OBS!!

dette bliver meget langt!

men jeg ville da blive glad hvis i gad læse noget af det, eller det hele.

Jeg har skrevet på en historie her det sidste stykke tid, og nåede op på omkring 10 sider, da filen blev beskadiget (aarh) så jeg måtte forfra. Nogle steder blev det så langt bedre anden gang, men nogle gange blev det dog også dårligere... Desværre. Syntes jeg.
Men jeg vil meget gerne hører jeres mening om det dog.

I mit billede album kan man se billede af Crystal, Simón og Capricor som optræder i historien...

Og så vil jeg også tilføje at nogle af navnene er inspireret her inde fra Lawrence fx. Men jeg har ikke tager personerne dog. Kun navnet.

Derfor vil jeg nu siger : God fornøjelse og jeg tager gerne imod konstruktiv kritik

Kapitel 1

Træerne langs palæerne, vejene og slottet svajede blidt i vinden og strakte sine sultne grønne blade i forårets varme solstråler.
Blomster blad fløj gennem vinden og farvede luften i forskellige farver.
Den smukkeste tid på året.
Tiden hvor alt starter forfra.
En ny chance.


Byen, Forte Capríí, vågnede fra sin vinterhi. Det havde været en lang og streng vinter, men ikke en af dem der kom i bøgerne. Nu var solen endelig kommet igennem skuerne og havde hvisket sneen væk, varmet jorden og vækkede planterne til live. Langsomt begyndte livet igen at komme tilbage til byens gader og i dag var ingen undtagelse. Forte Capríí var landets hovedstad og en stor handels by. Hvert år på denne tid, skød boder op rundt omkring i byen og de tiltrak folk, så hen over dagen var gaderne fyldt med folk, der pruttede om prisen og handlede.
Men ikke alle kunne deltage i dette liv.
I et af de store palæers vinduer sad en skikkelse og kiggede ud på livet uden for. Palæet var kendt af mange og det samme var skikkelsen, men her i vinduet var hun skjult for omverden.
Palæet var Celestine familiens. Den største og mest magtfulde familie i byen efter de royale og det bar deres palæ tydeligt præg af.
Skikkelsen i vinduet var deres yngste barn og eneste pige. Crystal Roselle Desirée Celestine. Hun sad og sukkede efter livet i gaderne imens hun fraværende lod en hånd glide igennem sit hår. Hun vidste hun havde travlt, men denne dag var en af hendes favoritter. Forte Capríí’s opvågning. Hun blev dog noget pludseligt revet ud af sin drømmeverden, da døren ind til hendes værelse blev åbnet og en stor, men ældre, kvinde stod i den. Kvinden var Magda Cole, Crystal’s barnepige igennem hele hendes liv.
’’Jamen dog, pigebarn, hvorfor er du ikke klædt om endnu!?’’ Frk. Cole var tydeligvis stresset, for hendes grå hår hang i tjavser omkring hendes rynkede ansigt og hendes kinder var røde. Crystal sendte hende et undskyldende smil og følte sig skyldig.
’’Undskyld kære Magda, men jeg tror jeg faldt i min egen verden her i vinduet. Og jeg ville heller ikke starte uden dig. Du er trods alt den bedste til at klæde mig på’’ Sagde Crystal og prøvede at smøre sig ind hos Frk. Cole, hvilket var en smal sag for hende. Frk. Cole kunne ikke være vred på Crystal i længere tid, det havde altid været Frk. Cole’s svaghed.
’’Okay, du er tilgivet frk. Desirée, men lad os se at få dig i tøjet inden dine forældre er her.’’ Når Frk. Cole begyndte var hun som en flok gråspurve. Over det hele og utrolig hurtige. Hun gik ind i Crystal’s skab, fandt en kjole og gjorde den klar, samtidig med at hun skyndte på Crystal og fandt diverse nipsgenstande til senere pyntning frem. Pludselig stod Crystal foran det store guldindrammet spejl, men kjolen på imens Frk. Cole strammede det indsyet korset i den.
’’Skal der være bal på slottet, eller kommer selve kongen på besøg siden du har valgt denne kjole Magda?’’ Smilede Crystal og bed smerten i sig da Frk. Cole var færdig med at binde korsettet så stramt at Crystal knap nok kunne få en vejrtrækning ned i lungerne.
’’Det har jeg ikke fået af vide, men din mor gav mig besked om at det var denne kjole du skulle have på i dag, når de ville ankomme.’’ Sagde Frk. Cole og trådte et skridt tilbage som for at betragte sit værk.
’’Den er en konge værdig’’ Crystal vendte sig foran spejlet og hørte en mumlen fra Frk. Cole. Noget om at skrædderen burde blive betalt mere, hvilket ikke skulle have været for Crystal’s ører og hun lod som om det gik hen over hoved på hende.
Kjolen var en af de fineste hun ejede. Skræddersyet specielt til hende i den fineste og dyreste kongeblå silke man kunne opdrive i landet. Den var virkelig en konge værdi. Crystal betragtede sig lidt i spejlet inden hun blev ført videre. I spejlet så en smuk kvinde tilbage på Crystal. En kvinde, hvis ravnesorte hår bølgede ned over skulderne i lange slangekrøller og indrammede det perfekte, smalle ansigt med de dybe, isblå øjne, som var omkransede af lange, sorte vipper. Ikke en finger var at sætte på Crystal’s udseende. Der gik endda rygter i byen om, at hun var skabt af engle ved undfangelsen. Som lille havde hun været fascineret af tanken om, at hun skulle være blevet skabt af engle og hun havde drømt om at have engle vinger.
Mindet fik et smil frem på hendes læber og Frk. Cole spurgte til hendes tanker, da hun førte Crystal hen til en stol.
’’Jeg tænkte blot på fortiden og mine drømme’’ Svarede Crystal, stadig smilende og hun lod Frk. Cole ordne sit hår. Frk. Cole var en af de få, Crystal havde ladet høre om sine drømme og den ældre kvinde havde altid haft ondt af pigen. Crystal’s liv var planlagt til mindste detalje og hun ejede ikke friheden til at bevæge sig frit uden for.
’’Min pige, lad hellere være med at dvæle for meget ved drømme der ikke kan blive til noget og fokuser i stedet for på det du har.’’
Et liv i fangenskab tænkte Crystal, men lod det på ingen måde Frk. Cole se det.
’’De har et liv, som alle drømmer om. De er den alle er misundelig på, så nytter det ikke De er misundelig på alle andre.’’ Forsatte den ældre kvinde og smilede med mere kærlighed i øjnene end Crystal’s egen mor nogensinde havde formået at frembringe.
’’Du har nok ret Magda. Som altid’’ Sagde Crystal og lagde kærligt en hånd på Frk. Coles, som nu var færdig med Crystal’s hår. Frk. Cole var kendt for sin fingerfærdighed på dette område og denne gang var heller ingen undtagelse. Selv om det var en simpel frisure, med det forreste hår flettet og strøget tilbage, sad håret perfekt og bølgede stadig ned af skulderne.
’’Og så kronen på værket’’ Sagde Frk. Cole tilfreds og åbnede et lille skrin, hvori et smykke lå. En sølvkæde hvor en blå sten hang fra. Den glimtede i samtlige blå nuancer når solen ramte den og det var et af Celestine familiens mærker. Denne blå sten var deres, ingen andre i landet havde ret på at gå med den, selv ikke kongen og dette smykke var gået i arv gennem alle kvinderne i Celestine familien. Det havde været en gave fra hendes mor, da hun havde ment at Crystal var gammel nok til at bære den. Kæden skulle sidde rundt om hoved, gemt under håret så kun stenen var synlig i panden. Frk. Cole trådte væk fra Crystal som tegn på at hun nu var hel færdig.
’’Tusinde tak for Deres hjælp Frk. Cole, nu vil jeg gå ned til indgangen, så kan De komme videre med Deres gøremål’’ Smilede Crystal og nikkede kort med hoved. Hun ville ikke have Frk. Cole rendende i sine hæle mere end højst nødvendigt og samtidig vidste hun, at Frk. Cole havde et godt øje til familiens overtjener, Maude, så taknemmeligheden for den lille frihed var stor hos Frk. Cole.

