Emne: drømmen om slottet( ellr noget i den retning)

Drømmen om slottet.

- hun fordybede hun sig i de gamle minder. Minderne fra hendes barndom, både de lykkelige og de triste. Hver gang hun havde været ked af det, havde hun hevet den lille lap papir med tegningen på. Den tegning hun havde fået af den munk der havde overnattet hos dem på sin pilgrimsrejse. Tegningen forestillede et kloster. Det var den smukkeste tegning hun nogensinde havde set, og det kæreste hun ejede. Bygningen var tegnet ned til den nederste detalje, med de smukkeste buede hvælvinger udenpå. Billedet gav hende trøst, og hendes fantasi havde allerede planlagt alt. Når hun blev gammel nok, og havde tjent nok penge, ville hun købe et billigt jordlod og bygge hendes drømmeslot. Bare tanken om hendes eget slot. Enhver lille pige drømte om deres eget slot. Få af dem fastholder den drøm. Men Isalena var en af de få piger.
Jo ældre hun blev, jo mere og hårdere arbejdede hun.
Hun boede hos en familie hvor hun arbejdede som kok, stuepige, barnepige og syerske.
Hun tog aldrig fri, kun få timer om søndagen, hvor hun tillod sig at indhente nogle af de manglende timers søvn.

Men en søndag, bestemte hun sig for at tælle pengene. Hun var efterhånden 17 år, og havde mange krukker med mønter.
Da hun havde talt dem alle, kunne hun ikke tro det! Aldrig havde hun set så mange penge! Der var nok. Endelig, og langt om længe var der nok. Nok til hendes drøm kunne blive virkelig. Nu skulle hun bare finde et stykke jord. Men allerførst ville hun sige det til hendes forældre. De havde altid bare rystet på hovedet af hende, og så hende hellere godt gift. Hun skyndte sig at tage kappen over sig, og sadlede hendes hest op.
Nogle penge havde hun brugt, men kun til de mest nødvendige ting. En hest var måske ikke det bedste at købe hvis hun ville spare, men de penge var hurtigt tjent ind, da hun hurtigere kunne komme fra sted til sted. Hesten havde hun fået billigt af slagteren, der fik en lille fortjeneste ud af det. Hesten fejlede intet, så Isalenas lykke var stor.
Hurtigt red hun gennem markerne, hjem til familiens lille faldefærdige skur, hvor hendes familie arbejdede i deres marker bagved huset.

Endelig nåede hun frem, og hun tøjrede hesten med de andre i den nærliggende gamle stald.
Hun slog døren op »der er nok!« råbte hun. Forældrene, de to storebrødre og den yngste søster kiggede på Isalena med store øjne. »det kan ikke passe!« »så mange penge kan du jo umuligt have nået at spare sammen!« alle stillede tusinde spørgsmål i munden på hinanden.
Smilende gav hun forklaringen, og var bagefter nødt til at tage tilbage, fordi hun havde brugt sine to timer.

Den næste søndag tog hun på jagt efter sit perfekte stykke jord.. Også den næste søndag. Og den næste. Og sådan blev det ved i måneder. Brødrene hjalp hende, og når de skulle til andre byer, kiggede de for hende. En dag da hun var sendt ud efter urter i skoven, så en sti, som hun aldrig havde lagt mærke til før. Hendes nysgerrighed overvandt fornuften, og hun bandt hesten til et træ. Langsomt bevægede hun sig ad den lille sti der var tæt bevokset, som om ingen havde gået der i flere årtier. Men en sti var der, der førte længere ind i en ukendt del af skoven. Der blev mørkere og mørkere, men så anede hun lyset længere frem. Hvorfor har jeg aldrig bemærket denne her sti før? Og lysningen? Det viste sig at være et skovbryn, et lille stykke væk fra markerne som lå på den anden side. Det havde aldrig faldt hende ind hvad der var på den anden side at skoven. Og lige der, midt i den smukkeste lysning, lå der en ruin. Isalenas hjerte sprang et slag over. Var dette sandt? Havde hun endelig fundet sit lille stykke jord? Og så var fundamentet til hendes slot allerede støbt? Hun kunne ikke tro sine egne øjne. Hun gik hen til ruinerne, og undersøgte hver en mursten, for at finde runens historie. Det meste af et tårn stod næsten intakt, men hun turde ikke begive sig op, hvis det ikke kunne holde hendes vægt. Hun fandt intet, på nær en lille metalstang der stak op mellem græsstråene. Da hun tog det op, viste det sig at være et kors. Havde dette været en kirke? Nej, umuligt, for det var ikke stort nok. Ved nærmere eftertanke kom hun i tanke om hendes tegning. Et kloster! Et lille kloster i skoven, hvor pilgrimme kunne komme og blive helbredt. Hurtigt løb hun tilbage til hesten, og galoperede ind til byen. Hun skyndte sig hen til kirken, og spurgte den første nonne hun så. »hvem skal jeg tale med når det gælder køb af jord?«. Nonnen pegede på en lille dør for enden af gangen. Isalena småløb hele vejen derhen, og bankede på. Da hun kom ind, sad en lille mand, bag ved et stort tungt egetræs skrivebord. »De ønsker?«. De handlede frem og tilbage, og blev enige.
Manden nikkede med et smil.
Isalena var lykkelig.

