Hey!
Jeg vil også prøve at smide min terminsprøve-stil herind, som jeg skrev i 2008, da jeg var en bette tøs på 16, der gik i 9. klasse.;)

Håber, I vil nyde læsningen og smide respons, hvis I lyster.

Forladt

Martin sad alene inde på sit mørke værelse og stirrede tomt ud i luften. Månen skinnede ind og oplyste det rodede skrivebord med papirerne, blyanterne og tegnetrekanterne liggende spredt rundt om en Samsung-fladskærm. Klædeskabet stod åbent og afslørede hans nye jakkesæt, som det var meningen, at han skulle have på til sin konfirmation. Nu var Martin ikke længere så sikker på, om han ville konfirmeres eller ej. Fandtes Gud, måtte han have grebet ind og forhindret det mest forfærdelige i at ske. Man sagde, at Gud var god, men nu mente Martin, at Gud havde haft mere blod på hænderne end Djævelen selv. I verdenen omkring ham var der krig, millioner af mennesker led hungersnød og sygdom spredtes overalt. Hvis Gud var så god; hvorfor gjorde han så ikke noget ved det? Disse tanker hvirvlede alle gennem Martins hoved i en stor pærevælling. Tydeligst af alt følte han skyld. Hans lillesøster ... Hans irriterende lillesøster ... Til sidst blev det hele for meget for Martin. Han kunne ikke bære det længere. Udmattet lod han sig falde bagover på sengen, så han nu stirrede op i loftet.
Hans lillesøster, Sara, på fire grinede op til ham, mens de fulgtes ned til stranden. På stranden ventede moster Trine sammen med hendes ulidelige mand Finn. Martin kunne ikke fordrage Finn, fordi han hele tiden skulle slå ned på, at han, Martin, var mindreårig og ikke kunne klare sig selv. Martin var 15 år gammel og gik i 8. klasse. Han fik fine karakterer i skolen og havde et godt forehold til både sine lærere og klassekammerater. Han havde aldrig haft problemer i skolen og var kort sagt en høflig og kløgtig ung fyr. Nu ville han vise Finn, at han sagtens kune passe på både sig selv og sin irriterende lillesøster, Sara. ”Lege, Martin?” Martin så ned på sin lillesøster, mens de passerede en cyklist, der drejede hovedet for at se efter dem. ”Ja, når vi kommer hen til moster Trine,” svarede Martin med et lille smil. Sara jublede og dansede videre, mens hun forgæves prøvede at trække Martin med sig.
På stranden ventede moster Trine iført en kort, hvid nederdel og en sort top. Finn havde trukket en rød Polo-t-shirt over hovedet. Han havde badebukser på. ”Hej Martin!” råbte moster Trine glad. Finn vinkede henrykt ved synet af dem. Martin lagde sit ansigt i udtryksløse foldere; han var sikker på, at han ikke kunne narre nogen med et falskt smil og derved skjule sin åbenlyse irritation over Finns tilstedeværelse. Sara sprang ind i Finns åbne favn, mens Martin og moster Trine udvekslede håndtryk og kindkys. ”Nåh, hvordan går det så? Hvordan har din mor det?” Martin fik lyst til at putte sig ind til sin moster, som dengang han var lille. Han længtes pludselig efter at blive holdt om og aget på ryggen. Folk havde ganske rigtigt beskrevet ham som en veltalende og god dreng, men de vidste selvfølgelig heller ingenting om, hvordan tingene stod til derhjemme, for det havde han jo ikke fortalt. Hvorfor skulle han det, når alting gik så godt uden for hjemmet? Hvorfor skulle han fortælle folk, at hans mor spiste piller for at holde humøret oppe, og at hans far knoklede dag ud og dag ind for at holde økonomien på plads? ”Som hun plejer,” svarede Martin mut. Sara blev kastet op i luften af Finn. Hun hylede henrykt. Det var endnu en af de ting, Martin simpelthen ikke kunne holde ud ved Finn. Han holdt tilsyneladende meget af Sara, men havde kun foragt tilovers for ham.
Martin vendte sig om på maven og begravede ansigtet i puden, mens erindringer fra dagen fortsat gled igennem hans hoved og udspillede sig for hans blik som filmklip. Han følte hadet boble i brystet. Finn! Det var hans skyld, ikke Martins. Det var, som om et åg blev løftet fra Martins skuldre, så snart han skød skylden på Finn. Han vendte sig igen på ryggen og fortsatte sin stirren op i loftet, mens et ondskabsfuldt smil bredte sig på hans læber. Ja, det hele var Finns skyld, eller ...?
”Nu skal du bare se, hvad jeg har her til dig, Sara,” sagde Finn og lod Sara dumpe ned på sandet. Ud fra sin sportstaske trak Finn en firkantet pakke frem. Sara rakte sine buttede arme ud for at tage pakken. ”Ah, ah, først skal onkel Finn have et kys på sin kind.” Finn vendte sin kind mod Saras ansigt. Hun veg frastødt tilbage. Martin kunne ikke lade være med at smile. ”Du er ikke min onkel,” sagde Sara. Finn stivnede et kort øjeblik, før han sagde: ”Nej, nej, det er også bare noget, vi leger.” Saras undrende ansigtsudtryk lod ikke til at røre Finn. Han smilede igen opfordrende til Sara. ”Så først skal jeg have et kys på kinden,” sagde han smilende, ”og bagefter kan du få pakken.” Finn fik sin vilje. Sara plantede et vådt kys på hans kind. Martin anstrengte sig for ikke at vende sig om og kaste op. Sara flåede ivrigt gavepapiret