Stol på mig - hvis du tør af Ally Carter
Du kan ikke bedømme emner
Forfatter: Ally Carter
Forfatterens hjemmeside
Bogen kort fortalt: Et nyt semester starter på Gallagher-akademiet (pige-spion-skolen) og samtidig flytter der også et ret stort mysterium ind på skolen. Et drengemysterium.
Udgivelsesår: 2012
ISBN: 978-87-7105-286-2
Forlag: Alvilda
Serie: Gallagher Girls 2
Samlet bedømmelse:
7/10
Sprog:
5/10
Handling:
8/10
Underholdningsværdi:
8/10
Læs først: Jeg elsker dig, men sig det ik’ til nogen – det bliver over dit lig
Vi er tilbage på Gallagher-akademiet for særligt begavede unge kvinder (læs: Spioner). Cammie har lige været til afhøring om hvad der egentligt skete på sidste semester, og hun lover nu at hun bare vil være sig selv, og ikke bryde reglerne. Det bliver ikke helt let, da hun tilfældigt hører hr. Solomon og hendes mor snakke om Tjørnekrat og noget som hun ikke må vide noget om. Det gør selvfølgelig Cammie enormt nysgerrig og sammen med veninderne Liz, Bex og Marcey, forsøger de at finde ud af hvad Tjørnekrat er og hvorfor de ikke må vide noget.
Lidt senere flytter 15 drenge ind på akademiet, angiveligt for at læse sammen med dem på dette semester, men der er noget mystisk ved dem. Da Cammie samtidig får skylden for at bringe skolen i fare, begynder de fire veninder igen at undersøge sagerne, for at finde ud af hvem de har som gæster på skolen og for at rense Cammies navn. Pigerne ved at de er de bedste, men bliver alligevel i tvivl, da de står overfor folk, der måske har haft samme træning som dem selv, og som måske også er lidt for lækre.
Der er denne gang endnu et drenge-problem og det fylder faktisk hele skolen. Pigerne får nok at se til, og Cammie ved ikke helt hvilket ben hun skal stå på da hun møder Zack. Hun er stadig ikke helt kommet sig over Josh og hun ved ikke om hun kan stole på Zach. Historien her i anden bog er bedre end i den første. Pigernes syn på drenge bliver mere nuanceret, mens de forsøger at knække koden og lære hvordan drenge er. Det er stadig forholdsvis underholdende at følge pigerne, når de udforsker dette nye element.
Bogen er god og velskrevet (hvis vi ser bort fra oversættelsen). Det er let at sætte sig i Cammie situation, med alle hendes lister og små bemærkninger til sig selv midt i teksten. Man får et indtryk af at pigerne ved hvad de gør og kender ret meget til hvad det vil sige at være spion. Bogen gør det også ret tydeligt, at det ikke altid er fyldt med aktion og mange gange byder på lange ventetider.
Gennem Cammies fortælling kommer vi fint omkring kærlighed og alle de, både gode og dårlige, ting der følger med den. Man kommer til at tænke over identitet og hvor vigtigt det er at vide hvem man selv er, når man som pigerne i bogen påtager sig andre identiteter på deres hemmelige missioner. Når man skifter identitet så tit, er det vigtigt at vide præcis hvilken identitet der er ens egen og sine venners rigtige identiteter.
På trods af den gode start og det fine spil om hvem man kan stole på slutter bogen med hurtigt og uden at komme med de nødvendige svar. Det hele afsluttes i løbet af få sider og der kommer aldrig nogen rigtig god forklaring på tingene. For mig er Zach stadig lidt af et mysterium.
Oversættelsen af bogen har flere problemer, og selvom jeg ikke normalt lægger mærke til den slags, så opdagede jeg flere steder hvor der manglede ord, og enkelte hvor der stod noget forkert. Det ødelægger læserytmen, fordi man stopper op og skal finde det manglende ord, men heldigvis går det forholdsvis let og man er hurtigt videre igen.
Tidsangivelserne er heller ikke helt perfekte. Et eksempel på er det tidspunkt hvor pigerne inviteres til fest nu på fredag. På den efterfølgende side, står der ”i ugerne op til festen”, og der kan altså ikke være mere end en uge til nu på fredag. Hvad der er rigtigt og forkert ved jeg ikke, og om det er en fejl i oversættelsen er heller ikke til at sige.
Alt i alt en fin tøse-spion-bog, der behandler emner som kærlighed, venskab, identitet og hemmelige missioner. En oversættelse der ikke kan råbes hurra for, men ikke mindst en god historie og en flok pigers hemmelige spionliv.
Gallagher Girls
- Jeg elsker dig, men sig det ik’ til nogen – det bliver over dit lig (I'd Tell You I Love You, But Then I'd Have to Kill You)
- Stol på mig – hvis du tør (Cross My Heart and Hope to Spy)
- ?? (Don't Judge a Girl by Her Cover)
- ?? (Only the Good Spy Young)
- ?? (Out of Sight, Out of Time)
Bogmærker