Da hun var kommet hjem, lagde hun pengene i sadeltasken og red hurtigt tilbage til kirken, hvor manden stod klar med et underskrevet skøde, med stempel og bevis for betalingen havde fundet sted. Hun overrakte manden pengene og modtog med en lille skælven brevet.
Endelig!

Hun sagde op på nogle af hendes job, og begyndte at se sig om på markederne efter billige materialer. Hun havde fået kontakt til en ældre murer og hans to sønner, der ville arbejde for hende. Hendes egne to brødre hjalp også når de kunne. Mureren sagde hvad han behøvede, Isalena skaffede det ved hjælp af hendes mange kontakter gennem alle hendes tidligere jobs, og de fire unge mænd og mureren byggede på livet løs. Hun havde givet dem alle nøje besked om hver enkelt detalje, og gav dem deres løn hver uge. Hendes drøm var ved at blive til virkelighed.

Men en søndag hvor det silede ned, kom der ingen murer og ingen drenge. Hendes brødre vidste hun var udenbys, men hvad med de andre? Tårnet var tjekket efter og mureren havde konkluderet, at det intet fejlede. Kun et par steder manglede det en kærlig hånd. Selve bygningen var også færdig udvendig, men der manglede vinduer, tag, døre, og alt sammen indvendigt. I stedet for tag, havde Isalena syet en masse gamle stofrester hun havde fået gratis, fordi de alligevel skulle smides ud, sammen så det kunne dække taget.
Da det var gjort, red hun ind til byen, ind til murerens hus.
Da hun kom ind i stuen, mødtes hun af murerens sønner. De forklarede at mureren var blevet syg, og var kommet ind på klosteret til behandling.
Dagen efter døde mureren.

Nu sad hun her i tårnet og kiggede trist ind i skoven, hvor hun kunne ane markerne i mellem træerne.
Det her måtte bare ikke gå i stå. Hun var kommet så langt. Om hun så skulle lave det selv.
Hun rejste sig fa vinduet, og gik ned for at finde hendes arbejdstøj.
Beslutsomt tog hun bæltet med værktøjet i. Og så begyndte hun igen. Arbejdede hårdere end nogen anden. Murerens sønner kom derud nogle dage efter begravelsen. De kiggede på hinanden, og tog også hvert et bælte. Denne bygning skulle færdiggøres. Alle tre samarbejdede, og en forårsdag, hvor de unge kirsebærtræer stod med deres lyserøde blomster, som af og til blæste med et vindstød i luften, den forårsdag, blev drømmeslottet færdigt.
Isalenas drøm stod der foran hende i al sin pragt, badet i en lysstråle der havde kæmpet sig igennem træernes tætte kroner.

tjaa, det er jo kun et udkast husk lige det...ved godt der skal meget mere kød på!

Jeg vil ikke virke totalt nederen, men selvom du skriver godt, så er teksten ikke særlig... Spændende... Altså, du kan godt skrive. Det kan ses. Men måske skulle du finde på en anden historie? Den virker lidt urealistisk?