Hun tøvede. Det lød bare så dumt at bede om hans hjælp i hendes hoved. Han lignede en magtfuld person. I hvert fald i forhold til de ydmyge borgere hun var omgivet af. Og hende selv, selvfølgelig.
"Troldkælling..." "
Blacksmoke og hendes forbandede..."
"Djævelens værk..."
"Satans yngel..."
Hun tøvede mere og sænkede hovedet af forlegenhed. De ord de sagde om hende. Hun ignorerede dem altid og flygtede fra dem. Det prøvede hun også nu, men det var som om de overdøvede alt. Og nu prøvede en skægget mand med kappe at hjælpe hende. Han var venlig. Der var en der var venlig, som ikke var hendes kat. Hun prøvede en sidste gang at få kærren fri. Hvis den ikke kom fri, ville hun sige ja. Det ville hun være nødt til.
Men gid hun aldrig havde gjort det. Det øjeblik hun trak i den drog hendes kærre sit sidste suk og gik fra hinanden, så flaskerne med alkohol rullede ud på jorden. Nogle folk styrtede i gruset for at stjæle dem, mens andre trådte flere skridt tilbage som om det var det rene gift. Hurtigt kastede hun et blik på manden der havde forsøgt at være venlig, men hun kunne ikke se et eventuelt smil for alt skægget. Tænk at hun havde hevet i den, når han kunne have hjulpet hende og der ikke ville være sket noget. Så ville flaskerne ikke være blevet stjålet og de ville alle sammen være i et helt stykke.
Hun forsøgte forgæves at få nogle af flaskerne i favnen, men der var for mange og hun ville aldrig kunne få dem alle hjem.
"Undskyld," mumlede hun bare. Lidt til sig selv, til alle i landsbyen og til manden. Det sagde hun altid.

Kvinden med kærren tøvede. Hun tøvede så længe, at Beldin kunne nå at studere deres omgivelser. De stod midt på markedspladsen, og folk mumlede flere eder og skældsord omkring ham, som alene var rettet mod "heksen".
'Heks,' tænkte Beldin og fik en trang til at fnyse hånligt over folks uvidenhed, men undlod at gøre det. Folk ignorerede Beldin, som om han ikke var en del af sceneriet. Kvindens tøven varede ved så længe, at Beldin troede, at hun var blevet ude af stand til at handle på grund af folks hån, men så - efter en rum tid - samlede kvinden sig om sin kærre igen og prøvede at trække den op.

Et ordentligt rabalder overdøvede pøblens snakken, råben og ordre, da flaskerne med - hvad Beldin antog for værende øl - rullede ned på brostenene. Nogle af dem smadrede, så øllet sprøjtede ud til alle sider, mens andre blev hugget af folk. Beldin løftede hovedet med et ryg og stirrede på de folk, der havde tilraget sig en flaske eller to. Han fangede deres halvt grådige, halvt ængstelige blikke og holdt dem fast, til de så sig nødsaget til at sænke blikket. Beldin hørte, hvordan kvinden med kærren forfjamsket prøvede at samle så mange af sine flasker op, som hun kunne have i sin favn, men han holdt blikket rettet mod de griske borgere.

"Er det ikke en ussel dåd at berøve andre?" spurgte han en bred kvinde, der havde taget to flasker og gemt dem i forklædet. "Er I så besnærede af jeres egen griskhed, at I ikke kan se, at denne kvinde har mere brug for varerne end jer?" Beldin rakte en hånd frem og snuppede en flaske fra en lille dreng. "Knægt, sig til din mor, at hun selv skal købe sit øl i stedet for at få dig til at begå ugerninger." For sig selv mumlede han højt nok til, at de andre kunne høre det: "Aldrig har jeg set magen til lemfældig opdragelse."
Derpå gjorde Beldin en lille håndbevægelse for synets egen skyld, så flaskerne sprang ud af folks hænder og landede på en sirlig række for fødderne af ham.
"Forsvind så," knurrede han, "eller skal jeg banke ind i knolden på hver og én af jer, hvad trolddom er?" Beldin slog med nakken, så skægget vippede, og han fløjtede en munter melodi, mens folk skrækslagne og måbende gik hver til sit. Beldin hadede at skilte med sine "beskedne evner", men havde ikke kunnet finde anden udvej. Øjensynligt havde størstedelen af folkene regnet ud, hvem han var og nærede den største ærefrygt for ham, men det kunne han ikke tage sig af - tiderne skiftede.

