Første del.

Jeg så ned i det smukke turkis farvede vand fra træet i hulen. Mit spejlbilledes øjne var helt sorte. Jeg kiggede op fra vandets smukke overflade og så på min neo der lå på bredden. Min søster og hendes slange lå på granen ved siden af. Hun lå og kiggede ned i vandet men da jeg så på hende så hun op. ’’hvad er der galt Anju?’’ Spurte hun. ’’ikke noget… ’’. ’’glem det der med at prøve på at sige noget der er løgn, du er elendig når du er ked af det’’. ’’det er bare et mareridt…’’ svarede jeg. Hun kiggede på mig i et stykke tid for hun svarede. ’’det gør væk nu’’ og hun fik ret. ’’vil du fortælle dit digt igen’’ spurte hun. Jeg kiggede op, og nikkede.

Anju og hendes søster er Kleoner (dette er væsener med vinger og de er knuttet til dyr/væsner), og er knyttet til to super søde dyr. Anju er mellem høj og hendes hud er kridhvid og hun har sort pjusket hår. Hendes øjne er kuld sorte og der er ikke noget hvidt eller en pupil og det er der heller ikke når de skifter til krystal blå. Hun er knyttet til en neo som har sort pels og vingerne er og sorte. Hun har ulve øre, ulve hale, hugtænder og hendes vinger er store sorte og pjuskede. Hendes søster ligner hende meget men er knyttet til en slange så hun har slange øjne og slange hugtænder men har også almindelige tænder og så er hendes vinger grønne. De bor på skov planeten Nomien. Den er dækket af skov alle de steder hvor der ikke er søer. Dem får i mere at vide om i historie. Anju tog en dyb indånding og begyndte.

’’Månen synger stille,
Høre stjerner spille.
Kigger op fra vandet,
Tænker på det andet.

Verden er så ond,
Som et træk fra dybets grund.
Venter på der bliver kaldt,
Venter bare på alt.

Luft det element jeg kender,
Venter på det hele ender.
Ender bag de mørke porte,
Ender bag det sorte’’.

’’Hvad er porte?’’ spurte Suki.. igen. ’’Jeg er ikke sikker, men det lyder godt’’. Svarede Anju. ’’Vil i med ud og svømme?’’ spurte hun dem alle sammen, hendes neo Tenio. Sprang op og fløj hen til hende, den landede med et bump og kiggede hende i øjnene, et ’jeg vil’. Suki så op og grinede for de alle sprang i, undtagen slangen. Anju dykkede ned på bunden og holdt fast i en rod. Så gjorde hun sig slap og det føltes som om hun var en del af vandet.. det var rart og hun lukkede øjnende. Da hun kiggede igen, efter et stykke tid, så hun ind i Suki’s øjne, hun trak i hendes arm og hun gav slip. Da hun brød igennem overfladen tog hun en dyb indånding. Suki så på hende og hun forstod at hun havde gjort hende nervøs, hun smilede undskyldende. Hun var tilgivet. Hun flød et rundt i stedet for. Hun brugte vingerne til at komme rundt med.

Da de senere igen lå på træet kunne hun ikke lade være med at lukke øjnene, hun genkaldte to førelser, den hvor hun var en del af vandet og den hvor hun var en del af luften. Det var ikke let men hun elskede det, det er fantastisk. Hun så op, da en førelse af at blive betragtet ramte hende. Men der var selvfølgelig ikke nogle andre end dem der plagede. Kort efter blev alting sort…

Suki så op da hun hørte et eller andet knage, hun så sin søster falde gennem luften med lukkede øjne og helt slap i kroppen. Først var hun sikker på at det bare var for sjovt, men da hun sank ned mod bunden sprang hun efter hende. Hun fik hurtigt fat i hende og kom op til overfladen hvorfra hun svømmede hen til bredden. Da hun kom i land, kom Tenio luntende hen til hende. Anju var begyndt at trække vejret igen. Men hun åbnede ikke øjnene for efter et par minutter. ’’hvad lavede du?!’’ Nærmest råbte hun. Anju så på hende som om hun ikke kunne kende hende. ’’Hvorfor?’’ Spurte hun og besvimede igen. Suki var ked af det for hun kunne ikke forstå hvad der var sket.

Anju vågnede med en historie i hovedet, men da hun åbnede øjnene var den væk. Hun kunne se at det var aften og ud fra månen havde hun været væk i flere dage. Hendes søster, Suki og Tenio var ikke i hulen. Sukis slange var der heller ikke. Men hun gik bare ud fra at de var ude at jage. Så hun gik hen til udgangen og så ned det gode ved denne hule var at man skulle vide den var der for at kunne se den og den lå flere km over jorden. Hun lavede en salto ud i luften og lod sig selv falde et par meter for hun bredte sine vinger ud. Efter et stykke tid havde hun ledt deres jagtmarker igennem, men der var de ikke..
Så ledte hun ved deres yndlings søer men der var de heller ikke. ’Okay, jeg prøver en sidste gang for, jeg giver op og flyver hjem’ Tænkte hun. På vej over til det sidste sted så hun to keo’er (det er keomene’er ude vinger).
Hun dykkede, da hun så en skikkelse der fulgte efter dem. Hun landede et stykke fra dem, de var ikke mere end fem års måner gamle. Hun gik hen til dem og hviskede til den ene om de vidste at der var nogle der fulgte efter dem, hun rystede på hovedet. Hun så på den der fulgte efter dem uden at den opdagede det. Hvorefter hun hev den ene op på ryggen, og holdt den anden tæt ind til sig, og så efter et hurtigt tjek om at de begge to holdte fast sprang hun op i luften. De skreg begge to men de holdt op da de var sikre på at de ikke faldt. Jeg så ned på det ræselsvæsen der havde fulgt dem. Hun spurte hvor de boede og de pegede på et sted et godt stykke væk. Da de landede på jorden på en lejerplads kom to voksne løbende hen til dem og tog dem op. ’’hvor har i været og hvorfor fløj du dem hjem?’’ Spurte den ene. ’’Jeg kom flyvende da jeg så en skikkelse fulgte efter dem og så fløj jeg ned og tjekkede op. Det var et rædselsvæsen. Så jeg fløj dem hjem’’. Svarede hun. De kiggede på hende, og så omfavnede de hende og så takkede de hende og sagde at de var meget taknemmelige og hvis der var noget de kunne gøre så skulle hun bare sige til. Jeg takkede og fløj hjem...