Emne: Det Uendelige Rollespil

Da Mesteren gav slip på hende, løb hun o g løb hun. Da hun var kommet lidt væk hørte hun et råb: "Deiji!" blev der råbt og hun kiggede op. En krop faldt ned gennem luften og en mand løb frem for at gribe den. Dragen cirkulerede rundt højere oppe. Latumika lod den være lidt, hun vidste ikke helt om hun fik brug for den eller ej. Hun ville også have råbte Deijis navn, men hun kunne ikke få en lyd over sine læber. Heldigvis greb manden ham. Stella var fløjet hen for at tjekke, hvordan han havde det, og kom nu tilbage med en bekymret kvidren. Latumika aede hende blidt og satte den på sin skulder. Så tvang hun sig selv til at foresætte hen til Deiji og hans rejsekammerater. Gad vide hvad de var for nogen, de forekom ende lidt uhyggelige. Det var utroligt så meget der var sket efter, at hun havde mødt Deiji. Det føltes som meget længe siden, at hun havde råbt på ham og løbet op til grotten. Men i virkeligheden var det vel ikke særlig mange timer siden. Latu sukkede dybt mens hun nærmede sig manden der havde grebet Deiji, og kiggede med et træt blik på dem.

Med slet skjult interesse fulgte Lawrence Mesteren med blikket, der slap den ene pige, som var hun et gammelt, uinteressant stykke tørt brød. I stedet koncentrerede Mesteren sig om den pige, hvis provokation og ydmygelse af Mesteren tilsyneladende havde tirret ham. Lawrence' læber krusedes i et lille smil.

"Deiji!" råbte Amie højt ved hans side, og dæmonen var i et splitsekund ude af Lawrence' rækkevidde et stykke længere borte, hvor Lawrence fik øje på menneskedrengen, der landede som en slap kludedukke i Amies arme. Lawrence bøjede hovedet let i noget, der kunne ligne et vemodigt eller anerkendende nik. Lawrence følte dog hverken vemod eller stolthed over Amies gestus; han slog det hen som en instinktiv reaktion hos den anden - naturligvis bundet af dennes relation til Deiji.

Lawrence gav sig igen til at betragte Mesteren, hvis raseri Lawrence ikke havde set magen til før. Det var, som om Mesterens blik sagde: "Du var jo død, infame vampyr - hvad Fanden laver du oprejst som en anden totempæl?" Lawrence' læber skiltes i endnu et smil - denne gang et ukueligt, bredt grin. Han kastede et blik op på solen, der kærtegnede hans hud og fik den til at skinne klart som glatpoleret marmor. Lawrence nærmede sig langsomt og skødesløst Mesteren og standsede et par skridt derfra.

"Alexander Grulangtiné Augustus," sagde Lawrence på sin vanlige blide og rolige facon. Hans stemme var silkeblød og lavmæl. Navnet lød i Lawrence' mund, som om han havde udtalt det tusinder af gange, og som om han kendte det og dets bærer særdeles godt. Lawrence' smagte på navnet, der mindede ham om svundne tider - om engang for flere århundreder siden. Mindet om hans fødder, der fløj henover det ujævne terræn hurtigere og hurtigere, så omgivelserne selv for hans skarpe vampyrblik flimrede.
"Synes du, at du er berettiget titlen "Augustus"?" kunne Lawrence ikke lade være med at spørge. Et humoristisk glimt vistes i hans gyldenbrune øjne, så det grønne skær i dem nærmest funklede som smaragder. Hans kridhvide tænder skinnede om muligt mere end hans blege hud i sollyset. Der var noget ved Mesteren, der gav Lawrence en ubændig trang til at spilde tiden med noget så meningsløst som at stå og sludre - det var ganske enkelt situationen, som den var: Meningsløs. Der var ingen mening med det længere, når bogen, som både han og Mesteren havde søgt, var tilintetgjort. Lawrence følte irritationen over dette faktum ulme i sine årer, og han sendte et flygtigt, lynende blik mod Amie, der stod med Deiji i armene. Amie havde netop spurgt pigen om noget, men Lawrence var ligeglad; han var koncentreret om Mesteren. Mesteren, hvis eneste gyldige grund til at være her, var en forgæves hævnaktion. Lawrence morede sig ved tanken - ved hele ironien ved denne iscenesættelse af Mesterens eget ynkelige forsøg på at virke andet end harmløs, men hans raseri forekom Lawrence for værende ukontrolleret, ubehersket og dyrisk. Det var nærmest som en lille dreng i en voksen, frygtindgydende krop. Det var en letsindet og ikke synderligt velovervejet plan, mente Lawrence, men lod ikke disse tanker passere sit mentale skjold; han ville gerne have lidt at more sig over en tid endnu uden at afsløre årsagen til hans morskab.

