Hej alle sammen. Jeg tænkte at det nok var på tide at poste mit første bud på den novelle jeg har brugt så meget tid på at gennemtænke - 'Frihed'. Selvom jeg slet ikke er færdig med den er nye idéer til en ny novelle allerede oppet op i hovedet på mig, men nu skal jeg lige være færdig med 'Frihed' først. There you go! :

Jeg så mig i spejlet. Egentlig var jeg ret køn, men alligevel synes jeg at jeg så forfærdelig ud. Jeg var alt for pyntet.. Mine blonde hårlokker var glattet opad i en elegant bue ved skulderen, jeg havde en lyseblå spænde til at holde håret væk fra øjnene og mit tøj bestod af en dyr og fornem hvid kjole der gik mig til knæene. Ja selv mine sko var hvide, høje laksko. Det bankede ivrigt på døren. Det var min mor, jeg kunne kende det på hendes måde at banke på.
"Sheila! Sheila!" råbte hun på en irriteret måde.
"Lige et minut." råbte jeg tilbage, men hun blev ved med at banke. Jeg rettede på mine lokker.
"SHEILA!"
"LIGE ET MINUT!" – kunne hun være mere utålmodig?
"Sheila der er ingen undskyldning, for den måde du opfører-"
Jeg åbnede døren inden hun flippede fuldkommen ud. Der stod hun, i sin fineste spadseredragt, med en grum grimasse i ansigtet. Jeg lignede min mor meget. Blondt hår, bleg hud, store blå øjne og en lille trutmund der var meget rødere end normalt.
"Vi har 10 minutter inden vi kører. Vi ses nede i lobbyen." sagde hun roligt og lukkede døren.
Ja – sådan var min mor altid. Var der noget hun skulle sige eller gøre kunne det ikke vente et eneste sekund. Vi var på ferie i New York. Egentlig var jeg fra Maryland, en lille stat ved siden af Virginia. Jeg kom fra en meget rig og fornem familie, der ikke kunne tåle udskud, småkriminelle eller folk der var anderledes. Anderledes betød folk der snakkede mærkeligt, så mærkelige ud, havde mærkeligt tøj på, eller var en del af middel – eller underklassen. Min mor var en meget streng dame med et konstant strengt udtryk i ansigtet. Min far var en stille mand der kun tænkte på golf, arbejde og golf. Jeg kastede slapt håret tilbage, tog min håndtaske og gik ned til lobbyen. Gulvet var af skinnende marmor som man kunne spejle sig i, væggene hvide som sne og der var store vinduer fra gulv til loft som fik lyset til at skinne igennem lobbyen. Det var en smuk sommer dag. Folk ventede allerede og guiden trippede utålmodigt omkring.
"5 minutter endnu." hviskede guiden og rettede på skiltet på hendes bryst.
Jeg hørte et par feminine klunk og vidste med det samme at det tilhørte min mors høje sko, og ganske rigtigt kom hun og min far til syne ved trappen. Min mor smilede overlegent til mig og det betød: "Flot du er her til tiden." – jeg rullede med øjnene.
"Okay, bussen er her om 3 minutter." sagde guiden højt for at få opmærksomhed.
"Jeg vil nu lave en navneopråbning så jeg ved i er til stede." – hun rømmede sig.
"Sheila Elizabeth Aberson, Lillian Jane Aberson og Cameron James Aberson?"
"Vi er her." sagde min mor højt og tog sine Gucci solbriller på. Hun KUNNE bare ikke lade være med at vise sig.
