Hej alle sammen. Dette er slutningen på min novelle om Jared og Amelia. Jeg vil virkelig gerne høre fra alle der har fulgt med eller læst nogle afsnit.

Chokolade!

6. del

Morgenen var anderledes. Godt nok var de andre dage lyse, solrige og varme, men i dag var helt anderledes. Det var mørkt og koldt, og der var en stor grå sky på himlen. Stemningen var anderledes og vinden blæste kold luft ind mod havnen. Jeg kunne mærke tårerne presse på i mens jeg stod foran Jareds skib. Folk var begyndt at dukke op for også at sige farvel til dem. Folkene havde lært at bare fordi man måske var anderledes, eller kom fra et andet land, eller så anderledes ud, så kunne man godt være lige så god som alle andre. Jeg så ned på mine hænder. Jared havde givet mig en hjerteformet pakke med chokolade inden i. Jeg ville spise alle, undtaget den sidste i midten, så jeg altid ville huske den søde duft af Jared.

Chokoladen havde altid tiltalt mig og havde altid været min drøm. Sammen med chokoladen fandt jeg kærligheden, sammen med chokoladen fandt jeg min lykke. Chokoladen havde altid betydet noget for mig. Det var mit yndlingsslik, min yndlingssmag, min yndlingsdrik. Sammen med chokoladen havde jeg altid været glad. Det var som om at Jared var tryllet frem af chokolade. Ja, han selv smagte af det. Tårerne ramte pakken og vinden tog atter til. Vinden blæste den søde duft af Jared hen i mod mig. Jeg kunne ikke modstå den og måtte åbne pakken for at smage. Den jeg valgte smagte stærkt af marcipan og kildede på min tunge. I nydelse lukkede jeg øjnene. Jeg tror jeg stod dér på havnen, og så på at besætningen arbejde på at tage af sted i en time. Jeg knugede pakken ind til mig i mens jeg så mod Jared. Nu og da så han op for at se på mig. Han smilte et skævt smil, men jeg kunne se hans kind glinsede i den svage sol. Folk begyndte at komme op i mod mig og give mig et medlidenhedsklap på skulderen. Jeg nikkede hver gang de fortalte mig at de var kede af situationen. Hvis jeg åbnede munden, ville jeg bare skrige af sorg. Børnene fra byen begyndte også at samle sig bag mig, og en lille pige holdte grædende om mit ben. Hun pegede på skibet og sagde med en sørgelig tone: ”Hvorfor rejser alle dem der væk?”.

Jared snakkede med en mand fra skibet ved siden af – dem de også fulgtes med. Jared så pludselig mere ulykkelig ud, og vendte sig i mod mig. Han gik de få, men meget lange meter hen til mig fra skibet. Pigen slap mit ben og forsvandt. Jared stoppede foran mig og sukkede tungt. Han nikkede sigende. ”Vi er klar til afgang.” sagde han. Hans stemme knækkede ved det sidste ord. Jeg løftede en hånd op mod min mund og så ulykkeligt på ham. En tåre fandt sin vej ned langs hans perfekte næse, og jeg tørrede den væk med min hånd. Jeg lagde hånden på hans kind. ”Hvad nu hvis jeg tager med dig?” spurgte jeg ham. Der gik lang tid før han svarede. ”Dette er ikke livet for dig Amelia. Vi har også en regel på skibet. Med mindre man er gift..” – han snakkede med en tynget stemme. Jeg kyssede blidt hans mund og der løb endnu flere tårer ned af vores kinder.

”Farvel folkens,” råbte han til menneskerne bag ved. Jeg vendte mig om, og fik et chok. Jeg så en hel flok mennesker, samlet for at sige farvel. Farvel til en flok mennesker, som de for et år siden foragtede mere end nogen andre. Ja, selvom man ikke skulle tro det, stod min mor som én af de forreste med et lommetørklæde i hånden. Jeg smilede til dem, og vendte mig om til Jared. Hans øjne var røde. ”Farvel min elskede.” sagde han. Min gråd brød løs, og jeg krammede ham ind til mig. Måske skulle jeg aldrig se ham igen, måske ville jeg aldrig høre fra ham igen. Jeg ville aldrig finde én som ham, det vidste jeg selv dengang. Han slap mig med besvær og vendte sig om mod skibet. Han steg på og vendte sig om. Af sted sejlede de.. Han begyndte at vinke og jeg løb ud til kanten, for at kunne tage et sidste, godt blik på ham.

