Emne: I en verden for sig

Yeah so, dette er endnu en Cicilí historie, der er efterhånden et par stykker der har skrevet til mig og spurgt om jeg ikke kunne tænke mig at lave nogle flere historier med min kære, sindssyge, Cicilí, og resultatet kan så findes her.
__________________________________________________ __
Der var altid tyst og stille ved højtiderne. Var det ikke fordi jeg vidst bedre ville jeg have påstået at det var fordi de der beboede hospitalet permanent, vidste at ingen af os fra personalet gad være her.
Ikke sådan rigtig i hvert fald, og slet ikke på juleaftensdag.
Og det var juleaftensdag i dag. Selvom man måske ikke ligefrem ville have gættet sig til dette, for det havde regnet uafbrudt i tre dage, og de få snefnug der var faldet i starten af december var for længst forsvundet.
Nej det var ikke ligefrem julestemningen der herskede da jeg traskede ned af de hvide gange iført min uniform og med fødderne i et par hvide træsko.
Hvorfor alt skulle være hvidt ved jeg ikke, og jeg har da også stillet spørgsmål om det en del gange, men ledelsen mener åbenbart at det er nemmere for patienterne at forholde sig til den hvide farve. Selv mener jeg at det er røvkedeligt.

Nå men det var som sagt juleaftensdag og om få øjeblikke ville hospitalets præst kalde til samling og bøn for de indlagte. Hvorfor han havde gidet sidde oppe det meste af natten for at skrive en tale som ingen alligevel hørte, har jeg aldrig fundet ud af. Det kunne nemlig godt være at der ville komme nogle patienter, men ingen af dem ville forstå hvad der foregik da de fleste var så travlt optaget af at være fange i deres eget helvede at de kun sjældent tog del i vores.
Ikke nok med at jeg var tvunget til at arbejde juleaftensdag, jeg var også blevet sat til lorte tjansen.
Der var efterhånden ingen der ville have denne patient længere, og eftersom jeg var relativ ny havde jeg ikke noget at skulle have sagt.
Men selvom jeg var ny havde jeg allerede lært at gøre hvad jeg kunne for at undgå denne patient. Det var ikke fordi jeg ikke kunne lide hende, nej det var nok nærmere fordi hun skræmte mig en smule.
Hun var så tynd at hendes knogler stak ud, for et par dage siden var hun pludselig holdt op med at spise og der var intet vi kunne sige der havde fået hende til at ændre mening. Ikke endnu i hvert fald. Hendes hår hang i lyse tjavser og skjulte de tomme, blå øjne. Øjne der så lige igennem en så man fik kuldegysninger. Det var nu ikke det der var det værste. Det værste var hendes læber; fyldige som de engang havde været var de nu tørre og sprukne fordi hun ikke længere skænkede sit udseende en tanke. Og så bevægede de sig altid, selv når hun sov, i en konstant, lydløs samtale med væsner som kun hun kunne se.
Ja jeg havde forbandet ondt af hende, det vil jeg ikke ligge skjul på, den stakkels pige havde forladt denne verden for kun sjældent at finde tilbage. Og jeg forstod hende.
Hell somme tider var det sgu fristende at skride fra det hele, forskellen på hende og jeg var bare at jeg ikke kunne gøre det.
,,Kom nu Cicilí, hvor har du lagt dine sko?” spurgte jeg mens jeg roede hendes skab igennem endnu engang.
Jeg fik ikke noget svar. Ikke at jeg havde forventet et for Cicilí svarede sjældent på noget som helst, og når hun endelig gjorde var det kun til hendes bror Adam.
Det på grund af Adam at jeg ledte efter hendes sko, for modsat mange andre patienter på hospitalet, havde Cicilí faktisk en familie gad hende og hun ville derfor blive hentet af Adam om ikke så forfærdelig længe for at blive kørt hjem til en omgang julehygge.
Heldige tøs.
,,Cicilí.” Forsøgte jeg igen med en stemme jeg selv synes lød vældig tålmodig. ,,Hvor er dine sko? Kan du huske hvor du har gjort af dem?”
,,De er væk.” et øjeblik stod jeg bare og gloede. Det var første gang Cicilí rent faktisk havde talt når jeg havde været til stede, og så havde hun oven i købet svaret på et spørgsmål.
,,Ja det er de, men kan du huske hvor du har lagt dem? For hvis vi finder dem er de jo ikke væk længere.” Forsøgte jeg igen.
,,Skraldespanden.” Svarede hun, selvom hun slet ikke kiggede på mig men derimod på et punkt over hendes seng.
Jeg derimod, gik straks over til den papirkurv der var boltret fast til gulvet ved siden af det lille skrivebord der også var boltret fast. Men den var tom, ikke at det undrede mig for der var visse patienter der ikke engang fik lov til at sidde alene med et stykke papir af frygt for at de ville komme til at gøre skade på sig selv.
Cicilí var en af dem.
,,Hvilken skraldespand ligger de i? kan du huske det?” Spurgte jeg, ophidset over at have en egentlig samtale med den lyshårede pige.
,,De ligger i skraldespanden på stationen.” Svarede hun. Jeg gloede bare. Sidst Cicilí havde været på en station havde været før hun blev indlagt, og skulle hun nogle steder hen nu blev hun kørt.
,,Ehm er du sikker på det?” Spurgte jeg forvirret.
,,Først bliver de skåret op og så ender de i skraldespanden på stationen.” Jeg mærkede skuffelsen brede sig. Cicilí havde slet ikke svaret på noget af det jeg havde sagt, ja jeg begyndte endda at tvivle på at hun vidste at jeg befandt mig i samme rum som hun.
Som sagt forstod jeg hendes trang til at flygte.
Cicilí var ødelagt. En eller anden psykopat der havde holdt af at slå folk ihjel og partere dem, for derefter at smide resterne ud i skraldespandene på diverse stationer, havde for et par år siden kastet sin kærlighed på den, dengang kønne, Cicilí og trukket hende med in i en leg.
En leg hun havde tabt og stadig var fanget i.
,,Er der nogle der ved hvor de er? Er der nogle der har fundet dem?”
Jeg regnede ikke ligefrem med at hun ville hører mit svar, alligevel nikkede jeg. ,,Ja de er blevet fundet.” svarede jeg.
Det her tegnede til at blive alle tiders møgjul!

