Så... Nu begynder det så, det her ekstremt spændende rollespil. xD Yay...

Jeg vil ikke sige, at der skal være nogen bestemt start... Bare... Skriv og kom ind i spillet!

Væggene var varme mod mine håndflader. Passagen var så smal, at jeg kunne nå begge vægge når jeg rakte ud efter dem med begge hænder. En flok børn for under mine udstrakte arme og fortsatte videre. Væltede en kurv med tøj og en potteplante, men de ænsede det åbenbart ikke. Jeg gik bare videre i min egne tanker. Der var varmt og tørt. Men det var der altid om sommeren. Min mund ville have vand, men himlen ville ikke forære mig noget. Den ville ikke forære nogen noget. De løbende børn, ænsede det åbenbart ikke. Men de var også så naive. Det sagde far selv. Børn var så blinde. Jeg snuppede et mynteblad mens jeg gik. Slap væggen og satte langsomt farten op. Der gik en flok mennesker med brune kapper forbi ved krydset. En og en. De så bare ned i jorden. Jeg blev straks nysgerrig og bevægede mig tættere på. Der stod vaskekonen Aidia med en tøjkurv af plastik under armen. Hun ventede vel på, at gruppen gik forbi. Jeg kendte ikke de folk, men det kunne da være sjovt at se, hvor de var på vej hen. Jeg havde alligevel fri, og jeg ville gerne glemme hvor tørstig jeg egentlig var.

Naomi gik langsomt efter Dmity, prøvede at passe sine skridt efter hans. Hun havde aldrig været god til det; havde altid gjort sit yderste for at få lystændertjansen, nærmest tigget og bedt om det. Den gik bare ikke, ikke i dag. I dag blev ingen hjemme. Lysene måtte passe sig selv. Klosteret lå øde hen, bortset fra de munke der stadig var i bøn, og havde været det de sidste måneder. De fik bragt vand, kostbart vand, men kun lige nok til at de kunne holde sig i live og blive ved med at messe. De fik næring ovenfra, forklarede bratr Pich hende altid. Resten af hans forklaring gav ikke rigtig mening for hende. På en måde var hun også glad for at komme med. For de var på vej mod havet, for første gang nogensinde, siden hun var blevet taget ind. Hun gennemgik det hele i tankerne, ville være sikker på at kunne huske det, for de måtte under ingen omstændigheder løfte blikket på noget tidspunkt under ceremonien. De ville gå gennem hele byen, forbi markedspladsen, forbi de store klipper, og fortsætte i det lave vand, indtil byen var helt ude af syne. Så ville de vade udad; udad indtil de hver i sær ikke kunne bunde mere, og så ville de stoppe der. De ville så lade sig flyde rundt hvor vind og vand bar dem – messende, selvfølgelig- indtil solen havde flyttet sig to takker på himlen, og så ville de svømme ind til land igen og gå på række tilbage til klosteret, hvor de ville blive i et år, før de endnu en gang gik ud til den årlige Sopheap.
Hun gennemgik det hele i tankerne. Det skulle nok gå godt; hun kendte sine bønner og vidste hvad hun skulle gøre… Bare gå i takt, kigge ned, vade, flyde… Flyde. Pis også. Hvordan kom hun uden om den? Kunne hun mon flyde? Det måtte hun jo bare håbe på… og ligeledes håbe at munkene ville hjælpe hende, hvis hun sank.
Hun fortsatte efter bratrerne i deres brune kapper. Hun og de andre novicer, der gik bag og foran hende, bar grå kapper. Der var ikke en stor forskel i farverne, nærmest kun en svag tone, men alligevel nok til at man ville kalde deres brune og vores grå. Optoget gik forbi et lille kryds. Ud af den ene øjenkrog så Naomi en dame stå med en vasketøjskurv og glo, lettere irriteret, hvis hun da ellers tolkede hendes ansigtsudtryk rigtigt. Hun ventede sikkert på at de skulle passere, så hun kunne komme videre. Naomi fik lidt medlidenhed med hende; der var mange novicer efter hende. Masser. Hun tog en dyb indånding, og var lige ved at hoste. Hvor var luften dog klam herude. Tung og fedtet; man kunne nærmest mærke hvordan den gled ned gennem halsen og svømmede rundt i lungerne, før den flød ud igen.
Hun fortsatte, prøvede at lade være med at humpe, selvom det skar af smerte hver gang hun lagde for meget vægt på sit dårlige ben. Hun skævede til den anden side. Der stod en del mennesker, men hendes blik faldt straks på en underligt langlemmet fyr. Hvor så han dog underlig ud.. som om nogen havde trukket i ham, som en elastik. Og så det hår. Så langt og uglet… Mærkeligt. Sådan så ingen ud inden for klosterets mure. Der var alle kortklippede og små, og de fleste der havde været der længere tid, var også krumryggede af at sidde foroverbøjet altid. Hun stirrede lidt på ham, og lod så blikket glide videre til den næste underlige skabning. En lille pige med fire arme. Hun var lige ved at løfte hovedet i ren overraskelse, men kom i tanke om det i sidste øjeblik, og slog blikket ned. Hun fortsatte humpende og messende efter de andre, lagde langsomt men sikkert afstand til de mange særegne folk hun havde set med blot et enkelt skæv. Tænk hvad hun ville få at se ved at kigge op og dreje hovedet? Nej, det kunne der ikke blive tale om.

