En stil jeg har afleveret her for nogle dage siden...det var en krimi-novelle man skulle skrive videre på, den er så skrevet på sådan en måde at den del der var skrevet, behøver man ikke at læse for at forstå min stil ^^

Enjoy

Englefjæs

Træt og en smule omtåget fik han taget sig sammen til at klatre op ad den sneede skråningen, der irriterende nok fortsatte stejlt opad. Det krævede store mængder energi at kravle op, med kun den ene arm i brug. Han hev efter vejret så hans ånde blev lavet om til store, tunge og hvide skyer foran hans mund. Kulden fik det til at gøre ondt i hans hals, og ham prøvede at gemme sin mund bag kraven på sin jakke, for at bare at varme ilten en smule op, inden han inhalerede.
Han borede sine stive fingre ned i sneen og den frosne jord for at holde sig fast så han ikke skulle prøve den samme rutsjetur en gang til. Smerten skreg i ham som en anden plage, og han kunne ikke se nogen ende på den belastende smerte, der sinkede ham. Han kunne se enden på skråning; dette bragte en mærkelig form for lettelse op i ham. Han fik slæbt sig det sidste stykke op, men derefter lå han bare stille på kanten. Det eneste han kunne høre udover vindens smertefulde hyl, var hans åndedrag, der lød som et ekko i hans indre. Vinden hev i ham, og kulden fik gravet sig lidt længere ind i ham.
Med en kraftanstrengelse fik han sig selv op på knæ, og med et støn af smerte fik han endelig stillet sig helt op på sine fødder. Han fortsatte videre hen ad vejen, besluttede sig for at det bedste han kunne gøre nu var at søge et sted han kunne overnatte. Han fulgte stræbsomt vejen indtil han kunne se utydelige lys i mørket. Automatisk begyndte hans fart at stige som han nærmede sig. Men jo tættere han kom jo mere begyndte en undren at fylde ham, og til sidst fik den ham til at stoppe. Han så undrende på lyset, der pludselig bevægede sig i skæve bevægelser, som om en holdt en lommelygte og løb samtidigt.
Han begyndte at tøve.
”Hvad nu hvis det er dem?! Det kan ikke være dem, jeg er sikker på at jeg er sluppet fra dem!”
Men uanset hvad han tænkte for at overvinde sin mistro stod han stille. Den belastende panik han havde haft en god mængde tid, og som endelig var ved at falde til ro, steg endnu engang op i ham og fik sveden til at løbe ned af ham. Hans krop blev klam og fugtig, og der kom mere bid i den isende kulde, der fik hans krop til at føles som en ispind.
Lyset nærmede sig ham drastisk og uanset hvor mange beskeder han sendte til sin krop om at han skulle se at komme af sted, rørte den sig ikke ud af stedet. Hans vejrtrækning blev anstrengt som adrenalinen blev pumpet rundt i hans krop.
Lyset var nu så tæt på at han kunne se skikkelsen, der holde lygten, men der var kun én. Dette bragte overraskelse og undren op i ham. Han kunne også hurtigt konstatere at skikkelsen ikke havde form som nogle af de mænd han havde løbet fra. Skikkelsens form var slet ikke i nærheden af en mandlig krop. Han fastslog også hurtig at det var en ung kvinde der kom løbende imod ham.
Hun holdt godt fast i hendes jakkes krave, mens hendes stemme endnu engang lod sig blande i vindens skrigende hyl. Han kunne se hvordan hun stoppede overrasket op nogle meter foran ham. Hun havde ikke troet at hun ville møde nogle mennesker så sent og i et så dårligt vejr. Det var som om en stor spand koldt vand var blevet smidt i hovedet på ham og hans krop vågnede til live igen ved synet af pigen, der så temmelig uskyldig ud.
”Undskyld, herre, du har vel ikke set en hvid kat passere forbi, vel?”
Selv hendes stemme havde den mest uskyldige klang han havde hørt.
”Hmm, en hvid kat? Nej, har jeg ikke…” svarede han roligt, han anstrengte sig lidt for ikke at lyde som om han havde smerter, da han ikke mente at han kunne være bekendt at belaste denne unge pige med hans problemer.
”Nå, det var en skam.” Hun sukkede kort, hvilket tydelig udtrykte at hun var tæt på at give op. Hun så til den ene side, som om den forsvundne kat kunne have rendt den vej, men uden han lagde mærke til det, skævede hun kort tilbage til ham, hvor hendes blik lagde sig nøje på hans arm, den brækkede arm.
”Herre, er der sket dig noget?” Hendes pludselig spørgsmål ramte ham uventet, og han havde ikke set det komme, selvom det ville være det mest indlysende at spørge om.
”Ne-nej, ikke noget du skal tænke på, nåh, men du skal vel videre?” prøvede han at snige sig udenom spørgsmålet. Hun så ikke overbevidst ud, men lod som ingenting.
”Jamen så har du vel ikke noget imod hvis jeg byder dig på noget te, vel?” Hun smilede stort, men en hvis form for ondsindet skær sneg sig over hendes smil, og inden han kunne tænke sig om tog hun fat i hans arm, den forkerte arm.
Han bed hårdt til for at stoppe sit smerteskrig, men smerten var stærkere end hans selvkontrol og en hvæsen pilede ud over de hårdt sammentrykte tænder. Pigen så tilbage på ham med et ondt glimt i sine øjne og et lille kækt grin slap ud fra smilet.
”Heh, jeg tænkte det nok!” Han kunne høre en hvis form for arrogance i hendes stemme, men han gad ikke tænke over det, smerten var for overdøvende i hans indre til andre tanker. Hun slap hurtigt hans arm for ikke at bringe mere smerte i ham. Han tog sig til sin skulder og prøvede at berolige den nervepirrende smerte så meget som overhovedet muligt.
”Hvis du alligevel havde regnet det ud, havde du vel ikke behøvet at bringe smerten i mig!” snerrede han en smule irriteret ad hende, men hun stod stadig stille med hendes smil klasket på sit englefjæs.
Det var begyndt at gå op for ham at han havde vurderet hende forkert, bag de blå øjne af hendes, gemte der sig snarer en djævel end en engel.
”Kom nu, så skal jeg behandle din arm og lave dig noget varmt at drikke!” Hun vinkede ham med sig, og han besluttede sig for at det var bedre end at blive stående ude i denne kulde.