Gangene i Celestine palæet var mange og store. De fleste vægge var prydet med malerier af de familiens mange generationer, men de yderste gange havde vinduer og det var en af dem Crystal nu befandt sig i. Hun var gået ned imod indgangen, men havde valgt at tage en lille omvej for at klare tankerne. Tjeneste folkene løb ind og ud af døre og klarede de sidste ting, så huset stod parat til Lawrence og Evangeline Celestine kom hjem. Alt stod snorlige og perfekt, ikke et støvkorn blev overset. Flere af folkene hilste høfligt på Crystal og bukkede, men hun ænsede dem knap nok. Hun var fanget i sin egen verden og var stoppet foran et vindue uden at tænke over det. Længslen efter at prøve livet var større end nogen sinde, på trods af hun havde set hvad der kunne forgå der ude. Da hun var mindre havde hun plaget sin far om at komme med ham, til en af de mindre offentlige begivenheder. Nu hvor hun var ældre, vidste hun hvorfor han havde valgt denne – for at skræmme hende.
Han havde valgt at tage hende med til en afstraffelse. Forte Capríí satte forbrydelse højt som noget der skulle slås ned på og ikke ses bort fra. Før i tiden fik man hugget hånden af, hvis man stjal, men det var ændret til piskeslag. Antallet af piskeslag var det dobbelte af, hvad varen, som der var stjålet, kostede. Afstraffelsen forgik på den store plads midt i byen og her havde hendes far altså hevet hende med. Selv om kongen havde rådgivere til at undersøge om det gik, som det skulle, kunne Crystal’s far lide at vise sin magt og betydning. Derfor havde han fået jobbet, når det var særlige forbrydelser. Den dag havde det dog kun været en dreng, kun et par år ældre end hende selv, der var blevet taget for tyveri. Hun var blevet overraskede og forfærdet over, hvor mange mennesker der var mødt op for at se denne begivenhed. Folk havde opført sig som dyr. De havde råbt og skreget, kastet med skrald og andet skidt på den unge dreng, men han havde end ikke blinket. Han bad hverken om nåde eller skreg da pisken svirpede over hans ryg. 100 gange i alt havde den ramt ham, røde streger var aftegnede på hans ryg og blod pipplede frem. Hun havde været som lammet til stedet og ikke hørt noget af hvad hendes far havde sagt. Hun brød sig ikke om det, men på trods af al den galskab hun havde været vidne til, var det ikke det der stod tydeligst tegnet for hendes indre øje. Det var drengens øjne. Efter afstraffelsen var hans blik faldet direkte på hende og deres øjne havde været fanget i hinandens. Hans øjne havde været chokolade brune, lidt ligesom hans hår, og hun havde aldrig siden da set nogle med et så stålsat blik som hans. Det havde vidst været for næsten 10 år siden, men hun ville aldrig glemme de øjne. Crystal røg ud af sin verden da en stemme trængte gennem muren.
’’Mr. Og Mrs. Celestine ankommer om få øjeblikke!’’ Det var overtjener Maude’s stemme. Endnu en gang var Crystal sent på den, på grund af hendes små drømmerier. Hun måtte se at få dem ud af hoved. Alle sammen. Hun hankede op i sig selv, skyndte sig hen til indgangen og nåede det lige inden dørene slog op og hendes forældre trådte ind. Lawrence Celestine en høj og rank mand, med mørkt hår, samme isblå øjne som Crystal og selv om han var fyrste lod han sig ikke falde af på al den fine mad. Han havde en særlig stærk udstråling, som havde været til hans fordel mange gange i livet. Ved siden af Evangeline Celestine, så han næsten dobbelt så høj og muskuløs ud. Evangeline var lige så smuk som sin datter, med sort hår og isblå øjne men hvor Crystal’s var fyldt med uskyldighed og drømme var Evangeline’s fyldt med beslutsomhed og styrke. Hun kæmpede for det hun ville have og hun var ikke blank for at give ofre, så længe det var til hendes fordel.
Men det var nu ikke synet af hendes forældre Crystal blev mest glad for. Det var de to bag dem, som var ved at få hende til at springe af glæde.
Det var hendes to storebrødre; Capricor og Simón.
De to havde hun ikke forventet at se i dag, måske Capricor, men slet ikke Simón og hun måtte lade sine mors strenge ord lyde i hoved, igen og igen, for ikke at løbe i deres arme. Etiketterne Crystal! Husk nu etiketterne! Hun måtte nøjes med at sende dem et smil og fik et tilbage fra dem begge, indtil videre.
Capricor var den ældste af de tre, han var udvalgt til tage over for Lawrence og han var da også deres fars ynglings, men både i udseende og væremåde mindede han mest om deres mor. Han ejede Evangeline’s fine træk, sorte hår som bølgede fint om ansigtet og indrammede de isblå øjne. Han var lige så kontrollerede, beslutsom og konkurrence præget som Evangeline, hvilket ville gøre ham til den perfekte efterfølger efter Lawrence.