"Du dér," råbte Beldin til en tømre, "lad mig købe den kærre." Beldin gik med lange skridt hen til tømren, der forsøgte at komme bort, så hans gevandter bølgede efter ham.
"Min gode mand, den er allerede bestilt af en anden," sagde tømren med skælvende stemme og vred hænderne krampagtigt foran sig.
"Måske kan du sætte lidt skik på den ødelagte kærre dér og sælge den til en billig pris," fnøs Beldin og var allerede i færd med at tælle penge op, "nåh? Hvor meget koster den så?"
"Jeg ... Den er allerede bestilt, ædle herre. De må virkelig ikke tage det så ilde, men ..."
"Jeg skylder hende en ny kærre," vrissede Beldin, "og ingen skal sige, at Beldin aldrig betaler, hvad han skylder. Lad det gå lidt tjept." Beldin rakte tømren et par sølvmønter, men denne tog ikke imod dem.
"Be-Be-Beldin? D-De forstår ikke ..." stammede tømren og tog sig til det buskede overskæg.
"Du skylder mig en tjeneste, Tømmer Laust," sagde Beldin med lavmæl stemme, der ikke tolererede modsigelse, og denne gang lagde den gamle troldmand ikke skjul på, at han havde genkendt tømren fra første øjeblik. Da Beldin så op mod et fjernt hjørne, fik han øje på en kvinde klædt i sort, hvis hår var sat op i en knude bag nakken. Hendes blik var ufravendt rettet mod ham. Beldin blinkede til kvinden, mens han i sit stille sind afgjorde med sig selv, at han måtte finde ud af, hvem denne fremmede var, og hvor meget hun vidste om, hvad der foregik - ligesom kvinden med kærren så hun ud til at have hørt et og andet.
Endelig sukkede tømren fortvivlet. "To Arget, ærede Beldin, mere kan jeg ikke tage for kærren."
"Ja, det er sandelig også mere end rigeligt," brummede Beldin, men gjorde ingen indvendinger og gav ham et par af de store sølvmønter. Så trak han kærren med sig og begyndte at læsse nogle af flaskerne op på den, mens han granskede kvinden med sine uudgrundelige, skarpe blå øjne.

"Hvad hedder du?" spurgte han ligefrem, mens han befriede hende for de flasker, hun havde taget op i sin favn, og lagde dem hen til de andre på kærren. Beldin så hen på Martin og kaldte: "Martin, kom og hjælp med at få de sidste op på kærren."

Martin kunne ikke andet end at følge sin mester løsning af problemet med beundring i blikket. Det måtte kræve mange års erfaring at løse ting så let. Så overbevisene. Hvis der var nogen som helst tvivl i mester Beldins hoved, så viste han det på ingen måde. Martin så på mens Beldin fik far i kærren og vågnede endelig op da hans navn blev nævnt. Han burde have reageret før, være begyndt at samle flasker sammen eller noget, men nej. Han rystede irritationen over sig selv af sig, og samlede et par flasker op fra jorden på vej hen mod dem. Han satte dem fra sig og sendte kvinden et smil, inden han bøjede sig ned efter de sidste.

Martin befrigede en sidste flaske der var overdrysset med glaskår, og da han så op igen så han lige op i øjnene på en stor pige. Måske 10 år. Hun så bekymret på ham, og rakte en flaske frem mod ham, som om hun ikke havde lyst at rører mere ved den. Pigens blik flakkede og landede på den hånd Martin rakte frem. Hånden med ringen. Hun stirrede og tabte flasken i det samme som en kvinde i mængden kaldte på hende. Martin greb behændigt flasken i luften og rettede sig op i det han så efter hende. Han trak på skuldrene og vendte tilbage til kæren.
"Det var vist det sidste der kunne reddes..." kommenterede han.