***

Nu sad han der, inde i en varm stue med et tæppe over sin iskolde krop og en kop varm te der også hjalp til med opvarmningen af kroppen. Hans arm havde fået en omgang forbinding, selvom det ikke var det bedste, måtte han vente på at kunne komme på hospitalet på grund af vejret, der ikke tillod mange at køre i deres biler.
Han lod sit blik glide rundt på stuen, der var noget primitiv, men stadig havde hvad man skulle bruge. Han sad i en af de to sofa-stole, med et gammelt, armygrønt betræk, armlænene var lavet ud af lyst mahogni og havde lakering. Der var tre vinduer i den lille stue, der alle var dækket godt til af rimfrost.
Hans lille undersøgelse af rummet blev sat til siden da den unge pige, som han havde fået at vide hed Kisa, kom ind i stuen. Men da hun trådte ind i hans synsvinkel så han overrasket på hende. I hendes arme befandt sig en hvid kat med blå øjne, den stirrede intenst på ham og slikkede sig en gang om munden.
”Hva’? Ledte du ikke efter den kat der?” Hun blinkede et par gange med sine øjne og så på katten i sine arme.
”Gud jo, det gjorde jeg vidst også…” Hun smilede drilsk og strøg katten et par gange over dens lune og bløde pels, den svarede ved at spinde af nydelse. Hun satte sig overfor ham, og strøg en ekstra gang over katten.
Han kunne ikke lade være med at lægge ekstra mærke til hendes former, da jakken nu var af. Hun havde runde hofter, taljen var en god bredde og hendes barm var skam heller ikke så ringe endda, han ville skyde på en D-skål. Hendes ben var beklædt i et par slidte, lyse cowboybukser og hun havde en hvid top med tynde snører, der gik op omkring hendes bare skuldre. En brun tot hår faldt tillokkende ned omkring hendes skulder og placerede sig lige ude foran hendes barm.
”Du har stadig ikke fortalt mig hvordan du kom til skade, eller hvad du lavede derude!” Han trak sin opmærksomhed væk fra hendes krop og begyndte i stedet for at tænke over hvordan han skulle svare hende, uden at give hende alt for mange informationer omkring sin situation.
”Det er kompliceret, men den kort af det lange er at jeg faldt ned af en skråning, og jeg prøvede at finde ly for vejret…” Det var ikke hele sandheden, men det var bedre end at skulle fortælle omkring alt det der var sket forinden. Hun løftede et øjenbryn over hans korte og ikke særlig detaljeret beskrivelse.
”Der kan man se, og her troede jeg lige at du blev forfulgt” Hun smilede stort og uskyldigt, hvorefter hun tillod en trillende latter, men han var ikke lige så letsindet over det, han var ved at kløjs i den mundfuld te han lige havde lukket ind. Han hostede hæst så hele hans krop rystede. Kisa rejste sig straks op og lage en hånd på hans ryg og puffede let til ham.
”Jamen dog, pas nu på” Da han åbnede sine øjne endnu engang blev han overrasket og et let rødt skær strøg hen over hans kinder. Kun nogle få centimeter fra hans ansigt var hendes barm placeret. Han kunne tydelig se hendes kavalergang, da hun satte sig ned på hug foran ham og så ham i hans mørke øjne.
”Er du okay nu?” Han nikkede hurtigt og kunne slet ikke forstå situationen, hun smilede kækt med lukkede øjne.
”Det var godt!” Den halvt akavede situation blev straks brudt af nogle hårde bank på hoveddøren, der lød som om døren var ved at blive banket ind. Hun så hvordan han stivende kort over den pludselige, nye tilstedeværelse, der kun stod nogle meter væk fra dem. Hun rejste sig elegant op og gik ud i den lille smalle entre.
Han hørte hvordan hun åbnede døren og spurgte de fremmede hvad deres ærinde var her hos hende. De svarede hurtigt. Han stivede fuldkommen. Blodet i hans årer var som frosset fast, sveden begyndte at titte frem her og der, og en velkendt nervøsitet begyndte at blomstre op i ham.
Det var dem, han var ikke et sekund i tvivl, det kunne kun være dem. Han stillede koppen fra sig, så forsigtigt som overhovedet muligt.

(Forsættelse følger)