Jeg fandt en dagbog i dag, slog op i den, fordi jeg var nysgerrig og havde lidt tid til overs. Ikke min egen dagbog, eller nogen jeg kenders. Jeg fandt den i den gamle biblioteksbygning, der hvor teateret Mungo Park nu er, i et baglokale gemt væk under en sofapude. Jeg ved ikke, hvad den lavede der, hvorfor ejeren ikke har taget den med sig, men det får jeg jo kun svar på ved at læse den.

Det virker måske en smule uetisk at læse en fremmeds dagbog, men den har ligget urørt her i mere end fem år, så mon ikke det er i orden? Jeg læste de første par sider, og så besluttede jeg at starte denne her side, hvor jeg vil skrive om, hvad jeg finder ud af og hvad jeg læser, for det lyder ikke til at være nogen helt triviel historie.

Hun har ikke skrevet sit navn ind i dagbogen, kvinden der skrev den, så jeg vil kalde hende Anne. Hun er, eller var en bibliotekar, ved ikke, hvad der er tilfældet nu. Men her er i hvert fald de første sider af dagbogen. Jeg poster mere, når jeg selv har fået læst og fordøjet det.

5. september 2005

Line forsvandt for ti måneder siden. I dag fandt jeg endelig det første spor. Jeg har ikke fortalt andre om det, heller ikke engang min mand. Jeg vil undersøge det først. Jeg ved, hvad han vil sige. At jeg skal komme videre, komme over det. Jeg ved ikke, hvordan han kan sige den slags.

Jeg skal bare finde et bevis, noget mere konkret. Så vil han se, at det her ikke bare er min egen fantasi eller ønskedrøm. Jeg har fundet den mand, der tog min datter. Line tegnede en tegning, før hun forsvandt. Flere, faktisk, og jeg fandt dem lige frem igen. Egentlig ved et tilfælde. De forestiller hende stående ved siden af en høj mand i et jakkesæt. Hun smilede altid på tegningerne, men manden havde ingen mund at smile med. Intet ansigt.

Jeg så ham på biblioteket. Jeg er sikker på, at det er ham, også selvom jeg ikke så hans ansigt forfra, kun fra siden. Han havde solbriller på indenfor, og hvorfor det? Det er jo september, så hvorfor overhovedet have solbriller på? Jeg hjalp en anden låner, da jeg så ham stå ved en af maskinerne med nogle bøger. Jeg tror ikke, han opdagede mig, han kiggede ikke på mig, men jeg kiggede på ham. Da han var færdig med at låne sine bøger, gik han direkte mod udgangen og jeg skyndte mig at ekspedere låneren, så jeg kunne komme ud og gøre noget. Jeg løb ud af døren, ud på gaden foran, kiggede i begge retninger, men jeg kunne ikke se ham. Biblioteket ligger lige på gågaden, og der var mange mennesker der gik frem og tilbage. Let at forsvinde i mængden. Jeg løb både den ene og den anden vej, men jeg så ham ikke igen. Ingen mand i jakkesæt, men jeg ved, at jeg så ham. Det ved jeg.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg finder ham igen.

8. september

Jeg har tænkt mere over den mand de sidste dage. Han har ikke vist sig på biblioteket. Jeg har ikke set ham nogen steder. Hvordan skal jeg finde ham? Han har min datter, han tog min datter. Alle siger, at hun er død, men hun blev aldrig fundet. Min Line. Der var ingen, der fandt hende, og jeg ved, at det var ham der tog hende.

Måske er hun stadig i live. Måske kan jeg stadig redde hende.

10. september

Hvorfor kommer han ikke? Jeg ved, han vil et eller andet, ellers havde han vel ikke vist sig på biblioteket. Han vil mig noget. Vil han fortælle mig noget? Give mig en besked? Men hvad er beskeden?

Jeg vil jo bare gerne have min datter tilbage

Jeg skal prøve at finde denne her kvinde, Anne, eller hvad hun nu hedder i virkeligheden. Hun har jo ikke skrevet sit navn i dagbogen nogen steder, men det kan være, jeg kan finde ud af noget mere om hendes datters forsvinden. En pige ved navn Line må være forsvundet må være forsvundet i november 2004. Det er ret lang tid siden, men jeg burde stadig være i stand til at grave et eller andet frem. Har biblioteket ikke et arkiv over gamle aviser? Det burde i hvert fald være det rigtige sted at lede.

***

Historien bliver fortsat på denne blog, som opdateres jævnligt med et par dages mellemrum:
Der var et bibliotek