Jeg er ikke sikker på, om det var en salme, vi læste, men i kristendom læste vi i hvert fald noget med en mand, som delte arven mellem sine to sønner, den yngste bror rejser langt væk og bruger alle sine penge. Til sidst rejser han hjem og beder om forladelse, hans far holder en stor fest for ham, fordi han er kommet til fornuft og kommet hjem igen. Men den ældste bror bliver misundelig, han har arbejdet for sin far hele tiden og altid adlydt ham, og hans far har aldrig givet ham en fest ... Så fik vi syv minutter til at skrive en slutning til teksten om, hvad vi troede, den ældste bror ville gøre.
Jeg er ikke kristen eller noget, men jeg bryder mig bare ret godt om det, jeg fik skrevet:
Den ældste søn åbnede døren til laden hvor festen fandt sted. Duften af stegende kød og larmen fra gæsterne mødte ham med et slag. Midt i mægden af de festende mennesker, fik han øje på sin broder. Han havde ændret sig meget, den ældste søn kunne knapt nok genkende sin lillebroder. Han så ikke ud til at nyde festen, som var for hans skyld.
Den ældste gik hen til sin broder og sagde: ”Jeg kan se, du har ændret dig, og jeg tilgiver dig. Lad os feste sammen.”

Søg





























LinkBack URL
About LinkBacks
Besvar med citat

Bogmærker