Nu synes jeg bare at vi skal begynde.

Sådan kan det begynde:
- Gåtur.
- Skænderi.
- Efterår.

Det er FORBUDT at skrive OOC beskeder i rollespillet! I må altså ikke skrive beskeder der uden for jeres karakter!

Skridtene hørtes rundt omkring, som ustruktureret larm. Der var nogle grin der hørtes hid og did. Lyden af samtaler kunne man kun slippe fra i timerne. Jeg sukkede dybt. Vi skulle gå en tur med nogle fra 1. årgang og det orkede jeg bare ikke. Var der overhovedet nogle priviligerede mennesker i den årgang? Godt nok kendte jeg dem ikke, men de virkede temmelig barnlige. Nogle af drengene kunne absolut ikke holde sig væk fra de gode klatretræer og begyndte at lege spiderman. Gem det dog til frikvarterende...
Jeg kiggede mig lidt omkring og så hvordan 1. og 2. årgang havde delt sig op. Det var sjovt at se. Vores lærer havde en lille aflang vogn med. Selv en idiot kunne se hvad der var på den selvom det var dækket af et klæde. Hvor fik de egentlig alle de mennesker fra? Gensplejsning? Allerede...? Jeg vidste ikke en skid om videnskab, men det kunne da godt være...
Himlen var blå og klar. Tænk at frosten allerede havde angrebet skolen. Det var kun oktober måned! Jorden var blevet blødere nu hvor det ikke var frostvejr mere, men den var stadig så hård at mange af drengene kom til at sparke lidt for hårdt til de forkerte sten og måtte skrige højt. Typisk...

Læren gik med en trækvogn foran. Vi var på vej hen til et eller andet sted. Hundrede procent sikkert et lig... Hvor kom de fra?! Gad vide hvad vi skulle lave idag? Maltraktering? Jeg havde som sædvanligt min skyde våben på mig (jeg måtte ikke bruge bue og pil i timene... de mente det var for useriøst. Hvilket de nok havde ret i... Det var børne våben. Jeg måtte ligge det på hylden). I min skoletaske havde jeg (selvføglelig) mine bøger og min tværfløjte (Det var altid sjovt at spille lidt) med. Det havde jeg altid. I den første by vi havde boet i var jeg blevet kaldt Den spillende tåge (Overtroiske fjolser)... Men så flyttede vi. Der var selvføglelig ikke nogle der viste at de var mig der var morderen. Altså bortset fra min bror Alec... Jeg smilede ved mig selv. Drengende hang i træerne... igen. Min bror gik ved siden af mig. Han så ud som om det var noget han godt kunne finde på at gøre. Jeg rullede med øjnene.

Gad vide hvad vi skulle lave? Jeg grinede. Min kniv lå i en lille lomme i mit arme. Jeg kunne udløse den ved at trække i en snor der hang ned til min hånd. Så kunne jeg angribe hurtigt. Og lyløst. Mit ansigt lyste op i et smil. Da mit blik stræjfede min søster Lillian rullede hun med øjnene.

Lucan fik øje på en pige, der gik lidt for sig selv. Han smilte usikkert og styrede hen mod hende. Ud ad øjenkrogen kunne han se, hvordan nogle af drengene var begyndt at klatre i træer. Han rynkede brynene og så sig skeptisk over skulderen. Det var ikke lige det, han havde allermest lyst til lige nu. Selvom han da godt ville kunne finde på det - hvis tidspunktet var et lidt andet. Desuden havde han lyst til at snakke med nogen. Med pigen.
Han gik ved siden af hende i et par øjeblikke, inden han vendte sit blik mod hende og smilte skævt.
"Hej. Lucan...," sagde han og pegede på sig selv.

Jeg vendte mig halvt om mens jeg gik og så en dreng der var lidt højere end mig. 1. årgang. Jeg vinkede lidt forvirret selvom han gik lige ved siden af mig. Hvad ville han dog mig? "Hej... Lucan." Jeg smilede forvirret.
Nogle blade blev sparket frem så de fløj lidt rundt i den milde vind. Skoven var smuk om efteråret. Min yndlingsårstid... Jeg kiggede på den brede sti foran mig med de høje træer der tårnede sig højt op i luften. Elskede bare at indånde skovens luft og se alle efterårets farver. Det gjorde mig glad. Gav mig lyst til at løbe grindende rundt, men jeg lod vær. Hvorfor gøre sig selv til grin? Snart var det vinter, jul og mørkt. Hvidt og koldt med is på søen og istapper på tagrenderne hjemme hos mor og far. Vinter var fint... Var det ikke så koldt kunne jeg nok bedre lide det. Efterår var lige tilpas. Hverken for varmt eller for koldt. Præcis som forår. Men forår... Jeg havde altid haft noget imod forår. Jeg smilede endnu en gang til Lucan der stadig gik ved siden af mig.

