare: ej, det må jeg da godt det her. Hvad er det der holder hende tilbage? Forklar en lidt stærkere kraft, ellers virker det for uvirkeligt. Ellers rigtig fin historie. Keep up the good work!

... Jeg kan godt forstå, hvad du mener.. Det vil jeg prøve at tænke over til en anden gang..
Og ellers - Tak..(: