Jeg ved godt der er fejl i grammatikkken men gad ikke lige at rette det Ris og ros er meget velkommen.

PREFACE
Julia Williams, den bedste og snedigste sværdfægter i 1700 tallet og Joss Craig,
mystikeren der kan tackle enhver situation, er blevet hyret til at opklare mordforsøget
på byens rigeste baronesse. Hvad var motivet, hvem er den skyldige og hvor er baronessens juveler?

KAP. 1 – PÅFUGLEN
"Op med armen, Trant! Den er for slap til at holde en kårde!" Julias stemme kom som et smæld gennem fægtesalen. Der lød et lille støn, der kom fra eleven. Julia Williams var kendt for sin skarpe tone og tolererede ikke noget dovenskab fra sine elever. Hun stod ved siden af en ung dreng, der drev af sved og rettede hans stilling. Da hun endelig var tilfreds, nikkede hun kort, idet hun fik øje på en velkendt skikkelse ved døren. "Det var bedre, tag en pause." Sagde hun kort og gik hen til døren, stadig med sin kårde i hånden. "Mr. Craig?" Det lød mere som en konstatering end et spørgsmål da hun sagde det. Den mørkhårede mand smilede venligt. "Det er rart at se Dem igen, Miss Julia." Svarede han roligt. Hun lagde armene over kors og så på ham med en rynket pande. "Du plejer ikke at komme på besøg, Joss. Hvad skyldes æren?" Sagde hun afmålt. Hun kendte ham for godt til at være høflig. Joss klukkede kort og hans grønne øjne lyste. "Årvågen som altid. Jeg kom blot for at høre om du er inviteret med til ’Påfuglen’s bal i eftermiddag?" Hun nikkede kort. ’Påfuglen’ var kaldenavnet for byens rigeste baronesse. Hun var kendt for at være meget glad for sine smukke ejendele og havde de mest påfugleblå øjne, som ingen havde set mage til før. Hun holdt bal i aften og de begge var inviteret. "Så ses vi om et par timer. Jeg kræver den første dans." Sagde Joss, med sit sædvanlige charmerende tonefald. Julia var efterhånden vant til det. "Selvfølgelig. Vi ses." Svarede hun kort for hovedet. Hun smilede svagt, af ren høflighed og gik tilbage til sin elev. "Åh, timen er forbi. Fortsat god dag, Mr. Trant." Sagde hun kort og gik ud af fægtesalen. Hun gik lidt længere ned af gaden og ind på kroen, hvor hun boede fast. Hun hilste kort på værten, inden hun gik op på sit værelse.
Etpar timer senere gik hun op af den grusbelagte vej, op mod det store palæ hvor man kunne høre musikken spille. Hun sukkede kort og gik indenfor i den store hal. Idet samme kom en tjener imod hende. "Åh, Miss Julia, er det dig? Lad mig tage Deres jakke." Sagde han overstrømmende. Hun kendte ham udmærket. Han hed Charles Smith og var en lettere snobbet mand. Julia vidste ikke helt hvad hun synes om ham. "Tak, Mr. Smith. De dufter af mynte?" Hun rynkede panden. Det var almindeligt for hende at lægge mærke til sådan noget. Charles smilede. "Du har fuldstændig ret." Sagde han og hængte hendes jakke op. Julia smilede kort og gik ind i balsalen, der var fuld af mennesker. Hun genkendte dog hurtigt Joss gennem mængden. Hun gik hurtigt hen til ham. "Godaften, Mr. Craig." Sagde hun roligt og smilede svagt. Joss vendte sig om og lyste op, da han så ned af hendes lange, mørkeblå kjole.. "Jeg bliver nødt til at sige at du ser fortryllende ud. Kjolen passer godt til dit røde hår." Sagde han slesk. Hun nikkede, som tak idet musikken stoppede og kort efter begyndte de på en ny melodi. "Spiller de Mozart? Helt ærligt, han bliver aldrig til noget." Hviskede Joss og førte hende ud på dansegulvet. Hun gjorde ingen indvendinger. De begyndte at danse, i takt til musikken. De standsede dog brat op, da man hørte et gennemtrængende skrig. "Det kom fra korridoren!" Var der en, der råbte og halvdelen af gæsterne styrtede derop. Joss fik øje på baronessen og skyndte sig hen til hende. "Frue, er der sket noget?" Sagde han og hjalp hende op. "Der kom to mænd og overfaldt mig! Mine juveler blev stjålet for et par dage siden og nu var de garanteret kommet efter mig! De prøvede at slå mig ihjel, men da jeg skreg flygtede de." Sagde baronessen med en skræmt mine.
KAP.2 - PAPIRLAPPER
Joss vendte sig om. "Afspær alle udgange! De må ikke slippe væk!" Sagde Joss hurtigt og så rundt. Gæster såvel som tjenestefolk, begyndte at myldre af sted. Baronessen så på dem. "Jeg vil gerne have Jer til at opklare det her," Sagde hun bestemt "for I er nok de bedste til sådan noget." Hun begyndte at gå. Julia blev stående og så på Joss. "Først må vi finde dem." Sagde hun kort og begyndte at gå ned af den lange gang. Joss fulgte efter. Hun så rundt. "Der er grus på gulvet. De tjenestefolk fejer nærmest gulvet hver time, så vi må være på rette vej." Mumlede Julia, mens de gik af sted. De drejede af og endte i en lang gang – der endte med en solid mur. De standsede brat og skulle til at vende om, da nogle fremmede mænd dukkede op. Julia rynkede panden. "Kan De fægte, Mr. Craig?" Sagde hun koldt og tog en kårde fra en rustning. Hun kastede den til ham og han greb den med nød og næppe. "Hm, nej – ikke hvad jeg ved af." Svarede Joss, lidt nervøst faktisk. Julia smilede en smule, idet mændene stormede frem, med hævede kårder. Julia parerede dem begge. "Så længe du bare sørger for ikke at blive spiddet, så skal jeg nok klare resten." Sagde hun og koncentrerede sig om at holde dem væk fra Joss. Der gik ikke længe før hun fik overtaget og snart var den ene slået bevidstløs. Den anden virkede mere erfaren og hun lavede så hurtige angreb at Joss opgav at følge med. Til sidst fik manden dog et slag på siden af hovedet og sank om. Hun pustede ud og stirrede ned på ham. "Hm. Han var ellers ret god." Sagde hun ironisk og Joss begyndte at gennemrode begge mænds lommer. Han viftede med en lap papir, da han rettede sig op. "Juvelerne er i gulvet." Læste han højt. Julia så tankefuld ud. "Må jeg se?" Mumlede hun og tog papiret fra ham og snuste til det. Hun lyste pludselig op. "Charles Smith!" Råbte hun. Hun genkendte duften af mynte. Men hvorfor i alverden ville Charles stjæle de juveler? "Når man taler om solen… Går der en sky for den." Mumlede Joss pludselig. Julia så op og fik øje på Charles, der var på vej hen til dem. Han så alt andet end glad ud. "Hvordan gjorde du det?" Sagde han og stirrede på Julia. Han havde nok ingen tillid til Joss evner som sværdfægter. Men burde han ikke være glad for at disse mænd var pågrebet? Det styrkede kun Julias mistanke om ham. "Nå, jeg har bare øvet mig lidt." Svarede hun kort. "Måske skulle du få smidt disse mænd i fangehullet?" Foreslog Joss. "Vi har allerede fundet den skyldige. Det er gartneren." Forklarede Charles bare, inden han vendte om og forsvandt igen, uden at gøre sig den ulejlighed at hjælpe med at fjerne mændene. Joss stirrede irriteret efter ham. "Ved du hvor han bor, her i palæet?" Spurgte han. Julia nikkede. Hun havde passeret en dør med Charles navn på, da de løb op til baronessen. Hun førte an, ned af trapperne og kort efter stoppede hun foran en dør, med et jernskilt på, hvor navnet "C. Smith" var påtrykt. Joss greb fat i døren, men den var låst. "Hvad gør vi nu?" Sagde han ærgerligt. Julia sukkede kort og puffede ham væk fra døren. Hun tog en hårnål ud af hendes hår og lirkede døren op. "Et klassisk trick." Sagde hun blot, da hun åbnede den og trådte indenfor. "Jeg tror juvelerne må være i gulvet, det stod der jo på papiret. I princippet, kunne det være hvilket som helst gulv, men hvorfor dog ikke hans eget?" Sagde Joss og smilede. Julia klukkede kort og satte sig i hug. Hun så ned på trægulvet og bankede af og til på brædderne. Endelig hørte man en hul lyd og hun prøvede forgæves at rive et stykke af gulvet af, der hvor lyden kom fra. Joss satte sig i hug, for at hjælpe og i fællesskab fik de revet gulvet op. De så begge to ned i hullet, men der var ingen juveler. Julia fiskede en papirlap frem.
