Alex rynkede irriteret på næsen. Den eneste reaktion hendes råb havde fremkaldt var et sideblik. Hun løb gennem det fine strandsand, ned mod de tre mennesker. Gad vide om der mon var sket dem noget? Siden hendes råb ikke havde fremkaldt den store reaktion, altså. Hun var lige ved at snuble i noget tang på vejen, men efter lidt møjen gennem sandet nåede hun ned til dem. Hun gav sig selv et halvt minut til at få vejret, før hun sagde:
"Hva' så? Vil i ikke lige hjælpe mig med at kigge efter flere overlevende?"

"jeg hedder Fannie.." svarede hun lidt efter. "hvor mon vi er?" spurgte hun egentlig mest henvendt til sig selv, men håbede lidt at Kim, som gik ved siden af hende, kunne svare. Hun var glad for at komme lidt på afstand af alle de andre mennesker, men stadigvæk var hun også glad for ikke at være helt alene.

"Det ved jeg ikke" svarede Kim "Men vi er i alt fald ikke på Grønland." Det sidste var ment som en joke, og Kim håbede på at den ville kunne få Fannie til at smile.
I samme øjeblik mærkede Kim noget om benene, hun kiggede ned og så en mellemstor kvæler-slange bevæge sig væk, hun standsede brat op, og undrede sig over om Fannie også havde set slangen.