Jeg kan godt lide fortællerens ligefremme tilgang og meget 'down to earth' sprog. Det virker nærværende og realistisk. Fedt at få af vide hvorfor Cicilí er sådan. Jeg kan bare se den stakkels pige der er blevet så grim... Og fortællerens synspunkt om at hun godt forstår. Jeg undskyld det virker bare så langt ude at sige 'den eneste forskel...' for nej det er det jo ikke. Det kan jeg ikke tro.

Men jeg synes du har skrevet den flot og at det ikke skal ændres på nogen måde. Det må du ikke forstå det som. Du bruger: derimod to gange lige efter hinanden

" Hvorfor han havde gidet sidde oppe det meste af natten for at skrive en tale som ingen alligevel hørte, har jeg aldrig fundet ud af."

Den ovenstående er i en tid jeg ikke kan huske hvad hedder, men den er malplaceret i historien fordi den er skrevet i nutid, eller i datid, men altså det virker som hun er i det, mens hun siger det, og så kommer denne som er tanke tilbage på tingene som forgår uden for den historie hun er igang med at fortælle. At hun siger at den gudstjeneste der er, den er der ingen der gider at høre og hun aldrig fandt ud hvorfor han gjorde det, når du lige har sagt at det først vil ske 'om får øjeblikke'.

Men som sagt kan jeg rigtig godt lide den. Jeg blev grebet og følelsesmæssigt sat hurtigt ind så også mit hjerte bankede hurtigere da Cicilí begyndte at svare.

Hvor blev fortsættelsen af???? Det er frustrerende at nå så langt, og se at den er slut for nu. Det er som at læse en lang bog, og når man når til slutningen bliver man skuffet over, at der ikke er mere.. Rainbow..

@JosephineNV : Tusind tak for din vidunderlige kritik, ja jeg mente også at det var på tide at sløret blev løftet for hvorfor Cicilí er så fucked up som hun er Ö.

@Silverina : Sowwy, jeg skal nok tage mig sammen og skrive noget mere med hende, det lover jeg.

Velbekomme :D