Lucan morede sig lidt over hendes forvirring. Hun virkede sød. Og ikke mindst; interessant. Hendes smil var sødt. Hans blik var fæstnet på hende, og han havde et varmt smil på læberne. Hans øjne glimtede. Han var målrettet og selvsikker. Men stadig nede på jorden. Måske ville hun kunne lide ham? Det var ikke engang, fordi han var ude efter en romance eller noget i den stil - han var bare ensom og hungrede efter en smule venskab.

Han lagde ikke så meget mærke til efterårets smukke farver, de flyvende blade, den blide brise, der trak i hans halvlange hår og den glade latter fra andre elever. Normalt ville han nok have gjort det, men lige nu forsøgte han at få en samtale i gang. Det virkede ikke lige umiddelbart som en nem opgave.
"Og du er...?" Spurgte han venligt.

Jeg sukkede. Han kunne sikkert ikke høre det ordenligt. Det lød sikkert bare som en normal vejrtrækning, men det var et suk. Jeg kiggede rundt og prøvede at lade vær med at møde hans intense blik. "Jeg er Bridie... Men jeg kender dig altså godt." En mislykket latter slap ud af min mund. "Ikke sådan rigtigt, men... Vores forældre er gamle venner. Aner ikke hvorfor jeg husker det, for det er lang tid siden de sås sidst..." tja... Det var rigtigt...
En dreng styrtede forbi mig, så jeg var ved at falde. "Pas dog på!" råbte jeg efter ham. Dumme dreng - Siger end ikke undskyld!

Lucan glippede et par gange med øjenvipperne og fik et lettere utilfredst udtryk i ansigtet.
"Åh... Det er jeg ked af. Det kan jeg slet ikke huske. Hvor mærkeligt... er ellers sikker på, at jeg ville kunne huske dig. Hmm...," svarede han, en smule irriteret på sig selv.
Men han slog det hen og begyndte igen: "Bridie... det er et smukt navn. Hej, Bridie - øh, eller... hej igen, skulle jeg måske sige." Han smilte skævt til hende. Han fjernede stadig ikke sit blik fra hende, og da han så en dreng komme løbende så tæt fordi Bridie, at hun nær faldt, kom der et glimt at vrede i dem.
"Idiot...," mumlede han lavmælt.

Wendy traskede helt alene gennem de gule, brune og orange blade der dækkede en del af jordoverfladen. Helt alene var hun nu faktisk ikke, men det føltes sådan. Nogle af drengene var begyndt at klatre op i nogle træer. Wendy kiggede hen på dem. Nogle af dem var ret søde, men hvor var de dog barnlige at klatre op i træerne, når de snart skulle have time. Wendy var for optaget af at kigge på de klatrende drenge, til at hun lagde mærke til en der løb ind i sig. Wendy væltede forfjamsket, og så at den løbende stødte ind i endnu en pige ikke så langt fra Wendy. hun gik sammen med en dreng. Hun vidste naturligvis ikke hvem de to var, hun var jo den nye pige. Det var hådt at være ny, man kendte jo ikke nogen. Drengen så sød ud, tænkte Wendy. Hun kiggede ned i bladene så det lange hår faldt ned over hendes rødmen. Hun hørte ham mumle ´idiot´, hun gik ud fra, at han talte om den der havde væltet hende og den anden pige. Wendy skyndte sig at tvinge rødmen på flugt, så slog hun håret væk fra ansigtet og sagde: "Det må man da nok sige..." Så rejste hun sig. Børstede et par blade at sin nederdel. "Kan ikke engang finde ud af at se sig for..." fortsatte hun og gik hen mod den søde dreng og pigen der også var blevet stødt ind i. "Jeg er Wendy," sagde hun små rødmende og kiggede væk.

