Blue Bloods
af Melissa de la Cruz

Vampyrtrenden lever videre, men i ny form. Melissa de la Cruz, den tidligere skribent for modemagasinerne Marie Claire og Vogue, forener Twilight og Gossip Girl i sin nye bog Blue Bloods. Bogen er den første bog i serien Blue Bloods bestående af 6 bøger.

Schuyler Van Alen og hendes ven Oliver er outsidere på Duchesne i New York, skolen, hvor elitens børn har sin gang. Til trods for at Schuyler og Oliver ikke tilhører it-pigen Mimi Forces eksklusive omgangskreds, beslutter de sig for at tage på den samme klub som de populære.
Mens de venter i køen uden for klubben, ser Scuyler en ung mand kaste sig ud foran en bil, men han dør ikke! Han dukker uskadt op på den anden side af vejen. Schuyler løber hen for at undersøge sagen nærmere og opdager, at den unge mand er Jack Force, bror til Mimi Force. Han er med andre ord uopnåelig for Schuyler, men hun flirter alligevel med ham.
I skolen næste dag meddeler dekanen, at Aggie, én af pigerne fra Mimi Forces kliké, er blevet fundet død af en overdosis på den natklub, hvor Scuyler var aftenen før.
Skolen er i chok, men Schuyler bliver mere overrasket, da Jack Force sætter sig ved hende i klassen og skriver noget på hendes blok: Aggie døde ikke af en overdosis. Aggie blev myrdet.
Sagen kulminerer, da Schuyler finder ud af, at hun selv, Jack Force og Mimi Force er vampyrer. Faktisk er eliten i New York alle en del af Blue Bloods, blåblodede vampyrer. Da Aggie også var vampyr, indser Schuyler, at hun selv og vampyrracen er truet; nogen eller noget søger nemlig at dræne alle vampyrer for deres blod og dermed udslette dem.
Schuyler sætter jagten ind og finder snart, at vampyrdræberen skal findes i hendes fortid.

Bogen kan bedst beskrives som værende én lang introduktion til de næste 5 bøger i rækken. Tre fjerdedele af bogen bruges på beskrivelser af det rige miljø og Schuylers skønhed. Først til slut i bogen starter dén efterforskning, som er så vital for vampyrernes overlevelse.

Hvis man ikke er en genial forfatter, så skal man i det mindste være en gennemført forfatter, men heller ikke dette magter de la Cruz. Læseren af denne anmeldelse kan selv sammenligne to forskellige afsnit fra hver sin del af bogen:
(Afsnit nummer 1): ”Schuyler udstødte et gisp. Selvfølgelig! Det var derfor, hun havde følt så stor empati under begravelsen. Hun havde på en eller anden måde vidst, at Aggie var en af dem (vampyr).”
(Afsnit nummer 2): ”Bliss stirrede bare på ham. Pludselig gav det mening. Selvfølgelig var han en af dem (vampyr), det havde hun på et eller andet plan hele tiden vidst, det var derfor hun var blevet så tiltrukket af ham. Fordi han var nøjagtig som hende.”
Både Schuyler og Bliss har ”på en eller anden måde vidst” noget. Det er søgt og sjusket at skrive sådan. Dette er blot én af de mange gange, hvor de la Cruz springer over, hvor gærdet er lavest og undgår at skrive en realistisk beskrivelse af, hvordan man ville reagere på, at et andet menneske var vampyr.

De la Cruz er hverken genial eller gennemført, men hun prøver alligevel at være en avanceret forfatter: bogen indeholder nemlig en parallel handling! Den har (ikke overraskende) ingen relevans for den overordnede historie. Schuyler Van Alen bliver castet som fotomodel, de tager hendes billede, man hører, at mange modeller er vampyrer, Schyulers billede kommer på et billboard og intet mere. Spild af papir, spild af tid.
Bogen bærer præg af mangel på gennemlæsning. De la Cruz gør meget opmærksom på, at vampyrerne ikke må afsløre sig selv, men glemmer dette i sine bestræbelser på ”realistiske detaljer”: ”Mimi lagde gaflen fra sig, tørrede munden i en serviet, tog en neglefil frem og begyndte at file de bageste tænder med den.”

Sjove beskrivelser skorter det ikke på i bogen. Eksempelvis taler Mimi om sin bror Jack: ”Når hun rakte ud efter ham, var der ingenting. En tom tavle. Nej, snarere en lyd, der var blevet dæmpet. Et tæppe over en højttaler. Han tunede hende ud. Slørede sine tanker. Manifesterede sin uafhængighed.” Anmelderen sidder tilbage med spørgsmålet: hvad dælen prøver forfatteren at sige? Hun burde have slettet alle de små sætninger og finde én rammende sætning.

