Engang jeg var rigtig bange…

Den lysende hvide måne stod på sit allerhøjeste punkt på himlen højt over byens tage. Morten og jeg kørte grinende væk fra videobutikken, hvor vi netop havde lejet årets bedste og mest uhyggelige gyserfilm. Den ret så dumme mand, der skulle sørge for, at personer under 18 år ikke lånte den slags film, havde nemlig troet på dværghistorien, som vi havde stukket op i fjæset på ham. Vi havde bildt ham ind, at vi var dværge fra et omrejsende cirkus, der skulle bruge filmen i et nummer. Da vi endelig efter den meget lange cykeltur holdt foran Mortens hus, hvor vi skulle sove helt alene, kunne vi se, at døren stod på klem. Vi var ellers helt sikre på, at vi havde låst den. Meget forsigtigt skubbede jeg døren helt op og gik langsomt ind. Der var ikke en sjæl i hele huset. Mortens forældre var nemlig til Guldbryllup i Vejle på en gammel tante. De var kørt af sted allerede tidligt om eftermiddagen. Så vi havde fået lov til at køre ned i byen efter en sjov film til om aftenen. Det eneste vi nu fandt inde på sofaen var deres fede dovne kat, der lå og dasede, så vi faldt til ro igen. Vi besluttede os for at se filmen. Navnet på filmen var ”overraskende” nok Snehvide og de syv små motorsavsmassakrer. Jeg sad bare og kiggede på den hele tiden, så hvordan mennesker blev fortæret af Snehvide vampyren og blev savet midt over af de små motorsave. Men det mest skræmmende var nok snehvides stedmor - den uhyggelige varulv. rettet Da filmen endelig var færdig sad Morten og jeg trykket helt op i sofaen med hvert vores tæppe over hovedet. Vi ville helt sikkert få mareridt, hvis vi rent faktisk kunne falde i søvn i stedet for at tjekke, om der var noget udenfor vinduerne. Da jeg faldt i søvn, begyndte jeg at drømme lige med det samme. Det var bestemt ikke noget med søde små alfer og feer, men om store varulve og vampyrer. Jeg drømte, at jeg løb igennem en skov i total mørke. For hvert hjørne, jeg rundede, føltes det, som om noget kiggede på mig, og jeg blev mere og mere bange. Jeg vågnede med et chok badet i sved. Morten lå stadig og sov, da jeg listede mig ned på toilettet. Morten var vågen, da jeg kom tilbage, han havde også. haft mareridt Morten og jeg fik den vanvittige ide at køre hen på kirkegården bare for sjov, vi var nok bange, men vi var ikke gå rundt og lyste på alle gravene bare for at se, hvad de folk der lå begravet hed. Vi havde fået nok og ville cykle hjem, men en flok store drenge spærrede vejen for os. Vi havde ikke set dem komme. De udfordrede os til at gå ind i selve kapellet. Vi tog imod udfordringen, vi ville jo ikke anses for at være nogle kyllinger.

Inde i kapellet var det ikke helt, som jeg havde forestillet mig det. Det var bare et stort rum med nogle hylder ude i siden, hvor man kunne trække nogle bårer ud. En ting var dog anderledes. Midt i rummet stod der en gargoil med et meget uhyggeligt smil. Morten og jeg prøvede at skubbe til den, det havde vi set i gyserfilm, at man kunne gøre. Efter flere forsøg begyndte den at rykke på sig, og et stort mørkt hul åbnede sig i gulvet. Modstræbende gik vi ned i hullet. Der stank af forrådnelse dernede og jorden var fugtig. Overalt lå der knogler og gamle kister. Jo længere vi kom ind af en slags tunnel, jo mere stank det. Til sidst kunne vi ikke holde lugten ud mere og flygtede op. Drengene grinede, da vi kom ud og lignede noget, der havde set selve Helvede. Vi fortalte dem ingenting! Det var vores lille ”hemmelighed”.
Derhjemme igen ville vi sværge, at vi havde lukket døren, men den stod atter på klem. Inde i huset kunne vi se mudrede fodspor. Vi fulgte sporene ud af bagdøren. VI mente klart, at de var for store til at kunne være fra et almindeligt dyr. Vi hentede en stor kniv og fulgte de uhyggelige spor ud til garagen. Jeg fortalte først nu Morten, at jeg troede at den måske kunne være i garagen. Jeg lukkede døren forsigtigt op og forberedte mig, på – varulven! Jeg havde regnet ud for længst, at det måtte være sådan et bæst, men havde ikke fortalt Morten det. Han ville få sig et rigtigt chok. Da vi trådte ind i garagen, var der helt mørkt, man kunne kun se omridsene af traileren og noget gammelt rod. Pludselig så vi en bevægelse i mørket og et kæmpestort dyr kom ud af de dystre skygger. Bulder, naboens gamle labrador sprang ud af mørket og slikkede os i hele hovedet. Vi begyndte at grine…]