"Det gjorde de sikkert..." vrissede han let, "men hvorfor svømmede du så ikke op igen? Det burde ikke være så svært..." Han forstod ikke, hvorfor hun svarede du indirekte på spørgsmålet. Heller ikke hvordan der var opstået sådan et kaos omkring ham - han havde aldrig kunne regne særlig godt, men der måtte være i hvert fald... tre eller to andre... Måske endda flere. Fem eller otte?
William hev hende ind til bredden. Han havde det ganske vist bedst til vands, men det havde hun stensikkert ikke.

Kiriffaras øjne blev så store som tekopper da pigen bukkede meget, meget dybt. Hun præsenterede sig som Fenke de Oswan. Kiriffara roede sig lidt nervæst i sit hår og smilte venligt. "Mig behøver du ikke bukke for," sagde hun undrende.
Pigen her virkede rigtigt nok fremmedartet. Hun kom i hvert fald ikke fra den samme del af landet som Kiriffara. Måske var hun slet ikke fra dette land?
"Det her er forresten Lonni," sagde hun og klappede muldyret kærligt, da hun opdagede Fenkes blik på den. "Han er godt nok kun et gammelt muldyr, men han er trofast og beregnelig," fortsatte hun og fandt en gulerod frem som hun gav til Lonni.
"Nå, men når det ikke var mit hår du blev forarvet over, hvad forskrækede dig så sådan?" spurgte Kiriffara efter at Lonni havde soist guleroden færdig.

Hun så undrende på pigen, Kirirffara, havde hun alligevel gjort det forkert? Det kunne da ikke passe. Hun have været så sikker.
Fenke gik ubevist et lille skridt bagud da pigen rørte hesten, eller nej, mulddyret. Hun ledte i sit hoved efter en god undskyldning for skriget, i mens kom hun til at knue hånden sammen. Det smertede. Perfekt.
"Jeg...har vist bare slået min hånd. Det var ikke på grund af dig." Hun smilede, og håbede den anden købte dem. Det var virkelig for pinligt at indrømme at hun var bange for mulddyret.

Lucy kunne høre nogen gå tæt ved hende. Først slog hun det hen med, at der jo var så mange heromkring søen, at det ville være mærkeligt andet. Men senere, da hun kunne høre hun kom nærmere, begyndte hun at blive nervøs. Efter lidt tid vendte hun sig endelig om, og opdagede, det var en pige. Ganske få år yngre end hende selv, gættede hun sig til.
"Øhm..." Startede hun, men kunne ikke få et ord frem. Hun følte sig pludselig utilpas og akavet. "..Øh, kan jeg hjælpe dig med noget?"

"Du har vist aldrig hørt dødstallet på folk, der er druknet, fordi de blev viklet ind i vandplanter" sagde hun hæst.
Han begyndte at trække hende ind til bredden ved at hive i hendes møre trøje, der jo også havde været under vandet længe. Hun var forbløffet og glad for at den ikke gik i stykker mens han trak.
Hun bemærkede nogle røde mærker på hendes arme og hun gjorde op med sig selv at hun måtte have dem mange andre steder på kroppen. Planterne havde været nådesløse. Tænk at hun ikke havde kunne vinde over nogle planter!
Da fyren endelig fik hende op på ordentlig grund, lagde hun sig træt ned og hostede det sidste vand ud. Hendes lunger var fulde af vand for ikke at tale om hendes næsebor.
Hendes hår var filtret og hang fladt ned over hendes ansigt og det var næsten umuligt at få væk, da det var overdrevet fedtet.
Hun bemærkede slet ikke de andre ved søen.

Alyné trak på skuldrene, da den anden vendte sig mod hende. Hun så ned med en let rødmen i kinderne. "Jeg ..." begyndte hun forlegent og trak igen på skuldrene som for at prøve at sige noget uden at bruge ord, men hvad hun ville sige, var Alyné ikke selv klar over. Hun kastede et sigende blik omkring sig og mumlede: "Der er - kom - befinder sig mange flere her, end ... jeg troede, at der ikke ville være nogen her og ... jeg ledte bare ... efter et sted, forstår du, hvor der ikke er nogen."
Ordene kom tøvende og langsomt frem. Alyné følte det, som om hun skulle tænke længe over hver eneste stavelse, før hun kunne få den frem. Hun kunne ikke finde ud af at sige, at hun i virkeligheden søgte lidt tryghed hos den fremmede pige, fordi tilstedeværelsen af så mange andre gjorde hende nervøs.

