Emne: Elen Sila Llumenn Ometilmo del. 1 - Af Isadora

Mine kære boggnaskere. Her har I endnu en lille del af en novelle jeg er begyndt på. Den hedder "Elen Sila Llumen Omentilmo" - som betyder "A star shall shine on the hour of our meeting" - og på dansk "En stjerne vil skinne i timen på vort møde". Nogle af navnene I læser vil nok lyder mærkelige, og sproget lidt oldschool, men jeg valgte at skrive sådan for at få den rigtige stemning - og for at udfordrer mig selv lidt.

Håber I nyder min lille historie.

Elen Sila Llumenn Olmentilmo

”Et løfte ligger ligger dig klart og tungt.”

Ved den forrige dronning Helgas navn – Ja, hende som hærgede over Echtors Rige! Jeg anede ikke hvad denne kvinde sagde til mig.”Mit hjerte glæder sig ved dit syn. Jeg råder dig at følge skæbnen. Du må ikke være bange.”. Jeg rev min hånd ud af hendes. Hendes gyldne lokker nåede hende ved hoften, og hendes gennemsigtige, blå øjne kom tilbage til virkeligheden. Hun så på mig, og vidste, at hun havde skræmt mig. Hun rettede på sin lange kjole, og strøg en tot af hendes hår bag om hendes spidse ører. Nu hviskede hun atter med sin hvislende, magiske stemme.
”Tro og du vil finde din vej Eleazora.”

Jeg rejste mig op i sengen med en chok. Jeg gispede og trak vejret tungt.
”Prinsesse!” sukkede en af stuepigerne. Hun løb hen til mig og skubbede mig ned i sengen.
”Min kæreste miss. Longway, hvad sker der?” spurgte jeg hende. Efter hendes ansigt at dømme, var hun meget stresset og oprevet. Hun så på mig, med et blik fuld af bekymring.
”Husker de intet Deres Majestæt?” spurgte hun, og lod sit hoved sidde på skrå. Jeg så blot på hende, for jeg anede ikke hvad hun snakkede om. Hun så sig nervøst omkring og begyndte at gnide i sine stakkels hænder.
”Jo.. Ser de Deres Højhed, hvis jeg med tilladelse må..”
- ”Selvfølgelig har de min tilladelse.” afbrød jeg hende.
Hun iagttog mig godt før hun begyndte at snakke. Hun snakkede meget langsomt og overvejede nøje sine ord.
”Deres Højhed faldt i søvn for tre nætter og to dage siden. De har ikke vågnet før nu, vi måtte passe og pleje dem i søvne. Prinsessen har haft feber, meget høj feber, og har snakket i søvne. Trods søvnen snakkede Deres Højhed et helt andet sprog. Om forladelse Deres Majestæt, men de snakkede altså.. Altså de snakkede på spidsørernes sprog.” sagde hun, med en rystende stemme. Jeg var lamslået, for jeg har aldrig lært at snakkede lysets sprog – sproget som elverne bruger. Jeg lænede mig tilbage i sengen, med et tankefuldt blik. Jeg drømte.. Jeg drømte noget meget mærkværdigt.

”Ak, der slentrer hun atter som en lille pige ned af trappen der. Min solstråle, min aftenstjerne, min smørblomst.” sagde min forlovede. Han var vel nok en smuk mand, set med menneskets øje. Hans brune hår var sat som moden befalede – i en knude ved nakken. Han havde taget hans bedste skjorte på, og rakte armen ud for at ledsage mig til morgenbordet. ”Min enestående skat har været grebet af sygdom, så vidt mit sind husker. Har hendes Højhed det bedre?” spurgte han og så på mig med samme bekymrede øjne, som miss. Longway. Jeg nikkede blot. Vi trådte ind i den prægtige spisesal. Gardinerne var sat til side og vinduerne afslørede et mægtigt landskab, som var strålende grønt og solrigt. Kong Gloín – min fader – sad allerede ventende ved bordet. Han smilede ved synet af min hånd om Aragoths arm.
”Velkommen!” sagde han, ”Til morgenmadens time!”.
Aragoth trak min stol ud, og lod mig sidde ned. En gentleman var han også - enhver piges drøm.
”Jeg er glad for at se dig oppe mit barn.” sagde min fader. Han smilede med tænder til mig, et syn der var højst overraskende.
”For hver dag der går bliver du mere og mere som din moder – som den mest fagre kvinde jeg i mine 65 år har kendt. Dine stålende øjne lyser grønt som græsset, ja selv dit hår buer som din moders røde lokker gjorde. Trods farven på dit hår er sort som mit, ligner du hende meget.” sagde han med en stemme stolt, som havde han vundet en krig. Jeg gjorde som jeg havde lært – blot nikke og smile med lukkede læber. Morgenmaden blev serveret – og i dette nu spiste vi i stilhed.