Solartrance vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre eller sige. Hun var helt mundlam over, hvad den gamle mand lige havde gjort. Hun havde forventet, at han ville gå. Han havde lavet en hurtig bevægelse i luften, så alle de stjålne flasker var fløjet op på række foran ham. Selv ikke hendes evner kunne hamle op med den ældre mand, det vidste hun med det samme. Før hun kunne nå hverken at takke eller reagere med andet, var manden på vej væk. Uden at kunne tænke klart, begyndte hun at samle nogle af de andre flasker op inden de også blev taget, men det virkede ikke til at det gjorde sig gældende. Folks ansigter var bare fyldt med frygt og foragt, bemærkede den unge kvinde mens hun fyldte sin favn med så mange flasker som muligt.
Til Solartrance' store overraskelse kom manden tilbage med en anden kærre. Måske hans egen, tænkte hun. Han tog flaskerne ud af hendes favn og satte dem forsigtigt i den. Først kiggede hun bare på uden at vide, hvad hun skulle gøre eller sige, men da manden kaldte på en anden yngre mand, faldt det hende ind, at hun nok hellere skulle hjælpe dem.
"Hvad hedder du?" spurgte den skæggede mand så. Hun kiggede overrasket op på ham. Denne gang måtte hun hellere komme med et svar, tænkte hun.
"Mit... Mit navn er Lyrnin... Solartrance... Lyrnin," sagde hun så og kiggede kort på manden.
Den anden, yngre mand sendte hende et smil, men hun kunne ikke smile tilbage. Hun blev for forlegen og måtte kigge væk og lade som om hun aldrig havde set det. Dette øjeblik var det mest mærkelige i hele hendes liv.
Hun vidste slet ikke, hvordan hun skulle takke dem. Hun kunne jo ikke så let falde for deres knæ og bare takke dem og takke dem og takke dem som hun jo ville have gjort, hvis hun udtrykkede sine sande følelser. Men hun måtte sige tak.
"Hvor kan jeg finde Jer? Så jeg kan aflevere Jeres kærre?" sagde hun til sidst med lidt mere kontrolleret stemme end tidligere.

Liana havde med stor interesse, fulgt med i hvordan den gamle mand havde taklet tingene. Han var magiker, så meget kunne hun ihvertfald sige. Med en stor håndbevægelse havde han fået alle de "stjålne" flasker øl, ud af hænderne på folk. Der var nogle få, der bandede indædt. Dette tog troldmanden sig ikke af. Han så kort på kærren, for så at gå hen til en tømrer der stod lidt derfra.
Han mumlede noget til ham, som Liana ikke kunne høre. Så gik han lidt efter tilbage. Denne gang med en anden kærre på slæb. Liana beundrede ham for hans hurtige handling. Da han var kommet tilbage med den anden kærre, begyndte han at samle flaskerne op der lå på jorden. Pludselig mødte han hendes blik og blinkede med det ene øje. Et øjeblik var hun, sikker på at det bare var hendes fantasi der spillede hende et pus. Men det kunne hun ikke gå ud fra, det vidste Liana fra hendes mange år som spion.
Hvad havde han i så fald ment med tegnet? Liana overvejede det kort for så at gå, hen til en af side gaderne.
Hun stod lænet op af en bygning, hvor man stadig godt kunne se hende. Da hun fangede troldmandens blik igen, lavede hun en kort hovedbevægelse ind mod gaden. Et tegn på at hun ville vente der, hvis hun altså ikke havde opfattet situationen forkert.
Liana stod i stedet og spekulerede på damen, med den ødelagte kærre. Hun havde været ydmyg, nærmest skamfuld.
Hendes ansigtsudtryk var svært at tyde, da hun havde bøjet hovedet. Hun rystede tankerne af sig og begyndte at vente. Vente på troldmanden.

Beldin måtte anerkende sin lærlings behændige reaktion, som han lige akkurat så gennem øjenkrogen, idet den ydmyge kvinde betroede ham sit navn: Solartrance Lyrnin. Han nikkede til hende, netop som Martin vendte tilbage med de sidste par flasker.
"Det er fint, min dreng," mumlede Beldin til sin forhenværende lærling. Troldmanden var blevet lidt fjern i blikket, fordi han holdt øje med den sortklædte kvinde, der diskret sneg sig hen til én af sidegaderne. Han modtog hendes tegn og vendte atter opmærksomheden mod Solartrance.