Simón derimod var noget helt for sig selv. Han var den mellemste i søskendeflokken og lignede hverken Lawrence eller Evangeline. Det eneste han havde tilfældes med forældrene var det kønne udseende, men han havde ikke mørkt hår, eller isblå øjne. Hans hår var gyldent som solen og øjnene var mørkeblå som havet. Lawrence sagde det var gener fra hans side af familien, men ingen vidste om det var helt rigtigt, men man var dog ikke i tvivl om at det var deres biologiske barn. Simón var den af de tre søskende der havde oplevet mest frihed i sit liv. Han var ikke født til noget specielt og havde derfor haft valgmuligheder. Det eneste krav deres forældre havde stillet var at det skulle være til gavn til familien. Han havde valgt at blive ridder for kongen, ikke det mest velsete men det var respekteret og accepteret af Lawrence. Evangeline derimod ville helst ikke tale om det med nogle og nævnte sjældent Simón for andre.
Crystal havde altid været jaloux på Simón, det havde aldrig været en hemmelighed. Han var ikke blevet hevet igennem kedelige timer om korrekt opførelse, landets historier, kongerækken og diverse dansetimer sammen med Capricor. Crystal havde ofte brokket sig højlydt over dette til ham og når hun spurgte til livet ude for murene, svarede han altid med et henkastet: ’’Kedeligt og normalt. Ikke noget særligt, du skal pryde det kønne hoved med søster’’ Hvilket havde irriteret hende grænseløst. Men nu efter han var blevet ridder, var han sjældent hjemme og hun savnede ham omkring sig. Derfor var hun særlig glad for at se hám.
’’Du ser perfekt ud Crystal. Fuldstændig som jeg ville have det’’ Smilede Evangeline, der var stoppet op og betragtede sin datter, som en handelskvinde der vurderede sine kostbare vare. Ordene hev Crystal’s øjne væk fra brødrene og over på hendes mor.
’’Tak mor’’ Sagde hun kort og lod sin mor betragte sig.
’’Vi har en gladelig nyhed som i alle tre skal hører.’’ Lød Lawrence stemme, dyb og velkendt. ’’Vi fortæller den over middagen, så følg med’’
De gjorde alle som han sagde uden et ord og fulgte med ham hen imod den store spisesal, hvor duften af mad strømmede ud fra.
’’Ved I hvad det drejer sig om?’’ Hviskede hun til Simón og Capricor. Hun havde en anelse selv om hvad det kunne handle om, men hun var slet ikke sikker.
’’Ingen anelse, De to sendte bare bud til mig om at jeg skulle komme med det samme’’ Svarede Simón med et skuldertræk.
’’Jeg ved det, men jeg vil lade vores forældre om at fortælle det.’’ Sagde Capricor med en tone der fortalte dem begge at de ikke skulle prøve at få det ud af ham. Han satte da også farten lidt op, så han gik lige bag deres forældre. Simón himlede med øjnene af ham, hvilket fik et smil frem på Crystal’s læber. De nåede heller ikke at snakke mere før de var i spisesalen og blev ført til bords. Bordet bugnede af lækre retter og fik Crystal’s mave til at knurre af sult.
I en rum tid sad de i stilhed og nød maden alle fem, indtil Lawrence rømmede sig og de lagde deres bestik på tallerkenen.
’’Jeres mor og jeg var oppe på slottet. Vi blev kaldt der op i går og har været der lige siden. Denne dag er sandelig en lykkens dag for denne familie’’ Lawrence’s øjne lyste af glæde, men det fik alligevel Crystal’s mave til at snøre sig sammen, særligt da hun så sin mors triumferende ansigt.
’’Kronprinsen bad os komme, for at stille os et spørgsmål. Vi har altid gået med forhåbninger om at det ville ske og endelig gjorde det. Min skat,’’ Evangeline kiggede på Crystal med et smil. Ikke et moderlig smil. ’’Han bad om din hånd’’
Selv om det kun havde været Evangeline der havde sagt ordene, var det som om at en tyk stilhed dalede ned over dem og kun Simón’s hosten afbrød den. Om han havde fået noget galt i halsen af overraskelse eller af noget andet, var Crystal ikke helt klar over. Hun følte at alt gik langsomt lige nu. Det overraskede hende ikke at Kronprinse, Judas, spurgte om hendes hånd. Det var, hvad hun var blevet oplært til hele hendes liv. Det lå i kortene. Det var hendes skæbne og da de var små, havde Judas da også lovet hende højt og helligt at han ville gøre det. Men de havde jo været børn den gang. Små børn. Nu var hendes skæbne endelig blevet forseglet og bestem. Ingen udvej.
Evangelines skingre stemme krøb langsomt igennem Crystal’s osteklokke af tanker, da hun forsatte.
’’Vi er så stolte af dig Crystal, jer alle sammen. Kronprinsen vil offentlig gøre det for den høje del af befolkningen i aften til et stort bal og det var derfor jeg bad Frk. Cole finde den kjole frem til dig.’’
’’Men hvorfor i alverden har i været oppe på slottet siden i går? Judas kan da umuligt have været en hel nat om at spørge jer?’’ Simón lød nærmest mistænksom og det var tydeligt at se i Evangelines øjne, at hun også havde hørt tonen i Simóns stemme.
’’Der skulle lægges planer og forsikringer om at ingen af vores to familier ville have ulemper af dette bryllup’’ Skar hun ham af, hvilket fik Simón til at fjerne sine øjne væk fra hende og forholdte sig i stilhed gennem resten af middagen.

