KNUS-klubben har fire medlemmer: Mille, Selma, Ursula og Kamilah. De er 12 år og går i 6. klasse i København, og de er veninder og fortæller hinanden alt. Næsten. For selv om man let kan fortælle, at man er forelsket i én fra 7. klasse, så fortæller man det ikke, når en af de andre veninder drømmer om at få fat i ham. På samme måde fortæller man ikke, hvor alle ens gaver til de andre egentlig kommer fra, eller hvordan man bor, når man bor helt anderledes og slet ikke så fint som de andre tre piger i klubben. Eller at far og mor skal skilles – eller aldrig er hjemme.

Faktisk er der temmelig meget, som de fire piger ikke lii-ige får fortalt hinanden om, hvordan deres liv i virkeligheden er. Dels, fordi pigerne stadig håber, at problemerne derhjemme vil løse sig af sig selv. Dels, fordi de faktisk skammer sig over, at virkeligheden ikke er noget blankt glansbillede, sådan som den burde være – synes de. De går hver især og bærer på noget, som er alt for tungt for dem at bære, og de har endnu ikke opdaget, at byrderne ville være knap så tunge, hvis de blev delt.

Serien om KNUS-klubben skal være på fire bøger, og de første to er her udkommet samtidig. I nummer 1 bliver vi præsenteret for de fire piger og deres familier med tilhørende problemer. I slutningen af bogen begynder problemerne for alvor at presse sig på, og det fortsætter i næste bog: skilsmisse, depression, butikstyveri og meget mere.

Efterhånden dukker balladen op til overfladen – i al fald noget af den – og bliver fortalt til de andre i klubben, som støtter og hjælper så godt, de nu kan. Noget viser sig alligevel ikke at være så slemt, mens andet er endnu værre, end det så ud til. Læseren bliver efterladt midt i det hele, og må vente spændt på, at bog 3 og 4 udkommer henholdsvis til sommer og til efteråret.

De fire piger har forskellig baggrund. En enlig, fattig mor, et lærerpar, velhavende karriere-folk og en glad, muslimsk familie med rødder i Syrien. Det spænder de fint over, og i de to små bøger har pigerne stort set ingen indbyrdes problemer. De accepterer hinanden og har i øvrigt meget sammenfaldende interesser: Drenge, deres eget udseende, drenge, og så selvfølgelig alt det hemmelige. Og drenge!

Måske er det også ude i virkeligheden sådan, at piger på 12 år (næsten) kun interesserer sig for den slags, og (næsten) kun bruger tid og kræfter på det. Selma er vist den med flest interesser. Hun løber, spiller violin og læser et forbløffende udvalg af bøger. Kamilah hjælper til i familiens forretning, mens Ursula har rigeligt at gøre med at være den voksne derhjemme.

De to bøger om KNUS-klubben er søde små historier om fire ret fornuftige, tolvårige pigers dagligdag og deres møde med dagligdagens problemer. Bøgerne er let læst med teksten godt spredt ud på siderne og luftig opsætning. Sproget er mundret og i øvrigt aldeles støvsuget for bandeord.