Starten af en novelle med et lidt minimalistisk og magisk præg.
Kedeligt/uforståeligt/kan klare forbedringer?


Hvis det ikke havde været fordi vinden holdt en kort pustepause, havde jeg nok ikke hørt de forvildede toner fra strengeinstrumentet. Og hvis det ikke havde været for en sprudlende latter fra stemmer, der kun kunne tilhøre børn, havde jeg heller ikke fulgt lyden af noget så banalt som en guitar. Jeg glemte alt om min storesøster og lillebror, der ikke så mig følge lyden af liv ned ad en sidegade.
Jeg fandt kilden til dem langt væk fra de hvidkalkede huse. 15 børn sad som støbt ned i fliserne på trapperne ned til toiletterne ved rådhuspladsen. I midten af statuerne stak en ryg med læder og et hoved op. Mine fødder fløj over fliserne og verden blev sløret for mine øjne. Tonerne fadede ud og på få sekunder stak manden guitaren i hænderne på en pige og modtog et andet instrument fra en dreng. Pigen holdt om guitaren som var den lavet af porcelæn. Jeg strejkede halsen og kunne netop ane en banjo i hans skød, som han allerede var begyndt at bimlede løs på. De undertrykte toner startede børnenes frydeskrig. Jeg satte mig på hug tilstrækkeligt langt væk og så med. Rytmisk førte han ord til fingerspillet – man kunne næppe kalde det sang.
Jeg rejste mig, da han stoppede – mine knæ knækkede i bevægelsen. Drengen tog igen imod banjoen. Deres stemmer var lave. Jeg ville høre, hvad de sagde. Han sad nu foroverbøjet med øret mod en dreng.
”Sååh. Du vil høre om stjerneskud?” Fingrene spillede over hagen. Børnene rykkede tættere på ham. Det lavede garanteret gnidningsvarme.
”Jeg synes nu stjerneskud er frygtelig kedelige.” Selv på denne afstand kunne jeg se de små skuldre falde sammen.
”Men om asteroidestøv vil jeg berette.” Han lænede sig godt frem i mængden og gav sig til at fortælle:
”Asteroider styrter rundt i rummet. Dem er der masser af krudt i. Se, nogle af dem kommer meget tæt på jorden, så vi kan se dem; stjerneskud! Men der er nogle få, der opfører sig anderledes. De frække og rebelske. De flyver direkte mod jorden. Det går lynene stærkt. Faktisk så stærkt, at de langsomt går i stykker og når de når jorden er de ikke andet end støv: asteroidestøv.” Jeg opdagede jeg havde bevæget mig tættere på dem. Et fortryllet glimt valsede i hans øjne.
”Hvis asteroidestøvet falder på dine skuldre vil din skygge rejse sit fra sit dvale, og du kan tage dens iskolde hånd i din.” Hans hvisken var krydret med skjulte hentydninger børnene uden tvivl ikke opfattede. Jeg fangede hver variation af hemmelighed og min krop reagerede med dobbelt lag gåsehud. Som solens lys dæmpedes og sænkedes, rejste manden sig. Han var skaldet så jeg nu. Han tog imod sin banjo fra den lille pige og guitaren på en dreng. De fik alle et kindkys og et buk. Deres latter gav genlyd gennem gaden. De spredtes i hver deres retning og ud over min horisontlinje. Jeg tog benene på nakken.

Oprindeligt indsendt af Joma

Starten af en novelle med et lidt minimalistisk og magisk præg.
Kedeligt/uforståeligt/kan klare forbedringer?