Slottet var prægtigt uden på, men inden i var det endnu mere overdådigt. Celestinepalæet mindede om vand i modsætning til dette og balsalen var slottets hjerte. Fire enorme lysekroner hang fra de store hvælvinger i loftet, som var dækket af smukke malerier af himmeriget. Hele den ene siden var fyldt af kæmpe vinduer. Det virkede nærmest som et stort vindue, som var delt af søjler. Denne aften var balsalen fyldt med de forskellige fine familier fra landet og salen summede af en forventningsfuld stemning. Musikken flød gennem det enorme rum og få par dansede, som svaner på en sø, hen over gulvet. Men det var sjældent dette der tiltrak folks øjne, det var de to herrer der sad for enden af balsalen, placeret på hver sin trone. Kong Nicodemus med sin lange røde hermelin kappen og selv om han havde været en stor mand en gang, så var han næsten ingenting nu. Hans øjne var sunket langt ind i ansigtet og var plaget af sorg og sygdom. Rygterne gik at han ikke var langt fra døden, og grunden var hans afdøde Dronning. Selv om det var 21 år siden, så var han aldrig kommet sig over det. Hans søn, Kronprinsen Judas, derimod var i sin bedste alder. Hans hår var honningfarvede og han havde en særlig aura omkring sig, som altid fik folk til at lytte på ham. Deres modsætning var stor når man så dem ved siden af hinanden. Den ældre alvorlig syge konge og den raske, muskuløse kronprins.
’’Hvor bliver hun dog af!’’ Mumlede Judas, lagde armene over brystet og satte sig tilbage i tronen. En ting han var kendt for, var hans utoldmodighed og temperament, som havde kostet mange tjener deres job. Kongens svar til hans søn var et suk, hvilket nærmest så ud til at trække det sidste luft ud af ham, men han holdte stadig fast i livet.