Vi havde sejlet rundt om Manhattan og set Statue of Liberty, været på et stort kunstmuseum der kostede en formue at besøge og været mange andre steder. Vi var kommet hjem igen fra den lange tur rundt omkring i New York. Jeg bad om lov til at gå lidt rundt for mig selv i området og det gav mine forældre mig lov til, så længe jeg var på hotellet før spisetid. Jeg valgte at tage en tur rundt om i parken. Klokken var 3, den varmeste tid var ovre. Der var flere folk på gaden nu end nogensinde. Jeg lagde mærke til en flok menneske med meget sjovt tøj på. Det var farverigt og frynset, de havde pandebånd på og langt hår – ja selv drengene! Jeg var så optaget af deres udseende at jeg ikke anede jeg fulgte efter dem. De tog hen til parken – præcis som jeg selv havde ønsket. De grinede højt og nærmest dansede rundt. Jeg synes det var fantastisk! Deres måde at opføre sig på var så.. fri. De gik helt ind mod det midterste af parken og jeg fulgte med. Det så ud til at der var lavet en slags fest for disse slags anderledes mennesker. Der var flere hundrede af dem! Og så var der en scene hvor nogle af dem sang og dansede. Det så utroligt ud, med deres lange hår, flagrende tøj og hurtige, smidige bevægelser. Jeg gik og gik og pludselig – BUMP.
"Undskyld!" sagde jeg chokeret og rødmede. Jeg var kommet til at gå ind i en fyr, imens jeg havde blikket på de dansende mennesker.
"Det er helt okay!" smilede han strålende og løftede en hånd. Han kiggede forundret på mig.
"Mit navn er Peter." sagde han pludselig og rakte hånden ud til mig. Jeg smilede.
"Jeg hedder Sheila." smilede jeg og trykkede hans hånd.
"Du må være langvejs fra Sheila. Folk plejer ikke at gå så fint som dig." grinede Peter pludseligt og blinkede til mig. Jeg så ned af mig selv.
"Jeg er fra Maryland." sagde jeg bare.
"Du må være en del af overklassen."
Jeg rystede ligeglad på skulderne. Mit smil blegnede. Det var først her jeg egentlig opfattede hvordan Peter så ud. Han havde glat, brunt hår til skulderne, solbrun hudfarve, øjne der var grønne som det grønneste græs og et blændende smil på læben. Som alle de andre rundt omkring havde han noget mærkeligt tøj på. I hans tilfælde havde han nogle slidte og beskidte cowboybukser på, en vest af samme slags stof og bar hud inden under. Han havde et flettet pandebånd om hovedet.
"Hvad kalder man den slags mennesker som dig?" røg det ud af mig. Jeg lød nærmest fornærmende, men det var ikke min mening. Heldigvis kluklo han af mit spørgsmål.
"Jeg er da et menneske som dig?" smilede han. "Men jeg ved hvad du mener. Jeg er hvad de fleste nok kalder en hippie – selvom jeg synes det er noget værre rod at kalde det sådan. Jeg ville kalde mig selv for en friheds – og fredskæmper!" sagde han og pustede brystet stolt op.
"Friheds – og fredskæmper.." gentog jeg og nikkede. Han så sig omkring på de dansende hippier omkring os. Det nærmest lignede et mønster med alle de farver og bevægelser.
"Vil du danse?" spurgte Peter, uden den mindste bekymring. Uden jeg nåede at svare trak han i mit håndled og svang mig rundt mellem alle menneskerne. Det var ikke den klassiske dansestilling de brugte, der var ingen takt i deres dans. De dansede bare med overdrevet energi! Jeg havde aldrig set noget lignende! Det var.. mærkeligt.. Det var fuldkommen.. FANTASTISK! Genert begyndte jeg at svinge lidt i min hvide kjole fra side til side. Peter smilede bare til mig. Pludselig begyndte han at danse som i ’limbo’ og bukkede sig længere og længere ned. Jeg havde aldrig set én så tæt på jorden UDEN at ramme! Så rejste han sig hurtigt igen og svang sig rundt med armene strakt så langt ud han kunne. Folk dansede nærmest som om de var i trance, deres krop slingrede sig rundt som om de var i krampe, eller snoede sig som en slange.
"Peter! Peter!" kaldte en stemme og en fyr kom frem med gyldent hår til taljen, lilla flowerpower bukser, hvid skjorte og en farverig toga i alle regnbuens farver!
