Fannie kunne mærke sine kinder blive varme... hvorfor skulle hun dog altid blive så hurtigt og nemt rød i hovedet?
men det var da en god plan... det kune hun i det mindste ikke sige noget til... "nåår... okay" sagde hun forsigtigt og skydte sig at gemme sig rødmende ansigt. 'hvordan kunne de være så rolige og sikre? hvad var hun gået glip af?' det irriterede hende, at hun havde været så længe om at komme sig...
men hvad var der sket hvorfor stod der en mand og græd? hvem eller hvad havde han mistet hvis det var det der var sket... hun stod lidt rådvild nogle lange sekunder uden rigtigt at vide hvad hun skulle gøre kunne hun være bekendt at spørge hvad der var sket? langsomt og lidt genert bevægede hun sig over mod hende der havde en arm omkring ham...

'Oliver hold op med at skabe dig sådan!'
Han trak vejret dybt, og rystede kvindens arm af sig, hun skulle ikke røre ham. Det var forkert. Det var umenneskeligt.
'Oliver James Wavely tag dig øjeblikkeligt sammen!'
Det var latterligt. Her stod han og græd. 21 år, fuldvoksen og græd foran en flok hvoraf de fleste var yngre end ham. Langt ude. Han tvang sig selv til at tage det i sig. Spendte i hele kroppen og kunne mærke det stilnede af. Kun de små ryk det gav når han måtte trække vejret hurtigt ind var tilbage. Eftervirkninger, ligesom sporene af tårer på hans kinder, og den røde farve de havde medbragt.
'Svagpisser'
'Tal ordentlig. Jeg vil ikke hører den tone!'

"Vi andre har også svært ved at holde fatningen."
Ja, det var jo også helt tydeligt. Det kunne man se på den måde de, de af alle mennesker, var klar til at splitte op i hold med specifikke opgaver.
"Det hele virker bare så surrealistisk, som en drøm, og fordi drømme ikke kan gøre os noget, betyder det at de fleste af os først oplever angsten senere. Du er faktisk den som har den bedste idé om situationens alvor."
Som en drøm...han ville glæde sig til folk vågnede så. Nej, det var jo løgn. Lidt.
Hvor skønt...det var meningen han skulle få det bedre af det, eller hvad?


'Oli, det kan jo ikke passe at du reagerer på den måde...'

Oliver løftede hovedet da han mente der var styr over kroppen igen. Det ydre, i det mindste. Han så på hende der havde rørt ham, og forsøgte at tvinge et smil frem. Det havde han set folk gøre. Det var sådan folk altid gjorde. Men det var ikke helhjertet, overhovedet. Han ville ønske hun ikke havde rørt ham. Fået ham til at føle sig så lille, og ynkelig.

hvad havde der mon været galt? først havde han stået og grædt med hendes arm om sig, og kort efter havde han virket alvorlig og rystet hendes arm af sig... hvad var der mon galt?
"øhh undskyld jeg trænger mig på... men hvad hedder de?" i det Fannie havde spurgt ham, følte hun sig umådelig dum... hun havde sagt 'de' til ham det lød forkert det lød såå... så formelt..! "øhh... er der sket noget? har, har, de mistet nogen... jeg kun... kunne ik' ikke lade vær' med aaa... at lægge mærke til... øhh... til" hun kunne ikke få sig til at fuldende sin sætning, og for øvrigt stammede hun lige pludseligt...
måske var det chok måske var det stedet eller hendes begyndende rødmen... ellers var det nok bare fordi hun var genert...
'tag dig dog sammen Fannie' tænkte hun...

Alex så bare forvirret rundt på mængden efter mandens udbrud. Kvinden der havde kommenteret om sin chef gik straks hen til ham for at hjælpe, mens Alex bare så himmelfaldent rundt. Hun var kommet med en idé, men hvordan den skulle føres ud i livet kunne hun ikke tage sig af. hun var alt for forvirret.
"Jeg har nok lettere ved at holde fatningen, fordi mine kæreste ikke var med..." Sagde hun pludselig, det kom bag på hende at de ord pludselig var kommet ud af hendes mund. Hvordan var det gået til?
"Hey, Nej, Vent..! vi kan da ikke skille os ad igen. vi må da først finde ud af om der mangler nogen og hvem..." Råbte en pige der kun lige var kommet nærmere. Mens kvinden der nu var færdig med at trøste manden forklarede, begyndte Alex at fnise hysterisk.
"Mangler nogen? Slevfølgelig mangler her nogen!" Udbrød hun små hysterisk da fnisenen var over.
Det gik ikke engang op for hende at hun selv havde lavet en lignende brøler for et øjeblik siden. Hun trak vejret dybt adskillige gange, på den der meditations måde som yoga læreren havde lært dem det, dengang hun gik til yoga. Hun ignorerede fuldstendig sine omgivelser, var ligeglad om hun afbrød nogen andre da hun sagde:
"Lad os droppe sniksnakken - det er alligevel bare deprimerende. Når man har noget at gøre tænker man mindre."