::Jeg keder mig i mit jordhul Hvornår er det solopgang?? xD::

Oprindeligt indsendt af Sidsel

::Jeg keder mig i mit jordhul Hvornår er det solopgang?? xD::

::Det ER solopgang - det har det været i noget tid nu. Lawrence er uberørt af solen (indtil videre); det har han været, siden han "vendte tilbage" fra Samuel... Samuel (som i hjerte xD )::

Oprindeligt indsendt af Xazal

::Det ER solopgang - det har det været i noget tid nu. Lawrence er uberørt af solen (indtil videre); det har han været, siden han "vendte tilbage" fra Samuel... Samuel (som i hjerte xD )::

::sh..oot... oO Ej, undskyld oO Jeg går ud fra, jeg har været lidt fraværende :S Men du har ret; Samuel var ret nejs xD::

Selvom det måske havde taget ham nogle få sekunder at falde, føltes det for Deiji som om han havde mistet kontakten med dragen, som der efter var blevet udskiftet med Amie. Han havde ingen erindringer om at være faldet, selvom han selvfølgelig kunne sige sig selv, at det var det der var sket.
Han så op på dæmonen, som allerede havde opmærksomheden et andet sted. "T..tak." Fik han kvækket frem. Han så på dæmon lidt endnu, inden han fik øje på Latumika, som stod lidt derfra. Hun var okay...han viste ikke hvad han skulle føle, han havde ikke skænket det en tanke. I det samme han så hende i mesterens greb, havde han bare gået ud fra, at hun ville være død næste gang han så på hende.
Hun så træt ud, og han så på hende, med samme udmattede blik som hun sendte ham. Så blev hun sløret, øjlen var ikke længere til at skimte fra hendes skulder, og han faldt slapt sammen i Amies favn.

Hele scenen var frosset.
Han så ned på sin krop, og kunne ikke kende sig selv. Det var mere : 'Der ligger en dreng i en andens favn, han ser ret medtaget ud, stakkels fyr, men det kommer ikke mig ved.' Han Cirkulerede en enkelt gang om Amie, og den dreng han inderst inde vidste han kendte bedre end nogen anden, fløj forbi Latumika, bag om Lawrence's ryg og drillende hen over hovedet på Mesteren.
Så var der kun Hana tilbage, hun sad stadig på den sorte fugl. helt upåvirket af situationen, og i den sorte kjole. Han kom helt tæt på, og så hende i øjnene, men hun reagerede ikke, så sprang han frem, og ind bag hendes øjne...

Han ventede, og der skete absolut ingenting med den lille gnom bag ham. Var det hans skæbne at blive ydmyget to gange under samme angreb, eller var han bare ved at blive svag?! Der burde da for helvede komme en reagtion der omme fra. Hvad værre var, så kom den genopstandne vampyr, Lawrence, hen mod ham, og han skulle selvfølgelig komme lige nu, hvor Mesteren stod og var hjælpeløst fanget af en 5 årig!
"Alexander Grunlantiné Augustus," Hvorfor havde hun også afsløret hans navn, det virkede bedre når folk kaldte ham mesteren, så lød det som om de respekterede ham.
"Lawrence," Man kunne stadig hører den vrede undertone i mesterens stemme, han kunne ikke selv fjerne den. "Hvorfor tror du jeg går med dæknavn?" Ikke fordi han syntes vampyren overfor ham var sjov, ikke på vilkår, men det havde føltes rigtigt at sige det, som en skoledreng, som prøver at spille sej.
Vampyren stod og grinede af ham, ikke direkte, men et provokerende smil var ikke til at ignorerer, og han måtte lægge bånd på sig selv, for ikke at kaste sig frem mod skabningen, og dræbe ham for anden gang den dag. Det nyttede jo bare ikke det store. Hvor nøddigt han end ville indrømme det, så sad han fast, og han kunne ikke slippe fri. Det var pinligt, helt ekstremt pinligt.

Deiji sov, opdagede han og når Deiji sov, så kunne han blande sig, han kunne vel manne sig op til at gøre sin indvirken, om ikke andet, så for at sætte sine spor.

