*En sporfinder. Det kunne nemt gå hen og blive meget interessant, især hvis hun kunne skyde med bue og pil. Måske var det umagen værd at overtale hende til at gå med, hvis hun ikke allerede havde besluttet sig til det.*

"Jeg ved, hvor han er. Men at finde ham er vores mindste bekymring, vi skal først have gjort ham sårbar. Men alt det skal du ikke bekymre dig om, for jeg ved hvordan, jeg har bare brug for nogle kampfæller til at gøre det."

Ellestina var fuld af tvivl overfor Levir. Men hun mærkede også sit sind blive fyldt af uro. Hun kunne ikke bare slå hans forslag ud af tankerne. "Må jeg tænke over det?" spurgte hun, selvom hun godt selv kunne høre hvor svagt det lød. Billedet af hendes bedstefar dukkede op for hendes indre blik. Hvor hun savnede ham. Han havde altid kunnet give hende råd. Nu måtte hun finde sin egen vej i verden, men kunne den vej virkelig være jagten på nekromantikeren?

"Er det virkelig nødvendigt?" spurgte Kleptor lidt utålmodigt. "Du har resten af aftenen, for vi rejser i morgen tidlig. Hver dag vi spilder er en dag, hvor Decrumnus bliver stærkere. Så vi kan ikke spilde mere tid nu".
Kleptor håbede på, at hans ord fik den ønskede effekt. Han kunne ikke udstå tanken om at vente mere end højest nødvendigt, og han var som sådan fast besluttet på at tage af sted i morgen, så sådan ville det blive, hvad enten hun ville med eller ej. Så kunne hun være nok så god en sporfinder. Hvis hun var ubeslutsom og handlingslammet, så havde han alligevel ingen gavn af hende.

"Taler du om den, skiltene reklamerer for?"
Ronan blev helt overrasket efter at have surmulet lidt og vendte sig rundt. Han fik øje på en ung mand, der kiggede på ham.
"Øhh.." Ronan havde godt set skiltene, men syntes at det lød en smule farligt. Han tænkte sig kort om, og sagde så: "Ja, lige netop! Sådan en færd er lige noget for en kriger som mig." Han kiggede undersøgende på drengen, men syntes ikke lige at han mindede om nogen han havde set før: "Mit navn er forresten Ronan Dragedræber, du har sikkert hørt om mig, men hvem er du?"

"Det er i orden. Hvis jeg ikke er her i krostuen ved solopgang, betyder det, at du kan tage af sted uden mig. Og nu vil jeg gerne spise resten af min mad i fred, hvis du vil være så venlig," svarede den unge jæger.

"I orden", svarede Kleptor kort og forlod pige på hendes lidet høflige anmodning. Han bevægede sig overmod eventyreren, som nu havde mistet sit publikum og erstattet det med en knægt, der om muligt var yngre end eventyreren selv. Det var nok en af de ting, der talte imod hans historier - Hans alder.
Nå, men det begyndte at ligne noget nu. Måske kunne han alligevel mønstre en lille gruppe, selvom der var forbavsende mange unge i blandt dem.

Ellestina havde fået nok af den larmende krostue. Så snart hun havde skovlet resten af maden i sig, gik hun op til kromutteren og bad om et værelse. En af serveringspigerne viste hende ovenpå, låste døren til det lille værelse op og tændte stearinlyset, der stod i en tinstage på det lille vakkelvorne sengebord. Hun ønskede venligt Ellestina godaften og lukkede så døren efter sig.

Endelig fred og ro til at tænke. Det var endnu ikke særlig sent, men Ellestina klædte sig af og kravlede ind under tæpperne. Bekæmper af Decrumnus. Var det virkelig det hun skulle? Men hun kunne jo bare sige nej. Eller kunne hun?

"Genoprette balancen og freden i landet," havde denne Levir sagt. Der var i højeste grad noget fordækt over ham, og hun troede ikke på, at han havde givet hende sit rigtige navn. Men i alt andet havde han virket oprigtig. Og fred i landet længtes hun efter. Det gjorde alle. Hvem vidste, måske ville hendes bedstefar ikke have været død, hvis ikke de udøde horder havde gjort livet så hårdt for dem.