Ude foran slottet ankom de store luksuriøse vogne, hvorfra familierne stod ud af. Crystal havde bevidst prøvet at trække tiden ud der hjemme og fået Frk. Cole til at sætte hendes hår på nyt, så nu var det meste trukket væk fra skulderne, op i en kunstfærdig knold. Men da hun ville til at skifte kjolen ud fik Evangeline nok og hev hende ud i deres vogn.
Nu stod hun så foran den enorme dør ind til slottet og lod en tjener tage hendes frakke. Hendes hjerte bankede hårdt og hun lagde en hånd på det for at få det til at tage det med ro, uden held. Familien blev lukket ind i balsalen med Lawrence og Evangeline forrest og bag dem fulgte deres tre børn. Crystal stoppede op og kiggede sig omkring. Hun havde været her utallige gange, men hun var stadig lige så betaget af salen som var det første gang hun så den. Hendes to brødre stoppede op sammen med hende, mens Lawrence og Evangeline forsatte hen til nogle af de andre familier.
’’Det er smukt’’ Sagde Crystal uden at se på Capricor og Simón.
’’Hmm… Jeg smutter lige’’ Smilte Capricor et øjeblik, lettere hemmelighedsfuldt og forlod derefter sine to søskende og gik hen til en smuk pige med ildrødt hår og en grøn kjole.
’’Hvad har han dog gang i?’’ Spurgte Simón med et løftet øjenbryn, tydeligvis forvirret over situationen.
’’Det er Kataline Figilo. Ralph Figilo’s datter. De to har haft et godt øje til hinanden det sidste stykke tid’’ Selv om Capricor havde forsøgt at være påpasseligt med holde på hemmeligheden, havde Crystal gennemskuet ham hurtigt. Han havde kastet om sig med dårlige undskyldninger, kun for at kunne se Kataline, og det var noget Capricor aldrig gjorde.
’’Nå nå. Så vores storebror er altså også interesseret i andet end fars arbejde’’ Smilte Simón og Crystal kunne ikke lade være med at fnise.
’’De har dog ikke fået fortalt vore…’’ Længere nåede hun ikke i sit svar før hun blev afbrudt af en pludselig stilhed i balsalen og en velkendt stemme der skar igennem.
’’Crystal Roselle Diserée Celestine, må jeg bede Dem om denne dans?’’
Judas havde rejst sig fra sin trone og gået fast besluttet over til Crystal og han ville ikke tage imod et nej. Simón flyttede sig over i baggrunden mens Crystal nejede for kronprinsen og lod sig derefter fører hen over dansegulvet af Judas. De havde gjort det utallige gange før, danset med hinanden, for at få øvelsen men det havde sjældent været seriøst, selv om Judas tit havde hevet hende ud i en dans til de store baller.
Den smukke musik flød rundt om dem og de nærmest svævede hen over gulvet, van til hinanden bevægelser. Et perfekt par.
Crystal kunne mærke alle folks blikke på sig, men mest af alt Judas, som så på hende med noget der mindede om begær og ømhed. Hun kunne ikke blive enig med sig selv om, hvilken del der fyldte mest.
Judas snurrede hende pludselig rundt i en hånd, greb hende bag ryggen og lod hende hænge i hans arme så hans ansigt var lige over hendes og hun så direkte op i hans øjne.
’’Crystal jeg har ventet på dette hele mit liv… Nu er du min.’’ Han ansigt var så tæt på hende at hans ånde kilede hende i ansigtet. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, eller gøre for den sags skyld. Hendes hjerte hamrede i brystet, hvorfor vidste hun ikke. Judas tog hendes tavshed som en stille taknemmelighed og rykkede tættere på hende. Så tæt at deres læber rørte hinanden. Crystal havde aldrig prøvet at blive kysset, jo af sine brødre, men dette var helt anderledes. Små behagelige stød blev sendt ud igennem hendes krop og alle omkring hende og Judas forsvandt. Det var dejligt. Det kunne hun ikke løbe fra, for hun havde tit forstillet sig hvordan det var, men noget fik hende alligevel til at skubbe Judas blidt fra sig.
’’Lad os hellere gemme dette til den dag vi bliver bundet sammen.’’ Smilede hun til ham og kunne mærke en sær varme i kinderne. Hun var forlegen.
’’Selvfølgelig, men elskede’’ Han rejste hende forsigtigt op, som var hun lavet af glas men han ville ikke give slip på hende. Ikke før en rømmede sig bag dem.
’’Må jeg have lov at låne min søster, min Kronprins’’ Lød Simón’s stemme med en hvis provokation i. Judas’ ansigt fortrak sig i en grimasse, men han sagde ingenting, vendte sig bare om og gik sin vej. Crystal lignede et stort spørgsmålstegn, for hun havde aldrig forstået de to fyres fejde, som var blevet langt værre de sidste par år.
’’Så ikke så forvirrede ud Crystal.. Her’’ Grinede han til hende og rakte hende et glas med sirlige mønstre på og en gylden drik i. Hun sippede lidt til den og lod den velkendte varme brede sig i kroppen. Landets bedste hvidvin.
’’Hvad er det du har imod Judas?’’ Spurgte hun ligeud og så direkte på Simón. Hun krævede svar.