Det var formiddag, Ocean drev rundt på markedspladsen. Hendes far havde sagt, at hun kunne holde en kort pause fra boden, men kun en kort en. Ocean mærkede jorden under sine bare fødder, så livløs den var. Hun sukkede trist. Georgiana kom løbende mod hende, "far siger du skal komme nu!" insisterede hun, mens hun trak i Oceans nederdel, hun gik hende ikke meget højere end til hoften. "Nu, siger far, nu!" Georgiana begyndte at trække af sted med hende. Da hun nåede en af deres boder, stod hendes far og prøvede fortvivlet at kommunikere med nogle vagter, der var kommet for at inspicere. "Alt i orden! Du ikke behøve scanne; det ødelægge kraft i varer, ikke scanne!" jamrede han. Ocean løb hurtigt hen mod vagterne, "vi skal scanne for ulovlige substanser, det ved du," sagde vagten med en monoton stemme.

Langsomt fortsatte hun gennem byen. Hun kunne mærke at luften havde forandret sig, den var salt og mere frisk end længere inde mod land, men nu også tilsat et strejf af markedsplads. Krydderier, parfumer, sved, stegte grøntsager, øl, dyr, formularer, tjære, fremmedartet stof og sære olier blandede sig til den på en gang behagelige og frastødende duft, der kendetegnede markedet. Naomi turde ikke kigge sig omkring, fulgte bare efter novicen foran hende; koncentrerede sig om at ikke at falde ud af takten. De snoede sig ud og ind mellem boderne, den forreste munk sørgede hele tiden for at vælge en passage hvor alle ville kunne komme igennem, uden at stoppe op selvfølgelig. På et tidspunkt fik Naomi nok af nysgerrigheden og sneg sig til at løfte blikket lidt. Hun lod blikket fare over et par boder der solgte kostbart tigersilke og en kvaksalver der desperat prøvede at overtale en ældre dame til at købe noget gigtsaft. Kiggede lidt nærmere på en bod der solgte amuletter. Så blev hendes øjne fanget af en farvestrålende bod, hvor en mand fortvivlet prøvede at genne nogle vagter med en scanner væk. Naomi kunne ikke høre hvad han sagde, men det var tydeligt, at det ikke havde den store virkning på vagterne, der begyndte at scanne den første trækasse. Den scanner mindede hende om noget… Hun kom langsomt tættere på, var næsten med at gå ind i Dmity af bare iver for at se hvad de ledte efter, og om de fandt det. Vagten gik i gang med at scanne kassen lige ved siden af Naomi, netop som hun gik forbi, og den gjorde udslag. BIIIPP.
”Hvad har vi her, hva?” sagde han selvtilfreds henvendt til manden, og storsmilede til to piger, der netop var ankommet. ”Jeres far er nok smugler, hva?” Før de kunne nå at sige noget, havde han flået kassen op og hældt indholdet ud på jorden. Der var intet i, der på nogen mulig måde kunne have fået scanneren til at give lyd. Den ene vagt gav sig til at rode det hele i gennem, mens den anden satte kurs mod Naomi. Han lagde en tung hånd på hendes skulder, så hun var tvunget til at standse. Evig pinsel for at have afbrudt sin vandring. Hun vred sig panisk, men han holdt bare bedre fast. ”Hey, Dunah, jeg tror jeg har fundet det, der fik de små tiggere i knibe. Se her.” Han førte sin scanner hen over Naomis hofte, og den bippede straks hysterisk. ”Der er vist en, der er i besiddelse af noget ulovligt dér, hva?”

