::Jeg håber, at @Sakura-Chan accepterer din styring af hendes karakter i det minimale omfang.:P::

Lucy, hed hun. Den anden pige. Alyné virrede lidt med hovedet, som om hun prøvede at ryste noget af sig. Hun betragtede lettere genert Lucy, fordi hun kunne føle den anspændte stemning i luften - den, som opstår, når fremmede ser hinanden an. "Alyné," svarede hun kort og smilede prøvende. Lucy sagde, at hun forstod hende. Havde Lucy mon også ledt efter et affolket sted? "Hvorfor ... kom du hertil?" spurgte Alyné - nu mere usikker, end hun havde været hidtil.

: Det gør jeg da xD Det kunne Femke godt finde på...ville kun protesterer hvis det var i mod hendes person:

Afsløret. Han havde set hende, også selvom det slet ikke havdev været hendes mening at stirre. Femke sank uvilkårligt ned i skuldrene, og forberedte sig på at han sprang op og slog hende. Der kom ikke noget.
"Hvad glor du på?"
Det var klart. Han ville vide hvorfor hun var så uhøflig. Okay, det var så nu hun skulle huske på det. Alt det hun altid glemte. Hun bed sig hårdt i læben, så rejste hun sig og gik hurtigt og genert de få skridt så hun stod ligeforan ham. Hun satte sig ned på hug, rødmede kraftigt og kyssede den fremmede på panden. Hun trak sig straks et skridts afstand væk, og løftede hovedet.
"Jeg beder om forladelse. Det var ikke min mening at stirre." Så løftede hun højre hånd, og slog sig selv hårdt i ansigtet så der kom et rødt mærke et øjeblik. Dog slog hun ikke så hårdt som hun kunne have gjort. Det kunne hun alligevel ikke få sig selv til.
Fiasko...

"Ja, altså... Du er ikke et menneske. Men hvad er du så?" spurgte den anden. Hvad skulle hun dog svare uden at skræmme livet af personen? Men heldigvis slap hun for at svare, da den anden vendte sig om på en anden. Hun så op på pigen, men vidste ikke, hvem det var. Og på en måde var hun ligeglad. Hun var for udmattet, for træt af livet og gad ikke at være nysgerrig. Hun ville bare tilbage til hendes ven, der havde smidt hende i søen. Og hun blev ved med at spørge sig selv om det var fordi han var ligeglad eller fordi det var bedre end alt andet. Hun havde ikke syntes, at det var godt. Hvorfor havde han gjort det? Savnede han hende mon? Eller havde han allerede glemt hende?
"Hvad glor du på?" spurgte fyren pigen.
Hun syntes at det var lidt hårdt sagt, og hun havde slet ikke lyst til at sidde der og få pigen til at tænke, at hun også ville have sagt det. Sådan nogle hårde ord hadede hun selv at få, men engang fik hun dem til daglig.
Pigen satte sig ned på hug og kyssede den anden på panden, så hun måtte rykke en smule baglæns, selvom det gjorde ondt i armene.
Hun ville ikke klynke eller være ynkelig. Det blev folk altid så vrede af. Og nogle gange slog de hende for hende. Det gjorde de i hvert fald, da hun var barn, for det var længe siden hun sidst havde klynket eller været ynkelig. Det var hun trods alt for voksen til.
Kort efter kyssede pigen fyren på panden og sagde: "Jeg beder om forladelse. Det var ikke min mening at stirre." og slog derefter sig selv.
Hun vidste ikke hvorfor, men hun kunne pludselig mærke en hvis respekt for denne pige. At hun turde kysse fyren og så sige undskyld på den måde.