Simón stod et øjeblik og kiggede ned i sit glas med den søde gyldne vin i.
’’Ingenting.. Det er vel bare min beskytter trang der kommer op. Du er trods alt min lillesøster. Min eneste lillesøster’’ Han smilede ømt til hende, og hun kunne ikke lide at blive ved med at pille i det. Det var ikke dagen. Et øjeblik stod de bare og nød deres vin i stilhed, imens de så ud over den samlede flok. Det var et smukt syn. Kjoler i alle regnbuens farver hvirvlede omkring mens latteren bredte sig. Adelen, eller Det Høje Folk som befolkningen kaldte denne flok, var kendt for deres skønhed. Det var et hårdt sted at være, specielt hvis man ikke kunne leve op til kravene.
Crystal sukkede.
’’Jeg er også glad for at du gør det’’
’’Alt for dig Crystal.’’ Smilede han, stillede sit og Crystal’s glas på bordet og rakte hende en hånd.
’’Må jeg byde dem denne dans?’’ Han havde et glimt i øjet og hun lagde sin hånd i hans.
’’Selvfølgelig min herre’’
Simón var ikke en lige så god dansepartner som Judas, men han gjorde sit bedste. Til gengæld kunne han altid få et smil frem på hendes læber, men efter lid tid, blev han helt alvorlig.
’’Crystal, jeg syntes du skal overveje om dette liv er hvad du vil. Du ved at du har et valg’’ De stoppede midt i dansen og hun så forvirrede på ham.
’’Men du ved jo at mor og far har valgt dette for mig… At jeg ikke bare kan rende fra mine forpligtelser’’
’’Men er dette virkelig dit eget ønske også?’’ Han så direkte på hende og hun havde ingen mulighed for at undgå hans blik.
’’Ja.’’
’’Du lyver Crystal. Du lyver for dig selv. Jeg har set dig kigge ud af vinduet og sukke opgivende. Jeg kan se længslen og nysgerrigheden i dine øjne når du spørger mig om livet ude for huset. Du har drømme og håb. Vil du virkelig opgive alt dette, uden at have prøvet at opfylde dem?’’ Crystal forstod ikke hvor denne lange tale pludselig kom fra. Hun havde aldrig hørt ham tale sådan før.
’’Men Simón, du ved jeg ikke har et valg…’’ Han afbrød hende.
’’Det har du Crystal. Du har et valg.’’ Han begyndte at lede i en af sine lommer og hev en lille sølvkæde op, med en medaljon som vedhæng. Medaljonen var af sølv og på overfladen var der indgraveret liljer på. Hun måtte holde sig for munden. Det var et simpelt smykke, men alligevel et af de smukkeste hun nogensinde havde set. Det var langt nogle af de fine og prangende hun ejede, men det var ærligt og rent.
’’Hvor har du dog fået den fra.’’ Næsten hviskede hun, som var hun bange for at den ville gå i stykker af hendes stemme og med samme forsigtighed lagde hun medaljonen i hånden og betragtede den nærmere.
’’Jeg har en ven som er guldsmed og kunster. Han var villig til at lave denne til mig.’’
’’Den er.. Hel fantastisk.’’ Hun havde ingen ord der kunne beskrive hvad hun syntes om den.
’’Og det er din. Jeg har fået lavet den til dig. Prøv at åben den’’ Crystal så på ham forvirret et øjeblik, men så med særlig ære og ømhed. Taknemmelighed. Forsigtig lod hun en negl glide ind mellem de to sider og med et klik gik medaljonen op. I den ene side var et lille billede af Simón, Capricor og Crystal selv. Hendes brødre stod ranke, med deres fineste tøj på og hun selv havde en smuk blodrød kjole på. Billede var lavet på hendes 18-års fødselsdag og hang i en lang større udgave på en af gangene i deres palæ. Men det var ikke det der rørte hende mest. På den anden side, med en sirlig skrift stod der: Carpe Diem Du har altid et valg
’’Simón.’’ Hun så op på ham. Kunne mærke at øjnene begyndte at brænde, men holdte tårene tilbage. Han lagde en varm og ru hånd på hendes kind med et kærligt smil på læberne.
’’Jeg er glad for at du kan lide den Crystal. Og husk hvad jeg siger til dig. Ingen vil aldrig nogen sinde kunne vælge for dig, du har altid dit eget valg. Det er dit liv og dine valg. Ingen har lov til at binde den.’’
Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige og lod ham give hende halskæden på i stilhed. Dens kølighed imod hendes bryst var behagelig. En dejlig påmindelse om den.
’’Så vil den også minde dig om mig.’’ Han smilede.
’’Rejser du igen.’’ Hun bed sig i læben. Kunne ikke lide at han skulle væk fra hende, for selv om hun var det ofte, så var uvisheden om han ville komme tilbage slem.
’’Det er en opgave jeg er blevet givet, men jeg vil højst sandsynligt være tilbage om 3 måneder. Så bare rolig kære søster. Det vil kun føles som et øjeblik’’
Derefter forsvandt Simóns alvor og han blev den bror hun altid havde kendt. Flere glas af den gyldne drik røg ind og hun følte at hun blev snurrede rundt hele tiden. Flere og flere bød hende op til dans, speciel Judas hang på hende igen. Hun fik ikke chancen for at snakke med Simón igen, for han forsvandt hen af aftenen.