Hvem var denne kutteklædte vagterne lige pludselig havde vendt deres opmærksomhed mod? Ocean hjalp med at samle varerne fra kassen op, samtidig med at hun prøvede at se hvad der foregik. "Ikke snage! Vend blik væk, det er ikke vores sag", sagde hendes far strengt, "ikke kigge! Se ned!" Ocean opgav at følge med; hun kunne ikke høre andet end en masse stemmer. Mon den kutteklædte var en mennesketing? Det var underligt; sigøjnere rangerede ikke meget højere end mennesketing, alligevel viste folk ikke den samme afsky... Måske var sigøjnere mere menneskelige? Men folk behandlede dem jo ofte som skidt alligevel.. Den kutteklædte blev i hendes tanker resten af dagen.

Oceans halskæde blev varm mod hendes brystkasse. Hvad skete der med den? Den havde gjort det før, men det var ikke siden hendes mor havde været sammen med dem. Det var en speciel halskæde, det vidste Ocean godt, men det betød altså ikke at hun anede hvad hun skulle gøre med den stadig varmere halskæde. Hun endte med bare at ignorere den; hun vidste hendes far ikke ville have noget med den at gøre, så hvad skulle hun ellers stille op?

Den nat lå Ocean og vendte sig på sin briks; hun kunne ikke sove på grund af alle hendes tanker, men hun kunne ikke samle sine tanker og få noget ud af dem. Det var som om hver tanke havde en stemme, og hver stemme prøvede at råbe højest for at blive hørt først, og dermed taget stilling til først. Det var umuligt at samle en tanke, og umuligt at hengive sig til søvnen. Sådan lå Ocean indtil omkring daggry. Der kom høje lyde fra gaden, var der tumulter på markedspladsen? Hvad skete der? Ocean satte sig op i sengen. Et hjerteskærende skrig skar gennem stilheden.