Beldin lo hjerteligt og højt af hendes tilbud om at levere kærren tilbage og svarede halvt bistert, halvt muntert - måske det tætteste på glæde, man kunne komme i hans tilfælde - at kærren skam var hendes fuldt og helt.
"Det kan ikke påstås, at jeg ikke havde min lille andel i din kærres sammenbrud, omend -" Beldin trak skødesløst og fornøjet på skuldrene "- den var så slidt efterhånden, at du alligevel måtte skaffe dig en ny før eller siden. Jeg skyldte dig ganske enkelt en ny, mener du ikke også det, Martin?"

Beldin smilede henrykt bag skægget og afventede ikke Martins svar; hvis hans fuldt udlærte lærling havde noget at tilføje, kunne han sige det, mens de gik, så den gråskæggede troldmand sagde med kommanderende stemme: "Kom så, I to, jeg har ikke i sinde at blive hængende og stå til skue som slave hele dagen og blive vurderet som okser af de handlende. Denne vej," tilføjede han lidt højere, mens han hastede af sted mod den sidegade, hvor han havde set den årvågne kvinde søge hen. Beldin kunne høre den spritnye kærre bag sig.

::@Theresa - hvis det er OK, at han kan høre Solartrance følge efter - ellers fjerner jeg det sidste.::

Liana stod stadigvæk i kanten af mørket da hun så den gamle troldmand, komme hastende hen til sidegaden hun befandt sig i.
Bag ham trippede damen med kærren og en anden ung mand for at holde trit med troldmandens lange skridt.
Liana mærkede en vis tilfredsstillelse brede sig i kroppen, da hun ikke havde taget fejl af situationen. En sarkastisk stemme i hovedet kunne dog ikke lade være med at bemærke; Det er vel det mindste man kan forlange af en spion, med din rang.
Med et fnys svandt stemmen ind til hendes normale tankegang og hun fortsatte med at koncentrere sig om den lille gruppe, som med en del besvær fik mast sig igennem de forargede folk. Liana kunne ikke lade være med at more sig over folks forfærdelse, da de kom til at røre heksen uden der skete nogen synlig forandring.

(Ved ikke om det var et dumt tidspunkt jeg kom med et lille bidrag på. I så fald kan vi komme lidt videre herfra nu...)

Beldin nikkede overdrevent venligt til folk, mens de albuede sig vej tværs gennem mylderet. Da de nåede hen til sidegaden, var der mere plads til dem, og Beldin satte farten yderligere op. Han gik så hurtigt, at man ikke ville tro det muligt, hans alder taget i betragtning.
"Åh, ja, hvor bliver det dog skønt at få lidt gang i hjulene igen, Martin," sagde den gamle troldmand muntert og førte dem ind i gyden, hvor kvinden stod.

Beldin betragtede hende med skarpe øjne under de tunge øjenlåg (for synets skyld fik de øjenlåg til at få ham til at se både doven og tungnem ud), og den gamle troldmand var kun alt for klar over sin fremtræden og kunne ændre den, når som helst han ønskede. Kvinden var klædt i sort, tætsidende tøj, og hendes mørkebrune hår var sat stramt op i en nakkeknude. Det skinnede mat af olie, der holdt hendes hår på plads og ikke tillod nogle små hår at forstyrre hendes synsfelt eller kilde hende i ansigtet. Praktisk, konstaterede Beldin i sit stille sind og tog resten af hende i øjesyn. Han lagde mærke til, at hendes skarpe, grønne blik ligesom hans virkede uskyldige, men at der var noget årvågent over dem. Beldin kunne ligeledes føle den autoritet, der udstrålede fra den unge kvinde, og den selvbeherskelse og kontrol over sig selv, hun besad.

Beldin bukkede respektfuldt for hende og sagde lavmælt kun henvendt til hende: "Jeg formoder, eller rettere håber -" et ironisk glimt vistes i Beldins havblå øjne "- at Jahron har oplært dig godt." Han afventede med sindsro kvindens reaktion over, at han nævnte spionens navn, som angiveligt havde været hendes lærer. Beldin kunne genkende noget af Jahrons "stil" i måden, kvinden stod på, og oftest var det Jahrons lærlinge, som udviste så stor sans for anonymitet i deres påklædning og udtryk.

::@Emsen: Jeg kan godt lave om på og/eller fjerne sidste del, hvis du har noget imod, at gamle Beldin har kendt eller kender til din karakters lærermesters navn... eller hvis du har et navn, du heller vil bruge til ham, kan jeg også erstatte Jahron med det.::