Emne: Nattehimlen (digt)

Fandt dette digt i arkiverne, som jeg skrev, da jeg var alene hjemme og lige havde gået en tur udenfor og følt mig så lille og ubetydelig i hele den store verden. (Digtet siger vist det mest)


Det irriterer mig virkelig, at digtet ikke vil blive stillet op, som det stod i word, nu står det helt lige :-(



Nattehimlen
Skrevet af Laura M. natten mellem 10. og 11. maj 2008


Nattehimlen.
Så smuk – så dejlig
Intet slår den friske luft og synet af den stjerneklare himmel.
Alt er så fantastisk
Når man går der
Helt alene
Når man går der
Under den mørke nattehimmel
Da opdager man at man kun er en brik
En lille brik i Guds puslespil
Under nattehimlen.
En gang imellem kommer et vindpust.
Et dejligt vindpust
- Ikke for koldt – ikke for varmt.
Et skønt vindpust
Et vindpust man kun oplever
Under nattehimlen.
Fra et fjernt sted sniger lyden sig ind
Ind igennem det ene øre og ud af det andet
Lyden af bylivet
Det er en rar følelse
At gå der
Under nattehimlen
At glemme alt
Bare være til
Den følelse glemmer man aldrig
At gå der under nattehimlen.
Og ikke tænke nogen tanker.
Bare gå rundt som i en drømmeverden
Bare gå rundt der
Og glædes fordi man er til.

det er rigtig godt

Mange tak Sakura ^__^