Naomi var blevet hevet helt ud af optoget, der ufortrødent, og uden at se op overhovedet, fortsatte mod havet. Hun var blevet slæbt med til hovedkvarteret, hvor hun endnu en gang blev scannet, denne gang af en autoriseret Søger. De kunne endeligt konstatere, at her var noget forkert, og først efter at have gennemsøgt hendes kutte og bukselommer flere gange, fandt nogen ud af, at det var hendes ben den var gal med. Det havde ingen overvejet, fordi de fleste religiøse ordener i Pauperes ikke tillod hverken mutanter eller mennesketing. Straks det var konstateret, trådte de vagter, der havde holdt hende fast, et par skridt væk fra hende i væmmelse. Det var den mulighed Naomi havde håbet på; det var ikke godt at vide, hvad de ville gøre ved hende nu, da hun hverken havde gjort noget direkte ulovligt (ikke fordi der var så mange love, vagterne stod bare for at holde fred på markedspladsen) eller var et rigtigt menneske. Det var i sådanne situationer, folk blev kreative, og det havde hun på ingen måde lyst til at opleve. Hun snurrede om på den gode hæl og styrtede ud af lokalet, hen ad gangene; bare løb og løb indtil hun nåede den store hovedport. Den var låst. Febrilsk hev og sled hun i den, skubbede og slog, men den var ikke til at rokke. Hun sank fortvivlet ned på knæ og hamrede på den med sine knyttede næver. Af vanens magt begyndte hun at mumle en stille bøn, mens hun søgte med hænderne på stengulvet efter noget der kunne bruges til at lirke døren op. Der var intet. Hun hørte vagterne komme marcherende længere nede af gangen. Lige da hun skulle til at rejse sig for at se, om der skulle være en anden udgang et sted, gled hendes hånd hen over noget skarpt. En lille kniv, ikke meget længere end hendes tommelfinger. Den var bøjet i spidsen, men så ellers helt ny ud. Hun vendte den i hånden et kort sekund, før hun stak den ind i låsen i et desperat håb om, at den måske ville du. Klik, sagde det, og hun var fri.
Det tog ikke lang tid at ryste vagterne af sig, så snart hun var udenfor. De var ikke videre optagede af jagten, og hun sørgede for at gemme sig bag telte og boder hele tiden. Det var ved at blive mørkt, solen stod lavt på himlen; nok kun en hel eller en halv tak fra nedgang. Naomi så sig lidt om. Hvad skulle hun nu gøre? Hun kunne ikke komme tilbage til klosteret på denne tid, så hun blev nødt til at finde et sted i sikkerhed for natten. Hun rullede ind under en gammel husvogn, der ikke så ud til at have flyttet sig de sidste par år, og næppe ville igen, og pakkede sig godt ind i kappen. Hun lå og tænkte på alle de ting hun havde set. Den underlige mutantpige, den lange dreng, vagterne, de flotte boder, den handlende med kasserne, der havde bragt hende i denne redelighed… Længere nåede hendes tankerække ikke, før hun var faldet i søvn af ren udmattelse.
Næste morgen vågnede Naomi ved at de første handlende begyndte at råbe af hinanden, og dyrene begynde at trave rundt og grynte, gnaske, gumle og larme, som dyr nu gør. Hun satte sig fortumlet op, og gokkede hovedet lige op i undersiden af husvognen. ”Argh!” stønnede hun og tog sig til hovedet, mens hun lod sig falde tilbage på ryggen. Det smertede i hendes hoved, som om det hele havde fået en ordentlig rystetur, og kun langsomt var ved at mase sig tilbage på rette plads. Hun havde mest lyst til at blive liggende, men pludselig mærkede hun, hvor sulten hun var. Hun skar en grimasse af sig selv da hun forsigtigt rullede ud under vognen igen, og kom på benene. Noget at spise. Og noget der kunne dulme hendes hovedpine… Hun stod lidt og kiggede rundt; kunne slet ikke overskue den store markedsplads. Så kom hun i tanke om den handlende fra i går. Måske havde han noget mod hovedpine, så hun igen kunne komme til at tænke klart. På en måde skyldte han hende det, mente hun. Der var bare ét problem; hun kunne ikke huske hans ansigt. Pokkers, tænkte hun og begyndte at vaklede ind mod centrum af markedet. Så kom hun i tanke om pigerne, der havde været der, da vagterne tog hende med. Den ældste af dem kunne hun huske, helt tydeligt. Det var ikke et ansigt man ville glemme så let; ikke smukt på den påfaldende klassiske måde, men der var et eller andet der var specielt ved hende, syntes Naomi. Hun begyndte at vandre lidt rundt, mens hun kiggede efter pigen. Pludselig, som hun stod og mærkede sine tænder løbe i vand og mave rumle over synet af en stor, grillet Hunijfrugt med pebermarinade, hørte hun et hjerteskærende skrig tæt ved. Hun vendte hovedet for at se hvor det kom fra, men lyden var væk, muligvis overdøvet af markedets larm. Af ren og skær vane slog hun hætten op, da hun begyndte at gå mod det sted, hun formodede skriget var kommet fra.

Folk havde samlet sig i en cirkel omkring Emir der med en kniv havde dolket en muskuløs, skaldet, topløs, sort mand i ryggen. Da han kiggede op og lagde mærke til den enorme menneskemængde samlet omkring ham. Pludselig kom to vagter til syne forrest i cirklen. Han mumlede et skældsord for sig selv, stak en hånd i sin krudttaske og kastede med sin højre hånd noget sortkrudt i øjnene på de to vagter i ét kast. Han vendte sig da 180 grader om og løb. Maste sig igennem folkemængden rodede ved sit bælte, men blev stadigvæk ved med at løbe. Pludseligt kom han til en buegang der førte ud til en meget let befolket havn. Dog stod der to vagter og vogtede denne ind/udgang. Begge pejede på ham med bajonetterne på deres geværer. ''Touché...'' sagde Emir. Pludselig hev han to pistoler frem, den ene en et-skuds flintlock pistol, den anden en åbenlyst hjemmelavet revolver, og skød begge mænd i deres henholdsvist højre og venstre fod. Hans venstre hånd (den der holdt revolveren) var bundet ind i bandager, og sært spinkel. Nærmest skeletagtig. Han spænte ud gennem buegangen, nu med utallige vagter efter ham (en enkelt åbnede også ild i løb, heldigvis blev ingen ramt) indtil han nåede kanten af havnen. Han kiggede tilbage og gav et smil før han hoppede i.

