Føelsen af at være glemt. Være forladt, slog al luften ud af hende som en knytnæve.
Lukkede alt andet ude af hendes sind.
Alene. Ensom. Ladt tilbage.
hendes rygrad spændtes som en bue da smerten kastede den syrlige mad op gennem hendes svælg.
Hun mente det var smerten. Smerten der var grunden til hendes evindelige lidelser.
Dybt inde i hende bankede et hjerte. hvis de dog bare kunne fatte det.
Dunk. Dunk. Dunk.
Hun ville kvæle den skrækkelige lyd af hendes hjerteslag.
Dræbe den som...
Endnu engang spændtes hendes rygrad som en bue og den syrlige smag brændte i hendes hals.
Hun ville stoppe smerten engang for alle.
"Skat. Er du der. Vær sød at låse op" Lyden af banken på døren for blev ude af hendes sind.
Den bekymrede mor der elskede hende af hele hjertet var lukket uden for barrieren. Uden for muren, hvis nøgle for længst var blevet smidt væk.
Veninderne der hviskede om hendes bag hendes ryg, men i virkeligheden sludrede om dengang de havde røget græs om aften efter diskoteket.
Lukket ude som enhver anden følelse af at nogle holdte af hende.
Drengen hun elskede som overså hende hver gang de ved et tilfælde mødtes, men i virkeligheden ikke kunne få øjne fra hende.
Alene ladt tilbage, uden sandheden.
Forblindet i en løgn.
"Luk op" Morens desperate skrig druknede i sorgen og følelsen af at være alene og ulykkelig greb hun d efter en skarp genstand. Bare så meget som en knækket hårnål.
"Luk op, nu, skat" Faderens nervøse råb var nu også at høre bag døren..
"Slå den ind, hun svare ikke, slå den ud" Moderen var brudt ud i en hulken. Desperat forsøgte faderen at berolige hende pbag barierren der skilte dem fra deres datter.
Av... Der, fars barberblad.
Ingen ide om hvor egoistisk det var. Hvor selvisk, lukkede hun øjne og håbede på et bedre sted.
Et sted hvor veninderne tilbad en. Et sted hvor drømmefyren elskede hende, og et sted hvor forældrene lod hende gøre som hun ville.
I et øjeblik gled hendes tanker over til Nangiala i brødrene løve hjerte.
Mon der også ville være en kirsebærdal og rosendal der hvor hun skulle hen.
Uden en ide over alle de sørgende hvis liv hun spolerede, lod hun den tynde skarpe barberblad trænge gnennem hendes tynde hud på håndleddet, og direkte ind i den bankende levende puls.
Som et lys der langsomt blafrede ud hørte hun den faste rytme af hjerteslag blive tungere, langsommere. Et smil krængede hendes læber.
Om lidt ville hun være fri.
Et pludselig brag, og en sky af træsplinter.
"Åh... Skat. MIn lille pige. Hvad har du gjort" Moderens desperate stemme nåede hendes svækkede forsvarsværker.
"Hent en klud skreg faderen" Gråden var også brudt ud i hans stemme, og pludsleig kunne hun mmærke en varm og blød barkede næve mod hendes kind.
Voldsomt tvang faderen hende brutalt ind i et voldsomt kærligheds knus.
"hvordan kunne du. Vi elsker dig. Elsker dig" hviskede han sagte og kyssede hende på den sveddryppende pande. Hendes krop reagerede ikke længere på svar fra hjerne og langsomt begyndte hendes hjerteslag at høre op.
"Åh Skat, jeg elsker dig, det hele skal nok gå" hviskede moren og strøg hende over hendes afblegede hår.
Faderens vuggen hørte aldrig op og langsomt begyndte det at gå op for hende.
Folk havde elsket hende som den hun var. HUn havde ikke behøvet at ryge hash og andet ting for at bevise for de andre at hun ikke var nogen bangebuks. Hun havde ikke behøvet at afblege hendes hår for at drømmefyren fik øjne op for hende. HUn havde ikke behøvet at svare sine forældre igen konstant for at få opmærksomhed.
HUn var omgivet af folk der elskede hende. Elskede hende som den hun var, og intet andet.
HUn ville gøre det hele om hvis hun havde fået en ekstra chance.
åh gu, lad mig få en ekstra chance bad hun inderligt mens det sidste liv slap ud af hendes hjerte.
Hun havde taget det forkerete valg.

uhygliget?
nej for fanden hvor er det bare sejt
jeg har aldrig taget mig sammen til at skrive om mord forsøge
du er stadig utrolige

Mine øjne er helt slørede.... undskyld jeg kommer bare til at græde over sådan noget. Jeg synes det er rigtig godt skrevet og fine beskrivelser............

åh gud, hvor var den god.