Forfatteren overdriver med sin anstrengte og ynkelige forsøg på at tilføre bogens miljø klasse- Hun skriver om barnevogne i 800 dollars-klassen (ganske uden relevans for historien), om attenkarats guldkandelabre og dametoilettets diamanbesatte sæbeskåle. Problemet er, at de la Cruz smider om sig med dyre ting, men læseren kan ikke leve sig ind i miljøet. Når forfatteren skriver ”kridtagtig parfume,” hvilken berigelse giver det læseren?
Hendes beskrivelser er tilfældige. Anmelderen mistænker de la Cruz for at bruge dem som fyld.

Anmelderen af denne bog har erfaring udi chick flicks og kan roligt slå fast, at når en forfatter benytter 4 bindestreger i én sætning, så er bogen ikke værd at spilde sin tid på. De la Cruz skriver følgende om en beklædningsgenstand: ”sexet-på-en-afslappet-og-bohemeagtig-måde-med-stropper-der-sådan-totalt-Marni-agtig-faldt-ned-fra-skuldrene.”

Endnu mere grinagtigt er, at de la Cruz enkelte steder antager en profetisk stemme og formulerer sætninger som: ”det er blevet sagt, at Gabrielles datter vil lede os til den frelse, vi søger.”

Undgå at læse denne bog. Jeg opfordrer generelt folk til at læse alle bøger og blive klogere på hvilke bøger, man ikke skal læse. Der findes nemlig mange uduelige forfattere, og det er svært at undgå dem alle. Men denne er frygtelig; persongalleriet er hentet fra Gossip Girl, temaet fra Twilight (og alle tøsepigers latterlige fantasier) og sproget fra en 8.klasseelevs ordforråd.

Burn before reading!

People’s Press, 2010 (udgivet i USA i 2007)
309 sider
Forfatter til bl.a. serierne The Ashleys, The AuPairs samt bøgerne The Fashionista Files, How to Become Famous in Two Weeks or Less og 21 Proms.
Oversat fra amerikansk af Elizabeth Kiertzner

Det er en meget grundig og overbevisende anmeldelse, så okay jeg holder mig fra den bog xD

I de fleste rige familier i New York City gemmer der sig en hemmelighed og bagved dem alle et skjult samfund, der binder familierne sammen – og knytter dem til fortidens mest blodddryppende vampyrhistorier.
Schuyler Van Alen har altid været forskellig fra sine klassekammerater. Da hun fylder 15 begynder der dog at ske mystiske ændringer i hendes liv. Først dør en af klassens populære piger, men hvad mærkeligere er, begynder den lækreste fyr på skolen at interessere sig for Schuyler. Det viser sig, at de mennesker, Schuyler lever iblandt, ikke blot er New Yorks rigeste, men også udgør Blue Bloods, en gruppe vampyrer, der har været urørlige i århundreder. Nu er noget udefinerbart og blodtørstigt efter dem, og de er for en gangs skyld sårbare. Schuyler beslutter sig for at finde sandheden – men er hun i virkeligheden den mest forsvarsløse af dem alle?

Denne bog har fået utrolig mange dårlige anmeldelser, så jeg havde ikke de store forventninger til den. Jeg vil delvis også give ret i, at det ikke er den bedste bog der findes, men den fangede, plottet er originalt, og jeg har lyst til at hører mere. Det er en anderledes vampyr-roman, hvor vampyrerne har blåt blod, menneskene har rødt blod og hvor der lurer en farer derude som dræber de unge Blue Bloods på stribe. Schuyler og hendes venner tager til opgave at finde ud af hvem – eller hvad det er.
Hele bogen igennem sker der mystiske ting med vores hovedpersoner, så læseren sidder konstant med nye spørgsmål, som ikke bliver besvaret før halvejs i bogen, men det er kun med til at gøre historien mere mystisk og spændende. Man skal ikke forvente særlig meget drama og blodige slåskampe, men derimod er den hyggelig at læse, og man følger teenagerne Schuylar, Oliver, Dylan og Jack, Mimi og Bliss til fancy fester, i skole, blive forelsket og meget mere. Når man kommer halvvejs i bogen, sker der flere og flere nye og mystiske ting, og der sker mange af dem, så man skal koncentrere sig for at få alle afsløringerne med, og for at finde ud af hvem skurken er. Slutningen lægger op til endnu en spændende bog i serien, og jeg glæder mig til at vide mere om Schuylars fortid - og fremtid.Så selvom dårlige anmeldelser godt kan skræmme, så giv alligevel denne bog en chance mere.