Ocean var gået ned på gaden. Hun havde hørt skriget, og den kendte lyd af en masse menneskers samtidige forfærdede udbrud. En mand med vagter i hælene susede forbi hende på gaden. Hun blev fyldt med en næsten uimodståelig nysgerrighed, men hun vidste at det ikke ville være klogt at blande sig, eller bare vise interesse. Man lod andre folks sager være, sådan var det bare. Hendes far var allerede på markedspladsen og hendes søskende enten kreerede eller solgte varer. Ocean stod ubeslutsom på gaden. Hendes halskæde blev varm igen. Hun stod nærmest på tær, i håb om at opfange noget. Hun kiggede sig nervøst omkring. Skud. Nu kunne hun ikke holde sig tilbage; hun styrtede i den retning hun havde set manden med vagterne efter sig løbe. Tankerne føg inden i hendes hovede som snefug; hvar gang hun samlede et i sin hånd, smeltede det, og hun mistede fokus.

Ocean nåede havnen. Hun spejdede rundt og så lige akkurat en skikkelse forsvinde ud over kanten. Hun stod med åben mund, helt betuttet. Han sprang jo bare i!? Først nu lagde hun mærke til vagterne, der humpede frem mod hende. Nej! Hun havde gjort opmærksom på sig selv ved at komme stormende på den måde! Hvorfor havde hun også givet efter? Hun prøvede fejlagtigt at lade som om, hun ikke havde set vagterne. Langsomt bevægede hun sig gennem folkemængden på havnen, indtil hun stødte ind i en høj skikkelse.

Han skulle til at følge efter enden af paraden, men hørte hans mors stemme i det fjerne og vendte om. Det var nok også bedst, at han blev i By 3 mens hans mor var alene med børnene. Han var nær ved at støde ind i en forbigående kvinde, da han med et hurtigt tempo, vendte næsen mod morens stemme. Hurtigt så han hendes hoved, der stak ud af deres lille hul i muren. Bag smilet kunne han se hendes smerter, men han havde lært ikke at sige noget til det. De var der hver dag og en dag ville de forsvinde. Med hende. Det var der ikke noget at gøre ved. I starten græd han. Tit og ofte. Det var uretfærdigt, at det lige netop skulle være hans mor. At det lige netop var den kvinde, der havde sunget godnatsange for ham og lagt plastre på de mange sår han havde fået gennem tiden. Men han begyndte så småt at acceptere det. Det havde hun selv. Hun var ikke bange for at dø som så mange andre var.
Han trådte ind gennem forhænget efter et blik over skulderen og så på sin mor. Hun havde sat dig ned igen. Hun sad og hæklede. Det gjorde hun så hun også kunne tjene lidt penge. Men det var varmt, og folk havde ikke brug for den slags. Så de skulle vente længe før de tjente lidt ekstra penge. Jeriah så ned på hendes hænder. De var helt røde flere steder. Alt det garn der gned på igennem hendes fingre hver dag, måtte begynde at slide på dem.
"Hvad er der, mor?" spurgte han med en hæs stemme. Han rømmede sig kort og stadig uden at tage blikket fra hende. Hun så bare ned på sit arbejde. Der gik lidt tid inden hun svarede:
"Du skal ikke tage derned endnu. Det er et farligt sted... Ikke? Ik' også Jeriah?" Hun så op på ham med et dyb rynke i panden. Hun opførte sig tit mærkeligt, når hun havde slemme smerter. Sagde mærkelige ting og havde mærkelige humørsvingninger.
"Nej, mor. Selvfølgelig ikke."
Stilhed.
Han hjalp til. Familien kom hjem. De delte et brød. Kogte en smule havvand. Ikke så store mængder - de frygte radioaktiviteten. Snart var huset roligt igen.
Næste dag vågnede han meget tidligt. Han steg ud fra sengen og trak sit forhæng fra. Der sad hans mor præcis som hun havde gjort dagen før med sin hæklepind og noget hvidt garn. Der var stille i lang tid, hvor han kunne høre lyden af forbigående folk udenfor. Hans søskende legede sikkert rundt i på passagen som alle de andre gjorde.
Han puslede lidt rundt i huset inden han satte sig ned og kiggede på hende. "Mor?"
Hun svarede ikke.
Så begyndte hun at nynne sagte med en lang række falske toner. Hun begyndte at vippe frem og tilbage. Og tog hænderne med hækletøjet helt hen til ansigtet.
Nu kunne han ikke holde det ud længere. Han hadede når hun opførte sig mærkeligt, han kunne simpelthen ikke klare at se på det. Så han gik. Han gik mod By 4 selvom hun lige havde sagt at han ikke måtte. Men han måtte bare væk fra hendes mærkelige adfærd. Den blev mærkeligere og mærkeligere. Han gik hurtigt. Han mærkede, hvordan pulsen steg i halsen. Selvom han stødte ind i mange mennesker, standstede det ham ikke. Han ville væk fra skyggen, der lå over den smalle passage. Væk fra alle de beskidte mure og den tørre jord. Bare lidt. Kort tid efter stod han midt i markedet. Der var også beskidt og der var blevet sat mange tarvelige telte op rundt omkring på pladsen. Men her var nyt. Her lugtede af uld og saltvand. Her var der farver fra alverdens klæder og stoffer, som kun kunne købes af De Høje Folk. Høvdinger eller slavehandlere for eksempel. Dem var der flere af, så de kunne nok få solgt mange af de ting.
Han tog sig selv i at slikke sig på underlæben. Det gjorde hans tunge mere tør, så det stoppede han hurtigt med. Havet lå stille i baggrunden. Bare han dog kunne drikke det, tænkte han mens han stod lidt i sine egne tanker.

