Hulhale hørte græsset tæt på hende knase, og vendte blikket mod den ulv som havde forårsaget lyden. Efter lidt tid gik det op for hende at det var Kryb, og hun vendte skræmt blikket væk igen. Selvom han også var en af de ulve der var lavest i hierakiet, var hendes instinkt som Omega at holde sig fra alle ulve og undgå enhver risiko for kamp. Hun lagde mærke til Krybs olme blik og gøs. Gudskelov kiggede han ikke på hende. Hun rejste sig, og med halen imellem benene, gik hun med hastige skridt forbi Kryb og imod skoven for at gentage sin rute.

Hvidtand kom med en lavmæl, selvtilfreds knurren, der samtidig bød den lille alfasøn at tie stille. Han bøjede sig atter mod ungen og puffede lidt til ham. "Før mig til byttet," lød hans lavmæle brummen. Kaninen var lige i nærheden, fortalte Hvidtands instinkter - både lyden og lugten af den var så tydelig for ham som erfaren jæger, at han kunne fange kaninen med et snuptag, men lige nu ville han sætte alfahannens unge efter den.
"Der er altid magi i luften, Poteprins," fortalte Hvidtand den ivrige unge, som han forsøgte at få til at stå stille, "altid meget mere, end man først antager - og lige nu er der en ... en hvad?" spurgte han bydende og lagde hovedet udfordrende på skrå, så hans øjne glimtede ivrigt.

Døgnløber var blevet færdig med at spse og så op. Hvidtand og den lille alfasøn, som hun havde hørt Hvidtand kalde Poteprins, stod ikke langt derfra. De snusede til luften og Døgnløber gjord det samme. Kanin, tænkte hun. Døgnløber nærmede sig stille Hvidtand og Poteprins og observerede hvordan Hvidtand prøvede at få Poteprins til at finde kaninen. Døgnløber modstod en trang til bare at slå klørene i kaninen eller fortælle Poteprins at det var en kanin. Men hun ville ikke ødelægge det, så hun stod bare stille i baggrunden og observerede dem.

"Altid meget mere, end man først antager - og lige nu er der en ... en hvad?" Spurgte Hvidtand til sidst, da alfaungen endelig havde fået lukket munden på sig selv. Han gjorde som Hvidtand sagde og snuste op i luften. Duften af friskt kød var svær ikke at lægge mærke til nu, og hans mund løb i vand ved tanken om at fange sin egen frokost. Men at identificere dyret var meget sværrere. Efter lidt tid måtte han skuffet indse, at hans evner ikke var så formidable som Hvidtands, og han skulle til at bekendtgøre sin - efter hans egen mening - svaghed. Men inden han nåede at åbne munden, hørte han en lavmælt puslen tæt ved ham. Hans ører drejede instinktivt mod lydkilden som to pelsede radarer, og han opdagede at lyden kom fra skoven. I stedet for at svare på Hvidtands spørgsmål stillede han selv et nyt;
"Er dyret... derinde?"

Hulhale gik forbi Kryb, og han glemte øjeblikket sine frustrationer over den lille alfa, som var igang med at lede efter en tåbelig kanin.
Han udstødte en lavmældt latter, da han så Hulhale stikke sin hale mellem benene. Var han nu også blevet skræmmende?
Han havde set hende kigge på ham hurtigt, for derefter at vende blikket bort. Nu var hun på vej ud til skoven. Med svingende hale gik Kryb efter hende, mens han med et aldrig vigende blik så han på hende. Han gik snigende efter hende, men trådte med vilje på en gren, for at hun skulle være klar over, at han fulgte efter hende.
Kryb luntede op på siden af hende og sendte hende et blik, som han håbede, hun ville gengælde.

"Det ved jeg ikke," svarede Hvidtand med udtryksløs mine, selvom han vidste, at kaninen krøb sammen et sted inde mellem træerne. Han vidste endda nøjagtigt, hvor det befandt sig. Hvidtands ører registrerede en anden lyd lidt derfra, og lugten af Døgnløber nåede hans næsebor; Hvidtand drejede hovedet en anelse mod hunulven for at se, hvad hun var i færd med. Han bøjede hovedet anerkendende, da hun ikke nærmede sig og lod den lille alfaunge klare sig selv.
"Rolig nu," lød Hvidtands brummen og han daskede let alfasønnen over bagkroppen med sin hale. "Måske løber det sin vej, hvis ikke du forholder dig lydløs."

Oprindeligt indsendt af tværfløjten

Kryb luntede op på siden af hende og sendte hende et blik, som han håbede, hun ville gengælde.

