Hulhale havde knapt nok fået noget af maden, og nu knurrede hendes egen mave også. Først kiggede hun nysgerrigt på Kryb, så vendte hun blikket mod maden. Hun flyttede nervøst på sig, og hendes ører havde vendt sig nysgerrigt mod den lille kanin foran hende. Der gik lidt tid hvor hun vurderede situationen, før hun endelig tog sig sammen og tog en bid. Hun kiggede på Kryb mens hun tyggede og slugte lunsen hun havde taget. Eftersom han ikke reagerede fjendtligt, tog hun en luns til, nu mere selvsikker.

Kryb hev lidt i kødet, da Hulhale greb fat i en endnu en luns, mens hans øjne glimtede legende.
Hans hale piskede over jorden og fejede støv op i luften.
Han gik hen på siden af Hulhale og gav hende et let dask med halen, mens han udstødte en lille knurren.
Kryb havde altid elsket at lege. Hans far og ham havde leget sådan siden han var en helt lille unge. Hans far havde altid endt kampen ved at vælte ham og derefter lægge sin pote på Krybs hals. Kryb havde altid prøvet at kæmpe lidt imod, men havde altid set sig slået efter et minut.
Nu ville Kryb starte den samme leg med Hulhale, men han var ikke rigtig sikker på, at hun stolede nok på ham til at være med.
Han gik helt tæt på hende og kiggede hende i øjnene, da han med sin snude nussede hende i pelsen, hvorefter han skubbede let til hende og smilede.

Hulhale kiggede forvirret på Kryb, mens han fortsatte med at udfordre hende til leg. Selvom hans blik var kærligt og legende, var hun stadig usikker på hvor vidt han var hendes ven eller ej. Hun nyste, da støvet fejede op i luften, og gik lidt tilbage. Kryb gik pludselig helt tæt på hende, og kiggede hende i øjnene. Hun kunne mærke hans snude nussede hendes pels hurtigt efter, og langsomt følte hun sig mere sikker. Hun begyndte prøvende at piske med halen, og et lille, forsigtigt smil viste sig.

Et lille begynde svirp med halen, fortalte Kryb, at hun var med på legen. Hans øjne lyste op, så den brune farve næsten kunne ses i det dybe mørke.
Han bøjede hovedet og sprang let til siden og lavede et lille hop over en sten.
Kryb sænkede sit hoved og koncentrerede sig om lydene omkring ham, mens hans ben var spændte, klar til at springe til siden, hvis Hulhale fandt på at angribe.

Hulhale var fra halespids til næsetip en dårlig kæmper. Hver eneste fiber i hendes krop forvandlede sig til en klodset katastrofe, idét kampen gik igang. Ikke desto mindre tog hun kampen op. Det var jo for sjov, ikke? Så med et højt hop sprang hun efter Kryb. Hendes mund var åben, og tungen slaskede ud af den, mens hun gjorde klar til at bide til om få sekunder.

Hvidtand luntede fremad med den lille alfaunge foran sig mod alfahannen, som sad med To-Sok i nærheden. Hvidtand tænkte på kaninen, som den lille alfahan havde skræmt væk ved sin begejstring, og heldigvis, tænkte han, havde han nået at standse ungen i tide. Han standsede op, da han nåede frem med ungen; han ville sikre sig, at ungen fandt sig godt til rette igen hos sin far, før han atter ville gå ud til udkanten af flokken, hvor han befandt sig bedst. Udenfor flokken var der lige så mange, der så skævt (eller op) til ham, som midt i flokken, men han havde lettest ved at ignorere det, hvis han tog lidt afstand fra dem. Hvidtand slog et lille slag med halen og betragtede flokkens leder med en kende respekt, men ikke så meget, at han forekom underdanig. Det var sikkert et problem, mente Hvidtand, men han kunne ikke fremstå underdanig overfor nogen - end ikke sin leder. Det var han for dumdristig til, og det havde flere af de tobenede registreret.

::De tobenede=mennesker::

Kryb trådte et skridt til siden, da Hulhale havde taget af fra jorden. Han åbnede sine øjne og så på hende, mens hun kom springende igennem luften med munden åben på vid gab. Hendes tunge stak ud af munden, som var hun en frø, der ville fange en flue, og hendes øjne var så åbne, at man kunne se det hvide i dem, men han fokuserede mere på det mørkegrønne i dem, mens han prøvede at gennemskue hendes næste træk, selvom han ikke forventede noget.
Kryb hoppede to skridt tilbage, for at komme endnu længere væk fra hende og gjorde sig klar til at springe på Hulhale, når hun landede.
Han kom med en beskeden latter og besluttede sig for at kredse i en cirkel om Hulhale, når hun landede i stedet for at springe på hende, fordi han så det som et indlysende næste træk.

Hulhale faldt til jorden med et smerteligthyl. Hun rejste sig kluntet op igen, og spejdede omkring for at lede efter Kryb. Hendes øjne var lidt slørede, men da hun endelig havde fundet ham, lod hun ikke blikket glide væk fra ham igen. Hun ventede tålmodigt, mens han kredsede om hende, velvidende at endnu et spring ville være nyttesløst.