Lawrence standsede helt op foran Mesteren og mønstrede ham med blikket. Han havde fulgt Mesteren med øjnene, da denne gik rundt mellem de andre som for at finde én, han kunne søge i dækning bag, eller én, han kunne nedstirre. Nok snarere det sidste, mente Lawrence.
Lawrence trak på skuldrene ved Mesterens rasende udbrud og spurgte tørt: "Besvarer du altid spørgsmål med et nyt spørgsmål?" Inderst inde morede Lawrence sig kosteligt - også ved det faktum, at han selv havde besvaret Mesterens spørgsmål med et spørgsmål. Lawrence lod atter blikket glide hen på Deiji og tilbage til Mesteren.

Oprindeligt indsendt af Xazal

FLawrence standsede helt op foran Mesteren og mønstrede ham med blikket. Han havde fulgt Mesteren med øjnene, da denne gik rundt mellem de andre som for at finde én, han kunne søge i dækning bag, eller én, han kunne nedstirre. Nok snarere det sidste, mente Lawrence.
Lawrence trak på skuldrene ved Mesterens rasende udbrud og spurgte tørt: "Besvarer du altid spørgsmål med et nyt spørgsmål?" Inderst inde morede Lawrence sig kosteligt - også ved det faktum, at han selv havde besvaret Mesterens spørgsmål med et spørgsmål. Lawrence lod atter blikket glide hen på Deiji og tilbage til Mesteren.

::Shoooooot! XD Jeg fik lige grineflip i dansktimen på grund af Flawrence XDXDXD OMG!!! XD::

::Okay man forstår intet når man læser bagfra Oo::

Med ormen som det eneste selskab, begyndte Gjals øjenlåg endelig at blive tungere og tungere, og tankerne om Lawrence blev skubbet længere og længere væk. Da solen stod op, lå den unge vampyr dybt nede i jorden og sov sin dødssøvn.

Latumika så Deiji lukke øjnene. Hun gik ud fra, at han var faldet i søvn. Udmattet, ja det måtte han jo være. Hun nærmede sig ham og den mand der holdt ham. Hun kiggede mere granskende på ham, pg opdagede, at han var en dæmon. Hun kiggede bare forstenet i et stykke tid, men tog sig så sammen og sagde:¨
"Hej.... jeg... jeg er hans søster." sagde hun og fangede mandes øjne med sine egne, som var rolige og ikke afspejlede nogen usikkerhed. "Jeg hedder Latumika, hvem er du?" fortsatte hun efter en pause.

Latumika rettede endnu engang øjnene mod Deiji, og huskede så, at han kunne gøre mærkelig ting når han sov. Besynderlige ting. Han havde ikke vbæret den eneste født uden evner. Han..... han kunne et eller andet når han sov. Det havde nogle af de søskende, som drillede ham, lagt mærke til.

::Bær - er det okay?::

::Det er fint, Jul ^^ Det var lige det skub jeg manglede for at tage mig sammen til at skrive xD::

Det var ikke fordi Mesteren ikke hørte Lawrences nye spørgsmål, mere fordi han ikke kunne finde på noget godt svar, og at han skulle konsentrerer sig. Derfor ignorerede han det.
Han kunne ikke gøre som han plejede, hvis han lukkede øjnene ville det virke mistænksomt, men, så måtte han jo bare prøve uden.

"Deiji!" Inde i Hanas hoved lød hendes stemme hul og barnlig. Den gav nærmest ekko, og skreg på opmærksomhed, så han var nød til at høre efter. "Deiji, jeg' bange. De vil gøre mig ondt, fordi jeg er sammen med ham. Jeg ved det. Deiji, han var så sød ved mig. Tog mig med op at flyve. Jeg har fløjet Deiji, ved du hvor vidunderligt det er?" Barnestemmen lo, en helt vidunderlig latter, som fløj rundt og fyldte hele hans drøm. "Jah" Hviskede han, "Det er fantastisk, der er ikke noget som det."
"Deiji, de vil gøre ham ondt. De forstår ham ikke som jeg gør. Som du gjorde. Deiji, der er jo en grund til han er som han er, det er så vigtigt for ham. Deiji, jeg vil ikke have de gør ham fortræd! Vil du ikke nok gøre noget? Jeg kan ikke selv."
"Hvad vil du have mig til at gøre?"
"Deiji, du må vælge side! Jeg beder dig! Hvad har de nogensinde gjort for dig? Skylder du dem noget? Deiji, du kender dem jo ikke end gang! Han hjalp dig! Deiji hvis du redder ham, så kan vi være sammen!"
"Jeg..."
"Ikke noget men! Deiji, vågn op!"