:Hvilken form for blik? :s:

Alfasønnen nikkede tavst mod Hvidtand, og han begyndte nu med lydløse skridt at snige sig efter sit kommende bytte. Med en koncentreret mine kom han tættere og tættere på skoven, og duften af kød var blevet skarpere og mere intens end før, mens det langsomt begyndte at dæmre sig for ham hvilket dyr det var.
"EN KANIN! DET ER EN KANIN!" Råbte han efter Hvidtand, men indså alt for sent at han ikke burde have råbt op, og nu fór kaninen ud af den busk den havde gemt sig i, og løb igennem skoven med alfaungen lige i hælene.

Oprindeligt indsendt af Viturinn-Ræven

:Hvilken form for blik? :s:

Havde bare tænkt et blik for at fange hendes opmærksomhed. Ligesom hvis man prøver at komme i kontakt med én :D

Alfasønnens begejstrede råben skræmte kaninen ud af sit skjul, og Hvidtand udstødte en svag rumlen af morskab. Han lagde sig dovent ned på jorden og betragtede den lille unge jagte kaninen. "Det skal nok gå bedre næste gang, Poteprins," sagde han opmuntrende akkurat så højt, at den lille unge kunne høre ham. Han lå og betragtede kaninen et stykke tid, indtil den forskræmt løb langt ind mellem træerne, og da han så alfasønnen gøre mine til at følge efter, sprang han på benene. "Lad den løbe, min dreng; vi finder nok en anden én en anden dag." Hvidtand sprang fremad og afskar den lille unge vejen. "Hvad med, at du smutter tilbage til din far?" sagde han kærligt og skubbede ungen frem foran sig.

Oprindeligt indsendt af tværfløjten

Havde bare tænkt et blik for at fange hendes opmærksomhed. Ligesom hvis man prøver at komme i kontakt med én :D

:Nåååh :D:

Hulhale kiggede til siden, da hun opdagede at Kryb pludselig stod der. Hendes første reaktion var frygt, men da hun så hans ufjendtlige blik, hilste hun istedet med et genert lille nik.

"Lad den løbe, min dreng; vi finder nok en anden én en anden gang." Sagde Hvidtand bag Alfaungen, men han var alt for stædig til at give op uden kamp, og da han endnu en gang gjorde med mine til at fortsætte jagten, blev han istedet afskåret vejen af Hvidtand. "Hvad med, at du smutter tilbage til din far?" Hørte han Hvidtand sige, mens han blev skubbet i retning af Flokkens tilholdssted. Til sidst måtte han give op og gøre som Hvidtand sagde. Slukøret gav han sig til at gå imod sin far - Han havde ellers glædet sig sådan til at vise ham hans fangst!

Kryb blev ligefrem lykkelig, da hun gengældte hans blik med et nik. Han luntede halvt hoppende videre på en måde, så det så ud som om han gik på en sky. Hans hale viftede til siden, som om han var en ko, der ville skræmme fluer væk.
Han daskede til en halvstor sten med poten og så på den, mens den fløj ud til siden og slog ind mod et træ.

Hulhale kiggede overrasket efter den glade, fredelige ulv foran hende. Det havde kommet bag på hende at han ikke havde gjort hende noget, men da hun nu følte sig mere sikker på ham, fortsatte hun med et lidt hurtigere trav imod skoven. Hendes hale bevægede sig langsomt fra højre til venstre, og hendes øre løftede sig lidt mere selvsikkert, dog så lidt, at hun var sikker på ingen ville se hende som en trussel.

Kryb sendte Hulhale et stort ulvesmil, da hun kom op på siden af ham. Hendes ører var let løftede som et tegn på selvsikkerhed.
Kryb løftede hovedet mod himlen og så en enlig fugl flyve. Han mærkede og hørte sin mave knurre, og han blev forbavset over, at han stadig var sulten.
Han sugede luft ind gennem næsen og prøvede at opfatte de forskellige lugte i luften, mens han håbede på at få færten af et dyr, der kunne blive bytte.
En kanin var kommet ud af sit lille skjul og puslede i græsset til hans højre. Han sendte Hulhale et hurtigt blik og gjorde tegn til, at hun skulle følge efter ham.
Kaninen kunne blive til en helt fin dessert, tænkte han, da Kryb sneg sig ind på den.
Kryb sprang op og forskrækkede kaninen så meget, at den hoppede op i luften af forskrækkelse. Han slog ud med poten og fik ramt den i hovede, så den faldt til jorden, og før den nåede op, bed han den i nakken og ruskede den.
Derefter gik Kryb hen til Hulhale og stak kaninen hen til hendes snude, som en gestus om, at de kunne dele.