Jeg har prøvet at gøre det nogenlunde overskuelig, så jeg har delt kapitlet op i 3 dele.
1 del er hjemme,
2 del er ved middagsbordet hjemme
og den sidste del er på slottet..
Det er den nederste besked, min første der er starten, logisk nok har prøvet at gøre det overskueligt..

Jeg ved godt det er langt, men hvis i bare gider læse måske den sidste del eller sådan noget, så ville jeg være glad. Tak Har brug for lidt feedback

Billeder af figurene kan forresten ses i mit galleri

Wow!
Det er virkelig godt skrevet! Jeg kunne slet ikke stoppe da jeg først var gået i gang. Kommer der ikke mere jeg vil virkelig gerne læse hvad der videre sker
Det gjorde faktisk ikke noget at det er langt for det blev ikke langtrukkent og der var mange rigtig gode beskrivelser med. Alt i alt super godt skrevet og en rigtig fin historie xD

ej hvor vildt! :D er jeg rigtig glad for at hører... var bange for at den var dårlig skrevet og bare for langtrukken.

tusinde tak.

Jo er langsom igang med at komme videre xD men har bare taget mig såååå lang tid at skrive de her sider fordi den ødelagde filen første gang så jeg skulle starte forfra agtigt x___x og det er nederen at skrive det samme en gang til agtigt o.o...

Men der skal nok komme mere xD

sig endelig til hvis der også er noget der kan gøres bedre :D

Jeg kunne ikke være mere enig med Kathrine Z! Det er virkelig flot og fængende skrevet, og selvom teksten er fyldt til randen med beskrivelser, virker de på ingen måde malplacerede eller uoverskuelige. De falder meget flot ind teksten, der forøvrigt er virkelig nem at læse igennem.
Desuden får du også virkelig mange beskrivelser og indtryk ind på relativt få sider - det er flot ;)

Der var lige lidt sætninger, jeg fandt lidt småfejl ved/der irriterede mig en smule:

Nu var solen endelig kommet igennem skuerne og [...]
"Skuerne" - "skyerne"?

Frk. Cole kunne ikke være vred på Crystal i længere tid, det havde altid været Frk. Cole’s svaghed.
Skriv evt."hendes" i stedet for "Frk. Cole".


Pludselig stod Crystal foran det store guldindrammet spejl, men kjolen på imens Frk. Cole strammede det indsyet korset i den.
"Men" - "med"?
Jeg synes forøvrigt også, at du bør slette "i den" - det er allerede blevet nævnt, at det er kjolen, så det er ikke nødvendigt at nævne det igen.

Svarede Crystal, stadig smilende og hun lod Frk. Cole ordne sit hår.
Jeg ved ikke helt, om du her mener, at hun smiler imens Frk. Cole ordner hendes hår - i så fald vil jeg forslå, at du retter "og" til "imens".

Et liv i fangenskab tænkte Crystal, men lod det på ingen måde Frk. Cole se det.
Det ene "det" bør fjernes - i tilfælde af, at du vil beholde de første, skal sætningen omformuleres en smule.

De fleste vægge var prydet med malerier af de familiens mange generationer, men de yderste gange havde vinduer og det var en af dem Crystal nu befandt sig i.
Fjern "de".

De fleste vægge var prydet med malerier af de familiens mange generationer, men de yderste gange havde vinduer og det var en af dem Crystal nu befandt sig i.
"Kronprinse" - "kronprinsen"?

Musikken flød gennem det enorme rum og få par dansede, som svaner på en sø, hen over gulvet.
Sætningen her irritere mig en smule... Jeg ville omformulere den, og evt. dele den op i to.

Kongens svar til hans søn var et suk, hvilket nærmest så ud til at trække det sidste luft ud af ham, men han holdte stadig fast i livet.
"Hans" - "sin".

Hendes hjerte bankede hårdt og hun lagde en hånd på det for at få det til at tage det med ro, uden held.
Tilføj evt. et "men" før "uden held".

Adelen, eller Det Høje Folk som befolkningen kaldte denne flok, var kendt for deres skønhed.
Først bruger du "Folk", derefter bruger du "flok" - ordene har vidt forskellige betydninger, men de minder rigtig meget om om hinanden i både stavning og udtale, og det kan godt få sætningen til at virke lidt ens. Brug evt. et andet ord for "flok".

Det var langt nogle af de fine og prangende hun ejede, men det var ærligt og rent.
Der virker på mig til at mangle lidt ord i denne her sætning...

Kunne ikke lide at han skulle væk fra hende, for selv om hun var det ofte, så var uvisheden om han ville komme tilbage slem.
Denne her sætning er jeg ikke særlig glad for... Der er lidt for meget brug af ord som "han", "hun" og "hende".

Generelt synes jeg, at du har en meget flot skrivemåde, men der er lige lidt med nogle kommaer, der står lidt sjovt. Men jeg håber på at kunne se en fortsættelse på historien - jeg er i hvert fald fanget :D

Iiih tak Xeni QwQ Er glad for den ros, den betyder mere end i aner.

