Moana-ritualet
Min stamme, Moana folket, havde siden tidernes morgen fulgt en oldgammel myte, gudernes hellige ritual.
Når en knægt tager det afgørende skridt ind i vort folks voksne rækker, skal han bevise sit mod, sin styrke og, mest af alt, sin udholdenhed.
Jeg boede med min ældgamle bedstefar i stammens landsby. Begge mine forældre døde for femten år siden. Min far havde på daværende tidspunkt gjort min mor gravid i en alder af femten, men overlevede ikke gudernes manddomsprøve. Min mor var ulykkelig, og efter at have født mig, tog hun sin eget liv.
Nu har min bedstefar taget sig af mig under hele min vanskelige barndom, men vi vidste begge, at hvis jeg overlevede gudernes ritual, var jeg en voksen mand, og måtte dermed klare mig selv.
Da jeg så rundede de fjorten år, og manddomsprøven kun var et år væk, blev min bedstefar alvorligt syg. Ved hans dødsleje, kun få uger før min manddomsprøve, gav han mig sine sidste ord: ”Hvis du overlever ritualet, min dreng, vil du være på egen hånd her i landsbyen. Gør din far stolt, fuldfør det han ikke nåede…” De gispende ord brændte stadig dybt i mit sind.
Jeg havde stået med tvivlen sejlende i mine våde øjne og sanset hans sidste suk.
Nu stod jeg så i en ængstelige og varlig forsvarsposition, dybt inde i Kadaver Skoven under ritualet. ”Jeg vil gøre min far stolt.”
Et tykt gråt lag frosttåge hang som et tæppe under skovens trækroner. Jeg knugede den hellige gral i min svedige hånd. Med tilbageholdt åndedræt lod jeg blikket vandre varsomt fra træ til træ i skovens evige dyb. Hvis jeg nogensinde ville blive en rigtig mand, måtte jeg først forbi templets vogtere, Gauma-folket, der intenst lurede i skumringen. Det Hellige Tempel lå for enden af skoven. Jeg måtte nå derhen med gralen, før morgensolen ramte dets top, ellers ville jeg aldring kunne hævne min far. Men jeg er jo stadig bare en dreng, hviskede jeg fortvivlet for mig selv.
Pludselig brød et dyrisk brøl den trykkende stilhed, og som et lyn fra en klar himmel skar en fjerklædt pil igennem tusmørket, og sprækkede den knastørre skovbund, tommer fra min fod. I dét sekund isnede mit hjerte, men øjeblikket efter satte jeg instinktivt i fuld spurt henover indtørrede kadavere og afgnavede knogler, der lå forrådne på skovbunden. Det var mit inderlige ønske om at gøre min far stolt, der drev mig gennem skovens snævre grusstier. Jeg vidste, at det glubske og nådesløse Gauma-folk var efter mig.
Endnu en giftig pil flænsede igennem skumringen, og snittede en hudlap af min arm. Blodet piblede ned over min albue, mens jeg fór beslutsomt, men alligevel rædselsslagen igennem skoven. Smerten var ubeskrivelig og bredte sig som en vifte til resten af min krop, men det var ikke det der bekymrede mig mest nu; en smal bjælke af sollys trængte igennem træernes brogede grene, og malede skovbunden flammende orange. Tiden var knap, og ligeså var min energi. Jeg bukkede under for pilens lammende gift. Mine fødder var ømme, hvert et skridt var en pinefuld smerte. Jeg humpede afkræftet mod templet, hvis gyldne top var kommet til syne over trækronerne. ”Jeg klare det, jeg er der snart!” gispede jeg, da jeg endelig kunne øjne foden af templet. En væske af tåre, blod og sved gjorde min skinvest klæbrig, mens jeg krumbøjet famlede mig vej med gralen knuget ind til brystet. Jeg kravlede det sidste stykke, og kunne endelig lægge hånden på templets gyldne dørtærskel. ”Jeg må klare ritualet, om det så, ligesom min far…” stønnede jeg, ”… skal koste mig livet!”
Gaumaerne brølede barbarisk bag mig fra skovens dyb, og rent intuitivt kastede jeg et tilseende blik bagover skulderen. Den sylespidse og blodrøde spydspids, der farede gennem luften, blev mit sidste syn.
Jeg var bare ikke parat.
Bogmærker