På vej mod det sted, hun mente skriget kom fra, blev Naomi pludselig skubbet til side af en svært bevæbnet mand, der spænede den modsatte vej. Hun gættede, at han måtte være årsag til balladen, og overvejede et kort øjeblik hvad hun skulle gøre. Se hvad der var sket eller følge efter manden? Så blev hun endnu en gang skubbet til side, denne gang mere brutalt, så hun faldt bagover og landede hårdt på brostenene. Det lagde hun dog ikke så meget mærke til, for nu var hendes nysgerrighed for alvor vakt. Denne mand måtte være vigtig, siden der var sendt så mange vagter efter ham. Hun kom på benene og travede i den retning manden og vagterne var løbet.
Naomi fulgte efter dem hele vejen ned til havnen. Hvorfor løb han mod havnen, var han dum? Vagtkompagniet havde deres egne skibe; de bedste overhovedet. Troede han, at han kunne sejle fra dem? Så fik hun øje på to vagter, der humpede rundt; begge skudt i foden. Hendes blik fulgte kajen, og hun fik øje på ringene i vandet, der måtte være fra den flygtende mand. Nu var han dødsens, det var helt sikkert, tænkte hun. Så fik hun øje på vagterne, der kom i hendes retning. Hun trådte hastigt ind i skyggen af et hus, hvor hun var godt skjult i sin grå kappe. Hun spejdede ud, og fik pludselig øje på pigen fra markedspladsen, den handlendes datter. Hun stod også og kiggede ud mod det sted hvor manden før havde været, langsomt bakkende væk fra vagterne. Så lagde Naomi mærke til en anden person, hun også syntes hun kunne genkende, hun kunne bare ikke helt sætte fingeren på hvorfra. Han stod kun få skridt bag sigøjnerpigen.

Efter Ocean stødte ind i den høje mandsperson, stødte hun ind i endnu en person, en person i en kappe. Ocean stirrede bare på personen, var det ikke vedkommende der havde fremkaldt vagternes yderste interesse? Og hvad lavede denne person her? Man skulle ikke tro, at de ville lade NOGEN som helst gå fri. Ocean kiggede sig nervøst over skulderen, vagterne havde ikke mistet hende af syne, og de så også ud til at genkende den kappeklædte. Ocean trak afsted med den kappeklædte, vagterne måtte for alt i verden ikke nå dem. Hun løb ind og ud mellem markedets mange boder, telte og ikke mindst mennesker, med et fast tag i den kappeklædte. Ocean overvejede hendes fars vrede i et øjeblik, men den var ikke så vigtig lige nu. Hun løb ind i en smal gyde, skubbede den kappeklædte op af muren og gjorde sig selv så usynlig som muligt langs muren. Ocean kunne høre vagternes stemmer, der var mange nu, hun holdt vejret.