Lucan smilte venligt til den nyankomne og rakte umærkeligt ud mod hende. Han trak blidt et blad ud ad hendes hår. Det var blødt. Han kunne godt lide det. Håret.
"Undskyld," mumlede han. "Der sad et blad," fortsatte han og smilte skævt. Hans øjne var varme, og han nikkede høfligt, da hun fortalte dem hendes navn.
"Hej Wendy. Jeg er Lucan," sagde han og kastede et blik hen mod Bridie. Han så afventende på hende. Han havde først gjort mine til at præsentere hende, men måske ville hun gerne gøre det selv. Han kendte jo ikke så godt. Men med et hurtigt blik hen på Wendy, håbede han, at det ville ske. At de ville blive venner. Alle tre. Han rødmede ved tanken. Det virkede ynkeligt at gå og håbe på venskab med to, han knap nok kendte.

Jeg bemærkede en pige der pludselig stod ved siden af Lucan, der åbenbart havde glemt alt om mig og min familie. Virkelig irriterende. Jeg vidste godt hvad pigen hed. Hvorfor kendte jeg alle navne på skolen uden de kendte mit? Og de kendte ikke en gang deres egne klassekammerater? Virkelig mærkeligt! Men jeg vidste at hun hed Wendy før hun sagde det. Virkelig irriterende at alle bare glemmer mig som om min tilstedeværelse intet betyder, når jeg husker alle jeg har mødt! Og de to førsteårgangselever havde gået i samme klasse i et halvt år. Lidt mærkeligt at de så ikke engang vidste, hvad de hed! Jeg begyndte at gå langsommere så de kunne være alene. De havde tydeligvis glemt min tilstedeværelse og jeg orkede ikke at huske dem på det.

Oprindeligt indsendt af Theresa

Jeg bemærkede en pige der pludselig stod ved siden af Lucan, der åbenbart havde glemt alt om mig og min familie. Virkelig irriterende. Jeg vidste godt hvad pigen hed. Hvorfor kendte jeg alle navne på skolen uden de kendte mit? Og de kendte ikke en gang deres egne klassekammerater? Virkelig mærkeligt! Men jeg vidste at hun hed Wendy før hun sagde det. Virkelig irriterende at alle bare glemmer mig som om min tilstedeværelse intet betyder, når jeg husker alle jeg har mødt! Og de to førsteårgangselever havde gået i samme klasse i et halvt år. Lidt mærkeligt at de så ikke engang vidste, hvad de hed! Jeg begyndte at gå langsommere så de kunne være alene. De havde tydeligvis glemt min tilstedeværelse og jeg orkede ikke at huske dem på det.

::Sorry, havde slet ikke tænkt på, at vi jo nok kender hinanden i forvejen. Det ville have været lidt nemmere, hvis du skrev i OOC'et, at det var lidt mærkeligt, at vi ikke kender hinanden, for så er det nemmere at rette det, i stedet for at du undrer dig sådan i dit indlæg. For det ville nok være sjovere, hvis vi alle kendte hinanden i forvejen - men det er svært at gøre det om, når du ikke skriver det til os, du ved, sådan direkte??::

"Wendy. Lukan." jeg havde lydløst nærmet mig dem bagfra, mens de var igang med deres tåbelige præsentation. Skoleåret var lige begyndt, så det var ikke så mærkeligt, at de ikke kendte hinandens navne endnu. Det syntes jeg i hvert fald ikke.
"Hvad så?" jeg lod mig glide ind ved siden af Bridie. Smilede kort til dem alle sammen. Bladene stod op, hver gang min fod ramte jorden. Røde, visne blade. Jeg ville ønske, at jeg havde mit kamera, så jeg kunne tage nogle gode skud. Efterår var den bedste årstid at dyrke min hobby i. Den gjorde alting så flot... Smukt.

::Thess - det er vel ikke et halv år, eftersom at der først er gået et halvt skoleår på normale skoler efter nytår.. ja efter januar tror jeg faktisk det er... Anywaay, kan vi ikke bare sige at Wendy er ny eller sådan et eller andet? At hun kom lidt for sent ind på skolen af en eller asnden årsag som kun hun selv og hendes forældre kender til? Så kan jeg rette mit indlæg og så giver det hele me3get bedre mening.::

::Det er nok lidt nemmere, hvis vi gør det sådan, July - god ide. Så behøver vi ikke alle rette vores indlæg :D Hvad siger du til dét, Thess?::