Det var da de var godt 100 meter væk jeg fik en idé. Jeg vendte mig om for at se på min mor. Vores blikke låsedes og hun nikkede bekræftende. Hun havde altid kunnet læse mine tanker, selvfølgelig vidste hun hvad jeg ville. ”Skriv en gang imellem. Besøg mig.” sagde hun med en grådkvalt stemme. Menneskerne bag ved mig så overraskede fra min mor til mig – de anede ikke hvad vi snakkede om. Med tårer i øjnene grinede jeg, og hoppede i vandet. Jeg ramte vandet med et plask. Vandet var usandsynligt koldt og omsluttede mig som et vådt, klamt tæppe. Det var et held at jeg er en god svømmer. Jeg svømmede alt hvad jeg kunne hen til båden. Jeg råbte efter Jared, men han kunne ikke rigtig høre mig. Menneskerne inde på bredden begyndte at hoppe og vinke og råbe efter skibet, og endelig kunne jeg se folk på Jareds skib undre sig om hvad de sagde. Jeg så Jared mase sig op foran og med det samme fik han øje på mig. Uden et tøvende øjeblik sprang han også i vandet og svømmede hen til mig. Jareds venner gispede og grinede, og Jared omfavnede mig sidelæns på vandet. ”Hvad.. Hvad i alverden laver du?” gispede han. Bølgerne var høje, og det var svært at svømme herude. Jareds venner satte farten på skibet ned og kastede en robåd ud mod os. Vi svømmede derhen og Jared kastede sig ind i den. Han hjalp mig med lidt besvær indeni.

”Frøken Amelia Amarentha de Grecho. Hvad i guds navn skulle det til for?” spurgte han med en stemme der mindede om min mors. Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Jared Rex O’Connell. Jeg vil gerne være din kone, så jeg kan rejse ud på alverdens have sammen med dig. Du er mit eneste rigtige valg.” svarede jeg. Han så måbende på mig. Hvis man som kvinde skulle være gift med én fra besætningen for at bo på skibet, var jeg godt nok ligeglad med om folk synes at man var for ung eller ej. Jeg var fyldt 18 i årets løb og nu skulle ingen stoppe mig i at leve mit eget liv.

Jared svarede selvfølgelig ja. Vores bryllup blev holdt på vandet, og jeg skrev et brev til min mor da vi nåede den nærmeste havn. Brylluppet var nydeligt. Da vi vågnede op – i hver sin kahyt – var hele båden pyntet fra top til tå, ja selv folkene fra den anden båd var glade og kastede ris og rosenblade mod os. En af kvinderne lånte mig sin fine brudekjole. Hun var stukket af hjemme fra for at være sammen med sin elskede. Det var virkelig et smukt bryllup.

Efter det gik der to minutter og så var jeg gravid. Efter det gik der fem minutter og så fødte jeg den smukkeste lille pige i verden. Efter hende kom der en pige mere, og efter hende kom der en sød lille dreng.

Vores første pige ligner Jareds mor utrolig meget. I dag er hun 19 år. Hendes hår er langt, bølget og blond som Jareds. Hun har de samme varme øjne som han og hans mor og en solbrun hud. Hun hedder Alexandra Isadora O’Connell. Vores anden pige hedder Éowyn Andromeda O’Connell. Hun har lige klippet sit sorte hår så det når hende kækt til skulderne. Hendes smilende øjne er ikke til at tage fejl af, og selvom hun kun er 15 år, er hun virkelig moden. Og sidst, men ikke mindst har vi vores Roux Jacob O’Connell. Han er nærmest en kopi af mig, dog i mandlig udgave. Han er i dag 13 år og drømmer om at være kaptajn som sin far er. Jared og jeg er som to sjælevenner. Vi kan ikke uden hinanden. Vi har selvfølgelig besøgt min mor op til flere gange, nogle gange efterlader vi børnene dér en hel sommer. De elsker det.
Vi lever af at sælge chokolade. Vi sejler ind til en havn, bliver der et par dage – eller mere hvis vi ikke kan sejle videre – og sælger vores lækre chokolader. Folk elsker det og vi har fået et mindre omdømme for dem. Vi tjener i hvert fald ikke dårligt på det, må jeg nok sige.

Siden jeg sprang i vandet for at nå Jared er tingene gået som smurt. Alt er godt. Og når nogen spørger hvordan vi dog kan være så lykkelige, så svarer jeg altid: ”Chokolade!”

Hvor er den sød!:D