Mit liv er en tragedie. Jeg er en tragedie. Dog står jeg stadig med rank ryg. Mine øjne er trodsige og mit blik viger aldrig, det stikker, dolker, prikker i dig som issyle. Jeg er en rod, slyngel, balledemager, hvilket lyder en hel del bedre som det engelske troublemaker
Jeg er langt væk. Ikke hjemmefra. Ikke fra alt og jeg har stadig dækning.
Hvor jeg kommer fra er ligegyldigt, nu er jeg her uden bekymringer. Jeg frygter ingen straf, rygter eller onde øjne. Ingen følger nogensinde efter mig. Jeg er her, hvor ingen kender mig. Min profil er ny, mit navn det samme og min uforanderlige natur ligeså. Jeg burde være ked af det for mit håb er længe svundet, men egentlig er jeg ligeglad. Jeg er for stolt til at bede om hjælp, trods jeg er fortabt.
Stormen kommer med mig. Regnen vasker mine fejltrin, mine svipsere væk.
Jeg volder problemer, de ved det, I ved det, alligevel opdager de aldrig deres jomfrulige døtre blive til kvinder, eller deres sønner myrde mig på 23 forskellige måder inden for et minut i deres tanker, før det er længe for sent. Alt for sent. Ha! Så kalder de ikke længere mit smil for charmerende, men slesk, ondt, forræderisk og mit hår er sort af fandens egen aske. Der findes ikke den forbrydelse jeg ikke har prøvet. I går vågnede jeg i slidt tøj, i dag lugter mit jakkesæt af ajax. Men det er først efter jeg er forsvundet de tomme tørresnore ses.
Kald mig en tyv, lurendrejer, fupmager, løgner, men ikke en morder. Jeg har aldrig stjålet et liv.
Jeg er faret vild i en verden hvor der overalt findes folk der er villige til at blive reddet. Der hersker ingen tvivl om at jeg har udnyttet dem jeg kunne og ingen redder dem fra mig, de tror jeg en ædel sjæl. De helte jeg troede eksisterede er alle løgne, det burde de vide. Jeg kunne være en helt, men hvorfor være noget så ansvarsfuldt og retfærdighedsbevidst? Hvorfor ikke skabe problemer, splid, intriger og slukke for Paradise for at se det jeg kan udrette uden kamera? Det eneste jeg har efterladt er kaos og hos nogen en længsen efter en der kan opfylde deres urealistiske krav om uforanderlig kærlighed. Modsat fjollede pigebørns drømme lever jeg ikke evigt og da mine følelser endnu kortere. Og slet ikke længere fordi nogen siger de elsker mig. Jeg var deres heroin, lykkefølelsen de aldrig glemmer. De kalder det kærlighed, men jeg har kun haft sex. Og den kærlighed man får i dåbsgave har været i slag, had og kys... når der var publikum.
Den eneste ene er ikke mig, jeg vil aldrig blive gammel og bekymrer mig om børn og om der er en velkomst-måtte foran min dør, for jeg vil aldrig have et hjem jeg kan kalde mit. Ingen vil bærer min vieselsring eller tegn på hengivenhed. For jeg elsker kun... mig selv
Jeg må sande at jeg har levet mine 25 år fuldt ud. Jeg har været på vildspor det meste af tiden, men ikke spildt den. Jeg frygter heller ikke straffen nu. Giv mig blot de sorte øglevinger der med rette tilhører mig. Herre Gud vi ved dog begge at Lucifer er gammel og senil. Selv faldne engle må sygne hen og dø. Vi ved begge endda du næppe finder en der er bedre egnet. Jeg kommer aldrig forbi skærsilden med mine synder. Så lad dog Jesus slippe for mine børn og ”lad de små komme til mig”. Mit blod flyder i dusinvis af små arvinger som alle vil slægte mig på. De vil bringe deres mødre sorg og gøre deres usynlige, men tilstedeværende fader stolt. De vil spille helte når det ikke kan ende i andet end ulykke. Til sidst vil de dø unge og have videreført slægten.
Så uanset hvem du er, thi alle har en indre djævel: Tænd op i pejsen, ildstedet, bålet vis mig jeres flammer, benede horn og piske. Mit navn er Tristan og jeg... jeg er live.
Hvis nogen er jer tænker: "Hey den tekst minder da en hel del om den der sang af Patrick Wolf." så har I så ret. Min veninde elsker Tristan så jeg har skrevet denne som en gave til hende. Og ja jeg kan godt lide ham. Trods alt.

Søg





























LinkBack URL
About LinkBacks
Besvar med citat


Bogmærker