To-sok kiggede på Hvidtand og den lille unge, mens de nærmede sig hende og Alphaen. Alfaungen satte sig til at løbe, og nåede hen til sin far på få sekunder. ”Far! Far! Jeg fangede den næsten!” Og med de ord som hilsen, startede han sin lange plapren om en eller anden kanin, han tilsyneladende havde skræmt væk. To-sok fnøs sagte og rejste sig, for selv at fange noget at spise. Da hun gik forbi Hvidtand, kiggede hun med tydelig væmmelse på ham. Det var tydeligt, hun ikke forsøgte at skjule for ham, hvordan hun havde det med hans opførsel. Hun fortsatte imod skoven, hvor hun gættede på hun hurtigst ville finde noget.

Kryb havde både set og hørt hende falde til jorden og måtte bekæmpe sin trang til at gå hen til hende og se, om hun var okay. Han kiggede på hende fra der han stod, og da hun var kommet nogenlunde på benene igen, måtte han stole på, at hun havde det godt nok til at fortsætte.
Kryb kom stille tættere og tættere på Hulhale ved at kredse om hende i spiralmønster.

Selvom Hulhale vidste, at Kryb snart ville være for tæt på hende til at hun ville kunne nå at flygte, lod hun sig modvilligt stå fast. Hendes poter var som naglet til den snavsede jord, imens hun kiggede på Kryb der igen og igen kom tættere på hende. Hun blev næsten svimmel af alt den kredsen rundt, men hun holdte dog sin fokus, og lod sig ikke slå ud endnu.

Kryb gik stadig langsomt rundt om Hulhale og fornemmede, at det ville være dumt at indlede et angreb, hvor hun så direkte på ham, så han begyndte at sætte farten op, for at komme bag hende.
Kryb løb rundt i cirkler om hende og fornemmede svagt, at han blev rundtosset.
Han stoppede pludseligt og sprang ud efter Hulhale, mens han prøvede at lave hoppet så lavt som muligt, for at kunne vælte hende omkuld ved at komme under hende.

Hvidtands blik strejfede kort To-Sok, idet hun fnøs, men ellers lod han sig ikke synderligt mærke med hendes afsky og modvilje mod ham. Han kunne dog ikke lade være med at undre sig over, hvorfor To-Sok tilsyneladende satte kurs mod skoven for at få noget at spise, men han slog det hen med, at hun måske ikke havde fået nok at spise fra den store fangst. Hvidtand betragtede den lille alfasøn med funklende øjne og så dernæst på alfahannen.
"Der skal nok blive en god jæger ud af ham, hvis han bare lærer at være tålmodig," brummede Hvidtand så sagte, at det kun var beregnet for alfahannens ører, mens hans unge stadig stolt plaprede løs om den lille kanin. Hvidtands blik lyste af morskab, da han så på den lille unge, og han puffede let til alfasønnen med sin ene pote. Den lille berøring lod til at overraske ungen at dømme efter hans reaktion. Hvidtand satte sig på halen og så vurderende på alfahannen, der styrede flokken præcis, som en ideel flokleder burde gøre det. Han besad den samme naturlige autoritet, som Hvidtand selv gjorde - hvilket fik nogen til at vise ham næsten lige så stor ærbødighed som de gjorde med floklederen, mens en anden part af flokken misbilligede hans væremåde og mangel på almindelig respekt overfor alfahannen. To-Sok tilhørte formentlig denne gruppe. Hvidtand lod sig ikke mærke med det og holdt sig sædvanligvis i udkanten af flokken for at slippe for at høre på deres små drøftelser om, hvorvidt Hvidtand i virkeligheden var den reelle leder, der brugte alfahannen som marionet for at få sine egne ønsker opfyldt, eller om han burde uddrives fra flokken. Det irriterede ham dog grueligt, at han var kilden til en del af stridighederne i flokken, og at det var alfahannens ansvar at udrede trådene. Det var et åg, Hvidtand for alt i verden ønskede at fjerne fra alfahannens skuldre, og han var gået så langt til at overveje at forlade flokken for stedse. Det eneste, som endnu holdt ham tæt ved dem, var ungerne. Dem havde han svært ved at tage afsked med - selv, hvis han bare forlod dem uden at sige farvel.

Hvidtand lod blikket glide hen over ulveflokken, og hans blik faldt på et par hunner, der tydeligvis beundrede ham og ville gå helt fra forstanden, hvis han forlod flokken uden at give dem et kuld. Hvidtand fnøs sagte og knurrede. Han standsede sit følelsesudbrud i tide - hvad ville den lille unge og flokkens leder ikke tænke?

:Goddamit! Jeg glemte at hun lige havde spist o.o' Well, anywaay.. jeg må lige rette til xD:

Selvom To-sok egentlig ikke følte den store trang til føde, og stadig var en smule tung i maven af hendes sidste måltid, var en jagt altid tillokkende for hende. Selve nydelsen af vinden i hendes pels var nogle gange så fristende, at hun efter hun havde fanget et dyr, bare fortsatte med det næste. Hun fik færten af kød, og hendes øjne glimtede lystigt i skovens halvmørke. Solen var så småt ved at gå ned, og gav træerne et skær af guld. Hendes lydløse, fjedrende gang var umulig at høre, da hun gik imod sit offer. Hun kunne tydeligt lugte det; En kanin, ikke så langt fra i en busk.

Hulhale var og blev en dårlig kæmper, og en af de mange grunde var hendes svækkede reaktionsevne. Selvom hun tydeligt kunne se Kryb da han satte farten op, registrerede hun det ikke før han pludselig ramlede ind under hende. Hun væltede, peb højlydt, og landede på jorden med et bump. Så hurtigt hun kunne rejste hun sig op igen.