Emne: Det Uendelige Rollespil

Gjal vendte sig lynhurtigt om, så hurtigt at han måtte række ud og støtte sig til den nyankomne for ikke at falde. Da han så, hvem det var, ændrede hans attitude sig fuldstændig.
"L-Lawrence?" Han slog uvilkårligt armene om sig selv, mens kuldegysninger syntes at gennemryste hans slanke krop. "Hv-hvad laver du h-er?"
Han skævede nervøst til Amie, hvor pinligt han netop skulle være der nu.

Lawrance granskede Gjal nøje og smilede sit lunefulde smil. Hans gyldenbrune øjne, der havde beholdt et gran af deres grønne farve fra hans liv som menneske, glimtede fuld af liv i modsætning til det golde landskab omkring dem.
"Jeg ser, at du har gjort dig det behageligt her med et bål," sagde han - endnu med en blød stemmeføring og gjorde et hovedkast mod bålet. Han ignorerede konsekvent Gjals spørgsmål.

Med et lille nik vendte Gjal sig om mod de andre.
"Så tror jeg ikke, der er mere at diskutere her!" sagde han hånligt og skulede til dem.

Lawrance smilede endnu et af sine uudgrundelige smil og vendte sig også for at gå imod bålet.
"Du har helt ret, Gjal."

Med en sidste skulen til Amie og drengen, der kunne have givet ham blod for første gang i så lang tid, vendte også han sig og fulgte efter sin Skaber hen til bålet. Han havde dog stadig sin fulde opmærksomhed hvilende på væsnerne bagved, de skulle ikke prøve på noget.
Pludselig gik han ind i noget hårdt, og da han slog blikket op, opdagede han til sin forskrækkelse, at han var gået lige ind i Lawrence.

Amie fulgte lydløst efter dem, og da han kom tæt nok på lagde han stille en hånd for munden af Gjal og hvislede;
"Der blev man nok forlegen over sin bedste ven, hvad?" Amies øjnene lynede at hævntørst, han var blevet oprigtig stødt over Gjals opførsel.
Hurtigt slyngede han Gjal ned i jorden.

Lawrance vendte sig langsomt mod den vampyr, han havde skabt for at henvende sig til ham, men fik i det samme øje på en anden, der trak Gjal ned på jorden.
Hans blik ulmede advarende, da lugten af det andet væsen fik hans næsebord til at vibrere.
"Så I er venner?"

Vredt kom Gjal på benene igen og sprang i sikkerhed henne ved sin Skaber. "Vi skulle forestille at være venner," spyttede han og måtte koncentrere sig om ikke at gå amok på den anden skabning.

"Bedste venner? Det mente jeg, men Gjal er åbenbart ikke af samme opfattelse... Sådan opfører han sig i hvert fald ikke!" Amie fnyste og gjorde et kast med hovedet hen imod den liggende skikkelse.
"Du er åbenbart Gjals "skaber" kan jeg forstå?" Han vendte igen sin opmærksomhed mod Lawrence og løftede spørgende øjenbrynene.

(Hov, vi postede vist samtidig. Jeg må lige lave mit om.)

Lawrance lagde en hånd på Gjals skulder for at få hans lette knurren til at dæmpe sig. Han så et øjeblik ned på ham, før han igen vendte sin opmærksomhed mod dæmonen. Der var en vis morskab at spore i hans stemme, da han sagde: "Jaså. I skal altså forestille at være venner."
Han blottede sine hjørnetænder i et grusomt smil. "Jeg "skabte" ham i sin tid. Kommer det sagen ved?"

Så må jeg også lige lave min om!XD¨

"Jamen dog vampyr... Du lytter åbenbart kun på Gjals opfattelse af vores forhold? Er du specielt... Knyttet til ham? Og ydermere er du på vagt... Er der en speciel grund man skal tolke ud fra din opførsel?" Amie smilede let og trådte nærmere.
"Og Lawrence? Jeg tror vi to har mødt hinanden før?"

Gjal følte, det ville være bedst at forholde sig i tavshed, så han stod bare rank ved Lawrences side. Han ville så gerne undskylde hans tidligere opførsel, det havde været forkert af ham bare at stikke af.
Og sulten knurrede og dirrede i ham som et vildt dyr.
Desuden var Amie uforskammet. Godt han vidste bedre end at tale sådan til Lawrence, han smilede bedrevidende, sikker på at Lawrence ikke ville lade dette ordkløveri fortsætte meget længere.

Oprindeligt indsendt af Sidsel

Gjal følte, det ville være bedst at forholde sig i tavshed, så han stod bare rank ved Lawrances side. Han ville så gerne undskylde hans tidligere opførsel, det havde været forkert af ham bare at stikke af.
Og sulten knurrede og dirrede i ham som et vildt dyr.
Desuden var Amie uforskammet. Godt han vidste bedre end at tale sådan til Lawrance, han smilede bedrevidende, sikker på at Lawrance ikke ville lade dette ordkløveri fortsætte meget længere.

"Er du bange for din skaber Gjal?" Amie stod nu en milimeter fra Gjals ansigt og løftede det op med sin pegefinger.
"Du ser skræmt ud... Er det fordi jeg har ret?" Han smilede let og hånligt.
"Se nu Lawrence... Han er bange... Hvor kært!"

Man kunne se vreden flamme op i Gjals øjne. Med en knurren gik han løs på dæmonen "Rør mig ikke!" skreg han, mens han med blottede tænder slog og sparkede ud efter sin gamle bedste ven.

Oprindeligt indsendt af Sidsel

Man kunne se vreden flamme op i Gjals øjne. Med en knurren gik han løs på dæmonen "Rør mig ikke!" skreg han, mens han med blottede tænder slog og sparkede ud efter sin gamle bedste ven.

Skuffelsen lyste ud af Amies øjne da han så Gjals reaktion.
"Måske gik jeg alligevel for vidt?" Spekulerede han efter ubesværet at have skubbet Gjal væk.
"Hvad er det du har lært din unge Lawrence?" Amie kom på benene og sendte Gjal et såret blik. Han kæmpede for at holde vredes tårerne tilbage.