Deiji spjættede kræftigt, og slog øjnene op. Han var tillbage i sin egen krop, men Hanas pigestemme kørte stadig rundt i hans hoved. Hun havde vel ret, ikk? Det måtte hun vel have, hun havde aldrig løjet for ham. Han huskede med et at Amie holdt ham, i det samme som det gik op for ham, blussede de følelser Hana havde givet ham op. Han sparkede ud efter dæmonens skindeben, og gav ham en knytnæve i ansigtet. "Sådan, Deiji!"

Mesteren kunne ikke lade være med at fryde sig. Succes. Og så var det heller ikke hver dag, man så Amie få tæv af et menneske.

Lawrence sukkede næppe hørligt. Han ventede forgæves på Mesterens spæde forsøg på en vittig bemærkning. Til sidst trak han på skuldrene og stod bare og iagttog Mesteren, Deiji og Amie - og pigen, der tøvende nærmede sig Amie og meddelte ham, at hun var Deijis søster.
'Fordømt,' tænkte Lawrence, irriteret over det edderkoppespind af et mysterium, han var rodet ind i. Så skulle Deijis søster ovenikøbet træde til som ét af de mennesker, han heller ikke måtte tømme for blod. Lawrence rynkede brynene over sine latterlige tanker, som han havde skjult bag sit sinds skjold. Han missede op mod solen og beundrede i sit stille sind alle dens farver, der gik fra dyb rød til korngul, skærende hvid og glødende orange. Lawrence lod de spændte skuldre falde og fortrak ikke en mine, da Deiji næsten sparkede Amie omkuld. Han sende et uudgrundeligt smil i Mesterens retning og sagde: "Jeg synes, at vi spilder tiden." Hans stemme var rolig og blød som altid. Hans ansigtsudtryk var fredeligt og afslappet - og afventende.

Amie stod lidt og overvejede sit næste træk. Han vidste ikke helt om han skulle bære drengen i sikkerhed, eller om det ville være bedre bare at sætte ham ned på jorden og... pludselig var der nogen der plantede et slag i ansigtet på ham. Sparket havde han ikke rigtig mærket, men det var altså noget andet når en dreng, menneske eller ej, forsøgte at slå ens næse ind. Den slags kunne mærkes. Hvem kunne det have været? Slaget havde ikke været særlig hårdt, så... Den eneste der var tæt nok på var Deiji. Deiji. DEIJI! Selv samme Deiji som han lige havde grebet. Og nu... med et såret og forbavset udtryk i ansigtet svigtede benene under ham. Deiji. Åh gud. DEIJI!

Latumika stod over fo dæmonen, men inden han nåede at svare hende, sprang Deiji op og sparkede ham hårdt, så han væltede. "Deiji!" sagde hun forarvet. Hvad havde han dog gang i? Var han virkelig det monster, som hendes søskende og brødre havde sagt, han var? Hvad lavede han. Han kunne da ikke sparke en, der lige havde reddet hans liv! "Hvad laver du?!" råbte hun uforstående og kunne, af grunde hun ikke helt forstod, næsten ikke holde tårerne tilbage.

Felina kom gående gennem græsset og kiggede op mod solopgangen. Felina havde en gammel mørkebrun kappe på, og hætten slået op over hendes tiger øre. Halen var også belejligt skjult under kappens kant. Ved siden af hende gik en kvinde med nøddebrunthår, der også så ung ud, uden egentlig at være det. En varmpyr. Tænk at jeg turd rejse med hende, tænkte Felina. Hun kiggede sig rundt. Skikkelser kom til syne, hun hørte nogle råbe noget, som hun ikke lige fangede. Hun havde rejst med Luka et godt stykke tid nu, uden at være kommet over, at Luka til nøds ville drikke hendes blod. Men nu havde varmpyrer aldrig syntes om Felina's slægts blod. Smagte lidt ligesom dyre blod. Ikke lige så godt som normale menneskers.
Felina så endnu engang op mod solopgangen, og opfattede, at der stod en skikkelse. Hun kiggede hen på Luka. "Sikke en smuk morgen, hvar?" Sagde hun smilende.