Hun så sigøjnerpigen støde ind i manden, som hun knapt så ud til at ænse, og løbe hen mod Naomi. Havde hun set hende? Åbenbart ikke, for kort efter brasede hun ind i Naomi, der fortumlet stod der og gloede. Hun så et strejf af genkendelse i pigens øjne, før hun greb fast i kuttens ærme og hev Naomi med væk fra vagterne. Pigen løb og løb, zigzaggede ud og ind mellem telte og boder, så det var lige til at blive svimmel af. Naomi ville ønske hun bare ville give slip, for hun var adskillige gange ved at snuble, fordi hun ikke kunne følge med. Endelig stod de stille. Før Naomi rigtig kunne nå at trække vejret igen, blev hun skubbet ind i en smal gyde og op ad en mur. Det føltes som om hendes lunger kunne sprænge hvert øjeblik. Sigøjneren trykkede sig op ad muren ved siden af hende, og gjorde tegn til at være stille. Naomi prøvede at dæmpe sin hæse, uregelmæssige vejrtrækning, samtidig med hun trykkede sig så meget op ad væggen hun kunne. For god ordens skyld trak hun hætten på kutten længere ned over ansigtet. Hun hørte vagterne komme nærmere. Forsigtigt drejede hun hovedet og kiggede på sigøjneren ved siden af sig. Hun så bange ud, men samtidig meget koncentreret, som om hun hele tiden rodede med et eller andet i baghovedet, og ikke rigtig var til stede i det øjeblik. Vagterne kom stadig tættere på. Naomi kunne nu høre dem snakke indbyrdes. De besluttede at dele sig i to grupper. Den ene drejede af en sidegade, den anden fortsatte i den retning Naomi stod. De kom tættere på. Hun prøvede at holde vejret, gjorde sig umage for ikke at larme; selvom hendes hjertebanken for hende selv syntes at kunne høres mange mil væk. Heldigvis tænkte ingen af grupperne på at søge i den passage, hvor Naomi og sigøjnerpigen gemte sig, og efter nogle minutter var de helt uden for hørevidde. Forsigtigt trådte Naomi væk fra væggen og kiggede omkring gadehjørnet. Ingen vagter i syne. Hun åndede tungt ud og smilede af lettelse inde under den store hætte. Så vendte hun sig om mod pigen, der havde fået vagterne til at opdage hendes skjul i skyggen.

Efter Emir have været under vandet i et par sekunder, var har svømmet hen på den anden side af en båd der lå til i havnen, få meter fra hvor han var hoppet i. Han svømmede op, og fik vejret, og steg ind i båden. Tom, som han ønskede det. På en af stolene på dækket lå en stor frakke, og ved siden af en hat med bred skygge - det kunne ikke være mere perfekt! Han tog begge dele på, og begav sig ud af båden med hænderne i lommerne og sørgede for at hatten ville skygge over hans ansigt.Han gik langs med kajen indtil den stoppede brat. Han drejede så til venstre ind ad en af de utallige gyder i byen. Han havde ingen idé om hvor han var, eller hvor han ville hen, men han vidste én ting; dette var hans nye hjem. Hvis han rejste uden for denne bys mure ville de finde ham. Så længe der var masser mennesker i nærheden havde han en chance. Pludselig stod han på selv samme markedsplads han havde været på kort tid før. Han besluttede sig for at holde sig til menneskemængden, så han slog på sin lomme og hørte nogle mønter glitre. Tid til at købe sig en lille bid mad.

Ocean så på den kappeklædte. Ansigtstrækkende.. hun lignede en af kvindeligt køn. Ocean prøvede at starte undskyldende: "Hør, jeg er ked af, at jeg stødte ind i dig, og gjorde vagterne opmærksom på dig, men... Jeg skulle bare væk! Jeg fulgte efter ham der, der skød vagterne, og så så de mig helt forpustet, og så stødte jeg ind i en eller anden, og så ind i dig, og så skulle jeg ligesom bare væk! Ikke?" Ocean var næsten blevet helt stakåndet. "Men altså... Det ser ud til at vagterne er væk for nu, så.. skal jeg følge dig tilbage til hvor du bor?" spurgte hun, "bare sådan, så du ikke skal gå alene. Du er en af munkene, ikke?" spurgte Ocean videre, "men, du er jo en pige! Eller, kvinde, eller... I hvert fald ikke mandlig!" hun kunne ikke holde et smil tilbage. "Så.. skal jeg følge dig tilbage til klosteret?"