Den sorte fugl

Jeg står under taget af dybgrønne grene
Og venter på fuglen med de store vinger.
Den kommer til mig når jeg venter i mørket
Og hvisker i mit øre om sorger og synder
Jeg kigger på fuglen med had i mine øjne
Men fuglen den griner og gir mig det blik
Der gør at jeg ryster, jeg fryser jeg svinder
Går videre gennem mit liv af løgne
Med ryggen mod fuglen
Gennem skoven mod søen
De stirrende øjne
De borrer i min ryg
Baskene vinger og det hæse skrig
Følges af skyggen, af den sorte.

Og fuglen den skriger, men videre jeg går
Tænker på drengen derhjemme, i går
I dag er han borte for livet er svagt
Men fuglen den er her dag efter dag
Og når mørket det falder endnu en gang,
Så er det uden,
kvidder og sang,
For fuglen er kommet,
endnu engang.

Den blikker på byttet, som stille der går
På klippen ved søen, indbidt han står
Han kigger på fuglen med de sorte vinger
Folder armene ud, hopper, og forsvinder.

Jeg kan godt lide digtet, selv om jeg ikke helt forstår det hele. Men har på en eller anden måde alligevel fået en kærlighed til det. xD Hmm.... Måske ikke prøve at gøre det så indviklet i det du skriver. Men ellers godt? :p

Synes det er synd at du skrifter stil, først er det et løst digt og så rimer du! Brød jeg mig ikke så meget om. Men kan godt lide den lille historie selv om jeg sikkert ikke har forstået den som dig. Dejligt uhyggeligt :D

Jeg syntes det var helt vildt godt!! Lad vær med at lave om på det!xD