af pakken. Martin kunne ikke skjule sin interesse, så han overværede det med halvt lukkede øjne. Pakken indeholdt en dukke med en hvid dragt på med korte ærmer og ben. Sara hylede af henrykkelse og trykkede dukken ind til sig efter at have gjort sig ihærdige anstrengelser for at fjerne emballagen. Martin smilede ned til Sara. ”Skal vi ikke gå ned til vandet,” spurgte han. Sara trykkede dukken endnu hårde ind til sig og rystede på hovedet. Hendes øjne lyste af begejstring, og hun så kun på Finn. Martin følte irritationen bruse gennem sine årer som ulmende lava. ”Fint.” Han vendte ryggen til hende. Idet han gjorde det, fik han øje på Louise og Amanda fra klassen sammen med et par fyre, han ikke kendte. De var alle iført badetøj og på vej ned til vandet. Louise fik øje på ham, prikkede til Amanda og de vinkede begge smilende. Martin løftede selv sin hånd til vink. ”Ja, smut du bare hen til dem. De er jo på din alder,” hørte han Finn sige. Han lod som ingenting – gjorde bare, hvad der blev sagt. Et stykke tid senere spillede han bold i vandet med pigerne fra sin klasse og de to fyre, som hed Claus og Henrik.
Martin kom pludselig til at tænke på Nanna, som var kommet ned på stranden lidt senere. Han huskede hendes yndefulde måde at bevæge sig på, når hun gled igennem vandet som en havfrue. Han hviskede hendes navn. Det var, som om lyden blev forstærket yderligere tyve gange i hans ører. Forundret satte han sig op og så sig omkring på sit mørke værelse. Månen skinnede fortsat ind, en blid brise fik bladene til at rasle i trækronerne, ugler tudede i det fjerne og langt borte hørtes en sirene. Var politiet allerede færdige med at gennemsøge havbunden? Martin vidste det ikke og mærkede til sin forbløffelse, at han heller ikke ønskede at vide noget. Han ville bare kunne gøre sig usynlig og forsvinde fuldstændig.
De lo alle sammen, mens bolden blev kastet frem og tilbage mellem dem. Nanna var kommet til sammen med Sabrina og Jens fra klassen. Boldspillet fortsatte i en rum tid, mens solen steg højere op på himlen i takt med eftermiddagens kommen. Martin vendte tilbage til moster Trine og Finn ved frokosttid. Sara gumlede allerede løs på en rosinbolle og slubrede saftevand i sig. ”Vil du med ned til vandet nu?” spurgte Martin Sara, da han var færdig med at spise. ”Og Finn?” Martin trak på skulderen og nikkede. ”Ja, også Finn.” Hvis du da absolut vil have ham med, tilføjede han i tankerne. Så de fulgtes altså alle tre ned til vandet, mens moster Trine fandt en bog frem og lagde sig til at nyde solens bagende varme, mens hun drak iskold vand af en flaske.
Nu turde Martin ikke tænke længere. Den knugende følelse i brystet blev værre og værre oe og det trak sig voldsomt sammen i hans mave. Det var her alting skete så hurtigt og pludseligt, at han ikke havde nået at stille noget som helst op. Med heftige bevægelser begyndte Martin at hive, rive og flå i dynebetrækket med sammenbidte tænder og hvæsende åndedræt. Tårerne løb i store strømme ned ad kinderne på ham. ”Åh, for helvede,” sagde han hulkende, ”det var jo ikke meningen. SARA!” Det sidste blev udstødt som et pinefuldt skrig i natten. Og så blev alting stille. Martin sank udmattet tilbage i sengen og stirrede igen, som så mange gange før, med tårevædede øjne, tomt op i loftet.
Martin, Finn og Sara stod ved vandkanten og så på de mange mennesker, der, lige som dem, var taget på stranden denne varme sommerdag for at nyde solens sjældne, bagende hede. ”Svømme, svømme, svømme,” råbte Sara begejstret, og uden tøven løb hun længere ud i vandet. Finn var efter hende med det samme og havde godt fat i hende. Martin fulgte dem lige i hælene. Martin ville ikke indrømme det, men han syntes, det var fantastisk at springe rundt i vandet sammen med Finn og Sara. Han nød det i fulde drag, så længe det varede ...
”For intet varer evigt,” tænkte Martin. Han sad nu op igen og tørrede tårer og sved af ansigtet med en flig af dynebetrækket. Martin rejste sig tungt fra sengen og gik hen til sit skrivebord. Her tændte han for sin computer og ventede utålmodigt på den sædvanlige lyd, der kunne høres, når Windows startede op. Da skrivebordet blev vist på skærmen, klikkede Martin sig hurtigt frem gennem menuer og mapper, til han fandt, hvad han ledte efter. Han skruede helt op for lyden og lod Kim Larsens nummer ”Papirklip” flænge den skrøbelige stilhed. ”Livet er langt, lykken er kort. Salig er den, der tør give den bort,” lød Kim Larsens skrålende stemme fra højtalerne. Martin velsignede den distraherende lyd og lagde sig tilbage på sengen, mens sangen gentog sig igen og igen. Alligevel kunne han ikke forhindre sine tanker i at vende tilbage til, hvad der var sket tidligere. Han følte det, som om han kunne forhindre tingene i at ske, selvom de var sket, ved at lade være med at tænke på det. Han anstrenge sig for at holde erindringerne tilbage, men de opførte sig som et videobånd, der var gået i selvsving.