Hvis det ikke havde været fordi vinden holdt en kort pustepause, havde jeg nok ikke hørt de forvildede toner fra strengeinstrumentet. Og hvis det ikke havde været for en sprudlende latter fra stemmer, der kun kunne tilhøre børn, havde jeg heller ikke fulgt lyden af noget så banalt som en guitar. Jeg glemte alt om min storesøster og lillebror, der ikke så mig følge lyden af liv ned ad en sidegade.
Jeg fandt kilden til dem langt væk fra de hvidkalkede huse. 15 børn sad som støbt ned i fliserne på trapperne ned til toiletterne ved rådhuspladsen. I midten af statuerne stak en ryg med læder og et hoved op. Mine fødder fløj over fliserne og verden blev sløret for mine øjne. Tonerne fadede ud og på få sekunder stak manden guitaren i hænderne på en pige og modtog et andet instrument fra en dreng. Pigen holdt om guitaren som var den lavet af porcelæn. Jeg strejkede halsen og kunne netop ane en banjo i hans skød, som han allerede var begyndt at bimlede løs på. De undertrykte toner startede børnenes frydeskrig. Jeg satte mig på hug tilstrækkeligt langt væk og så med. Rytmisk førte han ord til fingerspillet – man kunne næppe kalde det sang.
Jeg rejste mig, da han stoppede – mine knæ knækkede i bevægelsen. Drengen tog igen imod banjoen. Deres stemmer var lave. Jeg ville høre, hvad de sagde. Han sad nu foroverbøjet med øret mod en dreng.
”Sååh. Du vil høre om stjerneskud?” Fingrene spillede over hagen. Børnene rykkede tættere på ham. Det lavede garanteret gnidningsvarme.
”Jeg synes nu stjerneskud er frygtelig kedelige.” Selv på denne afstand kunne jeg se de små skuldre falde sammen.
”Men om asteroidestøv vil jeg berette.” Han lænede sig godt frem i mængden og gav sig til at fortælle:
”Asteroider styrter rundt i rummet. Dem er der masser af krudt i. Se, nogle af dem kommer meget tæt på jorden, så vi kan se dem; stjerneskud! Men der er nogle få, der opfører sig anderledes. De frække og rebelske. De flyver direkte mod jorden. Det går lynene stærkt. Faktisk så stærkt, at de langsomt går i stykker og når de når jorden er de ikke andet end støv: asteroidestøv.” Jeg opdagede jeg havde bevæget mig tættere på dem. Et fortryllet glimt valsede i hans øjne.
”Hvis asteroidestøvet falder på dine skuldre vil din skygge rejse sit fra sit dvale, og du kan tage dens iskolde hånd i din.” Hans hvisken var krydret med skjulte hentydninger børnene uden tvivl ikke opfattede. Jeg fangede hver variation af hemmelighed og min krop reagerede med dobbelt lag gåsehud. Som solens lys dæmpedes og sænkedes, rejste manden sig. Han var skaldet så jeg nu. Han tog imod sin banjo fra den lille pige og guitaren på en dreng. De fik alle et kindkys og et buk. Deres latter gav genlyd gennem gaden. De spredtes i hver deres retning og ud over min horisontlinje. Jeg tog benene på nakken.

Jeg synes at det ser rigtigt spændende ud og vil meget gerne læse noget mere.
Alt afhængig af hvor lang du har tænkt dig den skal være... og til hvem du skriver - så ville jeg nok gøre indledningen lidt mere... aktiv... Se din karakter fra over og tænk så at jeg (din læser) jo ikke ved hvem din karakter er. Fortæl mig mere tydeligt, hvordi det skulle være interessant for mig (som læser), at ville høre mere om din hovedperson. Indtroducere din karakter mere tydeligt i starten - faktisk ligesom du gør de sidste fem-ti linjer. Her får jeg som læser lidt mere smag for hvem din hovedperson er også vil jeg gerne læse videre...

Håber du kan bruge det til noget...

Årh... Mmmmm. Det var en rigtig rar historie. Jeg synes ikke det gør noget at der ikke er nogen videre karaktestik. Kan rigtig godt lide magien og det åndeløse der i den, hvor jeg selv sad og holdt vejret. Og så er der noget hverdagsagtigt over den, som at man høre noget og løber efter det. Glemmer alt andet. For øvrigt super fedt at du kaster en søster og bror ind og ikke bruger dem til noget som helst.
Og jeg synes egentlig den er færdig. Og nu kan jeg ikke lade være med at kigge efter min skygge. Tsk.
Der var lige en fejl "strejkede" betyder at man f.eks. ikke kommer på arbejde for at sige man får for lidt i løn. "Strakte" mener jeg det hedder.

Tak begge for responsen! Har skrevet ret meget på den udover det her, men mistede lidt gejsten. Må hellere tage mig sammen og få det sidste på. Meget irriterende med halvfærdige historier. ;)