Emne: Det stille ocean (del 2)

Her kommer så del 2...

Jeg åbner øjnene. Det er lyst. Jeg blinker lidt, og mine øjne vender sig til lyset. Taos seng er tom. Jeg strækker mig. Min dyne har viklet sig rundt om mit ben. Jeg sætter mig op og trækker det fri. Jeg står ud af sengen, og går ud i stuen.

Her er endnu mere lys.

Tao står i døren, og kigger ud over vandet. Det glimter så flot når solen står lige over, på den måde. Der ligger et stykke papir på bordet.
”Morgen, Tao!” siger jeg. Han vender sig forskrækket om.
”Åh, godmorgen Lina.” Han smiler, men han ser rigtig træt ud.
”Har du tegnet hele natten?” jeg skæver til papiret.
Han nikker.
”Jah, jeg har været helt opslugt. Jeg har ikke fået lavet morgenmad endnu, så du bliver altså nødt til at vente lidt. Undskyld.”
Jeg ryster på hovedet.
”Det gør ikke noget. Må jeg se tegningen?” spørger jeg. Tao svarer ikke med det samme.
”Ja,” siger han til sidst, ”det må du gerne.” Han går hen til bordet.

Det er ikke en tegning ligesom dem han plejer at lave. Der er kun én ting på, og han har kun brugt én farve.
”Den er grim!” siger jeg, og smider den forkerte tegning fra mig.
Tao vender sig ikke om. Han bevæger sig ikke overhovedet.
”Ja,” siger han, ”Ja, det er den.”
Taos stemme er helt tør. Jeg tager et skridt frem. Stoffet fra natkjolen strejfer mit ben. Jeg går i en stor bue uden om tegningen på gulvet. Vinden fra havet er kold, ligesom Taos hånd da jeg smyger min egen hånd ind mellem hans fingre.
”Du må godt lave morgenmad nu,” siger jeg, for selvom jeg ikke er meget sulten, så vil jeg gerne have Tao væk fra døren. Han ser forkert på vandet, som om han ikke kan lide det mere.

Senere, meget senere, har Tao glemt papiret og han smiler igen, og vi går ned til stranden. Bølgerne slår mod stranden, der er dækket af sten. Det giver en rullende lyd når bølgerne trækker sig tilbage.
Det er sådan vandet synger. Det har Tao engang fortalt. Siden dengang har jeg prøvet at synge ligesom bølgerne, men det er rigtig svært.
”Se Lina! Den her sten ligner en drage!” siger han, og viser mig en orange sten med vinger.
”Åh! Hvor er den flot! Hvad hedder den?”
”Den hedder Smaug.”
”Det kan drager altså ikke hedde! Jeg tror den hedder Viktor.”
”Så hedder den Viktor,” siger han, og putter den i lommen.

Vi finder mange sten. Taos lommer er helt fyldt. Vi er på vej tilbage da jeg får øje på en sjov sten mere.
”Se, den her ligner en pistol, også!” siger jeg.
Så ændrer Taos ansigt sig, smilet trækker sig tilbage sammen med bølgerne, og han bliver helt tom.
”Ja, det gør den også.”
Han smiler ikke resten af turen. Da vi kommer hjem samler han den sorte tegning op, helt forsigtigt, som var den af glas. Han bærer den over til skraldespanden, kun med fingerspidserne på papiret, og sukker da han slipper den.

Vi spiser aftensmad.

Jeg går ind på værelset for at sove.

Kort efter kommer Tao. Jeg ligger helt stille og lytter til hans åndedræt. Det falder ikke til ro, og jeg falder ikke i søvn.
”Var det hyggeligt at se far igen?” spørger jeg forsigtigt. Far var kommet hjem fra hospitalet da Tao besøgte mor, det var derfor jeg ikke skulle med.
”Nej…” siger han langsomt, ”ikke rigtigt, ham og mor, de… han… de skændtes.”
”Nå,” siger jeg. Det er længe siden jeg har set far være sur. Det er længe siden jeg har set far overhovedet.
”Var det derfor du tegnede en pistol?” spørger jeg.
”Nej.”
Jeg stikker fødderne ud under dynen for at køle mine tæer lidt.
Vi siger ikke mere.
Der kommer ingen monstre i nat. Tao bliver ved med at vende sig. På et eller andet tidspunkt falder jeg i søvn.

Tiden går anderledes når man er i sommerhuset. Det ene øjeblik ligger man i sin seng, det næste spiser man frokost på bakken, mens solen står lige over huset.
”Dit hår er smukt når du ligger på græsset,” siger Tao.
Jeg smiler, Tao er den eneste der kan sige den slags.
”Ligner jeg en prinsesse?”
”Nej, du ligner en skovfe!”
”Er de pæne?”
Han glatter hen over en af mine lokker, så græsstråene titter frem. Rødt og grønt.
”Meget.”
”Fortæl mig en historie om en skovfe, Tao!”
Og Tao fortæller, og vandet synger for os. Græsset kilder mine ben og mine tæer. Da historien er færdig rejser Tao sig op. Han siger han vil hente en pose slik til os. Da han rækker ind over mig for at tage sin trøje, siger han:
”Far havde en pistol.”
Så går han op til huset, og jeg stirrer op på den skyfri himmel. Jeg rynker brynene, så jeg bedre kan tænke, men jeg kan ikke forstå hvorfor han sagde sådan.
Jeg triller om på maven, så jeg kan se når han kommer.
”Tao! Hvorfor sagde du det der?” råber jeg.
Han kommer ned ad bakken.
”Sagde hvad?”
”Det med pistolen!”
”Åh… det. Det var bare noget jeg synes jeg skulle sige… til dig. Så du vidste det.” Taos stemme er helt tyk. Grødet.
”Men…”
”Her, vil du ikke have en vingummi?”
Jeg ryster på hovedet.
”Tao hvorfor opfører du dig så underligt?”
”Det gør jeg da ikke,” siger han, men han ved godt, at han er underlig.
”Jo du gør, hvorfor, Tao?”
”Det… er noget med uhyrer.”
”Hvad? Men du kan jo løbe væk fra uhyrerne!” siger jeg. Jeg prøver at smile.
”Ikke fra det her uhyre. Men det er lige meget, Lina, skal vi ikke spise slik?”
Jeg tager en vingummi selvom jeg egentlig ikke har lyst.

NURH! I love that^^'

Tak

Ej, Chihiro, jeg synes det er hamrende godt skrevet. Stemningen er helt rigtig, og du har bare ramt lige plet med det barnlige sprog, der er let og ligetil. Det virker simpelthen supergodt med nutidsfortællingen, det er fangende og rart at læse, fordi der er sådan et.. Humør i det, du har fundet den helt rigtige følelse til at skrive den slags.. Græsset, der kilder.. Jaer, man kender bare stedet, sommerhuset fra sig selv.. på en eller anden mystisk måde.. Jeg elsker at læse det, har læst det igen og igen og glæder mig meget til tredje del ;D

Wauw, tusind tak Ninus, lægger tredjedel ind nu

SÅ godt! jeg Elsker det! den måde Tao er så mystisk på og Lina hun er bare så sød! jeg er helt vild med det!!:-D