Resten kommer her:

”Neeeej,” skreg Finn rædselslagent, Martin istemte med sit eget rædselsslagne råb – og begge kastede de sig som en mod den enorme bølge, der hævede sig højere og højere op mod himlen med den skrigende lille pige ridende på sin ryg. Martins hoved røg under vandet, og hans skrigende mund blev fyldt med vand. Hostende og prustende fik han igen hovedet over vandet. Sara var stadig inden for farezonen. Finn kom op af vandet et par sekunder senere, også hostende. ”Svøm,” sagde Finn gispende, ”svøm tilbage til Trine. Dette er ...” Finn blev skubbet hårdt i ryggen af en bølge. ”... livsfarligt, knægt. Red dig selv!” Martin havde ikke tid til at tænke. Han svømmede som besat væk fra kysten – mod Sara. Endnu en bølge slog ham i møde, og han blev hovedkulds kastet baglæns under vandet. Han slog et par kolbøtter, før han igen fik hovedet over vand. Finn var i hælene på ham, kunne han høre blandt paniske skrig fra de tilstedeværende mennesker. Tydeligst af alt hørte han Saras skrig, som skar sig gennem luften. Så, med et øredøvende brag slog bølgen, Sara red på, mod en enorm færges side. Finn og Martins hoveder kolliderede mod hinanden, idet de begge blev slynget tilbage af det enorme lufttryg. Det svimlede for Martin et øjeblik. Så gik det op for ham, at Finn holdt stramt om ham. ”Bliv ... her ...” gispede Finn i Martins øre. ”Jeg ... vil ... ikke miste dig også.” Saras skrig var ophørt. Alting syntes at stå stille. Det var, som om alle lyde var forsvundet nu. kun Finns heftige vejrtrækning og plasken kunne høres. ”Svøm, knægt, SVØM!” Finns frygt og panik smittede af på Martin. Han sparkede af alle kræfter i vandet. Ved fælles hjælp kom de tættere og tættere på kysten. Alting blev mørkt. En tåget erindring om stærke arme, der løftede ham op af vandet, var det eneste, han huskede.
Nu lå han på sin seng og lyttede til Kim Larsens skrålen fra højtalerne. Han rejste sig besværet, forstod ikke, hvorfor han anstrengte sig meget, bare for at slukke for musikken. Hvad betød en smule musik, når hans lillesøster var borte? Hvad betød ordene ”Livet er langt, lykken er kort. Salig er den, der tør give den bort.”, når al den lykke, han nogensinde havde haft var noget, han havde stræbt efter næsten hele livet? Og Finn – hvorfor havde han prøvet at redde ham, når han altid hakkede på ham? Var der trods alt noget godt i den mand? Martin kunne ikke finde svar på mange af de spørgsmål, der nu hvirvlede rundt i hans hoved sammen med dagens begivenheder. Hans mor var brudt totalt sammen, da hun fik alt at vide, og var nu indlagt på grund af depression. Moster Trine var taget ud for at besøge hende. Martins far var taget på skadestuen for at se til Finn, der havde brækket kravebenet. Selv sad Martin uskadt på sin skrivebordsstol og stirrede ind i computerskærmen. Billedet viste en en mørk, øde strand, hvor der lå nogle sten lidt ude i vandet. Længere oppe på stranden lå en stor sten halvt dækket af sand med en dukke oven på. Dukken lå på et sammenfoldet håndklæde. Den havde en hvid dragt på med korte ærmer og ben. Den lå dér, nøjagtigt, hvor Sara havde forladt den.