KAP.3 – HØR JUVELERNE
"Endnu en." Stønnede Joss og snuppede lappen fra hende. "Juvelerne er i sikkerhed her," Læste han højt, "Der er intet her, andet end at ’her’ er stavet forkert." Julia læste over skulderen på ham. "Det er stavet som ’hør’. Måske er det meningen." Sagde hun tankefuldt. "Vi må have fat i baronessen." Hun rejste sig pludselig op og løb af sted, mod den store hal hvor de næsten lige havde danset. Joss fulgte efter. Julia løb tværs gennem hallen, mod baronessen. Hun standsede forpustet op ved hende. "Undskyld jeg forstyrrer, men hvordan var vejret den dag, hvor Deres juveler blev stjålet?" Spurgte hun hurtigt. Baronessen rynkede panden. "Hvordan vejret var? Jamen, det blæste i hvert fald rigtigt meget, ligesom nu." Sagde hun, en smule overrasket. Julia smilede taknemmeligt og trak Joss med udenfor, foran indgangen til palæet. Hun vendte sig mod Joss. "Det blæser, så prøv at hør!" Hviskede hun. Der lød en smule musik. Joss rynkede panden. "Det er en vindharpe. Den spiller kun når det blæser." Forklarede hun og pegede mod en vindharpe, der sad i et træ. "Prøv at se nærmere på den." Joss gik nærmere og gispede. "Jamen – det er jo juvelerne den er lavet af!" Sagde han forbløffet. Julia nikkede. "Ser du, det Charles i virkeligheden mente var at man skulle høre." Forklarede hun kort. Hun pillede vindharpen ned fra træet. "Lad os hellere sige det til baronessen og få fat i Charles." Sagde Joss og begyndte at gå tilbage til indgangen. Idet samme kom Charles farende ud. "Giv mig de juve… Giv mig den vindharpe!" Råbte han, helt rød i ansigtet. "Beklager, Smith. Du kan intet andet gøre, end at følge med." Sagde Julia og tog et fast greb om hans skulder. Han skar ansigt af smerten. Hun smilede grumt og trak ham med indenfor, med Joss i hælene. De stoppede inde i hallen og alle standsede op, da de fik øje på Charles ansigtsudtryk. Musikken stoppede og baronessen kom ilende. "Hvad foregår der her?" Sagde hun, tydeligevis forvirret. "Det er Mr. Smith, der er den skyldige, baronesse. Det var ham der stjal juvelerne og det var ham der hyrede Deres overfaldere." Sagde Joss, med knusende ro. Og inden nogen nåede så meget som at åbne munden, havde baronessen stukket Charles en lussing. "Hvor kunne De!" Råbte hun oprevet, "vagter! Smid ham i fangehullet og løslad gartneren!" Joss og Julia, så tilfredse til mens Charles blev ført væk. "Jeg har aldrig rigtig stolet på folk, der lugtede af mynte." Mumlede Julia tankefuldt, mens musikken begyndte igen. Joss klukkede let og kastede et blik op mod det store ur. "Der er vist ikke mere at gøre her. Må jeg have æren af at ledsage Dem hjem?" Spurgte han høfligt. Julia smilede. "Så lad gå da," Svarede hun og de gik udenfor.
Det var efterhånden blevet mørkere og de sidste stråler fra solen farvede skyerne orange.
Det tegnede til at blive en smuk aften

Tjah, der er ikke så meget at sige.. ^^

Jeg kan godt lide historien, der er lækkert skrevet, ordene er velvalgte og det hele passer sammen.
Din fortælling er mere konstaterende og har ikke noget ret stort drama.. Men hvem siger, det behøves?
*kan godt lide sætningen om mozart XD *

.. hvad var motivet?

Tak for rosen, jeg er også vild med kommentaren om Mozart :]
Jeg vidste bare der manglede noget xD! Et motiv... Jeg har skrevet den for et godt stykke tid siden - tror ikke jeg tænkte så meget over det...

Den er ret god. Nogle af sætningerne der bliver sagt lyder ikke så originale... Men hvem siger at de skal være det?

Desuden minder Preface mig om en Cluedogåde... Tihii...xD

Brilliant...xD

Endnu engang, mange tak Haha, jeg tænkte netop også lidt alla det omkring Preface... Kunne simpelthen ikke lade være med at lave det :p