Englefjæs del 2

**Siwsen** · 19-04-10, 16:34

Del 2;

Kisa stod stille og så de to mænd an, der stod uden foran hendes dør. De var direkte modsætninger til hinanden. Den ene var ekstremt høj, muskuløs, med en bred kæbe, han var skaldet og så havde han et stort fuldskæg. Manden ved hans højre side gik den store mand til skulderen, havde brunt hår, en lang ørnenæse og så han var spinkel. Begge deres øjne var mørke og kolde.
”Kan jeg hjælpe dem med noget?” spurgte hun roligt, der var ingen tegn fra hende at hun var bange for de to mænd, der begge gik i sort eller mørkt tøj, hvor begge deres jakke bestod af læder.
”De kunne vel ikke sige os om du har se denne mand?” Den spinkle mand viste et lille fotografi frem af en ung mand, midt i tyverne, lyseblå, næsten grå øjne, lyst hår, meget mandige træk, en lidt spids næse og tynde læber.
Det var ham.
”Nej, det jeg har ikke,” svarede hun efter have studeret billedet længe nok til at snyde de to mænd foran hende. Hun rakte billedet tilbage til dem, men de ville ikke tage imod det. De var ikke overbevist.
”Vi kunne vel ikke få lov til at kigge lidt rundt?” Hun så chokeret på dem, og derefter irriteret.
”Fandme nej!” Hun skulle til at smække døren i da den store, muskuløse mand tog hårdt fat og smækkede døren stenhårdt op så noget af træet revnede. Hun så med udspilede øjne da hun så skaderne på døren.
”Vi kunne ikke helt høre dig, vi spurgte om vi måtte tage et kig i dit hus,” gentog den lave mand endnu engang.
Hun så fra døren til dem, og skulede.
”Er du døv? Jeg sagde NEJ! Skrid så fra min grund!” vrissede hun og skulle til at tage fat om sin dør for endnu engang at smække den i deres hoveder, men nu brasede den store mand ind i hendes hus og kylede hende ind i væggen. Hun gispede af smerte og faldt ned på det lyse gulv under knagerne, hvor der hang nogle jakker og tilbehør.
”Vi takker for deres venlighed” sagde den lave arrogant, det var tydeligvis ham, der førte ordet af de to mand. Hun fik efter nogle sekunder, hvor hun sundede sig en smule over slaget, rejst sig op og gik fortumlet hen imod stuen, som de to mænd havde bevæget sig imod.
Hun kunne høre hvordan hendes kat hvæsede af de to uindbudte gæster. Hun kunne se hvordan de begyndte at gå ind i hendes stue, hun satte farten op. Der var ingen garanti for hvad de kunne finde på at gøre ved ham, hvis de fandt ham.
Da hun endelig kom frem i dørkarmen så hun undrende rundt i stuen. Han var væk. Hun så dem undersøge steder hvor en ung fuldvoksen mand kunne gemme sig, men ingen steder fandt de ham. Hun gik selv lidt rundt, hun kunne ikke forstå hvor han kunne være blevet af. Lige indtil hun så det åbne vindue, det var lukket så meget i som man kunne udefra.
”Vær venlig at forsvinde fra mit hus, I har ingen ret til at undersøge mit hus uden en kendelse!” Hun vidste hvad det handlede om nu, de skulle ud fra rummet inden de opdagede vinduet.
”Rolig nu, skat.” Hun skulede ondt til den irriterende, spinkle, højrøvede mand.
”Boss, se her.” Kisa blev helt overrasket da hun hørte den klumsede stemme, der kom fra kæmpen. Hun lod et lille fnis slippe fra sig, hvilket resulterede i at hun fik et ondt blik sendt i sin retning. Kisa blev hurtigt stille da hun fandt ud af at de havde opdaget vinduet, og det at det var åbent.
”Jamen dog, hvad har vi er. Hvor mange ville have deres vindue åbnet på en aften som denne?!” Bossen så hen imod Kisa, der ikke sagde en lyd.
”Hvis jeg ikke har det åbent, bliver der simpelthen for varmt herinde!” løj hun. Han nærmede sig hende med lange, sleske skridt.
”Jaså, og alligevel viser din krop noget andet.” Hun så straks på hendes arme, det var først nu hun mærkede kulden omkring sig. Hendes hud havde trukket sig sammen og viste nu den ynkelige gåsehud.
”Jeg tror du lyver.”
