Bare noget jeg engang skrev. Ved ikke helt hvad min mening med det var dengang, men jeg er kommet til at holde ganske meget af det.
Ingen af dem var specielle.
Ingen af dem var noget.
Men som de lå der i badekarret, hvor vandet blot afspejlede deres dybe kærlighed, som det smukkeste i verden.
Som de inderligt kiggede hinanden i øjnene og udvekslede kærlighedens ord, uden overhovedet at åbne munden.
Som de lå der, to af samme art, flød de sammen som smeltet metal.
Som de spejlede deres kroppe i den andens, og genskabte den bedste følelse et menneske kan føle.
Da vidste de, at livet, ikke helt enstemmigt, havde bestemt, at det for altid, så vidt det var muligt, skulle være de to sammen.
Kritik? Idéer?



































LinkBack URL
About LinkBacks
Besvar med citat

Bogmærker