Der var engang en pige.
Hun havde aldrig elsket nogen, eller noget før, og troede aldrig kun skulle prøve det.
En dag skød hun genvej igennem en gammel have, hvor en kæmpe fantastisk rose voksede.
Pigen beundrede rosen og lagde sig på knæ ved stilken og gravede den op med roden.
Så skyndte pigen sig hvem og plantede rosen i sin have.
De første måneder stod rosen prægtig og mørkerød i den frodige have, og hun gik ud til den hver dag. Hun vandede den, plejede den og snakkede med den.
Men efter nogle måneder, begyndte rosen at falme. Bladende begyndte at visne, og den begyndte at hænge.
Det blev vinter, og rosen ville fryse ihjel.
Pigen gik ud til blomsten, den koldeste vinter nat, og så på den falmede rose. Så lagde hun sig ind til rosen, helt tæt ind til den, så dens torne flænsede sig vej igennem hendes hud. Hendes varme blod varmede blomsten, og snart efter stod den frodigere end nogensinde før.
Men den lille piges blod blev ved med at flyde, og snart efter blødte hun ihjel.

hvor er det sødt :'/

Tak

Nuuuuuuuuuurh!:d

Tak

Nøøøøøj hvor er den sørgelig!

Tak, Eller hvad man siger

Oprindeligt indsendt af Emotional

Tak, Eller hvad man siger

Det er ment som en kompliment

Åhh, sørgelig og god! :3

snøft... men super god historie :'(

Den er god og sørgelig som de andre siger

Tak alle sammen

Meningen med historien:

Rosen er pigens første kærlighed, som symboliserer en dreng, som hun stjæler fra en anden.
En hun kæmper for at beholde, men hvis kærlighed dør ud... OG hun giver for meget af sig selv, for at holde på det dårlige forhold, at hun til sidst dør, psykisk.