”Nej da, det kunne jeg aldrig finde på!” Hun lod et englesmil glide henover sine læber og blinkede på en tiltrækkende måde med sine lange øjenvipper. Han grinte kort og kunne ikke lade være med at more sig over hendes så tydelige løgn.
”Hvor er han henne?” Han var seriøs nu.
”Hvor skulle jeg vide det fra, dumme!” Hun førte sine hænder om bag sin ryg, som om hun stadig prøvede at spille uskyldig.
”Sorry, men vi har ikke hele dagen, så enten siger du hvor han er, ellers…”
”Ellers hvad?” Endnu et smil spillede på hendes læber, men denne gang var der noget seriøst over det.
”…Vil du fortryde det, vi er ikke typen der slår på piger, men hvis vi bliver nødt til det, gør vi det!” Hun slap en lille latter til hans overraskelse. Hun var ikke typen han var vant til.
”Heh, der var jeg vel nok heldig.”
”Huh?” Han forstod det ikke.
Med et tog hun begge sine hænder frem foran sig, med strakte arme. I hendes hænder holdt hun på to pistoler, som begge var et par centimeter fra mandens hoved. Endnu engang formede hendes læber sig i et ondt smil. Den spinkle mand var virkelig begyndt at hade hendes smil. Han så med udspilede pupiller, denne omvending af magt over situationen havde han ikke forudset. Det store brød af en mand havde straks sat i bevægelse imod hende, men med et blik havde hun stoppet alle bevægelser fra ham.
De førhen engleblide øjne var nu øjne som kun djævlen kunne besidde.
”Ser I, det ville ikke være fair at dræbe et par ynkelige mænd som jer, hvis I ikke engang ville slå på en pige, men heldigvis for mig kan jeg høre, at det har I ikke noget imod!” Med en hurtig bevægelse fejede hun mandens ben væk under ham, så han landede med et hårdt bump på jorden. Hun gik nogle skridt hen til ham, så hun stod over ham, og pegede nu de to pistoler ned imod hans hoved.
”På grund af jer, stak min gæst af. Det kan vi jo ikke have!” Hendes stemme fik deres nakkehår til at rejse sig, og sendte kuldegysninger ned langs deres rygge. Han stirrede på hende med frygten limet i sine øjne. Pupillerne var dobbelt udspilede, det var lige før at de slet ikke var der.
Hun nød synet.
Hun pressede lidt mere til aftrækkerne, de havde endnu ikke slippet deres dødsskud. Hun var som en kat, legede med sit bytte inden hun gjorde jagten færdig. Sveden løb ned ad hans tindinger. Han ventede, den ventetid var uudholdelig.
Hvornår ville han død? Hvor længe ville han endnu leve? Ville han død så ynkeligt? Tankerne var kortsluttet i hans hoved, han ventede bare. Et sidste smil og skuddet lød.
BANG
Kuglen borede sig dybt ind i hans kranie, slukkede livet i ham og fik blodet til at sprøjte.
”Tsk, se nu, nu bliver mit gulv plettet og nu skal min top vaskes!” udbrød Kisa med en kynisk stemme, hun stod stadig og så ned på sit mesterværk. Hun skænkede ikke en tanke på den nu rystende kæmpe, der stod ovre i hjørnet. Hendes arme faldt ned langs hendes sider.
Hun var sårbar nu. Han tog chancen. Hans sidste chance.
Han satte i vildt løb hen imod hende på de få meter der var fra ham til hende. Skyndte sig at trække sin pistol som han løb imod hende. Hun rørte sig ikke. Han havde den næsten fri af jakken, bare lidt mere og han ville kunne afgive skud.
Hun så stadig ned på sit mesterværk, men på et split sekund så hun på ham ud af øjenkrogen, og hendes ene arm sigtede med pistolen imod hans sårbare sted. Hans hoved.
Han fik pistolen fri, han kunne skyde.
BANG
Et hårdt bump lød da kæmpen kolliderede med gulvet, nogle af brædderne flækkede under hans massive vægt. Blodet spredte sig som en stor, dybrød sø. Først derefter vendte hun hele sit ansigt og derefter krop imod ham. Gik stille hen og så på det nye værk hun havde lavet. Satte sig i hug og prikkede til ham.
”Tsk.”
Hun rejste sig op, stadig med sit blik på den døde.
”Det ser ud som om vi skal flytte igen, Tora.” Katten svarede hende med et miav og hoppede ned fra vindueskarmen, for så at stryge sig opad hendes ben.

The End ^^