Kim var enig i Alex´ tankegang. "Helt rigtigt, jeg går ind i skoven efter mad, dem som har lyst til at komme med følger bare efter. Men vi kan risikere at fare vild, så jeg vil foreslå at vi midlertidigt sørger for hele tiden at kunne se stranden, det betyder at vi ikke kan komme så langt ind i skoven, men medmindre nogen har en bedre plan, har det, det bedste jeg kan foreslå..."

"Øhh... jeg går med dig..." sagde Fanie stille og begyndte lidt genert at småløbe over mod den fremmede person der sidst havde sagt noget om at gå ud efter mad.det eneste Fannie tænkte rigtigt over var at komme lidt væk og få snakket lidt med nogle uden at der var 10-20 andre ører der lyttede..! "måske har jeg bare ikke lyttet godt nog efter.." startede hun lidt genert. "Men hvad er dit navn?" spurgte Fannie da hun var nået helt hen til den fremmede...

"Øhh... jeg går med dig..." sagde Fanie stille og begyndte lidt genert at småløbe over mod den fremmede person der sidst havde sagt noget om at gå ud efter mad.det eneste Fannie tænkte rigtigt over var at komme lidt væk og få snakket lidt med nogle uden at der var 10-20 andre ører der lyttede..! "måske har jeg bare ikke lyttet godt nog efter.." startede hun lidt genert. "Men hvad er dit navn?" spurgte Fannie da hun var nået helt hen til den hende...

Fannie kiggede hurtigt rundt på de forsamlede og hørte så en stemme... hun kiggede der over og skyndte sig at svare...

Gian smilede charmerende til pigen, hvem han havde hjulpet op på land. Han lod hende tage sin hånd og børste sand af den, fordi det lod til at holde hende beskæftiget, og han vidste, at det gjaldt om at få tankerne på afveje. Lige nu kunne han ikke tænke overhovedet, og da han blev spurgt om noget, måtte han virre med hovedet for at klare tankerne og opfatte, hvad der blev sagt.
"Naturligvis er jeg ikke vandskræk - alle ved, at vandet er fyldt med smukke piger som dig," sagde Gian overlegent og kunne ikke lade være med at le. Hvor var dette dog tåbeligt. Han blev dog hurtigt alvorlig og præsenterede sig: "Gian - i en alder af 23 holder jeg mig ganske godt. Hvad hedder du?"

Charlie blev helt henrøgt over fyren, da han begyndte, at kalde hende smuk. Han havde reddet hende (og Casey) OG var rar.
"Gian - i en alder af 23 holder jeg mig ganske godt," sagde han og spurgte så: "Hvad hedder du?"
Inden han svarede gav hun ham hånden. "Hej Gian. Det er rigtig sjovt... Vi er lige gamle! Og det er han også!" Hun pegede over på Casey der stadig lå i sandet, men nu stirrede på en flok af mennesker. Den tog Charlie sig ikke af.
"Mit navn er Charlie An Madison Brianna Autumn Washington og jeg er i familie med præsidenten af USA, selvom vi bor i Wales! Min bror hedder Casey Noah Evan Mayson Parker Washington, men han vil kun kaldes Casey! Han bliver vildt sur, hvis du kalder ham hans fulde navn for meget." Det sidste hviskede hun ham i øret. Alle hendes ord foregik i et højt toneleje og med hendes sædvanlige britiske accent og hurtige hastighed.

Casey bemærkede hendes gøren og snakken og vendte sig straks mod sin søster. Han syntes både det var utrolig pinligt, at hun bare snakkede lyst og også ret irriterende, at hun slet ikke tænkte på deres forældre eller noget som helst. De sad her på noget sand og... var ligeglade.
Han havde godt betragtet gruppen af mennesker, og der var nogle dumme idioter, der opførte sig som om det hele var bare en sølle lejertur! Han var selv ude af sig selv af bekymring. Mon Charlie ville få hjemve? Han havde aldrig oplevet Charlie være væk fra sine forældre i mere end 24 timer og var bange for, at det ville ende grueligt galt. Hvordan skulle han klare det? Hun havde heller ingen piller eller noget som helst. Hun ville blive helt manisk. Begynde at lave sandslotte og flirte med denne fyr.
Hans forældre ville tro de var døde. De ville fortælle hele hans vennekreds og hele deres familie om det. De ville lave en begravelse. Der ville blive sørget. Hans kæreste ville måske endda få en ny. Det måtte ikke ske... Det måtte ikke ske...
Han tog sig selv i at rive sig i håret, men rystede sig hurtigt fri fra tankerne. Pust ind... Og ud...