"Hutt hvad så?" råbte Peter tilbage.
"Hvor fanden blev du af man? Vi ledte da efter dig!" sagde drengen der hed Hutt. Der kom flere frem som åbenbart var sammen med Hutt. En sort pige med mikrofon hår, gule shorts, rød top og bare fødder dansede sig frem mellem alle menneskerne, med en dreng bag sig der var utrolig høj. Han havde rødt hår til skulderne og bar kun et par blå flowerpower bukser. Peter satte sin hånd på min ryg og introducerede mig for sine venner.
"Dette er Sheila!" sagde han.
"Sheila – det her er Hutt," – han pegede på drengen med det gyldne hår – "Vickie" – han pegede på pigen som vinkede muntert – "Og Fred." – drengen med det røde hår smilede til mig.
"Skal vi ikke finde et lidt roligere sted?" spurgte Hutt og vi kantede os alle ud af mængden. Vi fandt et stille sted ude midt på græsset. De andre satte sig ned, men jeg tøvede. Jeg havde jo min hvide kjole på, og den kunne ikke bare sådan blive beskidt. Hutt forstod med det samme og lagde sin toga på jorden så jeg kunne sidde på den. Jeg satte mig langsomt ned og så på de mennesker jeg lige havde lært at kende. Hvis mine forældre vidste dette, ville de sætte mig på flyet tilbage til Maryland med det samme.. Og jeg elskede følelsen af at vide, at jeg trodsede mine forældre!
"Nå Sheila. Hvor er du så fra?" spurgte Fred. Han havde en dyb, men alligevel blød stemme.
"Jeg er fra Maryland." svarede jeg med et smil.
"Hvor gammel er du?" spurgte Vickie. Hun havde en afrikansk accent på sit engelsk. Hun virkede utrolig venlig, en veninde som enhver ønsker sig.
"Jeg er 17. Jeg fylder 18 i næste måned. Hvad med jer?"
"Både jeg er Vickie er 17." sagde Fred
"18" sagde Hutt
"Jeg er 20!" sagde Peter. Jeg nikkede og var forbløffet over hvordan de sådan talte i munden på hinanden. Var det mig ville jeg få en lussing af min mor.
"Hvor kommer i så fra? Altså hvor bor i?" spurgte jeg med stor interesse.
"Vi bor her i parken! Eller.. Det er i hvert fald her vi for det meste er!" smilede Fred som om det var det mest normale nogensinde.
"Bor i PÅ GADEN?" røg det ud af mig og de grinede af mit overraskede ansigt.
"Vickie voksede op i Maine, Hutt i Los Angeles og Peter og jeg her i New York. Vi mødte hinanden til en fredskonference. Vickie havde i forvejen problemer med familien og havde planlagt at blive i New York, Fred overtalte vi til at blive og jeg har kendt Peter siden vi var 5 såå.." forklarede Hutt og jeg forstod lidt bedre.
"Men.. Hvorfor bo på gaden når, i kunne være hjemme med brød på bordet og tag over hovedet?" spurgte jeg undrende.
"Hvorfor have brød på bordet og tag over hovedet hvis du ikke er fri?" svarede Peter. Han havde ret. Hele mit liv havde jeg været min mors marionet dukke. Jeg har gjort alt hvad hun sagde, hvad hun bedte mig om, uden så meget som et ’tak’, gennem hele mit liv. Langsomt nikkede jeg.

Den er virkelig god. Du beskriver det hverken for lidt eller for meget, men helt og adeles tilpas.
Jeg kan lide historien, med hippien, eller skulle jeg sige Frihed- og fredskæmper og pigen fra Maryland og overklassen.
Jeg kunne godt tænke mig at høre om det bare var starten eller om der er mere, for jeg vil rigtig gerne høre mere!

Et lille problem er måske afsnittene, jeg ved ikke helt, der er en enkel gang hvor jeg tror der skulle havde været et afsnit, men de rikke var?

Ellers fuldt ud magi

Tusind tak for dit svar. Ja det skulle have været et afsnit.. ups!
Men ja, der kommer skam mere! :D