Ninus: Blå.
Carankan: Rød.
Det.. Kan godt være, I er voldsomt uenige.. Men jeg vil nu vove at påstå, at ondskab er subjektivt.. *Indsæt tilfældig person, du er fuldstændig overbevist om, er ond her*.. Tror du, person X vågner op om morgenen, spiser sin havregryn og tænker 'I dag skal jeg være ond, muahaha?' (Ved ikke, hvor mange der tænker deres onde latter.. Men altså..)
Pointen er, at ondskab ændrer sig med øjnene, der ser. Lige som så meget andet er det umuligt at bestemme en fællesnævner - Hvorfor skulle man for eksempel slå ihjel, hvis man var 100% klar over, at dette er ondt? Ingen gør noget for at være ond.. Bortset fra hævn og lignende o_o For egen vindings skyld*
Der kan for eksempel eksistere nok så mange hardcore rollespilskaraktere.. Men er disse virkeligt onde? Kæmper de ikke også blot for deres egne perspektiver og idealer, som de finder mere rigtige end de andres? (De Hellige Krige, for eksempel)
I bund og grund er verden bygget op omkring idealer.. Hvem, der end bestemmer, bestemmer også hvilket ideal der er 'rigtigst'.. Med andre ord er ondskab en national/global aftale..
Alt i alt.. Ikke for at virke grove, men.. Vi har alt for mange rollespil på bagen, baseret på 'God mod Ond' til, at det fortsat kan betegnes som bare middelmådigt interessant. Lad os i stedet lave noget nuanceret, please...
Hvad med et rollespil, hvor 2 grupper, der naturligvis begge er hellige i egne øjne.. Er i kamp for at vinde et eller andet. De har umiddelbart ikke noget imod hinanden, men grundet situationen, bliver de tvunget ud i et hadefuldt forhold.
Eksempel: Elverne og dværgene vil begge erobre et bjerg fyldt med mithril. Elverne er klar over, at dværgene kan få langt mere ud af det rent økonomisk. Derfor vil de have rettighederne over 2/3 af bjerget, så får de nemlig cirka lige meget mithril. Det vil dværgene naturligvis ikke gå med til.
^ Se? Ingen onde, kun forurettede væsner.

Søg





























LinkBack URL
About LinkBacks
Besvar med citat




Bogmærker