Rita kiggede rundt på de mange mennesker, som alle sammen stod grupperet, og et kort øjeblik mærkede hun et jag af ensomhed skyde igennem sig. Men det var lige meget, katte var også enspændere, og hun kunne godt lide at sammenligne sig selv med en kat. Elises øjne lignede lidt katteøjne, hvis man kneb øjnene sammen. Og hendes hår var helt vådt. Og filtret. Irriteret begyndte hun at rede det ud med fingrene, men hun havde en blanding af sand og vand på fingrene, det var klistret, mel var også klistret, men kun når man blandede det op med vand, ligesom det, der var derovre, eller sodavand, hun kunne godt lide sodavand...
Hun gik tættere på en af grupperne, ville gerne være i nærheden af nogen, det gav hende en følelse af tryghed, ligesom derhjemme...

"Jeg går ned af denne vej og kigger efter andre overlevende," Sagde Alex og begyndte at gå. Inden hun var gået mere end et par skridt stoppede hun. Hun havde fået øje på en gruppe af tre mennesker nede ved vandet. "Hey, i tre! Kan i ikke komme med mig?" Spurgte hun højlydt. Resten måtte nogle andre tage sig af. Hun vidste virkelig ikke hvem der skulle gå den anden vej rundt og hun var virkelig også ligeglad. Hun ville bare gerne af sted inden det blev mørkt. Hun havde aldrig været så god til at gætte hvad klokken var, efter solen, men den var lavt på himlen. Hun ville gætte på at det var sent på eftermiddagen, når hun nu skulle gætte. Hun så afventende ned på de tre mennesker ved ´breden.

Gian kunne ikke undgå at bemærke pigens henrykkelse, men hendes overstadige iver kom dog bag på ham, da hun begyndte at præsentere sig med sin lyse stemme. Hendes britiske accent var ikke til at tage fejl af, og Gian kastede flygtigt et blik på den unge fyr, som lå i sandet ved siden af pigen - Charlie. Hvor var det sært, at de havde så mange navne begge to - også, selvom de var beslægtet med en præsident, som ikke levede længere (?), og endnu mere sært, at pigen bar et navn, som burde være hendes brors og omvendt. Gian smilede til Charlie og blev helt overrumplet af hendes talestrøm.
"Åh, javel," sagde han usikkert med et muntert glimt i øjet. Han så hen på den unge fyr, "så I er tvillinger, kan jeg forstå." Gian trykkede hånden hjerteligt, før han slap den.

"Jeg tror, at hende derovre gerne vil have vores opmærksomhed, Charlie," sagde Gian efter et stykke tid, da han hørte én kalde på dem længere inde på kysten.

"Jeg heder Kim." Svarede Kim, mens hende og Fannie bevægede sig ind i skoven. "hvad med dig?".
Kim Håbede på at de kunne småsnakke lidt mens de ledte efter mad, og at Fannie havde en ide om hvad de skulle kigge efter, for selv anede hun ikke hvilke spiselige planter der fandtes på en ø som den hvor de var strandet...

Han så interesseret ud. Han så ud som om han kunne lide hende! Det var godt, for hun kunne også lide ham! Det var længe siden hun havde været så henrykt. Okay, faktisk var hun ligeså henrykt sidste gang hun fik en is på skibet. Skibet havde virkelig været dejligt! Hvorfor var de ikke der mere? Og hvor var mor og far?

"Jeg tror, at hende derovre gerne vil have vores opmærksomhed, Charlie," hørte hun manden sige. Det var vist Gian han hed. Han nikkede i en retning, og Charlie så derover.
"Hvem?" spurgte hun og kiggede tilbage på ham med en rynket næse.


Casey havde næsten ikke sagt noget. Han var irriteret. Der stod en flok mennesker, der færdedes som om de bare var på en simpel klasseudflugt. Hvad skete der for dem? Hvor blev chokket af? Hvor blev deres følelser? Var de slet ikke udmattede? Tænk på alle de døde. Tænk på dem derhjemme. Hvornår ville han se sin kæreste igen? Hvor var han egentlig? Han var langt væk fra england. Var de overhovedet på fastlandet? De kunne vel lede efter den nærmeste by, hvis de kunne finde en. Han forstod ikke de menneske han sad og betragtede. Mor og far var måske døde. Og Charlie... Uden hendes piller...

Hans tanker hvirvlede om det samme. Men til sidst rejste han sig op. "Charlie, vi går." De måtte simpelthen væk. Han måtte væk herfra. Finde hjem. Hurtigt. Inden det gik helt galt. Charlie ville ikke kunne klare at blive for længe i naturen. Hun var bange for edderkopper og slanger og myrer, og hun kunne ikke svømme. Han ville ikke kunne tage sig af hende. Hvis han prøvede at berolige hende, ville det pralle af. Hvad skulle han dog gøre af hende?