Hun lå vågen det meste af natten og skiftevis sørgede over sin bedstefar og overvejede Levirs tilbud. Hun kunne ikke se, hvordan hun skulle kunne bekæmpe så stærke fjender. Nok kunne hun da håndtere både bue og sværd, men hun havde aldrig før selv opsøgt faren. Men hun vidste ikke rigtig længere hvem hun selv var. Og hvis Levir havde set noget i hende, kunne det da være hun skulle give det en chance. Hun kunne altid vende hjem igen, hvis det ikke gik.

:: Undskyld de lange indlæg. Kan bare godt lide at udfolde min karakter. Håber det er ok ::

Med ansigtet godt skjult under sin dybe hætte bevægede Aimé sig med rolige bevægelser gennem en større forsamling af mennesker, der alle stod og snakkede sammen med forbitrede stemmer; garanteret om et eller andet lokalt kup. Alligevel stillede han sig tættere ved for at lytte. Efter kun få minutters diskret aflytning stod det klart for den hætteklædte skikkelse, at de fremmede lokale diskuterede købspriser. Med de voksende horder af såkaldte udøde rundt omkring, var folk ved at blive nervøse, og færre og færre handelsmænd modtog varer, der skulle fragtes fra by til by. Aimé tænkte, at det mest af alt skyldtes frygt; på sin vej mod Tamar havde han kun hørt få rygter om udøde i nærheden, og hans vej havde ikke krydset nogen monstres. Måske havde han været heldig.

Med en indgroet tålmodighed forberedte Aimé sig på at bevæge sig væk fra gruppen og fortsætte sin aflytning andetsteds. Det var begyndt at regne, og han spekulerede på, hvorfor de lokale havde stået udenfor sent på aftenen under en himmel, der godt kunne få selv den mest hårdføre eventyrer til at lede efter et tilflugtssted. Måske burde Aimé også selv søge et tørt sted hen, hvor han kunne få sig et ordentligt måltid mad ovenpå de tørre måltider, han havde indtaget på sin rejse. Han kiggede sig om, og opdagede at der var en kro lige i nærheden. Ved siden af døren var endnu et af de opslag, han havde set hænge overalt i byen. Han skimmede hurtigt teksten, som han allerede havde læst en del gange og bed mærke i, at dette var den selv samme kro, som var nævnt i opslaget. Kroen var garanteret spækfyldt med ivrige eventyrere, som hævdede at kunne ændre hele verdenssituationen så let som at klø sig i nakken. Eventyrere opslugt af deres eget ego og tilsyneladende yderst vigtige missioner. Men var han meget bedre selv? I flere uger havde han flakket rundt omkring i sin søgen efter sin mester, men det var først et par dage siden, han begyndte at tage de helt store skridt; at søge oplysninger og til tider udspionere folk for at få de informationer, han ønskede. Ikke at det havde båret frugt endnu. Med den tanke besluttede han sig til at gå ind; under alle omstændigheder kunne det være, at nogen havde hørt om eller fra hans mester.

Kroen var spækfyldt med folk, men de færreste lignede ophøjede egoer. I stedet sad der flere fredeligt udseende byboere og fik sig en sludder over et krus øl. Aimé slog sin hætte tilbage, så de regndråber, der allerede var landet på den, blev kastet til alle sider. Han holdt blikket sænket og forbandede sit eget middelmådige talent for trolddom; hans øjne havde indtaget to forskellige farver. Med et par stjålne blikke til den ene og den anden side, begav han sig mod skranken, hvor en tyk mand med et venligt smil tog imod bestillinger på øl, mjød og andre forfriskninger.

”Hvad skulle det være, knægt?” Kroværten henvendte sig til ham med et imødekommende ansigt.

Med øjnene akavet vendt ned mod den glinsende bordplade bestilte Aimé et måltid aftensmad og lidt drikke til. Han fandt sig et ledigt bord i et af hjørnerne og var på vejen ved at støde ind i en beslutsomt udseende mand, som nærmede sig to unge mænd. Med bortvendt blik, men stive ører satte Aimé sig ved et bord i nærheden og begyndte at spise sin mad.

"Jeg hedder Albert, og jeg plejer at stå ovre i slagteren." Han gjorde en sigende bevægelse med tommeltotten, som for at indikere, i hvilken retning forretningen lå. I det han gjorde det, kom han til at ramme en mand, som øjensynligt havde været på vej over til ham. Hans påklædning signalerede, at han ikke bare kom for at drikke, og Albert gættede på, at han nok også havde set opslaget.
"Det må du altså meget undskylde."

