Der var engang en pige.
Hun havde aldrig elsket nogen, eller noget før, og troede aldrig kun skulle prøve det.
En dag skød hun genvej igennem en gammel have, hvor en kæmpe fantastisk rose voksede.
Pigen beundrede rosen og lagde sig på knæ ved stilken og gravede den op med roden.
Så skyndte pigen sig hvem og plantede rosen i sin have.
De første måneder stod rosen prægtig og mørkerød i den frodige have, og hun gik ud til den hver dag. Hun vandede den, plejede den og snakkede med den.
Men efter nogle måneder, begyndte rosen at falme. Bladende begyndte at visne, og den begyndte at hænge.
Det blev vinter, og rosen ville fryse ihjel.
Pigen gik ud til blomsten, den koldeste vinter nat, og så på den falmede rose. Så lagde hun sig ind til rosen, helt tæt ind til den, så dens torne flænsede sig vej igennem hendes hud. Hendes varme blod varmede blomsten, og snart efter stod den frodigere end nogensinde før.
Men den lille piges blod blev ved med at flyde, og snart efter blødte hun ihjel.



































LinkBack URL
About LinkBacks
Besvar med citat



Bogmærker