Næste bog i serien hedder “Maskerade”. Det er stadig usikkert hvornår den udkommer på dansk. Den engelske udgave findes dog med titlen “Masquerade”.

Anmeldelsen kan også findes her på Sabine's blog

jeg har også læst bogen og vil give dig helt ret. selvom der er mange dårlige anmeldelser skal det ikke skræmme jer fra at kaste jer over denne bog. Den er nemlig både spændende, anderledes og frem for alt rigtig god. Jeg ser frem til næste bog i rækken kommer

Oprindeligt indsendt af N. Bozo

Blue Bloods
af Melissa de la Cruz

Vampyrtrenden lever videre, men i ny form. Melissa de la Cruz, den tidligere skribent for modemagasinerne Marie Claire og Vogue, forener Twilight og Gossip Girl i sin nye bog Blue Bloods. Bogen er den første bog i serien Blue Bloods bestående af 6 bøger.

Schuyler Van Alen og hendes ven Oliver er outsidere på Duchesne i New York, skolen, hvor elitens børn har sin gang. Til trods for at Schuyler og Oliver ikke tilhører it-pigen Mimi Forces eksklusive omgangskreds, beslutter de sig for at tage på den samme klub som de populære.
Mens de venter i køen uden for klubben, ser Scuyler en ung mand kaste sig ud foran en bil, men han dør ikke! Han dukker uskadt op på den anden side af vejen. Schuyler løber hen for at undersøge sagen nærmere og opdager, at den unge mand er Jack Force, bror til Mimi Force. Han er med andre ord uopnåelig for Schuyler, men hun flirter alligevel med ham.
I skolen næste dag meddeler dekanen, at Aggie, én af pigerne fra Mimi Forces kliké, er blevet fundet død af en overdosis på den natklub, hvor Scuyler var aftenen før.
Skolen er i chok, men Schuyler bliver mere overrasket, da Jack Force sætter sig ved hende i klassen og skriver noget på hendes blok: Aggie døde ikke af en overdosis. Aggie blev myrdet.
Sagen kulminerer, da Schuyler finder ud af, at hun selv, Jack Force og Mimi Force er vampyrer. Faktisk er eliten i New York alle en del af Blue Bloods, blåblodede vampyrer. Da Aggie også var vampyr, indser Schuyler, at hun selv og vampyrracen er truet; nogen eller noget søger nemlig at dræne alle vampyrer for deres blod og dermed udslette dem.
Schuyler sætter jagten ind og finder snart, at vampyrdræberen skal findes i hendes fortid.

Bogen kan bedst beskrives som værende én lang introduktion til de næste 5 bøger i rækken. Tre fjerdedele af bogen bruges på beskrivelser af det rige miljø og Schuylers skønhed. Først til slut i bogen starter dén efterforskning, som er så vital for vampyrernes overlevelse.

Hvis man ikke er en genial forfatter, så skal man i det mindste være en gennemført forfatter, men heller ikke dette magter de la Cruz. Læseren af denne anmeldelse kan selv sammenligne to forskellige afsnit fra hver sin del af bogen:
(Afsnit nummer 1): ”Schuyler udstødte et gisp. Selvfølgelig! Det var derfor, hun havde følt så stor empati under begravelsen. Hun havde på en eller anden måde vidst, at Aggie var en af dem (vampyr).”
(Afsnit nummer 2): ”Bliss stirrede bare på ham. Pludselig gav det mening. Selvfølgelig var han en af dem (vampyr), det havde hun på et eller andet plan hele tiden vidst, det var derfor hun var blevet så tiltrukket af ham. Fordi han var nøjagtig som hende.”
Både Schuyler og Bliss har ”på en eller anden måde vidst” noget. Det er søgt og sjusket at skrive sådan. Dette er blot én af de mange gange, hvor de la Cruz springer over, hvor gærdet er lavest og undgår at skrive en realistisk beskrivelse af, hvordan man ville reagere på, at et andet menneske var vampyr.