"Pas på knægt", sagde Kleptor lavmældt, mens han med en hurtig bevægelse redede en del af maden tilhørende den dreng, der var ved at støde ind i ham. Han fortsatte over mod de to unge mænd, men da han var næsten derovre, var han ved at blive slået i maven af en af dem. Han nåede dog at stoppe hånden med en hurtig bevægelse, før den ramte ham i maven.

"God aften. Jeg kunne ikke undgå at høre, at du søgte en lejlighed til at genvinde din fordums storhed", sagde han henvendt til eventyren, som havde mistet sin popularitet eller i hvert fald tilhørerskare. "Det kan jeg måske hjælpe dig med. Hvad siger du til at tage med mig ud på jagt efter Decrumnus?"

Ronan blev først lidt overrasket over situationen, hvor Albert var ved at ramme den mystiske gæst, som bagefter oven i købet henvendte sig direkte til ham. Han rystede kort på hovedet i forvirring og sagde så: "Ja, det vil være mig en ære, at deltage i denne jagt på.. hvad var det han hed.. Decruksos?.. Nå lige meget". Så rejste han sig højtideligt og sagde med høj stemme: "Folk, her i Det Fulde Krus! Jeg, Ronan Dragedræber, eventyrer og helt, drager nu ud på en farlig færd for at bevise..!". Ingen syntes at lægge mærke til eventyreren igen, og Ronan satte sig tilbage og skulede lidt med armene over kors. Han rystede lidt på hovedet og henvendte sig så til de to han sad ved siden af: "Forresten så skuer mit øje ikke så lidt af en eventyrer her i denne Albert.."

Albert fremtvang en anstrengt latter og kiggede beklemt lidt væk fra den højrystede eventyrer, som med et havde gjort ham til genstand for en masse opmærksomhed - sådan føltes det i hvert fald, men han var ikke helt sikker, for han ville ikke virke mærkelig ved at kigge hele vejen rundt. Han kunne næsten ikke lade være. Et stykke fra ham sad der en dreng og kiggede på Ronan. Han havde ikke lagt mærke til ham før, men det var sikkert fordi, han havde været så fokuseret på den hånlige bondemand.
"Jah, jeg kom i hvert fald, fordi jeg gerne ville med på den der rejse, der stod nævnt på skiltene, du ved..."

*Det gik noget nemmere, end jeg havde forventet*, tænkte Kleptor i sit stille sind. Efter diskussionen med pigen, virkede udsigterne til nogen succesfuld færd temmelig dunkle. Men nu lysnede det pludseligt, to medlemmer mere, omend deres alder næsten reducerede dem til en halv hver. Det var i hvert fald bedre end at trave rundt med pigen alene.

"Det lyder rigtig godt, vi mødes her i morgen ved solopgang", svarede han endelig og vendte sig rundt for at se, om der var andre mulige bud på medlemmer til gruppen.

Da en af mændene, Aimé bevidst havde sat sig i nærheden af, pludselig rejste sig op og bekendtgjorde, at han ville drage ud på en farlig færd, kunne den kappeklædte magikerlærling ikke lade være med at kigge op. Han stod sammen med to andre mænd, den ene meget ung og den anden af ubestemmelig af alder. Aimé genkendte den sidstnævnte som den mand, han var stødt ind i på vej mod sit bord. Nu stod manden og kiggede ud over hele salen. En pludselig indskydelse fik Aimé til at løfte en temmelig bleg hånd i vejret og vinke ham hen mod sig. Hvis dette var manden, som eftersøgte mennesker til at hjælpe sig på en farlig færd, kunne det være, at han kendte noget til Aimés mesters opholdssted.

Kleptor fik hurtigt øje på den lidt usikre hånd, der vinkede ham over til sig, og bevægede sig hurtigt og lydløst over til vedkommende. *Måske kunne han her rekruttere endnu et medlem til gruppen? Det ville i hvert fald ikke gøre noget, selvom han lige som de fleste af de andre heller ikke så ud til at kunne klare sig i kamp mod noget større end en hund*, tænkte Kleptor håbefuldt, mens han nærmede sig drengen.

"Godaften knægt. Vil du også være med til at besejre Decrumnus, vores lands største fjende og trussel?" Spurgte han roligt og forsøgte at lyde opmuntrende. Det slog dog delvist fejl, da han ikke havde forsøgt sig med den attitude i adskillige år, så det kom mest af alt bare til at lyde sært.