Lucy kiggede overrasket på pigen. Selvom hun aldrig havde været så social, havde hun aldrig oplevet sådan en forlegenhed før. Hvordan skulle man reagere?
"Åh..Ja, det forstår jeg godt. Ja, her er vist også kommet ret mange.." Mumlede hun, og kiggede på de andre personer, der gik omkring søen. Det var faktisk lidt mystisk, når hun tænkte over det. "Mit navn er forresten Lucy." Nævnte hun hurtigt, for at bryde den akavede stilhed. "..Hvad hedder du?" Hun vidste ikke om hun skulle give hånd, eller lade vær. Det virkede så formelt med et håndtryk, og her var så afslappet her i skoven. Selvom hun dog ikke følte sig så afslappet lige nu.

:Btw, jeg skal på skiferie til Sverige idag, vi kører klokken 3 i aften, og kommer ikke hjem før torsdag/fredag. Rol nu ikke for meget uden mig! :D:

Han så anspændt til, mens pigen lå og hostede. Betragtede hende afventende. Foroverbøjet i en underlig stilling og med et hårdt drag om munden. Da hun endelig holdt op, kunne man ligefrem se spændingerne forsvinde. Han kom ordentlig op at sidde og hans mund glattede sig langsomt ud.
"Hvordan går det?" han smilede forsigtigt.

"... Jeg ved snart ikke..." sagde hun bare.
Hun kunne græde, men lod vær. Hvordan skulle hun forklare...? Hun sank, hvilket gav hende endnu et lille hosteanfald.
Hun havde reddet ham... Men han troede hun døde...
Men hun kunne ikke være vred på ham. Han havde ikke vidst bedre. Men hun var svag. Lidt for svag.
Hvis hun nu havde været normal, ville det ikke være sket. Måske ville hun have kunne kæmpe sig fri...

"Føler du dig... syg?" Han smilede prøvende. Var ikke helt sikker på, hvordan man bar sig ad med folk der burde være døde. Folk der havde ligget på bunden i lidt for lang tid til, at det var menneskeligt muligt...
"Nej, hvad er du?"

"Føler du dig... syg?" spurgte han.
Hendes redningsmand smilede lidt usikkert. Hun vidste ikke, hvad hun skulle svare. Hun vidste det ikke. Hun kunne sagtens være syg. Det undrede hende ikke, hvis hun var syg. Hun følte sig frygtelig dårlig. Så sad han og var omsorgsfuld. Det mindede hende om sidste gang hun var faldet i vandet. Den gang havde hendes ven dog fisket hende op. Hun savnede ham...
Hun rystede på hovedet, selvom hun tvivlede på at det var sandt.
"Nej, hvad er du?" spurgte han lidt efter.
Hun havde lyst til at spørge om det samme. Det var ikke alle, der kunne svømme helt ned til den dybe mørke bund og slet ikke se derned. Hun havde kun kunne ane solens stråler, der ikke nåede langt ned i søen. Hun havde været bange, for aldrig at blive reddet, men her sad en fyr med et lille smil på læben. Han havde fået hende op fra den mørke sø. Hun var stum af taknemmelighed og alligevel kunne hun ikke udtrykke, hvor glad hun var. Hendes ansigt var koldt, som bundet hun lige var blevet reddet fra.
Efter lidt tid svarede hun: "Hvad mener du?"
Skulle hun mon sige, hvad hun var? Tænk hvis han gik. Hun ville ikke efterlades. Ikke efter så lang tid i ensomhed.

Han kunne se, at hun virkelig tænkte sig om, før hun svarede. Overvejede sikkert, om hun kunne slippe af sted med at være menneske.
"Hvad mener du?" svarede hun endelig. Han smilede skævt.
"Ja, altså... Du er ikke et menneske. Men hvad er du så?" Han sørgede for at fange hendes blik. Fangede hendes blik med sine dybe, havblå øjne. Samme farve som søen. Uden alger. Tang. Uden affald...

Der var lidt tavshed, og efterhånden gik det op for Femke at pigen ikke havde tænk sig at sige mere. Hvad skulle hun også det for. Hun vidste sikkert at Femke havde løjet.
Med et sidste usikkert blik på Kirirffara gik hun så langt uden om mulddyret som muligt, og gik helt hen til søbreden.
Her sad to på jorden. Gennemblødte til skindet, og lod til at fører en dæmpet samtale. Femke kunne ikke lade være med at kigge på dem, lige med det første. Hun fik dog trukket blikket til sig, og satte sig og stak hele hovedet ned i vandet. Da hun dryppende kom op igen tiltrak de to alligevel hendes blik. De så ikke helt almindelige ud. Ligesom hende selv. Ligesom de fleste her. Hendes store, sorte øjne borrede sig ind i ryggen på drengen, og hun håbede ikke han lagde mærke til det.

Han fik pludselig en underlig fornemmelse af, at nogen sad og stirrede på ham. Som følge af det kiggede han sig kort over skulderen - der sad en pige på bredden, med en ret ynkelig holdning, og borede sine øjne ind i ham. Da det gik op for hende, at han havde lagt mærke til hende, skyndte hun sig dog at vende blikket væk. Blev helt rød i kammen.
"Hvad glor du på?" spurgte han.