Og alle de fejl: Tusinde tak. Har ikke selv set dem, så er glad for at du pointere dem for mig, jeg går ind og retter dem med det samme i original filen xD...

gramma har aldrig været min stærke side, derfor bliver kommaerne ofte ret tilfældigt sat alt efter hvad jeg syntes lyder bedst i øjeblikket, ellers glemmer jeg dem x__x ikke smart i know, men jeg prøver xD meget. Men hvis du ser noget der ingen mening giver på grund af dem, så sig det endelig :D hellere det.

Men tusinde tak og jeg skal nok sørge for en forsættelse xDD...

Det var så lidt Og jeg tænkte nok, at de fleste af dem var nogle, du ikke lige havde lagt mærke til - langt størstedelen af sætningerne er der jo ikke noget ved, og det er altid svært at finde frem til fejlene selv. Det er det der med, at man ikke altid læser det, der står, men læser det, der burde stå.

Men det lyder dejligt med en fortsættelse :D

tenner

Virkelig fin historie - virkelig fint spundet sammen - virkelig søde begreber - nogle ting der selvfølgelig skal uddybes - men tror det selvfølgelig kommer i resten af historien... kan virklig lide dit tema - det er tit noget jeg vælger at læse og skrive om.. :D
Fortsæt denne her vej, og du kommer til at se mig læse dine bøger, der bliver udgivet af et eller andet forlag. Jeg elsker sådan nogle historier - må jeg gentage det igen??
Jeg elsker de her temaet D

:D tusinde tak..
Jaah der er nogle ting som ikke er voldsomt uddybet, og muligvis virker rimelig random i det, men der er dog en større mening i det xDD Det håber jeg ihvertfald.

Men tusinde tak :D Er så glad for at i kan lide den, for troede egentlig ikke den var så god at folk gad læse den hele.

Her kommer en lille forsættelse og afslutningen på første kapitel. Skrevet temmelig hurtigt, derfor er der nok lidt fejl og ikke så godt skrevet. But here you go

En enlig solstråle sneg sig igennem gardinet og ramte Crystal. Langsomt lod hun søvnen glide af sig og det første hun mærkede var den kolde medaljon imod huden. Uden større omtanke lod hun den glide mellem sine fingre og tænkte aftenen igennem. De fleste ting stod klart for hende, men flere passager var tågede på grund af al vinen. Med et suk satte hun sig op i sengen og kiggede hen imod solstrålen. Dens grålige farve tydede på at det var tidlig morgen. Huset lå også i fuldkommen stilhed og kun lyden af enkelte fugle trængte igennem. En ide spirede langsomt bag Crystal’s hjerne, en ide hun ikke kunne slippe. Flere af Simón’s ord til hende startede den og hun åbnede medaljonen.
Du har altid et valg
Hurtigt, uden at tænke nærmere over det, traf hun et valg.
Hun ville ud og opleve byen, bare en gang inden hun blev bundet mere til hendes egen verden.
Crystal steg ud af sengen og nærmest løb hen til sit tøjskab. Hun havde ingen jordisk anelse om hvordan man klædte sig ude blandt disse normale mennesker, men de bar nok ikke store bal kjoler. Hun fandt en kjole frem, som hun sjældent brugte, da hendes mor ikke brød sig om den. Den var lavet for mange år siden, til sommerbrug, når varmen var for ulidelig til de store og tunge kjoler. Den var hel hvid, gik til omkring knæene og stropperne var lavet af små kniplinger, som også var sat hele vejen rundt på kanten af kjolen. Finere end de fleste kjoler, men alligevel den mindst prangende hun havde. Forsigtigt, for ikke at vække nogen, hev hun den over hoved og trak sin jakke ud over. Hun kunne ikke komme op med en bedre forklædning på så kort tid, men det var jo også kun et lille visit hun skulle ud på, ikke andet. Langsomt åbnede hun døren til sit værelse og kiggede ud på gangen. Fri bane. Uden en lyd forsvandt hun ud af værelset, ned af gangen, ud af hoved døren og ud til byen der langsomt begyndte at vågne af nattens søvn…


Konstruktiv kritik modtages vældig gerne hvis der er fejl, eller noges kunne gøres bedre, peg det gerne ud for mig.

Nu skriver jeg lige her inde igen :D Er nemlig gået lidt i stå med starten af 2. kapitel. Egentlig har jeg allerede end ide, men jeg kan ikke rigtig få den ned i tekst.. Så måske hjælper det lidt bare at skrive min ide her inde til jer.

Altså i andet kapitel skal der en præsentation til af fyren Nathan, som arbejder hos en smed (Han skifter vand agtigt og pumper på de der store blæsebælge agtigt.) Men han er total uheldig og ender med at blive smidt ud af værkstedet, for 4 gang i den her uge.

Præcis hvad der skal skrives og ske sådan ved jeg ikke helt og håber at i måske kan komme med lidt ideer ;P

Du kunne måske starte lidt hvor du sluttede bare springe lidt frem. Så Crystal var ude i byen og hun så det der værksted og gik der hen fordi hun ikke vidste hvor hun ellers skulle gå hen og så kunne hun måde Nathan. Det er bare en ide