De la Cruz er hverken genial eller gennemført, men hun prøver alligevel at være en avanceret forfatter: bogen indeholder nemlig en parallel handling! Den har (ikke overraskende) ingen relevans for den overordnede historie. Schuyler Van Alen bliver castet som fotomodel, de tager hendes billede, man hører, at mange modeller er vampyrer, Schyulers billede kommer på et billboard og intet mere. Spild af papir, spild af tid.
Bogen bærer præg af mangel på gennemlæsning. De la Cruz gør meget opmærksom på, at vampyrerne ikke må afsløre sig selv, men glemmer dette i sine bestræbelser på ”realistiske detaljer”: ”Mimi lagde gaflen fra sig, tørrede munden i en serviet, tog en neglefil frem og begyndte at file de bageste tænder med den.”

Sjove beskrivelser skorter det ikke på i bogen. Eksempelvis taler Mimi om sin bror Jack: ”Når hun rakte ud efter ham, var der ingenting. En tom tavle. Nej, snarere en lyd, der var blevet dæmpet. Et tæppe over en højttaler. Han tunede hende ud. Slørede sine tanker. Manifesterede sin uafhængighed.” Anmelderen sidder tilbage med spørgsmålet: hvad dælen prøver forfatteren at sige? Hun burde have slettet alle de små sætninger og finde én rammende sætning.

Forfatteren overdriver med sin anstrengte og ynkelige forsøg på at tilføre bogens miljø klasse- Hun skriver om barnevogne i 800 dollars-klassen (ganske uden relevans for historien), om attenkarats guldkandelabre og dametoilettets diamanbesatte sæbeskåle. Problemet er, at de la Cruz smider om sig med dyre ting, men læseren kan ikke leve sig ind i miljøet. Når forfatteren skriver ”kridtagtig parfume,” hvilken berigelse giver det læseren?
Hendes beskrivelser er tilfældige. Anmelderen mistænker de la Cruz for at bruge dem som fyld.

Anmelderen af denne bog har erfaring udi chick flicks og kan roligt slå fast, at når en forfatter benytter 4 bindestreger i én sætning, så er bogen ikke værd at spilde sin tid på. De la Cruz skriver følgende om en beklædningsgenstand: ”sexet-på-en-afslappet-og-bohemeagtig-måde-med-stropper-der-sådan-totalt-Marni-agtig-faldt-ned-fra-skuldrene.”

Endnu mere grinagtigt er, at de la Cruz enkelte steder antager en profetisk stemme og formulerer sætninger som: ”det er blevet sagt, at Gabrielles datter vil lede os til den frelse, vi søger.”

Undgå at læse denne bog. Jeg opfordrer generelt folk til at læse alle bøger og blive klogere på hvilke bøger, man ikke skal læse. Der findes nemlig mange uduelige forfattere, og det er svært at undgå dem alle. Men denne er frygtelig; persongalleriet er hentet fra Gossip Girl, temaet fra Twilight (og alle tøsepigers latterlige fantasier) og sproget fra en 8.klasseelevs ordforråd.

Burn before reading!

People’s Press, 2010 (udgivet i USA i 2007)
309 sider
Forfatter til bl.a. serierne The Ashleys, The AuPairs samt bøgerne The Fashionista Files, How to Become Famous in Two Weeks or Less og 21 Proms.
Oversat fra amerikansk af Elizabeth Kiertzner

skal man have læst Twilight og Gossip Girl for at læse denne serie. Har godt nok læst Twilight men jeg var ikke vild med Gossip Girl efter 100 og noget sider da den er for sladerne, piget og forvirende

Oprindeligt indsendt af Qu Xian

skal man have læst Twilight og Gossip Girl for at læse denne serie. Har godt nok læst Twilight men jeg var ikke vild med Gossip Girl efter 100 og noget sider da den er for sladerne, piget og forvirende

Nah, så vidt jeg forstår, så er det, hun siger bare, at man godt kan sammenligne den med et mash-up mellem de to serier - altså, at den har elementer fra begge serier.

Oprindeligt indsendt af KisaSohma

Nah, så vidt jeg forstår, så er det, hun siger bare, at man godt kan sammenligne den med et mash-up mellem de to serier - altså, at den har elementer fra begge serier.

okay tak jeg kan jo prøve den også

Jeg kan egentligt ikke lide vampyrbøger, men den her fangede mig virkelig... XD

Oprindeligt indsendt af Emsen

Jeg kan egentligt ikke lide vampyrbøger, men den her fangede mig virkelig... XD

kan du ikke?

Oprindeligt indsendt af Emsen

Jeg kan egentligt ikke lide vampyrbøger, men den her fangede mig virkelig... XD

Fangede dig som i... At du kunne lide den eller bare at den var spændende? :b